Old/New Testament

Juda og Simeon indtager deres område

1 Efter Josvas død spurgte israelitterne Herren: „Hvem skal nu gå i spidsen i kampen mod kana’anæerne?”

² Herren svarede: „Judas stamme. Jeg vil hjælpe dem til at indtage det land, jeg har lovet dem.”

³ Lederne af Judas stamme sagde til lederne af Simeons stamme: „Hjælp os med at besejre de kana’anæere, som bor i det område, der skal tilhøre os. Så hjælper vi bagefter jer med at indtage jeres område.” Så fulgte mændene fra Simeons stamme med Judas mænd.

⁴ Da de angreb, gav Herren dem sejr over kana’anæerne og perizzitterne, så de dræbte 10.000 af fjendens krigere ved byen Bezek. ⁵ Fjendens hær blev anført af kong Adonibezek, ⁶ og det lykkedes ham at undslippe, men israelitterne fangede ham og huggede hans tommelfingre og storetæer af. ⁷ „Jeg har selv behandlet 70 høvdinge på samme måde,” sagde kongen, „og jeg har ladet dem spise smulerne under mit bord. Nu gengælder Gud mig for, hvad jeg har gjort imod dem.” Derefter blev han ført til Jerusalem, hvor han blev til sin dødsdag.

⁸ Judas mænd angreb også Jerusalem, huggede indbyggerne ned og satte ild til byen. ⁹ Derefter rykkede de ud mod kana’anæerne i det sydlige højland, i Negev og på de vestlige bakkeskråninger. ¹⁰ De gik til angreb på kana’anæerne i Hebron, det tidligere Kirjat-Arba, og besejrede Sheshajs, Ahimans og Talmajs mænd. ¹¹ De angreb også byen Debir, der tidligere hed Kirjat-Sefer. ¹² Kaleb havde forinden sagt: „Den, der indtager Kirjat-Sefer, får min datter Aksa til kone.” ¹³ Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz, erobrede byen og fik som belønning Aksa til kone.

¹⁴ Efter brylluppet bad Aksa sin mand om tilladelse til at tage hjem til sin far og bede om et stykke agerjord. Da hun kom derhen og stod af sit æsel, spurgte Kaleb hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?” ¹⁵ „Velsign mig med en afskedsgave. Du har jo bortgiftet mig til det tørre sydland, så jeg har brug for nogle vandkilder.” Så gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.

¹⁶ Dengang Judas stamme drog op fra Palmernes By,^[a] fulgte efterkommerne af Moses’ svigerfar med dem. De hed kenitterne, og de slog sig ned blandt de øvrige beboere i Negevs ørken syd for Arad.

¹⁷ Da Judas og Simeons mænd drog i kamp sammen, udryddede de kana’anæerne i Zefat og udslettede byen totalt. Derfor kaldes byen nu Horma.^{[b] 18} Judas hær indtog også byerne Gaza, Ashkalon og Ekron med de omkringliggende områder. ¹⁹ Herren hjalp Judas stamme med at indtage højlandet, men de klarede ikke at få alle folkene i lavlandet drevet bort, fordi de havde stridsvogne af jern.

²⁰ Kaleb havde nu fået Hebron, som Moses i sin tid havde lovet ham, og han fik jaget de folk bort, som boede der. De var efterkommere af Anaks tre sønner.

De øvrige stammer fordriver ikke alle de oprindelige indbyggere

²¹ Benjamins stamme fordrev ikke alle jebusitterne fra Jerusalem. Derfor bor jebusitterne stadig i byen sammen med benjaminitterne.

^22-23 Efraims og Manasses stammer angreb byen Betel, tidligere kaldet Luz, og Herren var med dem. De sendte først spioner af sted, ²⁴ som fangede en mand, der var på vej ud af byen. De sagde så til ham: „Hvis du viser os, hvordan vi kommer ind i byen, vil vi skåne dit liv.” ²⁵ Manden viste dem et smuthul, hvorefter hele byens befolkning blev hugget ned, med undtagelse af den mand og hans familie. ²⁶ Senere flyttede han til hittitternes land og grundlagde der en by, som han kaldte Luz.^[c] Byen ligger der den dag i dag.

²⁷ Manasses stamme fordrev ikke alle indbyggerne i Bet-Shan, Ta’anak, Dor, Jibleam og Megiddo og landsbyerne deromkring, for kana’anæerne var fast besluttet på at blive boende. ²⁸ Senere, da israelitterne blev stærkere, gjorde de kana’anæerne til slaver, men de fik aldrig fordrevet dem fra landet. ²⁹ På samme måde gik det for Efraims stamme. Kana’anæerne blev boende side om side med dem i Gezer.

³⁰ Zebulons stamme udryddede heller ikke kana’anæerne i Kitron og Nahalol, men gjorde dem til slaver, ³¹ og Ashers stamme fordrev ikke indbyggerne i Akko, Sidon, Ahlab, Akzib, Helba, Afik og Rehob. ³² Kana’anæerne blev boende side om side med Ashers stamme. ³³ På samme måde gik det for Naftalis stamme: de fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shemesh og Bet-Anat, men de gjorde dem til slaver.

³⁴ Amoritterne holdt stand mod Dans stamme, så de ikke kunne bosætte sig i lavlandet. ³⁵ Amoritterne blev også boende på Heresbjerget, i Ajjalon og i Sha’albim, men da Efraims og Manasses stammer blev stærkere, gjorde de dem til slaver. ³⁶ Amoritternes sydlige grænse løber fra Akrabbimpasset til Sela og videre opefter.

Folkets frafald efter Josvas død

2 Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer. ² I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten? ³ Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.”

⁴ Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd, ⁵ og derfor kaldte man det sted for Bokim.^[d] Derefter bragte de ofre til Herren.

⁶ Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig. ⁷ I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel. ⁸ Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år ⁹ og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Ga’ashbjerget.

¹⁰ Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel, ¹¹ og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne. ^12-13 De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Ba’al og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede. ¹⁴ Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land. ¹⁵ Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem—nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød. ¹⁶ Så greb Herren ind og gav dem ledere—de såkaldte dommere—der skulle redde dem fra deres fjender.

¹⁷ Men folket ville heller ikke adlyde deres befriere. De fortsatte med at være troløse imod Herren og med at tilbede andre guder. De fulgte således ikke deres forfædres levevis, for de adlød ikke længere Herrens bud. ¹⁸ Alligevel var det sådan, at når Herren gav folket en befrier, så var han med den befrier, så længe han levede, og reddede folket fra deres fjender, for Herren havde medynk med sit forpinte folk, som jamrede, når de blev undertrykt af fjenderne. ¹⁹ Men når befrieren så døde, genoptog folket deres onde levevis og gjorde værre ting end deres forfædre. De dyrkede igen fremmede guder, tilbad dem og bøjede sig for dem, og de nægtede at ændre deres onde adfærd og stædige holdning.

²⁰ Så blussede Herrens vrede igen op imod Israel, og han erklærede: „Fordi mit folk har brudt den pagt, jeg oprettede med deres forfædre og ignoreret mine befalinger, ²¹ vil jeg ikke længere hjælpe dem med at fordrive de folkeslag, Josva ikke nåede at besejre, før han døde. ²² I stedet vil jeg bruge fjenderne til at sætte dem på prøve og se, om de vil vende sig til mig og adlyde mig, sådan som deres forfædre gjorde.”

²³ Det var grunden til, at Herren lod de forskellige folkeslag blive boende og ikke udryddede dem med det samme ved at give Josva sejr over dem.

3 Herren lod altså nogle folk blive i landet for at sætte den nye generation af israelitter på prøve, dem, der ikke selv havde været med i krigen mod kana’anæerne. ² Det gjorde han, for at de kunne lære at kæmpe og blive erfarne krigere. ³ De folk, som var tilbage i landet, var: filistrene i deres fem byer, kana’anæerne, sidonierne og hivvitterne i Libanons bjerge fra Ba’al-Hermon til Lebo-Hamat. ⁴ Dem ville Herren bruge til at sætte den nye generation af israelitter på prøve for at se, om de ville adlyde de befalinger, han havde givet deres forfædre gennem Moses.

⁵ Israelitterne levede altså side om side med kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, ⁶ og de blandede sig med dem ved at lade deres sønner og døtre gifte sig ind i deres familier, og de dyrkede deres guder.

Otniel som befrier

⁷ Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De vendte sig fra Herren, deres Gud, og dyrkede i stedet afgudsbilleder af Ba’al og Ashera. ⁸ Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han tillod kong Kushan-Rishatajim af Aram-Naharajim^[e] at besejre dem, så de var underkastet hans herredømme i otte år.

⁹ Men da Israels folk råbte til Herren om hjælp, sendte han en befrier, nemlig Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz. ¹⁰ Herrens Ånd kom over ham, og han blev befrier i Israel. Han gik til angreb mod kong Kushan-Rishatajim og besejrede ham ved Herrens hjælp. ¹¹ De næste 40 år var der fred i landet, indtil Otniel døde.

Ehud som befrier

¹² Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet. ¹³ Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko. ¹⁴ De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.

¹⁵ Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab. ¹⁶ Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe. ¹⁷ Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand, ¹⁸ og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.

¹⁹ Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse. ²⁰ Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol, ²¹ trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen, ²² så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende. ²³ Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.

²⁴ Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de. ²⁵ De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.

²⁶ Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira. ²⁷ Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig. ²⁸ „Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.”

Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over. ²⁹ Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap. ³⁰ Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.

³¹ Den næste befrier var Shamgar, Anats søn, som engang reddede Israel ved at slå 600 filistre ihjel med en pigstav.

Fristelsen i ørkenen^(A)

4 Jesus gik videre fra Jordanfloden, efter at han var blevet fyldt med Helligåndens kraft, og han blev ført rundt i Judæas ødemark under Åndens ledelse, ² mens han i 40 dage blev fristet af Djævelen. I den tid spiste han intet, og henimod slutningen var han meget sulten. ³ Da sagde Djævelen til ham: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til den sten dér, at den skal blive til brød?”

⁴ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene!’^[a]”

⁵ Derefter tog Djævelen ham med et andet sted hen, og i et glimt viste han Jesus alle verdens lande. ⁶ Så sagde han: „Jeg vil give dig magt over al den herlighed, du ser, for den magt er blevet overdraget til mig, og jeg giver den til hvem, jeg vil. ⁷ Hvis bare du vil falde på knæ og tilbede mig, vil jeg overgive det alt sammen til dig.”

⁸ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Det er Herren, din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.’^[b]”

⁹ Så tog Djævelen ham med ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren. „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! ¹⁰ Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. ¹¹ De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’^[c]”

¹² Jesus svarede: „Der er sagt: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’^[d]”

¹³ Da Djævelen var nået til ende med sine fristelser, lod han Jesus være i fred, indtil han kunne øjne en ny chance.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige rundt om i Galilæa^(B)

¹⁴ Jesus vendte nu tilbage til Galilæa, hvor han vandrede rundt og udførte mange mirakuløse helbredelser ved Helligåndens kraft. Inden længe blev han kendt langt uden for Galilæas grænser. ¹⁵ Han underviste også i synagogerne, og folk talte med beundring om ham.

Jesus forkastes som Messias af sine bysbørn

¹⁶ Da Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op, gik han den følgende sabbat hen til synagogen, som han plejede. Under mødet blev han bedt om at læse op fra Skrifterne, så han rejste sig, ¹⁷ og man rakte ham profeten Esajas’ bogrulle. Han rullede den ud og læste op fra det sted, hvor der står:

²⁰ Derpå rullede Jesus bogrullen sammen igen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig ned for at kommentere det, han havde læst.^[g] Alle i synagogen stirrede spændt på ham. ²¹ „I dag er de skriftord, I lige har hørt, gået i opfyldelse!” begyndte han.

²² Alle fik et godt indtryk af ham, og de var betaget af de vidunderlige ord, der kom fra hans mund. Men at Jesus skulle være Messias,^[h] det kunne de ikke acceptere. „Jamen, det er jo Josefs søn,” blev de ved med at sige.

²³ Jesus svarede: „I vil sikkert bruge ordsproget: ‚Læge, læg dig selv’ på mig,—og I vil sige: ‚Hvorfor gør du ikke de samme undere her i din hjemby, som du gjorde i Kapernaum?’ ²⁴ Men det siger jeg jer: Ingen profet bliver accepteret som profet i sin hjemby. ^25-26 Tænk på det mirakel, som profeten Elias gjorde for at hjælpe en enke i Zarepta i Sidons land. Der var ellers enker nok i Israel, som trængte til hjælp, for det regnede ikke i tre et halvt år, og der var stor hungersnød i landet, men Elias blev ikke sendt til nogen af dem. ²⁷ Eller tænk på profeten Elisa, som helbredte syreren Na’aman, skønt der var mange spedalske i Israel, der trængte til hjælp.”

²⁸ Da folk i synagogen hørte den udtalelse, blev de rasende. ²⁹ De sprang op og førte Jesus ud af byen, hen mod randen af det bjerg, Nazaret er bygget på. De ville styrte ham ned, ³⁰ men han gik roligt sin vej midt igennem menneskemængden.