Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Old/New Testament

Each day includes a passage from both the Old Testament and New Testament.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Dommer 4-6

Herren giver sejr gennem profeten Debora

Efter Ehuds død gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. Da udleverede Herren dem til kana’anæerkongen Jabin af Hatzor. Kongens hærfører hed Sisera, og han boede i Haroshet-ha-Gojim. Med sine 900 stridsvogne med jernbeslåede hjul besejrede han israelitterne og undertrykte dem brutalt i 20 år. Til sidst råbte folket til Herren om hjælp.

På det tidspunkt var profeten Debora, Lappidots kone, dommer i Israel. Hun plejede at sidde under Deboras palmetræ et sted mellem Rama og Betel i Efraims højland, og dér kom israelitterne til hende med deres retssager.

En dag sendte Debora bud efter Barak, Abinoams søn, der boede i Kedesh i Naftalis land. „Herren, Israels Gud, har befalet, at du skal samle 10.000 mænd fra Naftalis og Zebulons stammer på Tabors bjerg,” sagde hun til Barak. „Så vil Herren lokke kong Jabins hærfører, Sisera, hans hær og stridsvogne til Kishonbækken og udlevere dem til dig dér.”

„Godt,” svarede Barak, „jeg tager af sted—men på den betingelse, at du tager med!”

„Jeg skal gerne gå med,” svarede Debora. „Men i så fald bliver det en kvinde, der får æren for sejren over Sisera og ikke dig.” Derpå fulgte hun med ham til Kedesh. 10 Da de nåede derhen, samlede Barak Zebulons og Naftalis stammer og 10.000 mand drog af sted til Tabor. Debora gik med.

11 Nu var der en mand ved navn Heber, som havde slået lejr i nærheden af egetræet ved Sa’anannim. Han var efterkommer af Moses’ svoger Hobab, men havde fjernet sig fra sine øvrige kenitiske slægtninge.

12 Da Sisera fik at vide, at Barak og hans hær havde slået lejr på Tabors bjerg, 13 mobiliserede han hele hæren og alle 900 jernvogne og marcherede fra Haroshet-ha-Gojim til Kishonbækken.

14 Da sagde Debora til Barak: „Bryd op! Herren vil gå foran dig og give dig sejr over Sisera i dag.” Straks førte Barak sine 10.000 mand ned fra Tabors bjerg og rykkede frem til angreb.

15 Idet Barak angreb, skabte Herren panik blandt Siseras mænd og vogne, så Sisera måtte springe ned fra sin vogn og flygte til fods. 16 Barak og hans mænd forfulgte fjenderne og deres vogne helt til Haroshet-ha-Gojim, indtil hele Siseras hær var hugget ned.

17-18 I mellemtiden var Sisera undsluppet og var nået til kenitten Hebers lejr. Hebers slægt havde nemlig indgået en venskabspagt med kong Jabin af Hatzor. Hebers kone, Jael, gik nu Sisera i møde og sagde: „Her har du intet at frygte. Kom med ind i mit telt.” Så fulgte han med hende ind i teltet, hvor hun dækkede ham til med et tæppe. 19 „Giv mig lidt vand,” sagde han til hende, „jeg er så tørstig.” Hun gav ham lidt mælk fra lædersækken og dækkede ham til igen. 20 „Stil dig i teltdøren,” fortsatte han, „og hvis der kommer nogen og spørger, om der er en kriger her, skal du sige nej.”

21 Men da Sisera var faldet i søvn af udmattelse, tog Jael en spids teltpløk og en hammer og sneg sig hen til ham. Så hamrede hun pløkken gennem tindingen på ham og ned i jorden.

22 Da Barak senere kom for at lede efter Sisera, gik Jael ham i møde og sagde: „Kom, så skal jeg vise dig ham, du leder efter.” Da fulgte Barak efter hende ind i teltet og fandt Sisera død med teltpløkken gennem tindingen.

23 Den dag så israelitterne, hvordan Herren gav dem sejr over kana’anæerkongen Jabin, 24 og fra den dag fik Israels folk mere og mere overtaget, indtil de til sidst fik udryddet ham og hans folk.

Deboras sejrssang

Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:

Når Israels ledere fører an,
    når folket villigt følger med,
        da skal I prise Herren.
Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!
    Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.

Herre, da du førte dit folk op fra Seir,
    da du ledte os fra Edoms land,
da skælvede og rystede jorden,
    himlen kunne ikke holde tæt,
        skyerne rystede regnen af sig.
Bjergene bævede for Herren,
    Sinai skælvede for Israels Gud.

Men på Shamgars tid gemte man sig,
    på Jaels tid lå vejene øde,
        folk sneg sig af sted ad de afsides stier.
Bønderne holdt sig bag storbyens mure,
    landsbyidyl var en saga blot,
indtil jeg, Debora, stod frem
    og blev som en mor for Israel.

Da Israel valgte sig nye guder,
    blev der ufred og kaos overalt.
Der var fyrre tusind krigere i Israel,
    men hvor så man et skjold eller spyd?

Mit hjerte banker for Israels ledere
    og for folket, der frivilligt fulgte dem.
        Pris Herren for dem!

10 I, som rider på glinsende æsler,
    I, som sidder på fornemme sadeltæpper,
        I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!
11 Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.
    De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.
Herrens folk kom i flok,
    i byporten råbte de:
12 „Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!
    Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”
13 Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.
    Herrens folk kom til mig og krigerne.
14 De kom fra Efraims land,
    som engang tilhørte Amalek.
Nogle kom helt fra Benjamins land.
Fra Makir kom mægtige krigere,
    fra Zebulon stærke ledere,
15 Issakars hærførere sluttede op om Debora,
    de løb med Barak ned ad bjerget.
Rubens klaner var ubeslutsomme:
16     Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?
Var det for at høre hyrderne fløjte?
    Rubens klaner var for ubeslutsomme.
17 Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.
    Hvorfor blev Dan ved sine skibe?
Asher sad stille ved havets vande,
    han blev i sin sikre havn.
18 Men Zebulon satte livet på spil,
    Naftali sloges på slagmarken.

19 Kana’ans konger kom til Ta’anak,
    de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.
Men sejren gled dem af hænde,
    krigsbytte fik de intet af.
20 Himlens kræfter kæmpede for os,
    tordnede og lynede mod Siseras hær.
21 Kishons vand svulmede med stormflods styrke,
    den gamle bæk fejede fjenden væk.
Fat mod, min sjæl,
    løb frem med styrke.
22 Da hamrede hingstenes hove,
    i galop fór de frem.
23 „Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”[a]
    sagde Herrens engel.
„De kom ikke Herren til hjælp
    imod hans vældige fjender.”
24 Velsignet blandt kvinder er Jael,
    kenitten Hebers kone.
Hun er den mest velsignede
    af alle kvinder, der bor i telte.
25 Sisera bad om vand,
    men Jael gav ham mælk,
        tykmælk i en fornem skål.
26 Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,
    en hammer i højre.
Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,
    hun gennemborede hans hoved.
27 Han lå død mellem benene på hende.
    En fældet fjende—stendød.
28 Siseras mor venter ved vinduet,
    hun spejder gennem gitteret:
„Hvorfor kommer han dog ikke?
    Hvornår hører vi hestenes hove?”
29 En hofdame giver hende et svar,
    det samme, hun selv har tænkt:
30 „Krigsbyttet skal nok deles,
    en pige eller to til hver kriger,
prægtige klæder til Sisera
    og smukt broderet tøj til hans mor.”
31 Herre, må alle din fjender
    gå til grunde som Sisera,
men må de, som elsker dig,
    stråle som den opgående sol.

Derefter var der fred i landet i 40 år.

Israelitternes fortsatte ulydighed

Så begyndte Israelitterne igen at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Derfor udleverede Herren dem til midjanitterne, der tyranniserede dem i syv år. Midjanitterne var så grusomme, at israelitterne flygtede op i bjergene og indrettede sig skjulesteder i huler og klippeborge. Hver gang israelitterne havde tilsået deres marker, kom der omstrejfende bander fra Midjan og Amalek og andre nabofolk fra øst og angreb dem. De slog lejr på deres marker, ødelagde afgrøderne og plyndrede landet så langt som til Gaza. Israelitterne havde intet at spise, for fjenderne stjal også alle deres får, geder, okser og æsler. 5-6 Røverbanderne trængte ind i landet og slog sig ofte ned i længere tid med deres hjorde og kamelflokke, talløse som græshoppesværme, indtil landet var så hærget og forarmet, at folket igen råbte til Herren om hjælp.

Da sendte Herren en profet til dem: „Hør hvad Herren, Israels Gud, siger til jer,” sagde han. „Jeg førte jer ud af fangenskabet i Egypten og befriede jer fra egypterne og alle jeres modstandere. Jeg drev jeres fjender ud af Kana’ans land og gav det til jer. 10 Jeg sagde til jer: ‚Jeg er Herren, jeres Gud. I må ikke dyrke amoritternes guder i landet, hvor I bor.’ Men I har ikke adlydt mig!”

Gideons kald og hans opgør med afguderne

11 Så kom Herrens engel og satte sig under egetræet i Ofra, der tilhørte Joash fra Abiezers slægt. Joash’ søn Gideon var netop i færd med at tærske hvede i bunden af en vinperse for at skjule det for midjanitterne.

12 Herrens engel viste sig for Gideon og sagde: „Herren er med dig, stærke kriger!” 13 „Hvis Herren er med os, hvorfor går det os da så dårligt?” svarede Gideon. „Hvor er alle miraklerne, som vores forfædre fortalte os om? Sagde de ikke, at Herren gjorde en masse undere, da han førte dem ud af Egypten? Han må have forkastet os og overgivet os til midjanitterne!”

14 Da vendte Herren sig til Gideon og sagde: „Tag af sted med den styrke du har, og red Israel fra midjanitterne. Jeg sender dig!” 15 „Men Herre, hvordan skulle jeg kunne redde Israel?” svarede Gideon. „Vores slægt er den svageste i Manasses stamme—og jeg er den yngste i min familie!” 16 „Men jeg er Herren—og jeg er med dig! Du skal hugge midjanitterne ned alle som en!”

17 Gideon svarede: „Er det virkelig Herren? Utroligt, at han skulle komme til mig. Jeg vil gerne have et bevis på, at det virkelig er Herren, som taler til mig. 18 Vent her, indtil jeg kommer tilbage med en offergave til dig.” „Jeg bliver her, til du kommer tilbage,” lovede englen.

19 Gideon skyndte sig nu hjem, slagtede og tilberedte et gedekid, hvorefter han tog en stor pose[b] mel og bagte brød uden surdej. Så lagde han kødet i en kurv, hældte suppen i en krukke og bar det ud til englen, som sad under egetræet.

20 Da sagde Guds engel: „Læg kødet og brødene på stenen derhenne og hæld suppen ud over det!”

Gideon gjorde, som englen sagde, 21 og englen rørte kødet og brødene med sin stav. Ild flammede op fra stenen og fortærede det hele. Så var englen borte.

22 Så vidste Gideon, at det virkelig var Herrens engel, og han udbrød: „Ak, min Herre og Gud, det er ude med mig, for jeg har set Herrens engel ansigt til ansigt.”

23 Men Herren sagde: „Fred være med dig! Vær ikke bange. Du skal ikke dø.”

24 På det sted byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det „Herrens fred”. Det står stadig i Ofra, på den jord, der tilhører Abiezers slægt.

25 Samme nat sagde Herren til Gideon: „Tag en af din fars tyre, den næstbedste, som er syv år gammel. Vælt så din fars Ba’als alter ned og hug afgudspælen ved siden af i stykker. 26 Når det er gjort, skal du på toppen af denne klippe bygge et alter for Herren, din Gud, på den foreskrevne måde. Brug træet fra pælen som brænde på alteret, og bring så tyren som et brændoffer til Herren.”

27 Gideon vækkede straks ti af sine tjenere og gjorde, som Herren havde befalet. Han gjorde det om natten, hvor ingen kunne se det, for han var bange for sin families og sine naboers reaktion. 28 Da folk stod op om morgenen, opdagede de, at ba’alsalteret var revet ned og afgudspælen var væk. I stedet stod der et nyt alter med resterne af brændofferet ovenpå.

29 „Hvem har gjort det?” sagde folk til hinanden. Så spurgte de sig frem og fandt ud af, at det var Gideon.

30 „Udlever din søn til os!” råbte de til Joash. „Han skal dø, for han har revet ba’alsalteret ned og slået Asherapælen i stykker!”

31 Men Joash råbte tilbage: „Hvorfor forsvarer I Ba’al? Kan I måske redde ham? Den, som vil tale Ba’als sag, skal dø inden i morgen! Hvis Ba’al virkelig er en gud, så lad ham forsvare sig selv og straffe den, der har revet hans alter ned.”

32 Fra den dag gav man Gideon tilnavnet Jerubba’al,[c] fordi han havde revet Ba’als alter ned.

Gideon samler hæren og beder om et tegn

33 Kort tid efter samlede midjanitterne, amalekitterne og flere andre ørkenfolk sig, gik over Jordanfloden og slog lejr på Jizre’elsletten. 34 Da kom Herrens Ånd over Gideon og han blæste i vædderhornet for at kalde Abiezer-slægtens mænd til våben. 35 Derefter sendte han bud til hele Manasses stamme, og de sluttede op om ham. Også Ashers, Zebulons og Naftalis stammer fik besked, og de sluttede sig til dem.

36 Da sagde Gideon til Gud: „Hvis det virkelig er dit alvor, at du vil bruge mig til at redde Israel, sådan som du har lovet, 37 vil jeg bede dig om at give mig et tegn: I nat spreder jeg noget uld ud på tærskepladsens gulv. Hvis der så i morgen tidlig ligger dug på ulden, mens jorden udenom er tør, skal det være et tegn på, at du vil bruge mig til at redde Israel.”

38 Og sådan gik det: Da Gideon næste morgen stod op, var ulden så våd, at han kunne vride en hel skål vand ud af den! 39 Da sagde han til Herren: „Bliv ikke vred, Herre, men giv mig endnu et tegn: Denne gang skal ulden være tør og jorden udenom våd!”

40 Endnu en gang gjorde Gud, hvad han bad om: Næste morgen var ulden knastør, mens jorden udenom var våd af dug.

Lukas 4:31-44

Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder(A)

31 Jesus slog sig derefter ned i Kapernaum. Den følgende sabbat underviste han i synagogen, 32 og hans ord gjorde dybt indtryk på folk, for han talte til dem med en autoritet, de ikke var vant til.

33 Nu var der i forsamlingen en mand, der var besat af en ond ånd. Han begyndte at råbe af fuld hals: 34 „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”

35 „Ti stille, og kom ud af ham!” befalede Jesus. Den onde ånd kastede manden til jorden og fór så skrigende ud af ham uden at gøre ham yderligere fortræd. 36 De tilstedeværende blev forfærdede og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvilken utrolig magt! Han taler jo med en sådan autoritet, at selv de onde ånder adlyder ham og farer ud.” 37 Og rygtet om ham gik som en løbeild over hele egnen.

Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme(B)

38 Fra synagogen gik Jesus hen til Simons hus, hvor Simons svigermor lå med høj feber. Man bad Jesus om at helbrede hende, 39 og han gik hen til hende og befalede feberen at forlade hende. Feberen forsvandt, og hun stod op med det samme og sørgede for mad til dem.

40 Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi, kom folk med alle dem, der led af forskellige slags sygdomme. Jesus lagde hænderne på hver enkelt og helbredte dem. 41 Mange blev befriet fra onde ånder, og når ånderne på hans befaling kom ud, råbte de: „Du er Guds Søn!” Men Jesus ønskede ikke, de skulle røbe, at han var Messias. Derfor befalede han dem at tie stille.

Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa(C)

42 Tidligt næste morgen gik Jesus ud til et øde sted. Folk ledte efter ham alle vegne, og da de fandt ham, bad de ham om ikke at forlade dem. Men han sagde: 43 „Jeg må også bringe budskabet om Guds rige til de andre byer. Det er det, jeg er blevet sendt for at gøre.” 44 Og han vandrede omkring og forkyndte i landets synagoger.[a]

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.