Old/New Testament

Moses opfordrer folket til lydighed

4 Moses fortsatte sin tale: „Israels folk, lyt omhyggeligt til de love og forordninger, jeg her pålægger jer at overholde, så I kan blive i live og gå ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer. ² I må ikke lægge noget til eller trække noget fra, men I skal adlyde de her befalinger, som kommer fra Herren, jeres Gud. ³ I har været vidne til Herrens straf ved Peors bjerg, hvor han udryddede alle, der dyrkede Ba’al. ⁴ Det er kun de af jer, der holdt jer til Herren, som i dag er i live.

⁵ De love og forordninger, jeg giver jer, har jeg fået fra Herren, min Gud, og I skal sørge for at overholde dem, også når I tager landet i besiddelse. ⁶ Hvis I overholder dem, vil I blive kendt som et folk med visdom og indsigt. Når de omkringboende folk hører om de her love, vil de sige: ‚Israels folk er både et stort og klogt folk.’ ⁷ Er der andre folkeslag, hvis gud kommer dem til hjælp, hver gang de kalder på ham, sådan som Gud Herren gør det for os? ⁸ Og hvilket folk på jorden kan fremvise så retfærdige love, som dem jeg pålægger jer i dag?

⁹ Men pas på, at I aldrig glemmer det, I har oplevet med Gud! Må hans undere have gjort et dybt, uudsletteligt indtryk på jer, så I fortæller dem videre til jeres børn og børnebørn. ¹⁰ Husk at fortælle dem om dengang, da jeres forældres generation stod for Herrens ansigt ved Horebs bjerg, og han sagde til mig: ‚Kald folket sammen, så jeg kan lære dem at have ærefrygt for mig, og så de kan lære deres børn den samme ærefrygt.’ ¹¹ Folket stod ved bjergets fod, mens bjerget var i brand, og flammerne slog op mod himlen gennem mørke og sorte skyer. ¹² Da talte Herren til folket fra ilden. De hørte hans stemme, men kunne ikke se ham. ¹³ Han bekendtgjorde sin pagt med os, den overenskomst vi skal overholde, de ti bud, og han skrev dem på de to stentavler. ¹⁴ Lige siden den dag har Herren gennem mig givet sit folk alle de love og regler, der vil gælde i det land, I nu skal ind og tage i besiddelse.

¹⁵ Men tag jer i agt, for selv om Herren talte til folket fra ilden på Horebs bjerg, fik de ham aldrig at se. ^16-18 Derfor må I ikke synde ved at fremstille billeder af nogen art og tilbede dem. I må ikke lave afgudsbilleder, hvad enten de forestiller mænd, kvinder, husdyr, vilde dyr, krybdyr, fugle eller fisk. ¹⁹ Løft heller ikke blikket mod himlen for at tilbede solen, månen og stjernerne, selv om andre folk dyrker den slags. Det vil Gud ikke tillade jer at gøre, ²⁰ for han hentede sit folk ud af Egyptens smelteovn, for at de skulle være hans ejendomsfolk, og det er, hvad I er i dag. ^21-22 Herren blev vred på mig på grund af folket, og han svor, at jeg ikke skulle få lov til at gå over Jordanfloden ind i det gode land, han har givet jer som arvelod. Derfor må jeg dø her på denne side af floden.

²³ Tag jer i agt, at I ikke bryder den pagt, som Herren, jeres Gud, har sluttet med jer! I må ikke lave afgudsbilleder; for det har Herren forbudt, ²⁴ og jeres Gud er en fortærende ild. Han tåler ingen rivaler!

²⁵ Det her skal stå ved magt i al fremtid, også længe efter, at I er kommet ind i landet og har fået børn og børnebørn. I må ikke synde ved at lave afgudsbilleder af nogen art, eller gøre noget, som i Herrens øjne er ondt og fremkalder hans vrede. ²⁶ I dag kalder jeg himlen og jorden til vidne på, at hvis I trodser det her bud, vil I blive rykket op fra det land, I nu skal ind og tage i besiddelse. ²⁷ Herren vil da sprede jer mellem folkeslagene, og kun en rest vil overleve dér. ²⁸ I jeres landflygtighed vil I blive tvunget til at dyrke afguder af træ og sten, som hverken kan se eller høre eller sanse noget som helst.

²⁹ Da vil I begynde at søge Herren, jeres Gud, på ny, og I vil finde ham, hvis I søger ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. ³⁰ Til den tid vil jeres nød og ulykke tvinge jer tilbage til Herren, så I atter adlyder ham. ³¹ Herren, jeres Gud, er nemlig en nådig Gud. Han slipper jer ikke og lader jer ikke gå til grunde. Han glemmer heller ikke de løfter, han har givet jeres forfædre.

³² Se tilbage gennem tiden, helt tilbage til begyndelsen, da Gud skabte menneskene på jorden. Spørg fra den ene ende af jordkloden til den anden: ³³ Har man nogen sinde hørt noget lignende, at et helt folk har hørt Gud tale til dem fra ilden, sådan som Israels folk oplevede det og dog forblev i live? ³⁴ Hvor findes et lignende eksempel på, at en gud ved hjælp af plager, undere, kamp og frygtelige straffe har frelst et folk fra dets tyranner? Sådan har Herren jeres Gud ikke desto mindre handlet med sit udvalgte folk, dengang de var slaver i Egypten, sådan som I alle ved. ³⁵ Han gjorde det, for at folket skulle indse, at han er Herren, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham. ³⁶ Han talte med vældig røst fra Himlen for at retlede sit folk, og han lod almindelige mennesker se den guddommelige ild, og han talte til folket fra ilden.

³⁷ På grund af kærlighed til sit eget folk, som han havde udvalgt, altså jeres forfædre og deres efterkommere, førte han dem med vældig magt ud af slavetilværelsen i Egypten. ³⁸ Og han vil drive folk på flugt foran jer, folk, der er jer overlegne i styrke, og give jer deres lande i eje. Det er allerede begyndt at ske! ³⁹ Kan I da være i tvivl om, at Herren er Gud både i Himlen og på jorden, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham? ⁴⁰ Derfor skal I ubetinget adlyde de love, jeg pålægger jer i dag. Gør I det, vil det gå jer og jeres børn godt, og I vil få lov at blive boende i det land, som Herren, jeres Gud, vil give jer.”

De tre tilflugtsbyer øst for Jordanfloden

⁴¹ Moses udpegede nu tre byer øst for Jordanfloden, ⁴² som skulle være fristed for dem, der ved et uheld kom til at slå et andet menneske ihjel. ⁴³ Folk fra Rubens stamme skulle søge tilflugt i Betzer i det øde højland. For Gads stamme blev det Ramot i Gilead, og for Manasses stamme blev det Golan i Bashan.

Loven bliver gentaget i lejren øst for Jordanfloden

^44-47 Her følger en fortegnelse over de love og forordninger, som Moses overdrog til Israels folk, efter at de var undsluppet fra Egypten og lå i lejr i dalen øst for Jordanfloden over for Bet-Peor, et område, der havde tilhørt amoritterkongen Sihon af Heshbon. (Moses og israelitterne havde udryddet det amoritiske folk ved at slå både kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan. ⁴⁸ Israelitterne havde således erobret hele området fra byen Aroer på toppen af Arnonkløften til Sions bjerg i nord, også kaldet Hermonbjerget. ⁴⁹ Mod syd strakte det sig til Det Døde Hav og øst for søen til området ved foden af Pisgas bjerg.)

5 Moses kaldte hele Israels folk sammen og sagde til dem: „Lyt nu omhyggeligt til de love, Gud har givet jer, så I lærer dem og adlyder dem.

² Ved Horebs bjerg sluttede Herren, vores Gud, en pagt, ³ ikke kun med vores fædre, men med alle os, som lever i dag. ⁴ I hørte selv Herren tale til jer fra ilden på bjerget. ⁵ Ved den lejlighed var det mig, der var mellemmand mellem Herren og jer, så jeg kunne videredegive hans ord til jer. I var jo bange for ilden, og det var ikke jer, der gik op på bjerget. Han sagde:

⁶ ‚Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.

⁷ Du må ikke tilbede andre end mig.

⁸ Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på landjorden eller i havet. ⁹ Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Jeg undlader ikke at straffe dem, der hader mig, så det kan mærkes indtil tredje eller fjerde slægtled. ¹⁰ Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.

¹¹ Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der misbruger mit navn.

¹² Du skal holde hviledagen hellig, sådan som Herren, din Gud, har befalet. ¹³ Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, ¹⁴ men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine okser, æsler og andre husdyr, og eventuelle fremmede, som bor hos dig. På den dag skal dine slaver have mulighed for at hvile ud ligesom dig. ¹⁵ Husk på, at dine forfædre var slaver i Egypten, indtil jeg greb ind og førte dem ud med magt og vælde. Derfor befaler jeg, at du holder hviledagen hellig.

¹⁶ Du skal ære din far og din mor, sådan som Herren, din Gud, har befalet dig, så du kan få et langt og godt liv i det land, jeg vil give dig.

¹⁷ Du må ikke begå drab.

¹⁸ Du må ikke bryde ægteskabet.

¹⁹ Du må ikke stjæle.

²⁰ Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.

²¹ Du må ikke begære andre menneskers ægtefælle, hus, ejendom, slaver, husdyr eller andet, der tilhører dem.’

²² Herren gav de her befalinger til hele folket, da han talte til dem fra ilden på bjerget, som var omgivet af mørke og sorte skyer. Det var de eneste bud, han dengang gav folket, og han skrev dem på to stentavler og gav tavlerne til mig. ²³ Men da de hørte hans stemme og så ilden på bjergets top, kom deres ledere ²⁴ og bønfaldt mig: ‚I dag har Herren, vores Gud, vist os sin herlighed og storhed, så vi endog med egne ører har hørt hans stemme fra ilden, og vi har erfaret, at det er muligt at høre Guds røst, uden at man dør af det. ²⁵ Men vi er bange for, at den vældige ild vil fortære os, hvis Herren bliver ved med at tale til os på den måde. ²⁶ Trods alt er det aldrig tidligere sket, at nogen overlevede at komme så tæt på den levende Gud. ²⁷ Derfor skal du, Moses, fremover tale med Gud alene og bagefter fortælle os, hvad han sagde, så vi kan handle derefter.’

²⁸ Herren hørte jeres bøn og sagde til mig: ‚Jeg har hørt, hvad folket har sagt, og det er rigtigt af dem at være forsigtige. ²⁹ Gid de må bevare denne ærefrygt for mig, så de altid af hjertet ønsker at adlyde mine befalinger. Da vil det gå dem og deres efterkommere godt i al fremtid. ³⁰ Gå nu ned og sig til dem, at de skal vende hjem til deres telte. ³¹ Når du kommer tilbage til mig, vil jeg give dig de love, du skal lære dem, for at de kan overholde dem i det land, jeg giver dem.’ ”

³² Derpå sagde Moses til folket, som nu opholdt sig på Moabs sletter: „I skal følge Herren, jeres Guds, befalinger til punkt og prikke og ikke på nogen måde gå på kompromis med dem. ³³ Gør I det, vil I få et langt og godt liv i det land, I snart skal ind og tage i besiddelse.

Trofasthed og lydighed mod Herren

6 Herren, jeres Gud, har befalet mig at undervise jer om hans love, for at I skal adlyde dem i det land, I snart skal tage i besiddelse. ² I skal vise ærefrygt for Herren, jeres Gud, så I selv, jeres børn og børnebørn livet igennem adlyder alle hans befalinger. Gør I det, vil I få et godt og langt liv. ³ Hør derfor opmærksomt efter, Israels folk, og vær rede til at adlyde lovene, så det må gå jer godt, og I må blive til et stort folk i et land, der ‚flyder med mælk og honning’, sådan som jeres forfædres Gud har lovet jer.

⁴ Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene! ⁵ Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte,^[a] med alle dine tanker, med liv og sjæl og med al din styrke! ⁶ De her ord, som jeg i dag pålægger dig, skal du have ind på rygmarven, ⁷ så du lærer dine børn dem og taler om dem hvor som helst og når som helst, ude og hjemme, ved sengetid og om morgenen. ^8-9 Bind dem om håndleddet, sæt dem på din pande og skriv dem på dørstolpen som et tegn på, at dine handlinger og tanker og dit hverdagsliv skal styres af Herrens ord.

¹⁰ Når Herren, jeres Gud, har ført jer ind i det land, han lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob, og givet jer store og smukke byer, I ikke selv har haft besværet med at bygge, ¹¹ prægtige huse med indbo, I ikke selv har samlet, med vandreservoirer, I ikke selv har udhugget af klippegrunden, med vingårde og olivenlunde, I ikke selv har plantet, og I har taget for jer af retterne, ¹² da skal I passe på, at I ikke glemmer Herren, som frelste sit folk fra slaveriet i Egypten. ¹³ Det er Herren, din Gud, du skal vise ærefrygt, og ham alene du skal tjene. Det er kun ved hans navn, du har lov at sværge på, at du taler sandt. ¹⁴ I må ikke dyrke nabofolkenes guder, ¹⁵ for Herren er en Gud, der ikke tåler rivaler. Ellers vil hans vrede ramme jer og udslette jer fra jordens overflade. ¹⁶ I må ikke provokere Herren, jeres Gud, som dengang jeres forældre gjorde oprør mod ham ved Massa. ¹⁷ I skal adlyde hans ord til punkt og prikke ¹⁸ og gøre, hvad der er godt og ret i Herrens øjne. Da vil det gå jer godt, så I får lykke til at erobre det gode land, han lovede jeres forfædre. ¹⁹ Ja, Herren selv har lovet at jage fjenderne på flugt foran jer.

²⁰ Når jeres sønner i fremtiden spørger jer: ‚Hvad er hensigten med de love og forordninger, Herren, vores Gud, har givet os?’ ²¹ skal I svare: ‚Dengang Israels folk var slaver i Egypten, befriede Herren dem med magt og vælde, ²² med mægtige undere og frygtelige katastrofer, der ramte egypterkongen og hans folk. De så det med deres egne øjne. ²³ Herren førte dem ud af Egypten, for at de skulle gå ind og tage det land i besiddelse, som han havde lovet vores forfædre. ²⁴ Han har befalet os at overholde hans love og vise ham ærefrygt, så det må gå os godt, og han kan bevare os, sådan som han har gjort det indtil denne dag. ²⁵ Så længe vi trofast adlyder Herren, vores Guds, love, vil han acceptere os som sit folk.’ ”

Messias’ indtog i Jerusalem^(A)

11 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.^[a] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. ² „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. ³ Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”

⁴ De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, ⁵ råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” ⁶ De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.

⁷ Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. ⁸ Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. ⁹ Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

¹¹ På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.

Figentræet uden frugt^(B)

¹² Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. ¹³ Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt. ¹⁴ Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”^[c] Det hørte hans disciple.

Den sidste tempeludrensning^(C)

¹⁵ Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, ¹⁶ og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.^[d]

¹⁷ Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: „Siger Skriften ikke: ‚Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.’^[e]? Men I har gjort det til et ‚tilholdssted for røvere’^[f]!” ¹⁸ Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning.