M’Cheyne Bible Reading Plan
19 På tremåneders-dagen efterat Israels barn var gått ut av Egyptens land, kom de til Sinai ørken.
2 De brøt op fra Refidim og kom til Sinai ørken og slo leir i ørkenen, og Israel leiret sig der midt imot fjellet. -
3 Men Moses steg op til Gud, og Herren ropte til ham fra fjellet og sa: Så skal du si til Jakobs hus og kunngjøre for Israels barn:
4 I har sett hvad jeg har gjort med egypterne, og hvorledes jeg har båret eder på ørnevinger og ført eder til mig.
5 Dersom I nu lyder min røst og holder min pakt, da skal I være min eiendom fremfor alle folk; for hele jorden hører mig til.
6 Og I skal være mig et kongerike av prester og et hellig folk. Dette er de ord du skal tale til Israels barn.
7 Da Moses kom tilbake, kalte han folkets eldste til sig og bar frem for dem alle disse ord som Herren hadde pålagt ham.
8 Da svarte folket alle som én og sa: Alt det Herren har sagt, vil vi gjøre. Og Moses bar folkets ord tilbake til Herren.
9 Da sa Herren til Moses: Se, jeg vil komme til dig i en tykk sky, så folket kan høre når jeg taler med dig, og alltid tro på dig. Og Moses bar folkets ord frem for Herren.
10 Og Herren sa til Moses: Gå til folket og la dem hellige sig idag og imorgen og tvette sine klær,
11 og la dem holde sig rede den tredje dag; for på den tredje dag skal Herren stige ned på Sinai berg for hele folkets øine.
12 Og du skal avmerke en grense for folket rundt omkring og si: Vokt eder for å stige op på fjellet eller røre ved dets fot! Enhver som rører ved fjellet, skal visselig late livet;
13 ingen hånd skal røre ved ham, han skal stenes eller skytes; enten det er dyr eller mennesker, skal de ikke leve. Når basunen lyder med lange toner, da skal de[a] stige op på fjellet.
14 Så gikk Moses ned fra fjellet til folket, og han lot folket hellige sig og tvette sine klær.
15 Og han sa til folket: Hold eder rede den tredje dag, kom ikke nær nogen kvinne!
16 Så skjedde det den tredje dag da morgenen brøt frem, da tok det til å tordne og lyne, og det la sig en tung sky over fjellet, og det hørtes en sterk basunlyd; da skalv alt folket som var i leiren.
17 Men Moses førte folket ut av leiren til møte med Gud, og de stilte sig nedenfor fjellet.
18 Og hele Sinai berg stod i røk, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røken av det steg op som røken av en ovn, og hele fjellet skalv.
19 Og basunens lyd tok til og blev sterkere og sterkere; Moses talte, og Gud svarte ham med lydelig røst.
20 Og Herren steg ned på Sinai berg, på fjellets topp; og Herren kalte Moses op på fjellets topp, og Moses steg op.
21 Og Herren sa til Moses: Stig ned og advar folket, så de ikke trenger sig frem til Herren for å se ham, for da kommer mange av dem til å falle.
22 Også prestene, de som treder Herren nær, skal hellige sig, forat Herren ikke skal bryte inn blandt dem.
23 Da sa Moses til Herren: Folket kan ikke stige op på Sinai berg; for du har selv advart oss og sagt at vi skulde avmerke en grense om fjellet og hellige det.
24 Og Herren sa til ham: Stig nu ned og kom så her op igjen, både du og Aron; men prestene og folket må ikke trenge sig frem og stige op til Herren, forat han ikke skal bryte inn blandt dem.
25 Da steg Moses ned til folket og sa det til dem.
22 Men de usyrede brøds høitid, som kalles påske, var nær;
2 og yppersteprestene og de skriftlærde søkte råd til å få ryddet ham av veien; for de fryktet for folket.
3 Men Satan fór inn i Judas med tilnavnet Iskariot, som var en av de tolv,
4 og han gikk bort og talte med yppersteprestene og høvedsmennene om hvorledes han skulde forråde ham til dem.
5 Og de blev glade, og lovte å gi ham penger,
6 og han gav sitt tilsagn og søkte leilighet til å forråde ham til dem uten opstyr.
7 Så kom de usyrede brøds dag, da påskelammet skulde slaktes.
8 Og han sendte Peter og Johannes avsted og sa: Gå bort og gjør i stand påskelammet for oss, så vi kan ete det!
9 De sa til ham: Hvor vil du vi skal gjøre det i stand?
10 Han sa til dem: Se, når I kommer inn i byen, skal det møte eder en mann som bærer en krukke vann; følg ham til det hus hvor han går inn,
11 og si til husbonden: Mesteren sier til dig: Hvor er det herberge der jeg kan ete påskelammet med mine disipler?
12 Så skal han vise eder en stor sal med benker og hynder; der skal I gjøre det i stand.
13 De gikk da avsted, og fant det så som han hadde sagt dem; og de gjorde i stand påskelammet.
14 Og da timen kom, satte han sig til bords, og apostlene med ham.
15 Og han sa til dem: Jeg har hjertelig lengtet efter å ete dette påskelam med eder før jeg lider;
16 for jeg sier eder: Jeg skal aldri mere ete det før det er blitt fullkommet i Guds rike.
17 Og han tok en kalk, takket og sa: Ta dette og del det mellem eder!
18 For jeg sier eder: Fra nu av skal jeg aldri mere drikke av vintreets frukt før Guds rike er kommet.
19 Og han tok et brød, takket og brøt det, gav dem og sa: Dette er mitt legeme, som gis for eder; gjør dette til minne om mig!
20 Likeså kalken, efterat de hadde ett, og sa: Denne kalk er den nye pakt i mitt blod, som utgydes for eder.
21 Men se, hans hånd som forråder mig, er med mig over bordet.
22 For Menneskesønnen går vel bort, som bestemt er; men ve det menneske ved hvem han blir forrådt!
23 De begynte da å spørre hverandre om hvem av dem det vel kunde være som skulde gjøre denne gjerning.
24 Det blev også en trette mellem dem om hvem av dem skulde gjelde for å være størst.
25 Da sa han til dem: Kongene hersker over sine folk, og de som bruker makt over dem, kalles deres velgjørere.
26 Så er det ikke med eder; men den største blandt eder skal være som den yngste, og den øverste som den som tjener.
27 For hvem er størst, den som sitter til bords, eller den som tjener? Er det ikke den som sitter til bords? Men jeg er som en tjener iblandt eder.
28 Men I er de som har holdt ut hos mig i mine prøvelser,
29 og jeg tilsier eder riket, likesom min Fader har tilsagt mig det,
30 så I skal ete og drikke ved mitt bord i mitt rike, og sitte på troner og dømme Israels tolv stammer.
31 Simon! Simon! se, Satan krevde å få eder i sin vold for å sikte eder som hvete;
32 men jeg bad for dig at din tro ikke måtte svikte, og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre!
33 Men han sa til ham: Herre! med dig er jeg rede til å gå både i fengsel og i død.
34 Da sa han: Jeg sier dig, Peter: Hanen skal ikke gale idag før du tre ganger har nektet at du kjenner mig.
35 Og han sa til dem: Da jeg sendte eder ut uten pung og skreppe og sko, fattedes eder da noget? De sa: Nei, intet.
36 Han sa da til dem: Men nu skal den som har pung, ta den med, likeså skreppe, og den som ikke har sverd, han selge sin kappe og kjøpe sig et!
37 For jeg sier eder at dette som er skrevet, må opfylles på mig, dette ord: Og han blev regnet blandt ugjerningsmenn; for det som er sagt om mig, er til ende.
38 Da sa de: Herre! se, her er to sverd. Men han sa til dem: Det er nok.
39 Og han gikk ut og vandret efter sedvane til Oljeberget; men hans disipler fulgte og med ham.
40 Og da han kom til stedet, sa han til dem: Bed at I ikke må komme i fristelse!
41 Og han slet sig fra dem så lang som et stenkast, og falt på kne, bad og sa:
42 Fader! om du vil, da la denne kalk gå mig forbi! Dog, skje ikke min vilje, men din!
43 Og en engel fra himmelen åpenbarte sig for ham og styrket ham.
44 Og han kom i dødsangst og bad enda heftigere, og hans sved blev som blodsdråper, som falt ned på jorden.
45 Så stod han op fra bønnen og kom til sine disipler og fant dem sovende av bedrøvelse,
46 og han sa til dem: Hvorfor sover I? Stå op og bed at I ikke må komme i fristelse!
47 Mens han ennu talte, se, da kom en flokk, og han som hette Judas, en av de tolv, gikk foran dem og trådte nær til Jesus for å kysse ham.
48 Men Jesus sa til ham: Judas! forråder du Menneskesønnen med et kyss?
49 Da nu de som var om ham, så hvad som vilde skje, sa de: Herre! skal vi slå til med sverd?
50 Og en av dem slo til yppersteprestens tjener og hugg det høire øre av ham.
51 Men Jesus svarte og sa: La dem bare gå så vidt! Og han rørte ved hans øre og lægte ham.
52 Og Jesus sa til yppersteprestene og høvedsmennene over tempel-vakten og de eldste som var kommet imot ham: I er gått ut som mot en røver med sverd og stokker;
53 da jeg daglig var hos eder i templet, rakte I ikke eders hender ut mot mig. Men dette er eders time og mørkets makt.
54 Da de nu hadde grepet ham, drog de avsted med ham og førte ham inn i yppersteprestens hus; og Peter fulgte langt bakefter.
55 De hadde tendt en ild midt i gårdsrummet og satt der sammen, og Peter satt midt iblandt dem.
56 Men en tjenestepike fikk se ham sitte mot lyset, og stirret på ham og sa: Også denne var med ham.
57 Men han fornektet ham og sa: Jeg kjenner ham ikke, kvinne!
58 Litt efter fikk en annen se ham og sa: Du er også en av dem. Men Peter sa: Menneske! jeg er ikke det.
59 Og omkring én time efter stadfestet en annen det og sa: Sannelig, også denne var med ham; han er jo en galileer.
60 Men Peter sa: Menneske! jeg forstår ikke hvad det er du mener! Og straks, mens han ennu talte, gol hanen.
61 Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens ord i hu, hvorledes han hadde sagt til ham: Før hanen galer idag, skal du fornekte mig tre ganger.
62 Og han gikk ut og gråt bitterlig.
63 Og mennene som holdt Jesus, spottet ham og slo ham,
64 og de kastet et klæde over ham og spurte ham og sa: Spå nu: Hvem var det som slo dig?
65 Og mange andre spottord talte de til ham.
66 Da det nu blev dag, samledes folkets eldste og yppersteprestene og de skriftlærde, og de førte ham frem i sitt rådsmøte
67 og sa: Er du Messias, da si oss det! Men han sa til dem: Om jeg sier eder det, tror I det ikke;
68 og om jeg spør, svarer I ikke.
69 Men fra nu av skal Menneskesønnen sitte ved Guds krafts høire hånd.
70 Da sa de alle: Er du da Guds Sønn? Han sa til dem: I sier det; jeg er det.
71 Da sa de: Hvad skal vi mere med vidnesbyrd? Vi har jo selv hørt det av hans munn.
37 Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.
2 Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!
3 Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.
4 Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.
5 Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.
6 Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.
7 Hvert menneskes hånd forsegler han[a], forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham.
8 Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.
9 Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.
10 Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.
11 Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,
12 og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;
13 enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.
14 Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!
15 Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?
16 Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,
17 du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?
18 Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?
19 Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.
20 Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?
21 Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.
22 Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.
23 Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.
24 Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.
7 Eftersom vi da har disse løfter, mine elskede, så la oss rense oss fra all urenhet på kjød og ånd og fullende vår helliggjørelse i Guds frykt! / [2KO 7, 1 er i trykte bøker plassert på slutten av kapittel 6.]
2 Gi oss rum! Ingen har vi gjort urett, ingen har vi ødelagt, ingen har vi gått for nær.
3 Dette sier jeg ikke for å fordømme eder; jeg har jo før sagt at I er i våre hjerter for å dø med oss og leve med oss.
4 Jeg har stor tiltro til eder; jeg roser mig storlig av eder; jeg er full av trøst, jeg er overvettes rik på glede under all vår trengsel.
5 For heller ikke da vi kom til Makedonia, hadde vårt kjød nogen ro, men vi trengtes på alle måter: utenfor oss var strid, inneni oss frykt;
6 men Gud, som trøster de nedbøiede, han trøstet oss ved Titus' komme,
7 dog ikke bare ved hans komme, men og ved den trøst hvormed han var blitt trøstet over eder, idet han meldte oss eders lengsel, eders klage, eders nidkjærhet for mig, så at jeg blev ennu gladere.
8 For om jeg enn bedrøvet eder ved mitt brev, så angrer jeg det ikke; om jeg enn før angret det - jeg ser jo at hint brev bedrøvet eder, om enn bare for en stund -
9 så gleder jeg mig nu, ikke over at I blev bedrøvet, men over at I blev bedrøvet til omvendelse; for I blev bedrøvet efter Guds sinn, forat I ikke skulde lide nogen skade ved oss.
10 For bedrøvelsen efter Guds sinn virker omvendelse til frelse, som ingen angrer; men verdens bedrøvelse virker død.
11 For se, just dette at I blev bedrøvet efter Guds sinn, hvilken iver det virket hos eder, ja forsvar, ja harme, ja frykt, ja lengsel, ja nidkjærhet, ja straff! I alt viste I eder å være rene i den sak.
12 Derfor, om jeg enn skrev til eder, så var det ikke for hans skyld som gjorde uretten, heller ikke for hans skyld som uretten blev gjort imot, men forat eders iver for oss kunde bli åpenbaret hos eder for Guds åsyn.
13 Derfor er vi blitt trøstet. Og til vår trøst kom ennu den langt større glede over Titus' glede; for hans ånd er blitt vederkveget av eder alle.
14 For om jeg til ham har uttalt nogen ros over eder, så er jeg ikke blitt til skamme; men likesom vi i alt har talt sannhet til eder, så er og vår ros for Titus blitt sannhet,
15 og hans kjærlighet til eder er enn sterkere når han kommer eders alles lydighet i hu, hvorledes I tok imot ham med frykt og beven.
16 Jeg gleder mig over at jeg i alt kan lite på eder.