Old/New Testament
Indledning
1 I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. 2 Stedet ligger 11 dagsrejser fra Horebs bjerg[a] via Kadesh-Barnea og Seirs bjerge, 3 og det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. 4 Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. 5 I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.
Tilbageblik på vandringen fra Sinai til det lovede land
6 „Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg 7 og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen[b], i Negev ørkenen, i kana’anæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. 8 Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’
9 Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. 10 Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. 11 Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. 12 Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. 13 Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’
14 Det forslag accepterede de, 15 hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. 16 Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. 17 ‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ 18 Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.
19 På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land. 20 Da sagde jeg til folket: ‚Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os, 21 og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’
22 De svarede: ‚Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’
23 Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme. 24 De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt. 25 Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os. 26 Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.
27 I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‚Herren hader os,’ klagede de. ‚Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel. 28 Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske[c] kæmper i landet.
29 Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange. 30 ‚Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‚Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten. 31 Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’
32 Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud, 33 som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.
34 Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor, 35 at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre, 36 undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.
37 Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‚Heller ikke du får lov at komme ind i landet, 38 men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads. 39 Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver, 40 men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’
41 Så kom de straks på andre tanker: ‚Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‚Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.
42 Men Herren sagde til mig: ‚Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’
43 Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet. 44 Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma. 45 De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem. 46 Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.
2 På Herrens befaling vendte vi så tilbage til ørkenen og gik sydpå i retning af Det Røde Hav. I mange år vandrede vi rundt i ørkenområdet vest for Seirs bjerge. 2 Til sidst sagde Herren:
3 ‚Nu er det tid at vende om og gå nordpå! 4 Forbered folket på at gå gennem Seirs bjerge, det land, der tilhører edomitterne, som er Esaus efterkommere. Edomitterne vil blive urolige, når I drager gennem deres land, og derfor skal I passe ekstra meget på 5 ikke at provokere dem til kamp. Jeg har givet dem hele bjerglandet omkring Seir i eje, og jeg har ikke i sinde at give jer så meget som en fodsbred af det. 6 Betal dem for den mad og det vand, I har brug for undervejs. 7 I de 40 år, I vandrede omkring i denne store ørken, har jeg jo været med jer og velsignet jer, så I ikke har manglet noget som helst.’
8 Så gik vi nordpå og satte kursen mod Moabs ubeboede sletter, men vi fulgte ikke vejen, der går fra Eilat og Etzjon-Geber gennem Arabadalen.[d]
9 Herren advarede os også imod at provokere moabitterne. ‚Kæmp ikke imod dem,’ sagde han. ‚Jeg har givet dem byen Ar, og jeg har ikke i sinde at give jer noget af det land, jeg allerede har givet Lots efterkommere.’
10 (Før i tiden boede emitterne i Moabs område. De var et stort og stærkt folk, der var i slægt med de anakitiske kæmper. 11 Både emitterne og anakitterne gik under fællesnavnet refaitter, men moabitterne nøjedes med at kalde dem emitter. 12 Før i tiden boede horitterne i Seirs bjerge, men de blev drevet bort af edomitterne, Esaus efterkommere, der overtog deres land på samme måde, som israelitterne overtog Kana’ans land, fordi Herren havde bestemt det.)
13 ‚Gå nu over Zered-wadien,’[e] sagde Herren. Det gjorde vi så. 14-16 Der var altså gået 38 år, fra vi begyndte ørkenvandringen ud fra Kadesh, til vi nåede Zered-wadien. Herren havde sørget for, at alle de mænd, der 38 år tidligere var gamle nok til at bære våben, nu var døde. Herren forhindrede således folket i at komme ind i landet, indtil hele den generation, der gjorde oprør imod ham, var uddød.
17 Derpå sagde Herren til mig: 18 ‚Gå nu videre nordpå gennem moabitternes land forbi Ar. 19 Men når I kommer i nærheden af ammonitterne, skal I lade være med at forstyrre eller provokere dem, for jeg har ikke i sinde at give jer noget af det landområde, jeg har givet til Lots efterkommere.’
20 (Det område tilhørte engang refaitterne, der af ammonitterne blev kaldt zamzummitter. 21 De var et stort og stærkt folk, men Herren havde givet ammonitterne held til at fordrive dem og overtage deres land. 22 På lignende måde havde Herren hjulpet Esaus efterkommere til at overtage området omkring Seirs bjerge ved at udrydde horitterne, der boede i landet før dem. 23 En tilsvarende situation opstod, da kaftoritterne, som kom fra Kreta, angreb og udryddede avvitterne, der indtil da havde boet i området langs Middelhavet helt ned til Gaza.)
Sejren over Kong Sihon af Heshbon
24 Herren sagde derefter: ‚Gå nu over Arnonfloden og ind i amoritterkongen Sihon af Heshbons land. I skal føre krig imod ham og tage hans land. 25 Fra i dag vil jeg gøre samtlige folkeslag i verden bange for jer, så de ryster af skræk, bare de hører om jer!’
26 Derefter sendte jeg fra Kedemots ørken bud til kong Sihon af Heshbon med tilbud om en fredsaftale. 27 ‚Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land,’ bad jeg. ‚Vi lover, at vi ikke vil nedtræde afgrøderne, men holde os til vejen. 28 Vi lover også, at vi ikke vil stjæle mad undervejs, men betale for alt, hvad vi spiser og drikker, så længe vi er på gennemrejse. 29 Edomitterne ved Seir gav os tilladelse til at gå gennem deres land. Det samme gjorde moabitterne fra Ar. Vi er på vej mod Jordanfloden for at gå ind i det land, Herren, vores Gud, har givet os.’
30 Men kong Sihon gav os ikke lov til at rejse gennem landet. Herren havde nemlig gjort ham stædig, og det udløste den krig, der blev årsag til, at landet nu er på vores hænder.
31 Da sagde Herren til mig: ‚Jeg har taget de første skridt til at give jer kong Sihons land. Nu kan I gå ind og erobre landet og tage det i besiddelse.’
32 Kong Sihon erklærede os krig og mønstrede sin hær ved Jahatz. 33-34 Men Herren, vores Gud, hjalp os med at besejre ham, og vi erobrede alle hans byer og udryddede samtlige indbyggere, også kvinder og børn. Intet fik lov at overleve, 35-36 undtagen kvæget, som vi beholdt sammen med krigsbyttet fra de byer, vi havde erobret. Vi indtog samtlige byer fra Aroer på toppen af Arnonkløften og byen, som ligger nede i dalen, helt til Gilead. Ikke en eneste by kunne holde stand imod os, for Herren, vores Gud, gav dem i vores magt. 37 Men som Herren havde befalet, holdt vi os fra ammonitterne, som boede øst for Jabbokfloden og i byerne i bjerglandet.
Sejren over kong Og af Bashan
3 Vi satte derefter kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod os ved byen Edrei. 2 Men Herren sagde til mig: ‚Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hele hans land til jer. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.’ 3 Herren, vores Gud, hjalp os i kampen mod kong Og, så vi slog ham og huggede hele hans hær ned. Der var ingen, der overlevede. 4 Bagefter indtog vi samtlige 60 byer i Argob-området, hvor kong Og var konge. 5 Alle byerne var stærkt befæstede med høje mure og jernbeslåede porte. Desuden indtog vi alle de mindre, ubefæstede byer i området. 6 Vi udslettede totalt kong Og af Bashans rige på samme måde, som vi havde udslettet kong Sihon af Heshbons rige. Vi udryddede hele befolkningen, både mænd, kvinder og børn, 7 men kvæget og krigsbyttet beholdt vi.
8 Hele området øst for Jordanfloden, som før havde tilhørt de to amoritterkonger, var nu på vores hænder. Det var området mellem Arnonfloden mod syd og Hermonbjerget mod nord. 9 (Hermonbjerget blev af sidonierne kaldt Sirjon, af amoritterne blev det kaldt Senir.) 10 Vi havde dermed kontrol over alle byerne på højsletten samt over områderne Gilead og Bashan helt til byerne Salka og Edrei.
11 (Kong Og af Bashan var den sidste, der var tilbage af den refaitiske kæmpeslægt. Hans jernseng[f] måler fire meter i længden og næsten to meter i bredden, og står den dag i dag i ammonitterbyen Rabba.)
Fordelingen af landet øst for Jordanfloden
12-13 Efter sejren over de to konger fordelte jeg det erobrede land øst for Jordanfloden mellem Rubens og Gads stammer og halvdelen af Manasses stamme. Rubens og Gads stammer fik området nord for byen Aroer ved Arnonfloden samt den sydlige halvdel af Gileads bjergland med tilhørende byer. Det halve af Manasses stamme fik den nordlige del af Gilead-området samt hele Argob-området, som vi havde taget fra kong Og. (Sidstnævnte område kaldes også Bashan eller refaitternes land.) 14 Jair-slægten af Manasses stamme overtog Argob-området helt til Geshurs og Ma’akas grænse. De gav landets byer nye navne, og landet selv kaldte de ‚Jairs landsbyer’, hvad det hedder den dag i dag. 15 Makir-slægten af Manasses stamme fik det nordlige Gilead. 16 Rubens og Gads område går fra Gilead i nord ned til Arnonfloden i syd, hvor grænsen går midt gennem Arnondalen. Mod øst danner Jabbokfloden grænse til ammonitternes område. 17 Vestgrænsen følger Jordanfloden fra Galilæasøen i nord til Det Døde Hav i syd, og videre øst om søen til lavlandet neden for Pisgas bjerg.
18 Jeg mindede Rubens og Gads stammer samt Manasses halve stamme om, at selv om Herren nu havde tildelt dem dette område, måtte de vente med at etablere sig der, indtil deres våbenføre mænd havde gjort deres pligt ved at hjælpe de øvrige stammer med at indtage Kana’ans land vest for Jordanfloden, det land, som Herren ville give dem. 19 ‚Men jeres kvinder og børn,’ sagde jeg, ‚de kan blive tilbage i de byer, som Herren har givet jer her, og tage sig af jeres store kvægflokke, 20 indtil Herren har givet de øvrige stammer sejr, og I kan vende tilbage. I må ikke vende tilbage, før de øvrige stammer har indtaget landet på den anden side af Jordanfloden, for Herren har udset dette land til dem.’
21 Da sagde jeg til Josva: ‚Du har selv oplevet, hvordan Herren har givet os sejr over kong Sihon og kong Og. Når I nu går over på den anden side af Jordanfloden, vil Herren også give jer sejr over kongerne dér. 22 Vær ikke bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer og kæmpe på jeres side.’
Moses fik ikke lov at komme ind i landet
23 I samme forbindelse bad jeg til Herren: 24 ‚Herre, min Gud! Du har vist mig din storhed og magt. Findes der nogen gud i himlen eller på jorden, der handler så underfuldt som dig? 25 Vil du ikke give mig lov til at drage over Jordanfloden og se det herlige bjergland og Libanon?’ 26 Men Herren var vred på mig på grund af folket og ville ikke give mig lov til at følge med. ‚Ikke tale om!’ sagde han. 27 ‚Du må nøjes med at gå op på toppen af Pisgas bjerg, hvor der er god udsigt til alle sider, og se ind i landet. Men Jordanfloden kommer du ikke over. 28 Du skal indsætte Josva som din efterfølger og opmuntre ham til at føre folket over floden og indtage det land, du ser på den anden side.’
29 Så blev vi i dalen over for Bet-Peor.”
Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø(A)
32 Jesus og disciplene fortsatte nu deres vandring ind mod Jerusalem. Jesus gik forrest, mens hans ledsagere sakkede bagud. Disciplene var stadig rystede, og de andre, som fulgte med, var bange. Jesus kaldte nu de Tolv til sig og fortalte dem igen om det, der skulle ske med ham.
33 „Når vi kommer til Jerusalem,” sagde han, „vil Menneskesønnen blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde. De vil dømme mig til døden og udlevere mig til romerne, 34 som vil håne mig og spytte på mig. Jeg vil blive pisket og til sidst slået ihjel. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”
Lederskab i Guds rige(B)
35 Lidt senere gik Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, hen til Jesus og sagde: „Mester, vi vil bede dig gøre noget for os.”
36 „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?” spurgte Jesus.
37 „Når du bliver konge i Guds rige, vil vi gerne sidde på de troner, der står nærmest ved din. Den ene af os på højre side og den anden på venstre side.”
38 „I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme? Kan I følge mig i den smertefulde dåb, som jeg skal igennem?”
39 „Ja, det kan vi.”
„Godt, I skal få lov at tømme samme bæger og døbes med samme dåb som jeg, 40 men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Gud har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”
41 Da de andre ti disciple hørte, hvad Jakob og Johannes havde bedt om, blev de vrede. 42 Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. 43-44 Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. 45 Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”
En blind bliver helbredt og slutter sig til Jesus(C)
46 Jesus og disciplene nåede så frem til Jeriko. Da de senere forlod byen, blev de fulgt af en skare af mennesker. Ved vejkanten sad der en blind tigger ved navn Bartimæus, Timæus’ søn. 47 Da han hørte, at Jesus fra Nazaret nærmede sig, begyndte han at råbe: „Jesus, du Davids Søn,[a] forbarm dig over mig!”
48 Der var mange, der skældte ham ud og sagde, at han skulle tie stille. Men han var ikke til at standse. Højere og højere råbte han: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
49 Jesus standsede og sagde: „Bring ham herhen!”
Så var der nogle, der gik hen og sagde til den blinde: „Vær ved godt mod! Rejs dig og kom. Jesus kalder på dig.”
50 Bartimæus kastede sin kappe til side, sprang op og gik hen mod Jesus.
51 „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.
„Mester! Jeg vil gerne kunne se,” svarede den blinde.
52 „Din bøn er hørt! Det var din tro, der reddede[b] dig!”
Straks fik manden sit syn igen og fulgte derefter med Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.