Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Old/New Testament

Each day includes a passage from both the Old Testament and New Testament.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Josua 10-12

Solen står stille under kampen mod amoritterne

10 Da kong Adonitzedek af Jerusalem hørte, hvordan Josva havde erobret og fuldstændig ødelagt Aj og Jeriko og dræbt de to byers konger, og at gibeonitterne havde sluttet fred med Israels folk, så de nu var deres allierede, blev han skrækslagen. Gibeon var nemlig en stor by, lige så stor som de andre kongers byer og større end Aj, og dens mænd var kendt som stærke krigere. Derfor sendte kong Adonitzedek bud til en række af sine nabokonger: kong Hoham af Hebron, kong Piram af Jarmut, kong Jafia af Lakish og kong Debir af Eglon.

„Kom og hjælp mig med at udrydde gibeonitterne,” opfordrede han, „for de har sluttet fred med Josva og Israels folk.”

Så sluttede de fem amoritterkonger sig sammen for at angribe Gibeon i sluttet trop, men gibeonitterne sendte straks bud til Josva i Gilgal.

„Kom straks og hjælp os,” bad de. „Alle amoritterkongerne i bjerglandet har samlet deres hære og er kommet for at angribe os. I må ikke lade os i stikken!”

Josva og den israelitiske hær forlod straks Gilgal for at komme gibeonitterne til undsætning. „Vær ikke bange for dem,” sagde Herren til Josva, „for jeg vil overgive dem til dig. Du skal besejre dem alle som en.”

Samme nat marcherede Josva og hæren fra Gilgal til Gibeon, hvor de overrumplede amoritterne. 10 Herren gjorde dem så panikslagne, at de led et stort nederlag. De, der tog flugten, blev indhentet og dræbt neden for bjergpasset ved Bet-Horon og længere sydpå helt til Azeka og Makkeda. 11 Da de flygtende amoritter kom til skråningen ved Bet-Horon lod Herren store hagl falde ned over dem fra himlen hele vejen til Azeka, så mange af dem døde. Haglene dræbte flere, end israelitterne gjorde med deres sværd. 12 Den dag, da Herren gav israelitterne sejr over amoritterne, bad Josva højt til Herren: „Lad solen stå stille over Gibeon, og lad månen standse i sin bane over Ajjalons dal.” 13 Og solen og månen stod stille, indtil israelitterne havde tilintetgjort deres fjender. Er det ikke sådan, der står i „Den Retskafnes Bog”?

Den dag stod solen stille midt på himlen og ventede næsten en hel dag med at gå ned. 14 Aldrig før eller siden har der været en dag, hvor Herren adlød sådan en bøn fra et menneske. Det var, fordi Herren kæmpede på Israels side, 15 at Josva og hele hæren senere kunne vende uskadt tilbage til lejren i Gilgal.

16 På et tidspunkt under slaget ved Gibeon undslap de fem konger og gemte sig i en hule ved byen Makkeda. 17 Så snart Josva fik det at vide, 18 gav han følgende befaling: „Rul store sten for indgangen og sæt vagtposter udenfor. 19 Resten af hæren skal følge efter fjenderne og hugge dem ned bagfra. De må ikke nå at slippe ind i deres byer. Hug dem ned, for Herren, jeres Gud, har overgivet dem til jer.”

20 Så genoptog Josva og den israelitiske hær forfølgelsen og huggede de fem kongers hære ned med undtagelse af nogle enkelte krigere, der nåede i sikkerhed i de befæstede byer. 21 Israelitterne vendte derefter uskadte tilbage til lejren ved Makkeda. Fra da af var der ingen, som vovede at gøre oprør imod dem.

22 Da kampen var overstået, sagde Josva til sine mænd: „Fjern stenene fra hulens indgang og før de fem konger ud til mig.” 23 Så førte mændene de fem konger ud til Josva, 24 og han sagde til sine hærførere: „Sæt jeres fødder på kongernes nakke.” Det gjorde de.

25 „Lad aldrig frygt og mismod overmande jer,” sagde Josva. „Vær altid stærke og modige, for sådan her vil Herren gøre med alle jeres fjender.” 26 Så blev kongerne henrettet og hængt op på hver sin pæl indtil aften.

27 Ved solnedgang gav Josva ordre til, at deres lig skulle tages ned og kastes ind i hulen, hvor de havde gemt sig. Hulens indgang blev stoppet til med store sten, som ligger der den dag i dag.

De øvrige byer i sydlandet indtages og ødelægges

28 Samme dag indtog Josva Makkeda. Han ødelagde byen og huggede både kongen og indbyggerne ned. Ikke en eneste i byen blev skånet. Det gik Makkeda, som det var gået Jeriko.

29 Senere drog Josva og israelitterne videre fra Makkeda til Libna og angreb den. 30 Herren overgav byen og dens konge til israelitterne. Alle blev hugget ned uden skånsel, og kongen af Libna fik samme behandling som kongen af Jeriko.

31 Så tog Josva og israelitterne videre fra Libna til Lakish og gik til angreb på den. 32 Efter kun en dag overgav Herren byen til dem, så de kunne gå ind og hugge befolkningen ned ligesom i Libna.

33 Under angrebet på Lakish dukkede kong Horam af Gezer op med sin hær for at komme byen til undsætning, men Josva og hans mænd slog kongen ihjel og udslettede fuldstændigt hans hær.

34-35 Derefter forlod israelitterne Lakish og gik imod Eglon. De løb byen over ende allerede den første dag. Også her blev samtlige indbyggere hugget ned. 36 Fra Eglon tog de videre til Hebron, 37 angreb og indtog byen. Alle indbyggerne i byen og i de omliggende landsbyer fik samme medfart som deres konge. De blev alle hugget ned. 38 Så vendte de sig mod Debir. 39 Byen og dens omliggende landsbyer blev hurtigt indtaget, og alle indbyggerne hugget ned som i Libna og Hebron.

40 Således indtog Josva og hans hær hele området og dræbte de folk og konger, der boede på bakkeskråningerne mod vest, i højlandet, i Negev mod syd og på skråningerne mod øst. De udryddede hele landets befolkning, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. 41 De huggede dem ned fra Kadesh-Barnea til Gaza, og fra Goshen til Gibeon. 42 Alle disse konger og deres landområder blev erobret i et enkelt felttog, for Herren, Israels Gud, kæmpede for sit folk. 43 Derefter vendte Josva og hæren tilbage til lejren ved Gilgal.

Josva besejrer kongerne mod nord

11 Da kong Jabin af Hatzor hørte, hvad der var sket, sendte han bud til følgende konger: kong Jobab af Madon, kongen af Shimron, kongen af Akshaf, kongerne i højlandet mod nord, kongerne i Jordandalen syd for Kinneret søen,[a] kongerne på de vestlige bakkeskråninger, kongerne på højdedragene i Dor mod vest. Det var alle kongerne mod øst og vest blandt kana’anæerne, altså amoritterne, hittitterne og perizzitterne, jebusitterne i højlandet og hivvitterne ved Hermonbjergets fod i Mitzpadalen.

4-5 Alle disse konger allierede sig og mobiliserede deres hære. Deres krigere var talløse som sandet ved havets bred, og deres heste og stridsvogne dækkede hele området omkring Meroms kilder, hvor de havde slået lejr inden angrebet på israelitterne.

Men Herren sagde til Josva: „Vær ikke bange for dem, for i morgen ved denne tid ligger de alle dræbt for jeres fødder. I skal brænde deres vogne og skære haserne over på deres heste.”

Da rykkede Josva og hans mænd frem mod Meroms kilder og stormede i et lynangreb de intetanende fjender. Herren overgav hele fjendens hær til israelitterne, der forfulgte dem op til Storsidon og Misrefot-Majim—og østpå ind i Mitzpadalen. Hele fjendens hær blev hugget ned. Ikke en eneste blev skånet. Bagefter skar Josva og hans mænd hestenes haser over og brændte vognene, sådan som Herren havde befalet.

10 På tilbagevejen indtog Josva byen Hatzor og dræbte kongen. Hatzor havde indtil da været hovedbyen for alle disse mindre kongeriger. 11 Israelitterne udryddede alt levende i byen, og så blev byen brændt ned.

12 Josva dræbte alle disse konger og deres folk, sådan som Herrens tjener Moses havde befalet. 13 Dog nedbrændte han ingen af de byer, som var bygget på ruinerne af en tidligere by, bortset fra Hatzor, 14 men han udslettede indbyggerne og beholdt krigsbyttet og kvæget, 15 sådan som Herren havde befalet sin tjener Moses, og Moses havde befalet Josva. Josva gjorde nøjagtigt, som Herren havde befalet Moses.

Erobringen af Kana’an fuldføres

16 Josva havde nu indtaget hele Kana’ans land: højlandet, Negev området, Goshens land,[b] skråningerne mod vest, Jordandalen, Israels højland og lavland. 17-18 Israelitternes territorium strakte sig nu mod syd indtil Halakbjerget ved Seir og mod nord op til Ba’al-Gad i Libanon dalen ved foden af Hermonbjerget. Det tog Josva lang tid at underlægge sig hele dette område og udrydde samtlige konger i landet. 19 Ingen af dem sluttede fred med israelitterne bortset fra hivvitterne i Gibeon. Alle de andre folk blev udslettet. 20 Herren havde nemlig forhærdet alle disse konger, så de hellere ville gå i kamp mod Israel end forsøge at slutte fred. De blev alle dræbt uden skånsel, sådan som Herren havde befalet Moses.

21 I den periode udryddede Josva alle kæmperne i landet—Anaks efterkommere, der boede rundt omkring i det sydlige og nordlige højland, især omkring Hebron, Debir og Anab. Alle blev dræbt, og deres byer blev ødelagt. 22 Der var ikke en eneste anakit tilbage i Israel, og kun nogle ganske få i Gaza, Gat og Ashdod.

23 Josva indtog således hele landet, sådan som Herren havde befalet Moses, og han fordelte jorden mellem Israels stammer, så de hver fik deres arvelod. Derefter var der endelig fred og ro i landet.

Det erobrede land øst for Jordanfloden

12 Her følger en liste over de konger, som israelitterne besejrede, og hvis landområder de indtog øst for Jordanfloden fra Arnonfloden i syd til Hermonbjerget mod nord, inklusive den østlige del af dalsænkningen, som Jordanfloden løber igennem.

Først var der amoritterkongen Sihon, der boede i Heshbon. Hans rige omfattede højlandet fra Aroer i syd, midt på bjergkammen nord for Arnondalen, og til Jabbokfloden, der danner grænse til ammonitternes område. Heri er medregnet den sydlige halvdel af Gilead. Til Sihons rige hørte også den østlige del af Jordandalen fra Kinneret søen i nord ned til Det Døde Hav, hvor byen Bet-Jeshimot ligger, og længere mod syd skråningerne fra Pisgas bjergryg ned mod havet.

Dernæst var der kong Og af Bashan, en af de sidste refaitter, som regerede fra Ashtarot og Edrei. Hans rige strakte sig fra Hermonbjerget i nord til Salka i øst og omfattede de områder, der hed Geshur og Ma’aka, foruden hele Bashan provinsen og den nordlige halvdel af Gilead. Allerede under Moses underlagde israelitterne sig kong Sihons og kong Ogs områder øst for Jordanfloden, og Moses fordelte landet mellem Rubens stamme, Gads stamme og Manasses halve stamme.

Det erobrede land vest for Jordanfloden

Her følger en liste over de konger, som Josva og israelitterne besejrede vest for Jordanfloden. Det drejer sig om området fra Ba’al-Gad i Libanondalen mod nord til Halakbjerget ved Seir mod syd. Hele det område fordelte Josva mellem Israels øvrige stammer. Området indbefattede højlandet, lavlandet, Jordandalen, bakkeskråningerne vest for højlandet, Judas ørkenland og Negev mod syd, og det var tidligere beboet af hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne.

Kongerne over dette område var: kongen af Jeriko, kongen af Aj nær Betel, 10 kongen af Jerusalem, kongen af Hebron, 11 kongen af Jarmut, kongen af Lakish, 12 kongen af Eglon, kongen af Gezer, 13 kongen af Debir, kongen af Geder, 14 kongen af Horma, kongen af Arad, 15 kongen af Libna, kongen af Adullam, 16 kongen af Makkeda, kongen af Betel, 17 kongen af Tappua, kongen af Hefer, 18 kongen af Afek, kongen over Saronsletten, 19 kongen af Madon, kongen af Hatzor, 20 kongen af Shimron-Meron, kongen af Akshaf, 21 kongen af Ta’anak, kongen af Megiddo, 22 kongen af Kedesh, kongen af Jokneam i Karmel, 23 kongen af Dor (på Dors højderyg), kongen over Galilæas[c] folk 24 og kongen af Tirtza. I alt blev 31 konger dræbt og deres byer ødelagt.

Lukas 1:39-56

Maria besøger Elisabet

39-40 Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. 41 I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft.

42 „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. 43 Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. 44 Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. 45 Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.”

Marias lovprisning

46 Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:

„Jeg priser Herren af hele mit hjerte!
47     Jeg fryder mig over Gud, min Frelser,
48     for han har udvalgt mig, sin ringe tjener.
Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet,
49     for den Almægtige har gjort store ting mod mig.
Han er en hellig Gud,
50     og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham.
51 Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet,
    og spreder dem for alle vinde.
52 Verdens fyrster styrter han fra tronen,
    men de ydmyge ophøjer han.
53 De sultne mætter han med alt godt,
    men de rige sender han tomhændet bort.
54 Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel
    ved at opfylde sit løfte om nåde,
55 det løfte, han gav vores forfædre,
    om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.”

56 Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.