Old/New Testament

Herren er trofast, men forventer fuld hengivenhed

7 Moses fortsatte: „Herren, jeres Gud, vil føre jer ind i det land, I skal tage i besiddelse, og drive syv folkeslag, der er langt stærkere og mægtigere end jer, på flugt foran jer. Det er hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. ² Når Herren, jeres Gud, har udleveret dem til jer, skal I udrydde dem totalt. I må ikke skåne nogen af dem eller slutte fred med dem. ³ Hverken I selv eller jeres sønner og døtre må indgå ægteskab med dem, ⁴ for det kan let føre til, at de unge glemmer Herren og begynder at dyrke andre guder, så Herrens vrede blusser op og udsletter jer alle sammen.

⁵ I skal rive de fremmede folks altre ned, knuse deres stenstøtter, vælte deres Asherapæle og brænde deres afgudsbilleder. ⁶ I skal være et helligt folk, der er indviet til Herren, jeres Gud. Af alle verdens folkeslag har han udvalgt jer til sit ejendomsfolk. ⁷ I sin kærlighed udvalgte han jer, ikke fordi I var mægtige eller talstærke, for I var et ganske lille folk på jorden. ⁸ Det var alene på grund af sin kærlighed til sit folk, og på grund af sit løfte til jeres forfædre, at han førte folket ud af Egypten med magt og vælde.

⁹ Husk på, at Herren, jeres Gud, er den eneste sande Gud, en pålidelig Gud, der i tusind generationer holder fast ved sin pagt og sin trofasthed mod dem, der elsker ham og holder hans befalinger. ¹⁰ Men alle, som hader ham, vil få deres velfortjente straf. Han vil ikke tøve med at udslette dem. ¹¹ Derfor skal I nøje overholde de love og bud, jeg pålægger jer i dag.

¹² Hvis I vil høre efter og adlyde de her bud, vil Herren vise sin trofasthed og overholde sin del af den pagt, han indgik med jeres forfædre. ¹³ Han vil elske jer og velsigne jer, så I bliver en stor og succesrig nation i et frugtbart land med masser af korn, vin, oliven og husdyr. Det var en sådan fremtid, han lovede jeres forfædre. ¹⁴ Der vil ingen barnløshed være iblandt jer, selv jeres dyr vil være sunde og forplantningsdygtige, fordi han har valgt at velsigne jer mere end noget andet folk på jorden. ¹⁵ Ja, Herren vil holde sygdomme væk fra jer. De frygtelige plager, han sendte over egypterne, vil I undgå. I stedet vil han sende dem over jeres fjender.

¹⁶ Men I må sørge for at udrydde de folk, som Herren udleverer til jer. I må ikke skåne nogen af dem, og for alt i verden ikke dyrke deres guder! Gør I det, bliver det jeres undergang! ¹⁷ Og hvis I kommer i tvivl og tænker: ‚Hvordan skal vi kunne besejre folk, der er langt mægtigere end os?’ ¹⁸ kan I jage frygten på flugt ved at huske på, hvad Herren, jeres Gud, gjorde ved egypterkongen og hans folk. ¹⁹ Glem ikke de plager, Herren lod ramme dem, og som jeres forældre så med egne øjne. Husk på, hvordan den almægtige Gud med magt og vælde førte dem ud af Egyptens land. På samme måde vil han slå ned på de folk, I frygter, ²⁰ ja, Herren, jeres Gud, vil skabe panik iblandt dem, og selv de, der prøver at skjule sig for jer, vil blive fundet og udryddet.

²¹ Vær derfor ikke bange for de fremmede folkeslag, for Herren, jeres Gud, er med jer, og han er en vældig Gud, der forstår at skabe ærefrygt omkring sig. ²² Når I marcherer frem, vil han give jer sejr over dem, ikke i hast, men gradvis, for at de vilde dyr ikke skal tage overhånd i landet. ²³ Herren vil udlevere jeres fjender til jer og skabe frygt og forvirring iblandt dem, så I kan hugge dem ned. ²⁴ Han vil overgive konger til jer, og I skal udrydde dem, så deres slægt går til grunde. Ingen skal kunne holde stand imod jer.

²⁵ Brænd deres afguder, og lad jer ikke friste af det sølv og guld, der findes på dem. Lad være at tage det som krigsbytte, for det er hæsligt i Herren, jeres Guds, øjne og kan føre til jeres undergang. ²⁶ I skal afsky alt det, der har med afguderne at gøre, og ikke bringe noget af den slags ind i jeres hjem. Jeg har sagt, at den slags ting skal udryddes, og gør I ikke det, bliver I selv udryddet.

Advarsel mod at glemme Herren

8 I skal nøje overholde alle de befalinger, jeg i dag pålægger jer. Gør I det, vil I få lov at tage det land i besiddelse, Herren lovede jeres forfædre, og I vil få et godt liv og blive et stort folk. ² Husk på, hvordan Herren i 40 år førte sit folk gennem ørkenen for at ydmyge dem og sætte dem på prøve, for at se, om de var villige til at adlyde ham. ³ Han ydmygede dem ved først at lade dem sulte og derefter give dem manna, en form for mad, som hverken de eller deres forfædre havde set før, for at lære dem, at et menneske ikke lever af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler. ⁴ I alle de 40 år blev deres tøj ikke slidt op, og deres fødder ikke opsvulmede. ⁵ I må forstå, at når Herren straffede dem, gjorde han det til deres eget bedste, nøjagtig som når forældre opdrager deres børn.

⁶ Adlyd Herren, jeres Guds, befalinger, gå på hans veje og hav ærefrygt for ham. ⁷ Herren vil føre jer ind i et godt land, et frodigt land med bakker og dale, med floder og kilder, der gennemstrømmer landet, ⁸ et land med hvede og byg, med vinranker, figentræer, granatæbletræer, oliventræer og honning, ⁹ et land med masser af føde og uden mangel på noget, et land, hvor der findes jernmalm, og hvor I kan bryde kobber i bjergene. ¹⁰ Når I har spist jer mætte i landets overflod, skal I lovprise Herren, jeres Gud, for det gode land, han har givet jer.

¹¹ Men pas på, at I ikke midt i jeres overflod glemmer Herren, jeres Gud, så I ikke længere holder hans love og befalinger. ^12-13 Når I spiser jer mætte og oplever fremgang, når I har bygget prægtige huse, når jeres velstand øges, og jeres besætninger vokser, ¹⁴ må I passe ekstra på, at I ikke bliver selvsikre, så I glemmer Herren, der reddede jer fra at være slaver i Egypten. ¹⁵ Tag jer i agt, at I ikke glemmer den Gud, der førte sit folk gennem den store og farlige ørken, hvor der er giftige slanger og skorpioner, og som midt i det udtørrede land lod vand springe frem fra den nøgne klippe. ¹⁶ Han gav dem manna i ørkenen, mad, som deres forfædre aldrig har smagt, for at ydmyge dem og sætte dem på prøve for senere at kunne velsigne dem. ¹⁷ Derved ville han undgå, at folket i fremtiden ville tro, at deres fremgang skyldes dem selv og deres egen dygtighed. ¹⁸ Husk altid på, at jeres velstand kommer fra Herren, jeres Gud, der trofast holder fast ved den pagt, han oprettede med jeres forfædre.

¹⁹ Men hvis I glemmer Herren, jeres Gud, så I dyrker andre guder, kan jeg forsikre jer om, at det bliver jeres undergang, ²⁰ og at I bliver udryddet på samme måde, som Herren vil udrydde de folk, han jager bort foran jer. Sådan går det, hvis I er ulydige imod Herren, jeres Gud.

Kana’anæernes ondskab

9 Hør efter, Israels folk! Nu er det tid at gå over Jordanfloden og erobre landet fra folkeslagene på den anden side. De er større og stærkere end jer og bor i byer med himmelhøje mure. ² Blandt dem bor de frygtede anakitter, kæmper, som siges at være uovervindelige. ³ Men Herren, jeres Gud, vil gå foran jer som en fortærende ild, der ødelægger alt på sin vej, og I vil hurtigt besejre dem og udrydde dem, sådan som Herren har lovet.

^4-5 Når Herren rydder dem bort foran jer og giver jer landet i besiddelse, må I ikke sige: ‚Herren hjalp os, fordi vi fortjente det!’ Nej, det er ikke jer, der fortjener hans hjælp, men dem, der fortjener hans straf. Han driver dem ud af landet på grund af deres ondskab og for at opfylde sit løfte til jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob. ⁶ Jeg kan forsikre jer om, at Herren ikke giver jer det dejlige land, fordi I har gjort jer fortjent til det. I er nemlig et stædigt og oprørsk folk!

Påmindelse om Israels folks genstridighed

⁷ Glem aldrig, hvordan folket gang på gang fremkaldte Herrens vrede i ørkenen, lige fra den dag, de forlod Egypten, og til nu. Hele vejen har de været stride imod ham.

⁸ Husk på, hvor vred de gjorde ham ved Horebs bjerg, så vred, at han faktisk havde besluttet at udrydde hele folket. ^9-11 Det var dengang jeg opholdt mig på bjerget i 40 dage^[a] uden at spise eller drikke, mens jeg ventede på, at Herren skulle give mig stentavlerne med pagtens betingelser, som de allerede havde hørt ham erklære fra ilden på bjerget. ¹² Han befalede mig imidlertid at skynde mig ned ad bjerget, fordi folket, jeg havde ført ud af Egypten, havde syndet ved at tage afstand fra ham og støbe et afgudsbillede i stedet.

^13-14 ‚Lad mig få lov til at udrydde dette oprørske folk fra jordens overflade!’ sagde Herren til mig. ‚Derefter vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et mægtigt folk, større og stærkere end dem.’

¹⁵ Jeg gik så ned fra det flammende bjerg. I hænderne havde jeg de to stentavler. ¹⁶ Da jeg ved bjergets fod fik øje på den tyrekalv, de havde fremstillet, blev jeg så rasende over, at de så hurtigt havde forladt Herrens vej, ¹⁷ at jeg løftede stentavlerne i vejret og kastede dem til jorden, så de splintredes for øjnene af folket. ¹⁸ Derefter lå jeg for Herrens ansigt endnu 40 dage uden at spise eller drikke. Jeg sørgede over deres utrolige ondskab, som endnu en gang havde fremkaldt hans vrede. ¹⁹ Jeg rystede af angst for, at Herren ville gøre alvor af sin trussel og udslette sit folk, men også denne gang hørte han min bøn. ²⁰ Selv Aron, der havde svigtet sit ansvar, blev ramt af Herrens vrede, men han blev skånet ved, at jeg gik i forbøn for ham. ²¹ Den forfærdelige tyrekalv, folket havde fremstillet, brændte jeg i ilden, hvorefter jeg knuste resterne til fint støv og smed støvet i bækken, der flød ned ad bjerget.

²² Senere ved Tabera og Massa provokerede folket Herren igen, og endnu en gang ved ‚De Grådiges Grav’. ²³ Da vi nåede til Kadesh-Barnea, og Herren opfordrede dem til at gå ind i det land, han havde lovet dem, nægtede de at adlyde ham, fordi de ikke havde tillid til, at han ville hjælpe dem. ²⁴ Folket har været i oprør imod Herren, lige så længe jeg kan huske.

²⁵ Da jeg lå for Herrens ansigt i 40 dage og bad for dem, var det, fordi Herren havde sagt, at han ville udrydde sit folk. ²⁶ Derfor gik jeg i forbøn for dem med følgende ord: ‚Min Herre og Gud, udslet ikke dit ejendomsfolk, som du med magt og vælde befriede fra slaveriet i Egypten. ²⁷ Husk på dine løfter til dine tjenere Abraham, Isak og Jakob og se i nåde til det her oprørske folk med dets synd og ulydighed. ²⁸ Hvis du udrydder dem, vil egypterne jo påstå, at du ikke var i stand til at gennemføre din plan om at føre dem til det land, du havde lovet dem, eller de vil sige, at du er en ond Gud, der af had til dit folk lagde en fælde for dem i ørkenen. ²⁹ Vis dog, at de er dit ejendomsfolk, og at det ikke var forgæves, at du med magt og vælde førte dem ud af Egypten.’

¹⁹ Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.

Betydningen af tro og tilgivelse^(A)

²⁰ Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. ²¹ Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”

²² Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. ²³ Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. ²⁴ På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!

²⁵ Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået. ²⁶ Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”^[a]

De jødiske lederes uærlighed^(B)

²⁷ Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. ²⁸ „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

²⁹ „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. ³⁰ Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.”

³¹ De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. ³² Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.

³³ Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.