Old/New Testament
22 Hvis du opdager, at en ko, en ged eller et får er kommet på afveje, må du ikke lade, som om du ikke ser det. Det er dit ansvar at føre det bortkomne dyr tilbage til ejermanden. 2 Hvis han ikke bor i nærheden, eller hvis du ikke ved, hvem han er, skal du føre dyret hjem til dig selv og passe på det, indtil ejeren går rundt og spørger efter det. 3 Både for bortkomne dyr og tabte ting gælder samme regel, hvad enten det drejer sig om et æsel, en beklædningsgenstand eller andet: Du skal sørge for, at ejermanden får det tabte tilbage.
4 Hvis du ser en okse eller et æsel segne under sin byrde, skal du ikke se den anden vej men hjælpe ejermanden med at få dyret på benene.
5 En kvinde må ikke klæde sig som en mand, og en mand må ikke klæde sig som en kvinde. Den slags er afskyeligt i Herrens øjne.
6 Hvis du får øje på en fuglerede enten på jorden eller i et træ, og der er unger i reden, eller fuglen er ved at ruge æggene ud, må du ikke tage både fuglemor og ungerne. 7 Du kan tage ungerne, men du skal lade moderen være, så det kan gå dig godt, og du kan nyde et langt liv.
8 Ethvert hus, du bygger, skal have rækværk rundt om husets flade tag. Ellers kunne nogen falde ned fra taget ved et uheld, og du ville være skyldig i manddrab.
9 Du må ikke så andre afgrøder inde imellem vinstokkene. Gør du det, har du ikke lov til at høste afgrøderne.
10 Du må ikke pløje med æsel og okse i samme åg.
11 Du må ikke væve uld og hør sammen til et klædningsstykke. 12 Du skal sy kvaster i alle fire hjørner af dit bedesjal.
13-14 Hvis en mand gifter sig med en pige og går i seng med hende, men bagefter ikke bryder sig om hende og derfor udbreder onde rygter om hende og siger: ‚Hun var ikke jomfru, da jeg giftede mig med hende!’ 15 skal pigens forældre som bevis på hendes uskyld bringe det blodplettede lagen for byens ledere i retten, 16 og pigens far skal afvise anklagen med ordene: ‚Jeg bortgiftede min datter til denne mand, men nu afviser han hende 17 ved at påstå, at hun havde mistet sin mødom, inden de giftede sig. Men her er beviset på hendes uskyld!’ Så skal forældrene brede det blodplettede lagen ud foran lederne, 18-19 og retten skal dømme manden til at betale en bøde på 100 sølvstykker til pigens far, fordi han førte falsk anklage imod en israelitisk jomfru. Derefter skal manden tage sin kone tilbage, og han må aldrig senere skille sig fra hende.
20 Men hvis pigen ikke var jomfru ved ægteskabets indgåelse, og manden har ret i sin anklage, 21 skal lederne føre pigen til hendes forældres hus, og uden for døren skal byens mænd stene hende til døde, fordi hun har gjort landet urent ved sin utugt, mens hun som ugift boede hos sine forældre. På den måde skal I udrydde det onde af jeres midte.
22 Hvis en mand har samleje med en gift kvinde, og de tages på fersk gerning, skal de begge henrettes. På den måde skal I udrydde det onde i Israel.
23-24 Hvis en mand forgriber sig på en forlovet pige, og det sker inde i byen, skal både manden og pigen føres uden for byporten og stenes til døde, pigen, fordi hun ikke skreg om hjælp, og manden, fordi han voldtog en andens forlovede. På den måde skal I udrydde det onde fra jeres midte. 25 Men hvis samme forbrydelse sker på et øde sted uden for byen, er det kun manden, som skal straffes med døden. 26 Pigen derimod skal frifindes. Hun blev offer for voldtægt og er lige så uskyldig som et mordoffer, 27 for ingen kunne høre hende, da hun skreg om hjælp.
28 Hvis en mand voldtager en pige, der ikke er forlovet, og det bliver opdaget, 29 skal han dømmes til at betale pigens far en bøde på 50 sølvstykker, hvorefter han skal gifte sig med pigen, og han må aldrig senere skille sig fra hende.
23 Ingen mand må gå i seng med sin stedmor.
2 En mand, hvis testikler er knust, eller hvis lem er skåret af, må ikke komme frem for Herren.[a] 3 Det samme gælder enhver, der er født uden for ægteskabet, og for de kommende ti generationer af hans slægt.
4 Ingen af ammonitisk eller moabitisk afstamning inden for ti generationer må komme frem for Herren. 5 Hverken ammonitterne eller moabitterne bød jer velkommen og gav jer mad og drikke, dengang I kom til dem på vej fra Egypten. De forsøgte tilmed at leje Bileam, Beors søn fra Petor i Aram-Naharajim[b], til at forbande jer, 6 men Herren ville ikke lytte til Bileam, og han beviste sin kærlighed til jer ved at vende forbandelsen til velsignelse. 7 Derfor må I aldrig fremover hjælpe ammonitterne eller moabitterne på nogen måde. 8 Derimod skal I behandle edomitterne og egypterne godt, edomitterne, fordi de er af samme slægt som jer,[c] og egypterne, fordi de viste jer gæstfrihed, da I boede som fremmede i deres land. 9 Børnebørnene af de egyptere, der fulgte med jer fra Egypten, må komme frem for Herren.
10 Når I er i krig og opholder jer i lejren, må I holde jer fra alt, der er urent. 11 Hvis en mand bliver uren, fordi han om natten har haft sædafgang, skal han forlade lejren 12 og holde sig borte indtil aften. Først ved solnedgang, og efter at han har badet, kan han vende tilbage. 13 Når du skal forrette din nødtørft, må du gå uden for lejren på et afsides sted. 14 Gå altid med en teltpløk som en del af dit udstyr, og brug den til at grave et hul, hvor du kan forrette din nødtørft. Derefter skal du dække hullet til igen. 15 Lejren skal være et helligt sted, for Herren er iblandt jer for at beskytte jer og give jer sejr over jeres fjender, og I må ikke krænke ham ved anstødelig opførsel, hvis I vil gøre jer håb om, at han vil være med jer.
16 Hvis en slave flygter fra sin herre og søger tilflugt i jeres land, må I ikke tvinge ham til at vende tilbage. 17 Lad ham bo i den by, han selv vælger. I må heller ikke udnytte ham.
18-19 Religiøs prostitution er forbudt i Israel. Ingen, hverken mænd eller kvinder, må leve som prostitueret, og indtægter erhvervet ved prostitution må ikke bringes som løfteoffer til Herrens helligdom. Herren afskyr den slags.
20 I må ikke kræve renter af lån, I yder til jeres landsmænd, hvad enten lånet består i penge, mad eller andet. 21 Af en udlænding må I kræve rente, men ikke af en israelit. Hvis I kræver rente af en landsmand, vil Herren ikke velsigne jer i det land, I skal over og tage i besiddelse.
22 Når I aflægger et løfte til Herren, jeres Gud, skal I hurtigst muligt indfri løftet. Gør I ikke det, vil Herren kræve jer til regnskab for jeres synd. 23 Vær forsigtige med at aflægge et løfte, så I ikke risikerer at pådrage jer skyld, hvis I ikke kan overholde det. 24 Men når I først af egen fri vilje har aflagt et løfte til Herren, må I sørge for at indfri det.
25 Når jeres vej fører jer gennem en andens vingård, må I spise jer mæt i druerne, men I må ikke tage nogen med jer. 26 Det samme gælder, når I på jeres vej kommer gennem en andens kornmark: I må spise de aks, I plukker, men I må ikke bruge segl og heller ikke tage noget med jer.
24 Hvis en mand gifter sig, og hvis hans kone senere falder i unåde hos ham, fordi han opdager, at hun har gjort noget usømmeligt, kan han give hende et skilsmissebrev og derefter sende hende bort. 2 Hvis hun gifter sig igen, 3 og den anden mand også sender hende væk, eller han dør, 4 kan den første mand ikke gifte sig med hende igen, for hun er blevet uren, ja, det ville være afskyeligt i Herrens øjne og bringe skyld over det land, han vil give jer i eje.
5 En nygift mand må ikke indkaldes til krigstjeneste eller pålægges andre offentlige forpligtelser. Det første år skal han have lov til at blive hjemme og glæde sig sammen med sin kone.
6 Det er ulovligt at tage et redskab[d] i pant, som ejeren har brug for til den daglige madlavning.
7 Hvis nogen kidnapper en landsmand og sælger ham eller på anden måde udnytter ham, skal kidnapperen dø, for at det onde kan udryddes fra jeres midte.
8 I tilfælde af smitsomme hudsygdomme skal I nøje følge de instrukser, præsterne giver. Jeg har jo givet dem reglerne, for at de skal følges. 9 Glem ikke, hvad Herren gjorde imod Mirjam på vej fra Egypten.
10 Hvis I har udlånt noget til en anden, må I ikke gå ind i hans hus for at hente et pant. 11 Vent udenfor, til han kommer ud med det, han vil give i pant. 12-13 Hvis manden er fattig og kun har sit overtøj at give i pant, må I ikke beholde det natten over, men I skal returnere det senest ved solnedgang, så han kan holde varmen om natten og velsigne jer for jeres godhed. På den måde gør I det, som er rigtigt i Herrens øjne.
14-15 I må ikke udnytte en fattig daglejer, hvad enten han er en landsmand eller en fremmed, der bor iblandt jer. Betal ham hans dagløn hver dag ved solnedgang, for han er fattig og har brug for pengene straks. Gør I ikke det, vil Herren høre hans beklagelser og kræve jer til regnskab for jeres synd.
16 Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.
17 I skal behandle fremmede og forældreløse retfærdigt, og I må ikke tage en enkes tøj i pant for, hvad hun skylder jer. 18 Husk på, at I selv var fremmede og hjælpeløse i Egypten, dengang Herren, jeres Gud, befriede jer. Det er baggrunden for denne befaling. 19 Hvis I under høstarbejdet overser et neg på marken, skal I lade det ligge, så den fremmede, enken eller den forældreløse kan samle det op. Så vil Herren velsigne jer i jeres arbejde. 20 Og når I har høstet jeres oliven ved at slå på træets grene, må I ikke gå grenene efter, men skal efterlade resten til den fremmede, enken og den forældreløse. 21 Det samme gælder under vinhøsten: Gå ikke rankerne efter, men efterlad de sidste druer til dem, der ikke selv har marker. 22 Husk på, at I selv engang var slaver i Egypten og intet ejede.
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen(A)
14 Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”.[a] Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. 2 „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død(B)
3 Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.[b] Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. 4 Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. 5 Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende huden fuld, 6 men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 7 De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. 9 Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus(C)
10 Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. 11 De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter en passende lejlighed til at forråde ham.
Forberedelsen til påskemåltidet(D)
12 På den første af påskefestens[c] dage—den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet—spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”
13 Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, 14 og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ 15 Han vil så føre jer ovenpå, og der vil I finde et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”
16 De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi(E)
17 Efter mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. 18 Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig—en af jer, der spiser sammen med mig!” 19 Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?”
20 „Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. 21 Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
Jesus indstifter den nye pagt(F)
22 Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til dem, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” 23 Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. 24 Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye[d] pagt. 25 Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.”
Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham(G)
26 Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,[e] gik de ud mod Olivenbjerget.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.