Old/New Testament

13 I skal adlyde alle de befalinger, jeg pålægger jer. I må hverken trække noget fra eller lægge noget til. ² Hvis der findes en profet iblandt jer, eller en, der ved hjælp af drømme udtaler sig om fremtiden, ³ og hans forudsigelser viser sig at gå i opfyldelse, og hvis han samtidig opfordrer jer til afgudsdyrkelse, ⁴ må I ikke følge hans opfordring, for det er Herren, jeres Gud, der gennem den frafaldne profet sætter jer på prøve for at se, om I virkelig elsker Herren med hele jeres sjæl og sind. ⁵ I må aldrig dyrke andre guder end Herren! Adlyd hans befalinger og hold jer til ham. ⁶ Men den profet, som ville lede jer på afveje, skal henrettes, for han har forsøgt at lokke jer til at gøre oprør imod Herren, jeres Gud, der førte jer ud af slavetilværelsen i Egypten. Ved at henrette en sådan profet fjerner I det onde fra jeres midte.

^7-8 Det samme gælder, hvis en nær ven eller nogen af jeres nærmeste familie forsøger at friste jer. Selv hvis din ægtefælle, din bror eller søster, din søn eller datter i al fortrolighed opfordrer dig til at dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine forfædre har kendt til, ⁹ må du ikke give efter og lytte til dem. Du må ikke engang vise nogen form for forståelse eller på anden måde prøve at undskylde dem. ^10-11 Henret dem! Kast selv den første sten mod dem, og lad derefter de andre anklagere komme til, for de forsøgte at lokke jer bort fra Herren, jeres Gud, den Gud, der førte jer ud af slaveriet i Egypten. ¹² Det vil sætte skræk i livet på resten af folket, så de ikke begår den samme synd.

^13-15 Hvis I hører om, at der i en af Israels byer findes onde mennesker, som har lokket byen til at dyrke fremmede guder, skal I først undersøge, om det er sandt. Hvis det virkelig viser sig, at noget så forkasteligt er sket i en af de byer, Herren har givet jer, ¹⁶ skal I angribe byen og udrydde dens indbyggere og husdyr. ¹⁷ Bagefter skal I samle alt byttet midt på torvet og brænde det, ja, I skal sætte ild til hele byen og lade den være et brændoffer for Herren, jeres Gud. Lad ruinerne være, genopbyg aldrig byen igen, ¹⁸ og lad være med at beholde noget af byttet. Da vil Herrens voldsomme vrede lægge sig, og han vil vise jer nåde og barmhjertighed og fortsat velsigne jer, så I bliver en mægtig nation, sådan som han lovede jeres forfædre.

¹⁹ Men Herren, jeres Gud, vil kun vise jer barmhjertighed, hvis I holder jer til ham og adlyder de befalinger, jeg pålægger jer i dag, så I gør, hvad der i Herrens øjne er ret.

Om at være indviet til Herren

14 I er Guds børn. Derfor må I ikke snitte jer selv til blods eller barbere ansigtshåret^[a] af for at vise jeres sorg over en, der er død, sådan som de andre folkeslag gør. ² Nej, I skal være et helligt folk, indviet til Herren alene, for han har udvalgt jer blandt alle folk på jorden til at være hans ejendomsfolk.

³ I må ikke spise urene dyr, ⁴ men I må gerne spise okser, får, geder, ⁵ hjorte, gazeller, antiloper, rådyr, stenbukke og bjerggeder.

⁶ Alle dyr, der tygger drøv og har spaltede klove, må I spise, ⁷ men alle andre dyr må I ikke spise. Derfor må I ikke spise kameler, harer og klippegrævlinger, for de tygger drøv, men de har ikke spaltede klove.

⁸ I må heller ikke spise svin, for de har spaltede klove, men de tygger ikke drøv og er derfor urene. I må ikke engang røre den slags dyr, når de er døde.

⁹ Alle fisk med finner og skæl må I spise, ¹⁰ alle andre dyr, der lever i vandet, skal I regne for urene.

^11-18 Alle fugle må I spise, bortset fra følgende som er urene: ørne, gribbe, fiskeørne, de forskellige falke- og høgearter, krager og ravne, strudse, måger, skarver, ibiser, rørhøns, ørkenugler, storke, de forskellige hejrearter og hærfugle.^[b] Flagermus må I heller ikke spise.

¹⁹ Alle insekter med vinger er urene og må derfor ikke spises, ²⁰ men de dyr med vinger, som er rene, må I gerne spise.^[c]

²¹ Spis ikke selvdøde dyr, men sælg dem eventuelt til de fremmede iblandt jer, så de kan spise dem. Men I må ikke selv spise den slags, for I er et helligt folk, indviet til Herren jeres Gud.

Kog ikke et gedekid i mælk fra dets mor.

Om tiende

²² Hvert år skal I give en tiendedel af jeres høst til Herren. ²³ Bring din tiende til det sted, som Herren vil udvælge til sin helligdom og hold festmåltid der. Det gælder tiende af korn, ny vin og olivenolie samt de førstefødte husdyr. Formålet med at give tiende er, at I derved skal lære at sætte Gud på førstepladsen i jeres liv. ²⁴ Hvis helligdommen ligger så langt borte, at det er for besværligt at bringe tienden dertil, ²⁵ kan I sælge de varer, I ellers skulle have givet i tiende, og rejse op til helligdommen med pengene ²⁶ og dér købe en okse, et får, noget vin eller øl, så I sammen med jeres husstand kan feste for Herrens ansigt. ²⁷ Glem ikke levitterne iblandt jer. Inviter dem med og del maden med dem, for de har ikke fået tildelt jord som jer andre.

²⁸ Hvert tredje år skal I samle tienden på et bestemt sted i byen ²⁹ og dele den ud mellem de jordløse levitter, de fremmede, enkerne og de forældreløse iblandt jer, så de kan komme og spise sig mætte. Da vil Herren, jeres Gud, velsigne jer i jeres arbejde.

Regler for sabbatåret

15 Hvert syvende år skal I eftergive al gæld. ^2-3 Enhver kreditor skal annullere gældsbeviset og eftergive den landsmand, som måtte skylde ham noget, men ikke den fremmede iblandt jer, for i det år løser Herren alle israelitter fra deres gældsforpligtelser. ^4-5 Det bliver I ikke fattigere af, for Herren vil velsigne jer rigeligt i det land, han giver jer, hvis ellers I adlyder hans befalinger. Forudsætningen for hans velsignelse er, at I omhyggeligt adlyder de love, jeg pålægger jer i dag. ⁶ Så vil Herren velsigne jer, sådan som han har lovet, så I kan låne ud til andre og ikke selv have behov for at låne, og på den måde vil I blive herre over andre og ikke selv blive underlagt nogen.

⁷ Når I er kommet ind i landet, og nogen iblandt jer er fattig, må I ikke lukke hjertet og nægte at hjælpe de fattige. ⁸ Nej, I skal låne dem, hvad de har brug for. ⁹ Pas på, at I ikke afslår at låne nogen noget, blot fordi eftergivelsesåret nærmer sig. Gør I det, vil Herren høre de fattiges råb og betragte jeres afslag som en synd. ¹⁰ Nej, I skal låne de fattige, hvad de har brug for uden at beklage jer. Så vil Herren jeres Gud velsigne jeres arbejde og jeres ejendom. ¹¹ Der vil altid være nogle, som er fattige iblandt jer. Derfor er denne befaling nødvendig. Del gavmildt ud til jeres landsmænd i nød.

¹² Hvis nogle af jeres landsmænd arbejder som slaver for jer, skal I frigive dem efter det sjette år, ¹³ men send dem ikke tomhændet bort. ¹⁴ Giv dem rundhåndet nogle af jeres dyr og noget af jeres korn og vin i afskedsgave, så de får del i noget af den velsignelse, Herren har givet jer. ¹⁵ Husk, at I selv var slaver i Egypten, indtil Herren befriede jer. Det er baggrunden for denne befaling.

¹⁶ Hvis slaverne ikke ønsker frigivelse, fordi de er godt tilfredse med at arbejde som slaver, og fordi de er kommet til at holde af dig og din familie, ¹⁷ skal du tage en syl og stikke den gennem slavens øreflip og ind i døren som tegn på, at vedkommende skal være din slave på livstid. Dette gælder både for mandlige og kvindelige slaver.

¹⁸ Når du frigiver en slave, skal du ikke beklage dig over at miste en god arbejdskraft. Tænk på, at du trods alt i seks år har haft en medhjælp, der kostede dig under halvdelen af, hvad en almindelig daglejer koster. Da vil Herren, din Gud, velsigne dig i dit arbejde.

Regler om det førstefødte

¹⁹ Af de kalve og lam, der fødes blandt jeres husdyr, skal I udtage de førstefødte handyr som en gave til Herren. I må ikke lade en førstefødt tyrekalv udføre arbejde, og I må ikke klippe et førstefødt får. ²⁰ I og jeres familie skal spise dem for Herrens ansigt, når I hvert år drager til helligdommen. ²¹ Men hvis dyret har fysiske skavanker, hvis det er lamt, blindt, eller der er andet i vejen med det, må I ikke ofre det i helligdommen, ²² men spise det hjemme på almindelig vis, hvad enten I er rene eller urene. ²³ Dog skal I hælde blodet ud på jorden, for det må I ikke spise.

Det vigtigste bud i Toraen^(A)

²⁸ En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?”

²⁹ Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således:

‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene. ³⁰ Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’^[a]

³¹ Et andet bud lyder således:

‚Du skal elske din næste som dig selv.’^[b]

Det er de to vigtigste bud.”

³² „Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud. ³³ Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv—det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.”

³⁴ Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.

Messias som Davids søn^(B)

³⁵ Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn^[c] af David? ^36-37 David kalder jo Messias for sin herre—og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det:

Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

Den store skare lyttede til ham med begejstring.

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri^(C)

³⁸ Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. ³⁹ De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. ⁴⁰ Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”

Forskellen mellem at give og at ofre^(D)

⁴¹ Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, ⁴² men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. ⁴³ Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. ⁴⁴ De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”