Chronological

30 Da det gik op for Rakel, at hun ikke kunne få børn, blev hun jaloux på sin søster. „Giv mig børn—eller jeg dør!” klagede hun til Jakob. ² Men så blev Jakob vred. „Er jeg måske Gud? Det er ikke min skyld, at du ikke kan få børn!”

³ Da sagde Rakel: „Gå ind til min tjenestepige Bilha, så hun kan blive gravid, og jeg kan få et barn ved hjælp af hende.” ⁴ Så gav hun Jakob Bilha til kone, og han lå hos hende. ⁵ Hun blev gravid og fødte en søn. ⁶ Rakel kaldte ham Dan.^[a] „Gud har skaffet mig min ret,” sagde hun, „han har hørt min bøn og givet mig en søn.” ⁷ Rakels tjenestepige Bilha blev igen gravid og fødte endnu en søn. ⁸ Rakel kaldte ham Naftali.^[b] „Jeg har holdt ud i kampen med min søster,” sagde hun, „og jeg har fået min belønning.”

⁹ I mellemtiden tænkte Lea, at hun nok ikke fik flere børn selv. Derfor gav hun Jakob sin tjenestepige Zilpa til kone, ¹⁰ og Zilpa fødte snart en søn, ¹¹ som Lea kaldte Gad.^[c] „Hvor er jeg heldig!” udbrød hun. ¹² Zilpa fødte endnu en søn, ¹³ som Lea kaldte Asher.^[d] „Hvor er jeg velsignet,” sagde hun. „De andre kvinder vil sige det samme.”

¹⁴ En dag midt i hvedehøsten, hvor Ruben var ude i marken, fandt han nogle kærlighedsfrugter,^[e] og han tog dem hjem til sin mor Lea. Rakel opdagede det og tiggede Lea om at give hende nogle af dem. ¹⁵ Lea svarede fortørnet: „Først stjal du min mands hjerte—og nu vil du tage min søns kærlighedsfrugter!” „Jeg vil lade ham sove hos dig i nat som betaling for kærlighedsfrugterne,” sagde Rakel.

¹⁶ Så om aftenen, da Jakob var på vej hjem fra høstarbejdet, gik Lea ham i møde. „I nat skal du sove hos mig,” sagde hun, „for jeg har betalt for dig med nogle kærlighedsfrugter, som min søn fandt.” Den nat sov de så sammen. ¹⁷ Og Gud bønhørte Lea, så hun blev gravid igen og fødte sin femte søn. ¹⁸ Ham kaldte hun Issakar.^[f] „Gud har belønnet mig, fordi jeg gav min tjenestepige til min mand,” sagde hun. ¹⁹ Senere blev hun gravid igen og fødte sin sjette søn. ²⁰ Hun kaldte ham Zebulon.^[g] „Gud har givet mig en vidunderlig gave til min mand,” sagde hun. „Nu må han da respektere mig, for jeg har givet ham seks sønner.” ²¹ Senere fødte hun også en datter, som hun kaldte Dina.

²² Derpå greb Gud ind i Rakels situation. Han hørte hendes bøn, og hun blev gravid. ^23-24 Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef.^[h] „Gud har borttaget min skam,” sagde hun. „Må han give mig endnu en søn!”

Jakobs velstand

²⁵ Kort tid efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: „Nu vil jeg gerne rejse hjem. ²⁶ Lad mig tage af sted med mine koner og mine børn. Du ved, at jeg har betalt for dem ved at arbejde for dig i mange år.”

²⁷ „Åh, du må ikke forlade mig,” indvendte Laban. „Jeg har jo set, hvordan Herren har velsignet mig på grund af dig. ²⁸ Sig mig, hvad du forlanger i løn, så vil jeg betale det.”

²⁹ Jakob svarede: „Du ved selv, hvor trofast jeg har tjent dig gennem årene. Din husdyrflok er vokset enormt. ³⁰ Faktisk ejede du kun lidt, inden jeg kom, men nu er du blevet en velstående mand—takket være Herrens velsignelse over alt, hvad jeg har foretaget mig. Men hvad med mig selv? Hvornår kan jeg begynde at tænke på min egen families ve og vel?”

³¹ „Hvad skal du have i løn?” spurgte Laban igen.

Jakob svarede: „Du skal ikke give mig noget som helst. Der er bare én ganske lille ting, du skal gøre for mig, for at jeg vil fortsætte med at have opsyn med din hjord: ³² Lad mig straks i dag gå ud og fjerne alle de brogede og plettede får og geder og alle de mørke lam fra din hjord! Dem skal du give mig som løn. ³³ For at du kan vide, at jeg er en ærlig mand, kan du når som helst inspicere den flok, der skal være min løn. Hvis du finder nogle hvide får eller nogle geder, der ikke er brogede eller plettede i min hjord, ved du, at jeg har stjålet dem fra dig.”

³⁴ „Det er en aftale!” sagde Laban, ³⁵ men samme dag fjernede han selv alle de brogede og plettede geder (ja, alle dyr med noget hvidt) og alle de mørke lam fra hjorden. Dem overgav han til sine sønner ³⁶ og bad dem flytte deres lejr tre dagsrejser bort fra det sted, hvor Jakob var. Og Jakob blev tilbage og passede resten af hans hjord.

³⁷ Men Jakob tog friske grene fra poppel-, mandel- og platantræer og skrællede noget af barken af, så der kom hvide striber på grenene. ³⁸ Så placerede han grenene ved vandtrugene, så dyrene kunne se dem, når de kom for at drikke. ³⁹ Når dyrene parrede sig foran grenene, fik de afkom, som var stribet, plettet eller broget. ⁴⁰ Jakob tog de plettede og brogede unge dyr til sin egen hjord. I parringstiden lod han sine voksne får og geder være sammen med de stribede får og geder og de mørke geder i Labans hjord. På den måde fik Jakob flere og flere får og geder, som var hans, og han tog sig af både dem og Labans får og geder. ⁴¹ Hver gang de stærke dyr parrede sig, placerede Jakob grenene foran dem, ⁴² men når de svage dyr gjorde det, lod han være. På den måde kom de svage lam til at tilhøre Laban, og de stærke kom til at tilhøre Jakob. ⁴³ Resultatet blev, at Jakobs hjord både forøgedes og forædledes, og han blev en velstående mand med masser af slaver, kameler og æsler.

Jakob flygter fra Laban

31 Men efterhånden blev Jakob klar over, at Labans sønner var ved at blive utilfredse. „Jakob har snydt os,” knurrede de. „Han er blevet rig på vores fars bekostning.” ² Han bemærkede også, at Labans holdning over for ham ikke var som før. ³ Da sagde Herren til Jakob: „Vend tilbage til dit fædreland og din familie. Jeg vil være med dig.”

⁴ Jakob sendte så bud til Rakel og Lea om, at de skulle komme ud på marken, hvor han passede hjorden, så han kunne diskutere sagen med dem. ⁵ „Jeg kan mærke på jeres far, at han har ændret holdning over for mig,” begyndte han. „Men mine fædres Gud har velsignet mig. ⁶ I ved, hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far, ⁷ men han har narret mig, brudt vores aftale og ændret min løn mindst ti gange. Alligevel har Gud bevaret mig, så jeres far ikke har kunnet gøre mig noget ondt. ⁸ Når Laban lovede mig de brogede dyr, fødte hjorden broget afkom, og når han ændrede mening og lovede mig de stribede dyr, så blev lammene stribede. ⁹ På den måde gjorde Gud mig rig på hans bekostning.”

¹⁰ „I parringstiden havde jeg en drøm,” fortsatte Jakob. „I drømmen så jeg, at alle bukkene, der parrede sig med gederne, var stribede, plettede eller brogede. ¹¹ Da kaldte Guds engel på mig i drømmen.

‚Jakob!’ sagde han.

‚Ja,’ svarede jeg.

¹² Så sagde englen: ‚Læg mærke til, at det kun er de stribede, plettede og brogede bukke, der parrer sig med gederne i din hjord. Jeg har nemlig set, hvordan Laban har behandlet dig. ¹³ Jeg er den Gud, du mødte ved Betel—det sted, hvor du salvede mindestenen med olivenolie og aflagde løftet om at tjene mig. Gør dig klar til at forlade dette sted og vende tilbage til det land, du kom fra.’ ”

¹⁴ Rakel og Lea svarede: „Ja, hvorfor ikke? Har vi måske nogen fremtid her? Far vil næppe lade os arve noget. ¹⁵ Han har behandlet os som fremmede kvinder, fordi han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os. ¹⁶ Al den rigdom, som Gud har taget fra far og givet dig, tilhører faktisk os og vores børn. Gør du kun, som Gud har sagt, du skal gøre.”

^17-21 Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden—alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram—foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kana’ans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!

²² Først to dage senere^[i] fik Laban at vide, at Jakob var flygtet. ²³ Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge. ²⁴ Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: „Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!” ²⁵ Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.

²⁶ „Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. „Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger! ²⁷ Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører. ²⁸ Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt! ²⁹ Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‚Pas på, hvad du siger til Jakob!’ ³⁰ Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”

³¹ „Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. „Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig. ³² Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.

³³ Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte—uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt. ³⁴ Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt. ³⁵ Rakel havde sagt til ham: „Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.

³⁶ Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. „Hvad fandt du så?” spurgte han. ³⁷ „Hvorfor beskylder du mig for at have stjålet fra dig? Hvad har jeg begået, siden du jager mig, som om jeg var en forbryder? Nu da du har ledt overalt i min lejr, hvad har du så fundet, som tilhører dig? Læg det kun frem, så alle kan se, hvem af os, der har ret. Lad vores folk dømme os to imellem.” ³⁸ Så fortsatte han: „I 20 år har jeg været hos dig og taget mig af dine får og geder, så de har fået levedygtigt afkom. I al den tid har jeg aldrig taget en eneste af dine væddere. ³⁹ Og hvis nogle af dine får blev angrebet eller dræbt af rovdyr, kom jeg ikke bare og fortalte dig det. Nej, jeg tog selv tabet på mig og erstattede det. Du krævede endog erstatning for dyr, der blev stjålet—hvad enten det var min fejl eller ej. ⁴⁰ Jeg arbejdede samvittighedsfuldt for dig i dagens hede og udholdt nattens kulde, og ofte fik jeg ikke lukket et øje. ⁴¹ I 20 lange år arbejdede jeg for dig—de 14 for at betale for dine to døtre, og de seks for at erhverve mig en hjord. Ti gange ændrede du mening for at snyde mig for min løn. ⁴² Hvis ikke min farfar Abrahams og min far Isaks vældige Gud havde været med mig, ville du såmænd have sendt mig af sted med tomme hænder! Men Gud har bemærket din ondskab og mit ærlige arbejde—og i nat advarede han dig.”

Jakobs pagt med Laban

⁴³ Laban svarede Jakob: „Dine to koner er mine døtre, deres børn er mine børnebørn, og hjorden har du fra mig. Alt, hvad du har, har du fået af mig. Men hvad kan jeg gøre imod mine egne døtre og børnebørn? ⁴⁴ Lad os slutte en fredspagt og bevidne det med en stenhøj.”

⁴⁵ Så tog Jakob en sten og rejste den som et monument, ⁴⁶ og han befalede sine mænd at samle flere sten og bygge en stenhøj. Derefter spiste de sammen ved stenhøjen. ^47-48 Laban kaldte højen Jegar-Sahaduta,^[j] Jakob kaldte den Galed.^[k] „Den skal være et vidne imellem os, hvis en af os overskrider denne grænse,” sagde Laban. ⁴⁹ „Den skal også kaldes Mitzpa,^[l] for herefter skal Herren selv holde øje med os. ⁵⁰ Selvom ingen andre ser det, hvis du behandler mine døtre dårligt eller tager andre koner, så ser Gud det!” ^51-52 Laban fortsatte: „Denne stenhøj skal stå imellem os som et vidne om vores gensidige løfte: At vi ikke vil overskride denne grænse med onde hensigter. ⁵³ Må vores forfædres Gud—din farfar Abrahams og min farfar Nakors Gud—straffe den af os, som bryder pagten.”

Så svor Jakob ved sin far Isaks mægtige Gud, at han ville overholde pagten, ⁵⁴ hvorefter han ofrede til Gud og indbød sine mænd til et festmåltid. Efter måltidet overnattede de der i bjergene.