Old/New Testament
Nogle israelitter bosætter sig øst for Jordanfloden
32 Rubens og Gads stammer havde masser af kvæg, og da de opdagede, hvor velegnet Jazers og Gileads land var til kvægavl, 2 henvendte deres ledere sig til Moses og præsten Eleazar og de øvrige stammeledere og sagde: 3-4 „Herren har hjulpet sit folk med at erobre hele området omkring byerne Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon. Dette område er særdeles velegnet til kvægavl. 5 Derfor vi vil gerne bede om at få tildelt det område som vores ejendom, så vi kan slå os ned her frem for at tage over på den anden side af Jordanfloden.”
6 „Skal de andre stammer så gå i krig alene?” spurgte Moses. 7 „Det vil tage modet fra resten af folket, så vi risikerer, at de går glip af det land, Herren har lovet dem. 8 Var det ikke netop det, der skete for jeres fædre, dengang jeg sendte spioner fra Kadesh-Barnea ind i landet? 9 Kom spionerne ikke tilbage fra Eshkoldalen og tog modet fra folket, så de ikke nåede ind i det land, Herren havde lovet dem? 10-11 Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. 12 Kun Kaleb og Josva var undtaget, for de havde fuld tillid til Herren, og de opfordrede folket til at gå ind og tage landet i besiddelse.
13 Efter den episode lod Herren os strejfe omkring i ørkenen i 40 år, indtil den oprørske generation var uddød i ørkenen som følge af deres synd. 14 Og nu kommer I og vil gøre det samme igen. Hvis I nu også nægter at adlyde Herren, vil han i sin vrede straffe Israels folk endnu værre. 15 Hvis I svigter, vil folket få forlænget opholdet i ørkenen, og på den måde bringer I ulykke over hele folket.”
16 „Nej, nej,” svarede de, „vi har kun tænkt os at lave indhegninger og bygge byer, så vi kan efterlade vores kvæg og vores familier her, 17 mens vi selv ruster os til krig og går i spidsen for Israels folk ind i landet, så vi kan sikre os, at de når deres bestemmelsessted, hvor de kan slå sig ned i fred og ro. Men forinden må vi bygge befæstede byer til vores familier for at sikre os, at de ikke bliver udplyndret af de øvrige indbyggere i området. 18 Når det er gjort, vil vi følge med folket og ikke vende tilbage, før alle Israels stammer har taget deres land i besiddelse. 19 Det eneste, vi siger, er, at vi vil foretrække at bo på den østlige side af Jordanfloden i stedet for på den vestlige side.”
20 „Godt,” svarede Moses, „hvis I vil holde jeres ord og ruste jer til krig, 21-22 kan I overtage området øst for Jordanfloden på den betingelse, at I ikke vender tilbage, før Herren har jaget fjenderne bort, og folket har indtaget landet. Først da har I opfyldt jeres forpligtelser over for Herren og folket, så Herren kan give jer det område, I er interesseret i. 23 Men hvis I løber fra jeres ord, har I syndet imod Herren selv—og da skal I få konsekvensen af jeres synd at mærke. 24 Gå bare i gang med at lave indhegninger til jeres kvæg og bygge byer til jeres familier, sådan som I foreslår.”
25 „Vi vil gøre nøjagtig, som du siger,” svarede Gads og Rubens stammeledere. 26 „Vi vil efterlade vores børn, koner, kvæg og øvrige husdyr i byerne her i Gilead, 27 men alle våbenføre mænd iblandt os følger med over på den anden side af Jordanfloden for at kæmpe i krigen for Herren, sådan som du har befalet.”
28 Moses bekendtgjorde denne afgørelse for Eleazar, Josva og stammelederne. 29 „Hvis alle våbenføre mænd fra Gads og Rubens stammer hjælper med til at erobre landet på den anden side af Jordanfloden,” sagde han, „skal Gileads land bagefter tilfalde dem. 30 Men hvis de kryber udenom, skal de have jord side om side med de øvrige stammer i Kana’an.”
31 Gads og Rubens stammeledere bekræftede Moses’ ord. „Vi vil gøre, som Herren har befalet,” erklærede de. 32 „Alle våbenføre mænd følger med til Kana’an og deltager i krigen for Herren, og vi overtager så ejendomsretten til området øst for Jordanfloden.”
33 Derpå overdrog Moses officielt amoritterkongen Sihons område og kong Og af Bashans område med de tilhørende byer til Gads, Rubens og det halve af Manasses stammer.
34 Gads stamme genopbyggede følgende byer: Dibon, Atarot, Aroer, 35 Atarot-Shofan, Jazer, Jogbeha, 36 Bet-Nimra og Bet-Haran. De var alle befæstede byer med indhegnede græsgange udenom.
37 Rubens stamme genopbyggede følgende byer: Heshbon, Elale, Kirjatajim, 38 Nebo, Ba’al-Meon og Sibma. De gav mange af byerne nye navne.
39 Makirs slægt af Manasses stamme tog op til Gilead, erobrede landet og jog amoritterne bort. 40 Derfor gav Moses Gilead til makiritterne, som bosatte sig der. 41 Jair-slægten fra Manasses stamme erobrede en lang række byer i Gilead, hvorefter de gav området navneforandring til Jairs landsbyer. 42 En mand ved navn Noba erobrede med sin hærstyrke byen Kenat og de omkringliggende landsbyer og opkaldte området efter sig selv.
Ruten fra Egypten til Jordanfloden
33 Her følger en beskrivelse af israelitternes rejserute fra det tidspunkt, Moses og Aron førte dem ud af Egypten. 2 På Herrens befaling havde Moses nedskrevet navnene på alle de steder, hvor de slog lejr på vejen til Kana’an.
3-4 Efter den første påske i Egypten brød de i sejrsrus op fra Ramses for øjnene af de forfærdede egyptere, der var i færd med at begrave deres førstefødte, som Herren havde slået ihjel natten forinden, da han havde fuldendt dommen over de egyptiske guder.
5-7 Første gang, israelitterne slog lejr, var i Sukkot, dernæst i Etam på grænsen til ørkenen og i Pi-ha-Hirot ved Migdols bjerg nær Ba’al-Zefon. 8 Derfra gik de gennem Det Røde Hav og tre dagsrejser ind i Etams ørken, hvor de slog lejr ved Mara. 9 Fra Mara kom de til Elim med de 12 kilder og 70 palmetræer. Dér blev de et stykke tid.
10 Efter Elim slog de lejr ved Det Røde Hav 11 og fortsatte ind i Sins ørken, 12 hvor de slog lejr ved Dofka 13 og senere ved Alush. 14 Fra Alush tog de til Refidim, hvor der intet vand var.
15-37 Fra Refidim rejste de ind i Sinai ørken og videre gennem „De Grådiges Grav”, Hatzerot, Ritma, Rimmon-Peretz, Libna, Rissa, Kehelata, Har-Shefer, Harada, Mahelot, Tahat, Tara, Mitka, Hashmona, Moserot, Bene-Ja’akan, Hor-ha-Gidgad, Jotbata, Abrona, Etzjon-Geber, Kadesh i Zins ørken og endte ved Hors bjerg nær grænsen til Edom.
38-39 Mens de lå i lejr ved foden af Hors bjerg, gik præsten Aron på Herrens befaling op på bjerget, hvor han døde 123 år gammel. Hans dødsdag var den første dag i den femte måned, 40 år efter at israelitterne havde forladt Egypten.
40 På det tidspunkt hørte Arads konge i det sydlige Kana’an, at israelitterne var på vej, 41-48 og efter at han var besejret, fortsatte de fra Hors bjerg til Zalmona, Punon, Obot, Ijje-ha-Abarim nær grænsen til Moabs land, Dibon-Gad, Almon-Diblatajim og Abarimbjergene nær Nebos bjerg, indtil de endelig nåede frem til Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. 49 På Moabs sletter slog de lejr flere steder på strækningen mellem Bet-ha-Jeshimot og Abel-Shittim.
50-51 Det var, mens de lå i lejr øst for Jordanfloden, at Herren gav folket denne besked gennem Moses: „Efter at I er kommet over Jordanfloden og ind i Kana’ans land, 52 skal I jage folkene på flugt foran jer og ødelægge deres udskårne og støbte afgudsbilleder og offerhøjene, hvor de dyrker deres afguder. 53 For jeg har givet jer landet, og derfor skal I tage det i besiddelse og bosætte jer i det. 54 Landet skal I dele imellem jer ved lodkastning og i forhold til de enkelte stammers størrelse, så de største stammer får et større område end de mindre stammer. 55 Men hvis I undlader at jage folkene bort, vil de af dem, som bliver tilbage, blive som en torn i øjet og et spyd i siden på jer, for de vil ikke lade jer være i fred. 56 Så ender det med, at jeg jager jer bort fra landet i stedet for dem.”
Landets grænser
34 1-2 Gennem Moses gav Herren israelitterne følgende besked: „I står nu på tærskelen til Kana’ans land. Jeg giver jer hele dette land, og det skal være jeres hjemland. 3 Mod syd grænser landet op til Edom og Zins ørken. Grænsen løber fra sydspidsen af Det Døde Hav 4 sydpå til Akrabbimpasset og videre mod Zins ørken. Det sydligste punkt er Kadesh-Barnea. Derfra løber grænsen mod nordvest til Hatzar-Addar og videre til Atzmon. 5 Fra Atzmon følger grænsen Egyptens Bæk helt ud til Middelhavet.
6 Mod vest danner Middelhavet grænse.
7-9 Nordgrænsen løber i lige linie fra Middelhavet og østpå til Hors bjerg og videre til Lebo-Hamat, Zedad og Zifron og ender ved Hatzar-Enan.
10 Den østlige grænse går fra Hatzar-Enan sydpå til Shefam 11 og videre til Ribla øst for Ajin. Derfra slår den en bue, først sydpå og derefter vestpå til den rammer Galilæasøens sydligste punkt. 12 Derfra følger den Jordanfloden sydpå til Det Døde Hav.”
Fordelingen af landet
13 Moses sagde nu til israelitterne: „Hele dette område skal fordeles ved lodkastning mellem de ni stammer og den halve Manasse-stamme. 14-15 Rubens og Gads stammer samt den anden halvdel af Manasses stamme skal ikke være med i lodtrækningen, for de har allerede fået tildelt området øst for Jordanfloden.”
16 Derefter sagde Herren til Moses: 17 „Jeg har udvalgt præsten Eleazar og Josva til at overvåge fordelingen af landet. 18 De skal have hjælp af en leder fra hver stamme.”
19-29 Herren udpegede følgende mænd til opgaven: Kaleb, Jefunnes søn, fra Judas stamme; Shemuel, Ammihuds søn, fra Simeons stamme; Elidad, Kislons søn, fra Benjamins stamme; Bukki, Joglis søn, fra Dans stamme; Hanniel, Efods søn, fra Manasses stamme; Kemuel, Shiftans søn, fra Efraims stamme; Elitzafan, Parnaks søn, fra Zebulons stamme; Paltiel, Azzans søn, fra Issakars stamme; Ahihud, Shelomis søn, fra Ashers stamme; og Pedael, Ammihuds søn, fra Naftalis stamme.
Jesus taler igen om sin død og genopstandelse(A)
30 Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed, 31 for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: „Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”
32 Disciplene fattede ikke, hvad han snakkede om, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.
Den største er den, som vil tjene(B)
33 De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: „Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”
34 Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde. 35 Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.
36 Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: 37 „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.”
Den, der ikke er imod, er for(C)
38 Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”
39 „Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. 40 Den, der ikke er imod os, er for os.[a] 41 Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.
Fristelser, som fører til fortabelse(D)
42 Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.
43 Hvis din hånd er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd end at blive kastet i Helvedes uudslukkelige ild med begge hænder i behold.[b] 45 Er det din fod, der får dig til at falde fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå haltende ind til det evige liv end at blive kastet i Helvede med begge ben i behold. 47 Er det øjet, der får dig til at falde fra troen, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at blive kastet i Helvede med begge øjne i behold. 48 Det er et sted, hvor ‚ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes.’[c]
Gennem prøvelsernes ild til hellighed
49 Enhver discipel skal renses gennem prøvelsernes ild. 50 Et liv levet i fuld lydighed til Gud er et prisværdigt liv—men et liv uden lydighed er lige så nytteløst som salt, der har mistet sin kraft. Lev med visdom og hold fred med hinanden.”[d]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.