Book of Common Prayer
Davids sejrssang(A)
18 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David. Han sang den til Herren i anledning af, at Herren havde reddet ham fra Saul og alle hans øvrige fjender.
2 Jeg elsker Herren,
han er min redning.
3 Herren er min Klippeborg
og min Beskytter.
Han er mit Skjul,
hos ham søger jeg tilflugt.
Han er mit Skjold,
min Frelse og min Fæstning.
4 Jeg kalder på Herren, den Højlovede,
og frelses fra mine fjender.
5 Dødens reb omsluttede mig,
undergangens bølger væltede ind over mig,
6 dødsriget strammede sit greb om mig,
jeg sad fast i dødens fælde.
7 I min fortvivlelse råbte jeg til Herren,
jeg bad til Gud om hjælp.
Han hørte mig fra sin helligdom,
mit skrig nåede frem til hans ører.
8 Da rystede jorden og skælvede,
bjergenes grundvolde bævede,
for Herrens vrede var blusset op.
9 Røg væltede ud af hans næsebor,
fortærende ild skød ud af hans mund,
glødende kul sprang frem fra ham.
10 Han skubbede himlens forhæng til side
og trådte ud på de mørke stormskyer.
11 Han steg op på en kerub og fløj,
fór frem på vindens vinger.
12 Han hyllede sig i mørke,
omgav sig med sorte tordenskyer.
13 Lynene glimtede foran ham,
og haglene faldt fra skyerne.
14 Herren tordnede fra himlen,
den højeste Gud lod sin røst høre.
15 Han skød sine pile,
sendte fjenderne på flugt.
Han sendte sine lyn af sted,
så fjenderne spredtes for alle vinde.
16 Herren fnyste i sin harme,
så Jordens vande blev pisket op,
og havets bund kom til syne.
17 Fra det høje rakte han hånden ud,
trak mig op af det dybe vand.
18 Han frelste mig fra mine fjender,
de hadede mig og var mig for stærke.
19 Da jeg var svag, overfaldt de mig,
men Herren holdt mig fast
20 og førte mig i sikkerhed.
Han frelste mig, fordi han elsker mig.
21 Herren belønnede mig for mit retsind,
tog hensyn til min uskyld,
22 for jeg har holdt mig til hans veje.
Jeg har ikke i ondskab vendt mig fra min Gud.
23 Altid har jeg hans bud i tanke,
aldrig har jeg vendt ryggen til hans love.
24 Jeg har adlydt ham til punkt og prikke
og holdt mig borte fra synden.
25 Herren har belønnet mig for min retfærd,
han kender min pletfri levevis.
26 Herre, du er trofast mod dem, der er trofaste mod dig,
retskaffen overfor de retskafne.
27 Du handler uskyldsrent med de uskyldige,
men er snu mod de snedige.
28 Du ophøjer de ydmyge,
men ydmyger de hovmodige.
29 Herre, du er mit lys og mit håb,
du tænder dit lys i mørket.
30 Ved din hjælp kan jeg springe over mure
og forcere enhver forhindring.
31 Guds veje er fuldkomne,
hans løfter er sande.
Han er et skjold for dem,
der søger ly hos ham.
32 Hvor findes der en gud som Herren?
Hvor findes en klippe som ham?
33 Han giver mig styrke,
han jævner vejen foran mig.
34 Han gør mine skridt sikre som hjortens,
han giver mig fodfæste på bjergene.
35 Han træner mine arme til kamp,
så jeg kan spænde kobberbuen.
36 Herre, du giver mig din frelse som et skjold,
du støtter mig med din højre hånd,
din hjælp giver mig styrke.
37 Du udjævner stien foran mig,
så jeg ikke snubler og falder.
38 Jeg forfulgte mine fjender og gjorde det af med dem,
jeg holdt ikke inde, før de alle var besejret.
39 Jeg slog dem ned, så de ikke kunne rejse sig,
de ligger faldne ved mine fødder.
40 Du gav mig styrke til kampen,
du tvang mine modstandere i knæ,
41 du slog mine fjender på flugt,
jeg gjorde det af med dem, som hadede mig.
42 De råbte om hjælp,
men ingen kom til undsætning.
De råbte til dig, Herre,
men du ville ikke høre.
43 Jeg knuste dem til støv, som hvirvler i vinden,
jeg trådte dem ned som snavs på gaden.
44 Du hjalp mig i kampen mod fjendtlige hære,
gav mig sejr over fremmede folkeslag,
som nu er blevet mig underlagt.
45 Straks de hørte min røst, adlød de.
De kom krybende hen til mig.
46 De tabte fuldstændig modet,
kom skælvende frem fra deres skjul.
47 Herren lever!
Lovet være min redningsmand.
Ære være min Gud, som frelste mig,
48 den Gud, som besejrede mine fjender,
som gjorde mig til hersker over fremmede folkeslag.
49 Herre, du reddede mig fra mine fjender.
Du førte mig i sikkerhed,
og frelste mig fra voldens mænd.
50 Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene, Herre.
Jeg vil synge om din storhed.
51 Du giver din konge en mægtig sejr,
du viser nåde mod din salvede konge,
mod mig og mine efterkommere til evig tid.
Jeremias smides i en tom cisterne
38 Der var imidlertid fire mænd ved navn Shefatja, Gedalja, Jukal og Pashhur, som ønskede at lukke munden på mig. De havde jo hørt, hvordan jeg gang på gang havde advaret folket med det budskab, 2 som Herren havde givet mig: „De, der bliver i Jerusalem, vil dø af hungersnød eller sygdom eller blive dræbt i krigen. Men de, der overgiver sig til babylonierne, vil overleve. 3 Herren vil nemlig overgive Jerusalem til Babyloniens konge, som vil indtage byen.”
4 De fire mænd gik til kongen og sagde: „Herre, vi må uskadeliggøre Jeremias. Hans budskaber undergraver hærens moral. Han skaber en negativ stemning blandt de krigere, vi endnu har tilbage, og hele befolkningen i byen. Han er en forræder, som ikke ønsker, at vi skal reddes, men at vi skal rammes af ulykke.”
5 Kong Zidkija gav efter og sagde: „Gør med ham, som I vil.”
6 Så hentede de mig og firede mig ned i et tom vandreservoir i gården. Den tilhørte Malkija, der var medlem af kongefamilien. Der var intet vand i den, men der var stadig et tykt lag mudder på bunden, så jeg sank ned i mudderet.
7 Men da kushitten Ebed-Melek, en af de ledende hoffolk, hørte, at jeg var blevet kastet i det tomme vandreservoir, 8 skyndte han sig straks til kongen, som på det tidspunkt var i færd med at dømme i nogle retssager på pladsen foran Benjaminporten.
9 „Herre konge,” sagde han. „Der er begået en meget ondsindet handling imod profeten Jeremias. Man har kastet ham i et tomt vandreservoir, og dér vil han dø af sult, for han får ingen mad.”
10 Da befalede kongen: „Tag 30 mænd med dig og få hejst Jeremias op af vandreservoiret, før han dør.” 11 Så skyndte Ebed-Melek og mændene sig af sted til et af paladsets nederste kælderrum, hvor de hentede nogle kasserede klude, som de hejste ned i vandreservoiret med et reb. 12 „Bind rebet omkring dig og læg kludene imellem rebet og dine armhuler,” råbte Ebed-Melek, og da jeg havde gjort det, 13 trak de mig op af vandreservoiret og bragte mig tilbage til min husarrest.
Vejledning om mødeledelse
26 Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en salme, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.
27 Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang—og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det. 28 Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.
29 Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt. 30 Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille. 31 I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. 32 De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det. 33 Gud ønsker ikke forvirring, men fred.
Som det er skik i alle de andre kristne menigheder,
Konklusion
37 Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren. 38 Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.
39 Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale. 40 Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.
34 At jeg er kommet til denne jord, betyder ikke, at der fra nu af er fred og ingen fare. Nej, der vil blive splid, helt ind i familiens inderkreds, som der står skrevet:
35 ‚En søn vil vende sig imod sin far,
en datter gøre oprør imod sin mor,
en svigerdatter imod sin svigermor.
36 Man får sin egen familie til fjender.’[a]
37 Den, der elsker sin far eller mor mere end mig, er ikke værdig til at være min discipel. Og den, der elsker sin søn eller datter mere end mig, er ikke værdig til at følge mig. 38 Den, der ikke er villig til at give afkald på sit eget liv[b] for at følge mig, er mig ikke værd. 39 Den, der klamrer sig til livet her på jorden, vil miste det evige liv. Men den, der er parat til at give afkald på sit jordiske liv for min skyld, skal leve for evigt.
40 De, der tager imod jer, tager imod mig. Og de, der tager imod mig, tager imod Gud, som sendte mig. 41 De, der tager imod en profet, fordi profeten er sendt af Gud, skal få samme løn som profeten. Og de, der tager imod et menneske, der tilhører mig, fordi det tilhører mig, skal få samme løn. 42 Det siger jeg jer: Den, der giver bare et glas koldt vand til den ringeste af mine disciple, fordi det er en discipel af mig, skal ikke gå glip af sin løn.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.