Old/New Testament

Akans ulydighed

7 Herrens befaling om, at alt i byen skulle ødelægges, med undtagelse af det, der skulle bringes til skatkammeret, blev imidlertid ikke adlydt helt. Der var en mand ved navn Akan^[a] af Judas stamme, som syndede ved at tage noget af krigsbyttet til sig selv. Derfor blussede Herrens vrede op imod israelitterne.

² Kort efter Jerikos fald sendte Josva nogle mænd af sted for at udspionere byen Aj, nær Bet-Aven, øst for Betel. ³ Da de kom tilbage, sagde de til Josva: „Det er en ganske lille by, som vi let kan erobre med et par tusinde mand. Der er ingen grund til at sende hele hæren af sted.”

^4-5 Så sendte Josva omkring 3000 mand af sted, men de blev slået på flugt af Ajs hær, der forfulgte dem fra byporten helt hen til stenbruddene. 36 mand blev dræbt på skråningerne under flugten. Da blev israelitterne bange og mistede modet. ⁶ Josva og de øvrige ledere rev i fortvivlelse flænger i deres tøj, kastede sig til jorden foran Herrens Ark og kom jord på hovedet. Sådan lå de indtil aften. ⁷ „Ak, Herre,” råbte Josva. „Førte du os over Jordanfloden bare for at lade amoritterne hugge os ned? I så fald var det bedre, om vi var blevet på den anden side! ⁸ Herre, hvad skal vi gøre nu, hvor Israel er blevet slået på flugt af fjenden? ⁹ Hvordan vil kana’anæerne og de andre folk reagere, når de hører om vores nederlag? Vil de ikke angribe os og udrydde os fuldstændigt? Hvordan vil du så bringe ære til dit store navn?”

¹⁰ Herren svarede: „Hvorfor ligger du der, Josva? Rejs dig op! ¹¹ Grunden til jeres nederlag er, at Israels folk har brudt den pagt, jeg pålagde dem. De har syndet imod mig ved at tage af det krigsbytte, der skulle gives til mig. Ja, de har stjålet og løjet og gemt det mellem deres personlige ejendele. ¹² I kan ikke holde stand overfor jeres fjender, men må flygte for dem, fordi forbandelsen har ramt jer. Jeg vil ikke længere være med jer, medmindre I omvender jer fra denne synd og udrydder alt det, der er årsag til forbandelsen. ¹³ Rejs dig op og sig til folket, at de skal rense sig inden i morgen. Sig til dem: ‚Herren, Israels Gud, siger, at der er nogen af jer, der har stjålet af de ting, som tilhører Herren. Vi kan ikke besejre fjenderne, før vi har straffet synderen. ¹⁴ I morgen skal I komme tilbage og stille jer op stamme for stamme. Så vil Herren udpege den stamme, det drejer sig om. Derefter skal den stamme træde frem slægt for slægt, så Herren kan udpege den slægt, hvor synderen findes. Derefter skal den slægt træde frem familie for familie—og endelig skal den familie, Herren udpeger, træde frem en for en. ¹⁵ Den, som har stjålet Herrens ejendom, skal brændes sammen med alt, hvad han ejer, fordi han har brudt Herrens pagt og derved ført hele Israel i ulykke.’ ”

¹⁶ Tidligt næste morgen førte Josva Israels stammer frem for Herren, og Herren udpegede Judas stamme. ¹⁷ Så trådte Judas stamme frem slægt for slægt, og Zerachs slægt blev udpeget. Så trådte Zerach-slægtens familier frem, og Zimris familie blev udpeget. ¹⁸ Så trådte Zimris familie frem en for en, og Akan blev udpeget.

¹⁹ Så sagde Josva til Akan: „Min søn, giv Herren, Israels Gud, ære ved at sige sandheden. Bekend din synd og sig mig, hvad du har gjort. Skjul ikke noget!”

²⁰ Akan svarede: „Ja, jeg har syndet imod Herren, Israels Gud! ²¹ Mellem byttet fik jeg øje på en smuk babylonisk kappe, som jeg ikke kunne stå for. Så tog jeg den—og desuden tog jeg to kilo sølv og en guldbarre, som vejede et halvt kilo. Jeg gravede det hele ned i jorden under mit telt med sølvet nederst.”

²² Josva sendte straks nogle mænd af sted for at lede efter byttet. Mændene gik ind i teltet og fandt de stjålne ting med sølvet nederst, sådan som Akan havde sagt. ²³ Så bragte de det hele til Josva og lagde det på jorden foran ham. ²⁴ Josva og israelitterne tog nu Akan, kappen, sølvet, guldbarren, Akans sønner, døtre, okser, æsler og får samt hans telt og øvrige ejendele og bragte det hele ud til en dal i nærheden. ²⁵ Der sagde Josva til Akan:

„Hvorfor har du ført os i ulykke? Nu vil Herren lade ulykken ramme dig!”

Så kastede de sten på Akan og hans familie til de døde, og derefter brændte de det hele. ²⁶ Til sidst dængede de sten over, som ligger der den dag i dag i den dal, som siden har heddet „Ulykkens dal”.^[b]

Så standsede Herrens voldsomme vrede overfor Israel.

Aj erobres

8 Herren sagde nu til Josva: „Vær ikke modløs og bange! Tag hele hæren med dig og indtag Aj. Jeg vil give jer sejr over byens konge og alle hans mænd. Jeg vil give jer byen og det tilhørende landområde. ² I skal gøre med dem, som I gjorde med kongen og indbyggerne i Jeriko, men denne gang må I selv beholde krigsbyttet og kvæget. I skal lægge baghold vest for byen.”

^3-4 Så gjorde Josva og Israels hær sig klar til at angribe Aj. Josva udvalgte 30.000 krigere og gav dem følgende besked: „I skal lægge jer i baghold vest for byen og være klar til at angribe. ⁵ Når jeg og resten af hæren angriber Aj, kommer alle mændene ud af byen for at kæmpe ligesom sidst. Når vi så trækker os tilbage, ⁶ tænker de: ‚Israelitterne flygter fra os ligesom før.’ Men vi lader dem forfølge os, indtil de alle er kommet ud af byen. ⁷ Så springer I frem fra bagholdet og indtager byen. Herren vil give jer sejr, ⁸ og I skal sætte ild til byen, sådan som han har befalet. Det er en ordre!”

⁹ Med disse ord sendte Josva mændene af sted, og de gik i ly af natten hen vest for byen mellem Aj og Betel, hvor de lagde sig i skjul. Men Josva blev den nat hos resten af hæren. ¹⁰ Tidligt næste morgen samlede Josva sine mænd og marcherede sammen med de israelitiske ledere mod Aj. ¹¹ De slog lejr nord for byen, på den anden side af en dal. ¹² Om natten sendte Josva endnu 5000 mand af sted, der skulle slutte sig til bagholdet vest for byen, ¹³ men selv gik Josva ned i dalen.

¹⁴ Ajs konge kunne se israelitternes lejr på den anden side af dalen, og tidligt den næste morgen rykkede han ud og angreb dem på et plateau med udsigt over Jordandalen uden at vide, at resten af hæren lå i baghold vest for byen. ¹⁵ Da Josvas hærafdeling lod sig slå på flugt og flygtede østpå mod ørkenen, ¹⁶ fik alle byens mænd ordre til at sætte efter dem. På den måde blev de lokket væk fra byen. ¹⁷ Der var ikke en eneste mand tilbage i Aj,^[c] for alle var med til at forfølge israelitterne, så byen lå vidt åben og forsvarsløs.

¹⁸ Da sagde Herren til Josva: „Ræk dit spyd ud mod Aj, for jeg vil give dig byen.” Josva gjorde, som Herren havde sagt, ¹⁹ og da mændene, der lå i baghold, så signalet, sprang de frem fra deres skjul og løb ind mod byen. Den blev hurtigt indtaget og stod snart i lys lue. ^20-21 Da mændene fra Aj så sig tilbage og opdagede de store røgskyer over byen, var de klar over, at de var lokket i en fælde. Også Josva og de flygtende israelitter så røgen og vidste derfor, at bagholdsangrebet var lykkedes. Israelitterne vendte nu om og angreb deres forfølgere. ²² Samtidig kom israelitterne fra bagholdet ud fra byen og angreb fjendens bagtrop. Ajs hær var gået i fælden, og alle blev hugget ned, ²³ bortset fra kongen, der blev taget til fange og ført frem for Josva.

²⁴ Da Israels hær havde gjort det af med Ajs hær, vendte de tilbage og dræbte dem, der var efterladt i byen. ²⁵ Sådan blev hele Ajs befolkning, 12.000 i alt, udryddet på en enkelt dag. ²⁶ Først da den sidste indbygger var slået ihjel, sænkede Josva spyddet. ²⁷ Det eneste, der blev skånet, var kvæget og krigsbyttet, som israelitterne på Herrens befaling beholdt. ²⁸ Aj blev forvandlet til en ruinhob, hvilket den er den dag i dag.

²⁹ Ajs konge blev hængt op på en pæl, men ved solnedgang tog Josva liget ned og slængte det foran byens port, hvorefter man dængede sten ovenpå, og den stendynge ligger der endnu.

Josva bygger et alter og minder folket om Moselovens bud

³⁰ Senere byggede Josva på Ebals bjerg et alter for Herren, Israels Gud, ³¹ efter de forskrifter, der står i Moseloven: „Byg mit alter af kampesten, der ikke er tilhuggede eller forarbejdede med jernredskaber.” Og præsterne ofrede brændofre og takofre til Herren. ³² Mens Israelitterne så til, skrev Josva lovens bud på alterets sten.

³³ Hele folket, deres ledere, administratorer og dommere samt de fremmede iblandt dem, blev derpå delt i to grupper. Den ene gruppe stillede sig ved foden af Garizims bjerg, og den anden gruppe ved foden af Ebals bjerg. De to grupper stod altså over for hinanden, og præsterne, som bar pagtens ark, stillede sig midt imellem dem. Det skete alt sammen, sådan som Moses havde forordnet, at Israels folk skulle velsignes. ³⁴ Josva oplæste nu alle velsignelserne og forbandelserne, som Moses havde nedskrevet i lovbogen. ³⁵ Hver eneste af Moses’ befalinger blev læst op for denne forsamling af mænd, kvinder, børn og de fremmede, som boede iblandt israelitterne.

Gibeonitterne narrer Josva

9 ^1-2 I landet vest for Jordanfloden boede der en række folkeslag, nemlig hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Deres landområder dækkede højsletterne midt i landet, kystsletterne ud mod Middelhavet og skrænterne midt imellem. Nogle boede mod nord oppe ved Libanons bjerge. Da kongerne for alle disse folkeslag hørte, hvad der var sket med Jeriko og Aj, sluttede de sig sammen for at gøre fælles sag imod Josva og Israels folk. ³ Men da de hivvitter, som boede omkring byen Gibeon, hørte om Jerikos og Ajs totale udslettelse, ⁴ forsøgte de at redde livet ved list. En gruppe af dem lagde gamle sadler og sprukne vinsække på deres æsler, ⁵ tog laset tøj og lappede sandaler på, og tørt, muggent brød med som proviant, og så rejste de af sted for at forhandle med Josva. ⁶ Da de kom til israelitternes lejr ved Gilgal, sagde de til Josva og de ledende mænd i Israel: „Vi er kommet fra et fjernt land for at slutte fredspagt med jer.”

⁷ Israelitterne svarede: „Hvordan kan vi være sikre på, at I ikke bor her i nærheden? For hvis det er tilfældet, kan vi ikke slutte fredspagt med jer.”

⁸ De svarede: „Vi vil være jeres slaver.”

„Men hvem er I?” spurgte Josva. „Og hvor kommer I fra?”

⁹ „Vi kommer fra et meget fjernt land,” svarede de. „Vi har hørt om jeres vældige Gud og alle de undere, han gjorde i Egypten. ¹⁰ Vi har også hørt, hvad I gjorde ved de to amoritterkonger øst for Jordanfloden, kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan, som boede i Ashtarot. ¹¹ Derfor sagde vores ledere og landsmænd til os: ‚Tag proviant med og begiv jer ud på den lange rejse. Opsøg israelitterne og sig, at vi er villige til at lade dem regere over os, hvis de vil slutte fred med os.’ ¹² Se det her brød, som vi tog med hjemmefra. Det var helt nybagt, da vi tog af sted, men nu er det tørt og muggent. ¹³ Se på vores vinsække. De var nye, da vi fyldte vin i dem, men nu er de sprukne. Og vores tøj og sandaler er blevet helt slidt op på den lange rejse.”

¹⁴ De israelitiske ledere inspicerede deres brød, men de spurgte ikke Herren til råds. ¹⁵ Josva sluttede derefter fred med dem, og de israelitiske ledere bekræftede aftalen med en bindende ed.

¹⁶ Tre dage efter at fredsaftalen var indgået, blev israelitterne klar over, at folkene i virkeligheden boede i nærheden. ¹⁷ Straks tog israelitterne af sted og nåede på den tredje dag frem til hivvitternes byer Gibeon, Kefira, Be’erot og Kirjat-Jearim. ¹⁸ Men de angreb dem ikke, for deres ledere havde lovet dem fred i Herrens, Israels Guds, navn. Da beklagede israelitterne sig over for deres ledere.

¹⁹ Men lederne svarede: „Vi har i Israels Guds navn aflagt ed på ikke at ville røre dem. ²⁰ Så vi er tvunget til at lade dem være, for hvis vi bryder løftet, rammes vi af Guds vrede. ²¹ Men vi vil gøre dem til vores slaver, så de må hugge brænde og bære vand for os.” Sådan overholdt israelitterne deres løfte til gibeonitterne.

²² Men Josva samlede nu deres ledere og spurgte: „Hvorfor løj I for os og sagde, at I kom fra et fjernt land, når I i virkeligheden bor her? ²³ Som straf skal I rammes af forbandelsen. Fra nu af skal I altid være vores slaver og hugge brænde og bære vand til brug i vores Guds hus.”

²⁴ „Vi gjorde det, fordi vi hørte, at Herren, din Gud, havde givet sin tjener Moses befaling om at erobre hele landet og udslette befolkningen,” svarede de. „Vi var bange for, at I ville slå os ihjel. ²⁵ Men nu er vi jeres slaver, og I kan gøre med os, som I vil.”

²⁶ Josva tillod altså ikke israelitterne at dræbe dem, ²⁷ men gjorde dem i stedet til slaver, som skulle hugge brænde og hente vand til israelitterne og til Herrens alter, hvor end Herren ville have det bygget. Den ordning står stadig ved magt.

²¹ Forsamlingen udenfor stod og ventede på, at Zakarias skulle komme ud til dem, og de undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. ²² Da han endelig kom ud, kunne han ikke få et ord frem, og folk forstod, at han havde haft et syn i templet. Han forsøgte med tegn og fagter at forklare, hvad der var sket.

²³ Efter at Zakarias havde fuldført sin tjenesteuge i templet, vendte han tilbage til sit hjem. ²⁴ Og det varede ikke længe, før Elisabet blev gravid, hvorefter hun holdt sig inden døre i fem måneder.

²⁵ „Det er Gud, der har gjort det!” udbrød hun. „Han har været nådig imod mig og taget min skam bort.”^[a]

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn

²⁶ Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, ²⁷ hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. ²⁸ Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” ²⁹ Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.

³⁰ „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. ³¹ Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. ³² Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, ³³ og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”

³⁴ „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”^[b]

³⁵ Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. ³⁶ Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. ³⁷ Intet er umuligt for Gud.”

³⁸ „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.