Chronological

Jakob frygter mødet med Esau

32 Tidligt næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn farvel, gav dem sin velsignelse og rejste hjem igen. ² Da Jakob fortsatte sin rejse, kom Guds engle ham i møde. ³ Da han fik øje på dem, udbrød han: „Gud har selv slået lejr her!” Derfor kaldte han stedet Mahanajim.^[a]

^4-5 Jakob sendte nu nogle folk i forvejen med besked til Esau, hans bror, som havde sin lejr i Seirs bjerge i Edom: „Din tjener Jakob hilser dig ærbødigst! Indtil for nylig har jeg boet hos vores onkel Laban. ⁶ Jeg har samlet mig en pæn flok køer, æsler, får, geder og mange slaver, både mænd og kvinder. Jeg har sendt disse folk i forvejen, for at du kan vide, at jeg snart kommer, og jeg håber, at du vil tage godt imod mig.”

⁷ Sendebudene kom tilbage med følgende besked: „Vi tog hen til din bror, og nu er han på vej herhen med 400 mand!” ⁸ Jakob blev grebet af panik, og han besluttede at dele sin husstand og sine husdyr i to lejre, ⁹ for han tænkte: „Hvis Esau angriber den ene gruppe, kan den anden vel reddes.”

¹⁰ Derefter bad han følgende bøn: „Åh, min farfar Abrahams og min far Isaks Gud. Åh Herre, du sagde jo, at jeg skulle vende tilbage til mit land og min slægt, og du lovede at være med mig og hjælpe mig! ¹¹ Jeg er overhovedet ikke værdig til den trofasthed og uendelige godhed, du gang på gang har vist mig. Da jeg i sin tid gik hjemmefra og satte over Jordanfloden, ejede jeg ikke stort andet end min rejsestav, men nu ejer jeg de her to store lejre. ¹² Åh, Herre, red mig fra Esau. Jeg er bange for, at han kommer og slår mig ihjel tillige med mine koner og børn. ¹³ Men du har jo lovet at være med mig og gøre mine efterkommere talrige som sandet på stranden, der umuligt kan tælles!”

¹⁴ Jakob blev på det sted om natten, og han udvalgte følgende dyr som en gave til Esau: ¹⁵ 200 geder, 20 bukke, 200 får, 20 væddere, ¹⁶ 30 hunkameler med føl, 40 køer, 10 tyre, 20 hunæsler og 10 hanæsler. ¹⁷ Så gav han sine slaver besked på at gå i forvejen med dyrene og sørge for en vis afstand mellem hver enkelt gruppe af dyr. ¹⁸ Til den mand, som førte den første gruppe, sagde han: „Når I møder Esau, og han spørger: ‚Hvor skal I hen? Hvem er jeres herre? Hvis er dyrene?’ ¹⁹ skal I svare: ‚De tilhører din tjener Jakob og er en gave til hans herre, Esau. Han kommer selv bagefter.’ ” ²⁰ Dernæst sagde Jakob til de andre mænd, der skulle drive hver deres gruppe af dyr til Esau: „I skal alle sige det samme til Esau, når I ser ham. ²¹ Og husk at sige: ‚Din tjener Jakob kommer lige bagved!’ ” Hans plan var at formilde Esau, før han mødte ham ansigt til ansigt. „Måske han så tager venligt imod mig,” tænkte han. ²² Så blev gaverne sendt i forvejen, mens Jakob blev tilbage og gik til ro i lejren.

Jakob kæmper med Herren

^23-24 Senere på natten stod Jakob op og førte sine to koner, deres slavepiger og sine 11 sønner over floden Jabbok. Derefter bragte han også alle sine ejendele i sikkerhed på den anden side af floden. ²⁵ Men selv blev han alene tilbage. En mand kom hen til ham, og de begyndte en brydekamp, der varede indtil daggry. ²⁶ Da manden indså, at han ikke kunne få overtaget over Jakob, gav han ham et slag på hoften, så den gik af led. ²⁷ Så sagde han: „Lad mig gå, for det begynder at blive lyst!”

Men Jakob gispede: „Jeg slipper dig ikke, med mindre du velsigner mig!”

²⁸ „Hvad er dit navn?” spurgte manden.

„Jakob,” svarede han.

²⁹ „Du skal ikke længere hedde Jakob—men Israel,^[b]” sagde manden. „For du har udfordret både Gud og mennesker, og du har vist din styrke.”

³⁰ „Hvad er dit navn?” spurgte Jakob ham.

„Hvorfor spørger du?” svarede manden. Så velsignede han ham der.

³¹ Jakob kaldte stedet Peniel,^[c] for han sagde: „Jeg har set Gud ansigt til ansigt—uden at miste livet!” ³² Solen stod op, idet Jakob forlod Peniel, og han haltede på grund af slaget på hoften. ³³ Derfor undlader Israels folk den dag i dag at spise musklen ved hofteskålen. Det var nemlig der, Jakob blev ramt.

Jakobs gensyn med Esau

33 Jakob fik nu øje på Esau og de 400 mand et stykke borte. ² Straks stillede han sin familie op i en lang række, så slavepigerne og deres børn stod forrest, Lea og hendes børn i midten, og Rakel og Josef bagerst. ³ Jakob selv gik foran de andre. Alt imens han nærmede sig sin bror, bøjede han sig til jorden for ham syv gange. ⁴ Men Esau løb ham i møde, omfavnede ham hjerteligt og kyssede ham på kinden. De græd begge to. ⁵ Så fik Esau øje på kvinderne og børnene, og han spurgte: „Hvem er alle de mennesker, du har med?”

„Det er den familie, som Gud i sin godhed har givet mig,” svarede Jakob. ⁶ Så kom slavepigerne frem sammen med deres børn og bøjede sig til jorden. ⁷ Derefter kom Lea med sine børn og bøjede sig til jorden. Til allersidst kom Rakel og Josef, og de bøjede sig også til jorden.

⁸ „Men hvad var det for nogle dyreflokke, jeg mødte på vejen?” spurgte Esau.

„Det var ment som en gave til dig, fordi jeg ville gøre dig venligt stemt,” svarede Jakob.

⁹ Men Esau svarede: „Kære bror, jeg har rigeligt i forvejen. Behold du kun dine gaver.”

¹⁰ „Tag nu imod min gave,” insisterede Jakob. „At se dit ansigt er som at se Guds ansigt, nu da du har taget vel imod mig. ¹¹ Gør mig den glæde at tage imod gaven som en velsignelse fra mig. Gud har været uendelig god imod mig—og jeg har mere end nok!” Da Jakob blev ved at presse ham, gav Esau til sidst efter og tog imod gaven.

¹² „Lad os nu komme af sted,” sagde Esau. „Jeg følges med jer og viser vej.”

¹³ Men Jakob svarede: „Som du kan se, er nogle af børnene små—og der er en del små lam og kalve i hjorden. Hvis vi driver dem for hårdt, overanstrenger vi dem let, og der er risiko for, at de ikke kan klare det. ¹⁴ Det er bedre, at du rider i forvejen. Så kan vi andre tage den med ro og slutte os til dig i Seir.”

¹⁵ „Godt,” sagde Esau, „men lad mig i det mindste efterlade nogle af mine mænd hos dig, så de kan beskytte jer og vise vej.”

„Det behøves ikke!” svarede Jakob. „Der er slet ingen grund til, at du skulle vise mig så stor venlighed!”

¹⁶ Så begyndte Esau samme dag hjemturen til Seir. ¹⁷ Men Jakob og hans følge satte kursen mod Sukkot. Der byggede han hytter til sin familie og lavede indhegninger til dyrene. Derfor kaldes stedet Sukkot.^{[d] 18} Efter den lange tur fra Paddan-Aram ankom Jakob til sidst i god behold til byen Sikem i Kana’ans land, og han slog lejr på en grund lidt øst for byen, ¹⁹ som han købte for 100 sølvstykker af Hamors sønner. En af sønnerne hed Sikem. ²⁰ Og han byggede et alter der, som han kaldte El-Elohe-Israel.^[e]

Jakobs sønner hævner deres søster

34 En dag gik Leas datter Dina ud for at besøge nogle af de unge piger, som boede der på stedet. ² Men da Sikem, der var søn af hivvitten Hamor, som var byens konge, fik øje på hende, greb han fat i hende og voldtog hende. ³ Han blev dybt forelsket i hende og forsøgte at vinde hendes kærlighed. ⁴ Han sagde derfor til sin far: „Den pige vil jeg giftes med! Hjælp mig med at få hende!”

⁵ Jakob fik hurtigt at vide, at hans datter var blevet vanæret, men da hans sønner var ude for at passe dyrene, ville han ikke foretage sig noget, før de kom hjem igen.

⁶ Sikems far, Hamor, begav sig på vej hen til Jakob sammen med sin søn for at få en aftale. ⁷ Jakobs sønner var kommet hjem fra marken, så snart de hørte, hvad der var sket. De var chokerede og rasende over, at Sikem havde været så skamløs og voldtaget deres søster og derved havde bragt skam over hende og hele Jakobs familie. ⁸ Hamor fremkom nu med sit ærinde over for dem: „Min søn Sikem er forelsket i din datter. Han kan slet ikke vente med at få hende til kone. Vær rar og lad ham gifte sig med hende!” ^9-10 Så tilføjede han: „I øvrigt vil jeg indbyde dig og dine folk til at slå jer ned her iblandt os, så jeres døtre kan gifte sig med vores sønner, og vores døtre med jeres sønner. I må slå jer ned, hvor I har lyst, og færdes frit iblandt os og blive velstående folk.”

¹¹ Sikem tog derefter ordet, og henvendt til Dinas far og brødre sagde han: „Vis mig godhed og lad mig gifte mig med Dina! Jeg vil give jer hvad som helst, I beder om! ¹² Uanset hvor stor en brudepris eller anden gave, I forlanger, er jeg villig til at betale—hvis I blot vil give mig pigen!”

¹³ Men Dinas brødre gav Sikem og Hamor et listigt svar på grund af det, Sikem havde gjort imod deres søster. De sagde: ¹⁴ „Det kan vi umuligt gå med til, for du er ikke omskåret. Det ville være en stor skam for en kvinde fra vores familie at gifte sig med en mand som dig. ¹⁵ Men hvis alle jeres mænd vil blive omskåret som os, ¹⁶ har vi ikke noget imod giftermål med jer. Så slår vi os gerne ned her og bliver ét med jer. ¹⁷ Men hvis I ikke vil gå ind på det forslag, tager vi vores søster og rejser herfra.”

¹⁸ Hamor og Sikem gik straks ind på forslaget. ¹⁹ Sikem ville ingen tid spilde, for han var meget forelsket i Dina. Han var også den, der havde mest at sige i sin familie. ²⁰ Hamor og Sikem fremlagde nu forslaget for byens ledere, som samledes på pladsen ved byporten.

²¹ „Disse folk er vores venner,” begyndte de. „Lad os indbyde dem til at slå sig ned iblandt os og leve af deres erhverv som alle andre. Landet er jo stort nok til at rumme dem, og deres unge og vores unge kan gifte sig med hinanden. ²² Men de vil kun blive her på den betingelse, at alle vores mænd bliver omskåret, lige som de er. ²³ Hvis vi accepterer, bliver alle deres husdyr og anden ejendom i sidste ende vores. Lad os gå ind på deres betingelse, så de bliver boende hos os.”

²⁴ Forslaget blev accepteret, og alle mændene i byen blev omskåret. ²⁵ Men to dage senere, da de alle lå med feber og smerter, greb to af Dinas brødre, Simeon og Levi, deres sværd og gik uhindret ind i byen og dræbte samtlige mænd— ²⁶ deriblandt også Hamor og Sikem. Så hentede de Dina i Sikems hus og vendte tilbage til lejren med hende. ²⁷ Derefter gik alle Jakobs sønner ind og plyndrede byen, hvor deres søster var blevet voldtaget. ²⁸ De tog alle får og køer og æsler i byen og på markerne udenfor. ²⁹ Alt, der havde nogen værdi, tog de, og kvinderne og børnene tog de til fange.

³⁰ Men Jakob bebrejdede Simeon og Levi, hvad de havde gjort. „I har gjort mig meget upopulær!” sagde han. „Nu kan jeg takke jer for, at landets indbyggere, kana’anæerne og perizzitterne, er blevet mine fjender. Vi er jo ikke ret mange, så hvis de slår sig sammen og angriber os, er det ude med os.”

³¹ „Synes du måske, at Sikem skulle have lov til at behandle vores søster som en luder?” indvendte de vredt.