Chronological
David som en gammel mand
1 På sine gamle dage døjede kong David med at holde varmen. Uanset hvor mange tæpper man lagde over ham, frøs han altid.
2 Hans rådgivere sagde da til ham: „Lad os lede efter en ung pige, som kan ligge i din favn og hjælpe dig til at holde varmen.” Det syntes David var en god idé.
3-4 Så gennemsøgte de landet på kryds og tværs i håb om at finde den rigtige pige, og de fandt Abishag, en smuk ung pige fra Shunem. Hende førte de til kongen, og hun tog sig kærligt af ham, men der var ikke tale om noget seksuelt forhold.
Adonija gør krav på tronen
5 Adonija, som var søn af kong David og Haggit, havde store tanker om sig selv, og han ville gerne være konge efter sin far. Derfor anskaffede han sig vogn, ryttere og en livgarde på 50 mand, der skulle løbe foran ham gennem byen. 6 David hverken irettesatte ham eller satte spørgsmålstegn ved, hvad han gjorde. Adonija var en flot ung mand, og nummer to i tronfølgerækken efter Absalom. 7 Han allierede sig med hærføreren Joab og præsten Ebjatar, som begge lovede at hjælpe ham til magten. 8 Men præsten Zadok, profeten Natan, samt Benaja, Shimi, Rei og Davids livgarde svigtede ikke kongen. De nægtede at give Adonija tilsagn om støtte.
9 En dag tog Adonija af sted til den såkaldte Slangesten ved Rogelkilden lidt uden for Jerusalem, hvor han ofrede småkvæg, hornkvæg og fedekalve. Til denne selvbestaltede kroningsfest inviterede han alle sine halvbrødre undtagen Salomon, og alle de kongelige embedsmænd i Juda 10 med undtagelse af profeten Natan, Benaja og kongens livgarde.
11 Da gik profeten Natan til Batsheba, Salomons mor, og sagde: „Har du hørt, at Adonija har udråbt sig selv til konge, uden at David aner noget om det? 12 Hvis du har dit eget og din søn Salomons liv kært, så gør som jeg siger: 13 Gå straks til kong David og sig til ham: ‚Herre, lovede du mig ikke, at Salomon skulle overtage tronen efter dig? Hvorfor er Adonija så blevet udråbt til konge?’ ” 14 Og Natan tilføjede: „Mens du er hos kongen, kommer jeg og bekræfter hvert eneste ord, du siger.”
15 Derpå gik Batsheba ind i kongens soveværelse. David var jo meget gammel, og Abishag var hos ham. 16 Batsheba bøjede sig dybt for kongen, og han spurgte: „Hvad vil du?”
17 „Min herre,” svarede hun. „Du aflagde det løfte over for Herren, din Gud, at min søn Salomon skulle afløse dig på tronen. 18 Men i stedet er Adonija blevet udråbt til konge uden dit vidende. 19 Han har kronet sig selv og ofret en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve. Både Ebjatar og Joab og alle dine sønner på nær Salomon er med til festen. 20 Og nu, min herre konge, venter hele Israel på at få at vide, om du virkelig har udpeget Adonija som din efterfølger. 21 Hvis du ikke griber ind nu, vil Salomon og jeg blive henrettet, så snart du er død.”
22-23 Mens Batsheba talte med David, ankom Natan til paladset, og tjenerne meddelte kongen: „Profeten Natan er her for at tale med dig,” Batsheba blev bedt om at gå ud, så kongen kunne høre, hvad Natan havde at sige.
Da Natan kom ind i soveværelset, bøjede han sig dybt for kongen 24 og spurgte: „Herre, er det rigtigt, at du har udpeget Adonija til at blive din efterfølger? Er det ham, der skal sidde på tronen efter dig? 25 I dag fejrede han kroningsfest ved at ofre en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve, og han inviterede dine sønner til festen sammen med Joab og Ebjatar. I dette øjeblik fester og drikker de og råber: ‚Længe leve kong Adonija!’ 26 Men Zadok, Benaja, Salomon og jeg blev ikke inviteret. 27 Sker det efter din befaling? Har du virkelig udpeget Adonija til tronfølger uden at sige et ord om det til dine betroede embedsmænd?”
David gør Salomon til konge
28 „Kald på Batsheba!” befalede kong David sine tjenere, da Natan var gået. Så kom hun tilbage og stod foran kongen. 29 Da sagde David: „Jeg lover ved den levende Gud, som trofast har hjulpet mig gennem alle farer, 30 at jeg i dag vil indfri det løfte, jeg gav dig ind for Guds ansigt: Din søn Salomon skal være min efterfølger på tronen!”
31 Da bøjede Batsheba sig dybt for ham og udbrød: „Gid min herre og konge må leve for evigt!”
32 „Kald Zadok ind,” beordrede kongen, „også Natan og Benaja!”
Da de var kommet, 33 sagde han til dem: „Tag Salomon og mine mænd med jer til Gihon, og giv Salomon mit eget muldyr at ride på. 34 Dér ved Gihonkilden skal Zadok i sin egenskab af præst og Natan som profet salve ham til konge over Israels folk. Efter salvningen skal I lade blæse i vædderhornet og udråbe et længe leve for kong Salomon. 35 Og når I kommer tilbage, skal I sætte ham på min kongetrone, for jeg har udpeget ham til at være konge over Israel og Juda.”
36 „Amen!” svarede Benaja. „Herren, min konges Gud, vil føre det igennem! 37 Gid Herren må velsigne Salomon, som han har velsignet dig—ja, må Salomons kongedømme blive endnu mægtigere end dit!”
38 Så fik Zadok, Natan og Benaja fat på Salomon og lod ham ride på kongens private muldyr, og de tog alle af sted til Gihon sammen med den kongelige livgarde. 39 Zadok havde hentet hornet med den hellige salveolie fra teltet, hvor arken stod, og da de kom til Gihon, hældte han olien ud over Salomons hoved. Salomon var dermed salvet til konge. Der blev blæst i vædderhornet, og folket råbte: „Længe leve kong Salomon!” 40 Derpå fulgte de Salomon tilbage til Jerusalem. Undervejs spillede folk på fløjte og jublede så højt, at jorden gyngede under dem.
41 I mellemtiden var Adonijas kroningsfest ved at være til ende. Gæsterne var netop ved at bryde op, da de hørte lyden af vædderhornet inde fra byen.
„Hvad sker der?” udbrød Joab. „Hvad er der på færde i byen?” 42 I det samme ankom præsten Ebjatars søn, Jonatan.
„Velkommen!” sagde Adonija til Jonatan. „En mand som du kommer sikkert med gode nyheder!”
43 „Desværre!” råbte Jonatan. „Kong David har netop udråbt Salomon til konge! 44-45 Han gav ham sit eget private muldyr og sendte ham til Gihon sammen med Zadok, Natan og Benaja, eskorteret af den kongelige livgarde. Der salvede Zadok og Natan ham til konge. De er netop vendt tilbage fra Gihon, og byen er på den anden ende af begejstring. Det er grunden til al den larm. 46 Salomon er nu indsat som konge, 47-48 og hele hoffet lykønsker kong David og siger: ‚Gid din Gud må gøre Salomon endnu mere berømt end dig—og hans kongedømme endnu mægtigere end dit!’ Kongen har fra sin seng udtrykt sin taknemmelighed til Gud og sagt: ‚Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har gjort mig den glæde at udvælge en af mine sønner til konge efter mig!’ ”
49-50 Ved de ord sprang Adonija og hans gæster panikslagne op fra bordet og flygtede for livet. Adonija skyndte sig til helligdommen og greb fat i de horn, der sad på hjørnerne af alteret.
51 Salomon fik besked om, at Adonija havde søgt tilflugt ved alterets horn, og at han sagde: „Jeg bliver her, indtil Salomon sværger på, at han ikke vil slå mig ihjel.” 52 Salomons reaktion var: „Hvis han vil være loyal over for mig, skal jeg ikke krumme et hår på hans hoved, men hvis han pønser på at undergrave mit kongedømme, skal han dø.” 53 Så sendte kong Salomon sine mænd af sted for at hente Adonija ved alteret. Han blev ført frem for kongen og kastede sig ned foran ham med ansigtet mod jorden. Men Salomon nøjedes med at sige til ham: „Du har frihed til at gå hjem.”
Davids sidste formaning til Salomon
2 Kort efter, da David lå for døden, kaldte han Salomon ind for at give ham sine sidste ord:
2 „Alle skal jo dø, og nu er det snart min tur! Men Salomon, jeg har tillid til, at du vil blive en stærk og værdig efterfølger. 3 Gør altid, som Gud siger! Adlyd omhyggeligt de love og forordninger, som han gav os gennem Moses, så vil dit liv lykkes. 4 Hvis du altid er lydig, vil Herren opfylde det løfte, han gav mig, for han har lovet, at hvis mine børn og deres efterkommere tager sig i agt og viser helhjertet trofasthed imod ham, vil der i al fremtid være en af mine efterkommere på tronen i Israel.
5 Hør nu efter! Du ved, at Joab myrdede mine to hærførere Abner og Amasa, da han i fredstid stak dem ned uden varsel som hævn for, hvad de havde gjort i en krigssituation. 6 Du er en klog mand, Salomon, og du ved, hvad du bør gøre: Lad ikke Joab dø en fredelig død i sin alderdom. 7 Men Barzillajs sønner fra Gilead skal du vise godhed, og du skal sørge for deres fornødenheder, for de tog sig af mig, dengang jeg flygtede fra din bror Absalom. 8 Og husker du Shimi, Geras søn af Benjamins stamme fra Bahurim? Han forbandede mig groft, da jeg var på vej til Mahanajim. Men da han senere kom ned til Jordanfloden for at møde mig, lovede jeg, at jeg ikke ville slå ham ihjel. 9 Men det betyder ikke, at han er uskyldig. Salomon, du er en klog mand; du finder nok på råd, så Shimi får en blodig død!”
10 Derefter døde David, og han blev begravet i Davidsbyen.[a] 11 Han havde regeret i Israel i 40 år, de syv med hovedsæde i Hebron og de 33 med hovedsæde i Jerusalem. 12 Salomon blev den nye konge efter sin far David, og hans kongedømme var stærkt fra starten.
Salomon befæster sit kongedømme
13 En dag opsøgte Adonija Salomons mor, Batsheba.
„Kommer du i et fredeligt ærinde?” spurgte hun.
„Ja, det gør jeg,” svarede Adonija. 14 „Faktisk kommer jeg for at bede dig gøre mig en tjeneste.”
„Hvilken tjeneste?” spurgte hun.
15 „Jo, ser du,” begyndte Adonija. „Det var jo egentlig mig, der havde krav på tronen, for jeg var den ældste af Davids sønner, der er i live, og hele Israel forventede, at jeg blev konge. Men så overtog min bror som bekendt det hele—og det må vel være Herrens vilje. 16 Nu beder jeg dig blot love mig, at du vil gøre mig en lille tjeneste.”
„Hvad drejer det sig om?” spurgte Batsheba.
17 „At du taler til kong Salomon på mine vegne,” svarede Adonija. „Jeg ved jo, at han vil gøre, hvad du beder ham om. Bed ham om at give mig Abishag fra Shunem til kone.”
18 „Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede hun.
19 Så gik Batsheba til kong Salomons tronsal. Da hun kom ind, gik han hende i møde og bøjede sig dybt for hende, hvorefter han gav ordre til, at der skulle bæres en trone frem til hende. Den blev anbragt på hans højre side, og hun tog plads.
20 „Jeg vil bede dig gøre mig en lille tjeneste,” begyndte hun. „Jeg håber ikke, du skuffer mig.”
„Hvad tænker du på, mor?” spurgte han. „Du ved, jeg ikke vil nægte dig noget!”
21 „Så lad din bror Adonija få lov at gifte sig med Abishag,” svarede hun.
22 „Er du vanvittig?” udbrød Salomon. „Hvorfor tror du, han beder om Abishag? Han kunne lige så godt bede om kongeværdigheden med det samme! Han er jo min ældste bror, og han har tilmed Ebjatar og Joab på sin side.” 23-24 Da svor kong Salomon: „Måtte Herren straffe mig om ikke den listige anmodning kommer til at koste Adonija livet! Jeg sværger ved den levende Gud, han, der indsatte mig som konge efter min far og som lovede mig, at min slægt skulle være konger efter mig, at Adonija skal dø allerede i dag!”
25 Salomon befalede Benaja, at han straks skulle hugge Adonija ned med sit sværd.
26 Kongen sagde derefter til Ebjatar: „Tag hjem til din gård i Anatot. Jeg burde egentlig også lade dig henrette, men lad os nu se tiden an, for trods alt bar du Herren, den Almægtiges, Ark, dengang min far var konge, og du udholdt din del af de strabadser, min far måtte igennem.”
27 Dermed blev Ebjatar afsat fra sin stilling som præst for Herren, og samtidig opfyldtes det ord, Herren havde talt i Shilo om Elis efterkommere.
28 Da Joab hørte nyheden om Adonijas død, søgte han straks tilflugt i helligdommen og greb fat om alterets horn. Han var i fare, fordi han havde støttet Adonija i hans oprør, selv om han ikke havde støttet Absalom. 29 Da kong Salomon fik at vide, hvor Joab gemte sig, sendte han Benaja af sted for at henrette ham.
30 Benaja gik hen til helligdommen og sagde til Joab: „I kongens navn: Kom ud!”
„Nej,” svarede Joab, „jeg bliver her, til jeg dør!”
Så vendte Benaja tilbage til kongen med den besked.
31 „Godt,” svarede kongen, „så lad ham dø der! Henret ham ved alteret og begrav ham. Så hviler skylden for de mord, han har begået på uskyldige mennesker, ikke længere på mig og min fars slægt. 32 Herren vil holde ham personligt ansvarlig for at have myrdet to mænd, der var bedre end ham, for det var ikke med min fars samtykke, at de blev myrdet, hverken Abner, der var øverstkommanderende for Israels hær, eller Amasa, der var øverstkommanderende for Judas hær. 33 Må skylden alene tilregnes Joab og hans efterkommere, og må Herren frifinde David og hans efterkommere i den sag.”
34 Så gik Benaja tilbage og dræbte Joab, og han blev begravet uden for sit hus i ørkenen. 35 Kongen udpegede derefter Benaja til sin nye hærfører og Zadok til præst ved helligdommen i Ebjatars sted.
36-37 Kongen sendte nu bud efter Shimi og sagde: „Byg dig et hus her i Jerusalem. Du er under husarrest, og du må ikke forlade byen, uanset hvad der sker. I samme øjeblik du overskrider Kedrondalen, er du dødsens, og du er selv ude om det.”
38 „Godt,” svarede Shimi. „Du er min herre og konge, og jeg vil gøre, som du siger.” Han blev derefter i Jerusalem i lang tid.
39 Men tre år senere flygtede to af Shimis slaver til kong Akish i Gat. Da Shimi fik at vide, at hans slaver var i Gat, 40 sadlede han sit æsel og opsøgte kong Akish. Efter at have fundet sine slaver vendte han tilbage til Jerusalem.
41 Salomon fik imidlertid at vide, at Shimi havde forladt Jerusalem og var taget til Gat og hjem igen. 42 Da sendte han bud efter ham og sagde: „Befalede jeg dig ikke i Guds navn at blive i Jerusalem, hvis du havde dit liv kært? Og svor du ikke på, at du ville blive i byen? 43 Hvorfor har du da trodset min befaling og brudt din ed? 44 Og hvad med alle de onde ting, du gjorde mod min far, David? Nu vil Herren straffe dig for din ondskab, 45 men hans velsignelse vil fortsat hvile over Davids slægt, så de kan bevare kongemagten for evigt.” 46 På kongens befaling henrettede Benaja så Shimi.
Med Adonijas og Joabs død blev Salomons kongedømme yderligere befæstet.
De gudløses straf og de gudfrygtiges fremtid
37 En sang af David.[a]
At de onde synes at klare sig godt
må ikke få dig til at misunde dem,
2 for der kommer en dag, hvor det hele er forbi,
og de vil falme og visne som blomster.
3 Bestræb dig på at leve ærligt og sandt.
Sæt din lid til Herren og gør det gode.
4 Så vil du opleve glæden fra Herren,
og han vil give dig, hvad dit hjerte ønsker.
5 Din fremtid skal du lægge i Herrens hænder,
stol på ham, så griber han ind.
6 Bliver du udsat for falske anklager,
vil Herren selv bevise din uskyld.
7 Er der en synder, som klarer sig godt,
skal du ikke blive sur over det.
Sæt dig stille i Herrens nærhed,
vent tålmodigt, så griber han ind.
8 For selv om det ikke ser retfærdigt ud,
skal du ikke fare op i vrede.
9 De onde får deres straf engang,
men de, som adlyder Herren, har en lovende fremtid.
10 Glem ikke, at det snart er ude med de onde,
går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke.
11 Men de ydmyge har en fremtid i landet,
de skal leve i fremgang og fred.
12 Hvorfor er de onde så fulde af had?
De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige.
13 Men Herren ryster på hovedet ad dem,
for han ved, at regnskabets time kommer.
14 Intet kan åbenbart standse deres ondskab,
de griber sværdet og spænder buen.
De overfalder de svage og værgeløse
og udrydder uskyldige mennesker.
15 Men sværdet skal ramme deres egne hjerter,
og deres buer skal brækkes itu.
16 Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed
frem for at få del i forbryderes overflod,
17 for de onde vil uvægerligt få deres straf,
men Herren velsigner de retsindige.
18 Kun de gudfrygtige har et håb for fremtiden,
for Herren er hos dem og hjælper dem.
19 I vanskelige tider svigter han dem ikke,
midt i hungersnøden sørger han for dem.
20 Lovløse mennesker vil få deres straf,
for Herrens fjender vil ende i en ovn,
de vil forgå i flammer og røg.
21 Medlidenhed og gavmildhed kendetegner de gudfrygtige,
mens de gudløse låner uden at betale tilbage.
22 De, som Herren vedkender sig, får landet i eje,
mens de, som han forkaster, bliver udryddet.
23 Når vi vælger Herrens vej,
vil han lede vore skridt.
24 Når vi snubler, falder vi ikke,
for han holder os i hånden.
25 Overalt hvor jeg har færdedes i mit lange liv,
har jeg aldrig set de gudfrygtige ladt i stikken
eller deres børn tigge om brød.
26 For de er gavmilde og låner ud med glæde,
deres børn er til velsignelse for mange.
27 Pas på at holde dig fra det onde og gøre det gode,
så vil du opleve fremgang og fred.
28 For Herren er god,
han svigter aldrig dem, der tjener ham.
Han vil altid beskytte og hjælpe dem,
men den gudløses slægt skal udryddes.
29 De gudfrygtige skal arve landet
og bo der til evig tid.
30 Retsindige mennesker taler med visdom
og handler ret.
31 Guds lov er skrevet i deres hjerter,
derfor farer de aldrig vild.
32 Skurke lægger sig ofte i baghold
og prøver at få ram på de uskyldige.
33 Men Herren svigter ikke dem, der stoler på ham,
han får dem frikendt, hvis de stilles for retten.
34 Tålmodigt må du vente på Herren og vandre på hans vej.
Så vil du få landet i eje.
Du får lov at se de gudløses undergang.
35 Voldsmænd er store og stærke
som mægtige knejsende træer.
36 Men går man senere forbi deres hus, er de væk.
Det er forgæves at kigge efter dem.
37 Ydmyge og ærlige mennesker bør du lægge mærke til,
for de, der skaber fred, har en lykkelig fremtid.
38 Men gudløse oprørere skal udryddes,
de onde har ingen fremtid.
39 Herren beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af deres problemer.
40 Han hjælper dem og befrier dem,
han redder dem fra de ondes angreb,
for de søger tilflugt hos ham.
En gammel mands bøn
71 Herre, jeg søger ly hos dig,
for du svigter mig aldrig.
2 Kom og red mig,
for du er altid trofast.
Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig.
3 Vær du min fæstning, mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
4 Min Gud, red mig fra de onde mennesker,
fra de frygtelige voldsmænds kløer.
5 Herre, jeg sætter min lid til dig,
fra barndommen af har jeg stolet på dig.
6 Jeg har været i din varetægt, siden jeg blev født,
jeg har altid kunnet støtte mig til dig.
Jeg takker dig hver eneste dag.
7 Mit liv vidner om din trofasthed,
jeg har altid kunnet regne med din hjælp.
8 Jeg priser og ærer dig dagen lang,
fortæller om din storhed til alle og enhver.
9 Svigt mig ikke, nu hvor jeg er gammel,
for jeg er svag og har brug for din hjælp.
10 Mine fjender lægger planer imod mig,
de lurer på at slå mig ihjel.
11 „Gud har forladt ham,” siger de.
„Vi overfalder ham nu, hvor han er alene.”
12 Åh, Gud, bliv ikke stående i det fjerne.
Skynd dig at komme og hjælpe mig.
13 Slå ned på mine anklagere,
så de alle bliver gjort til skamme.
Gå imod dem, der vil gøre mig fortræd,
så de selv bliver hånet og spottet.
14 Jeg sætter altid min lid til dig
og priser dig igen og igen.
15 Jeg har ikke tal på de gange,
hvor du trofast har reddet mig.
Jeg vil fortælle alle mennesker
om din store godhed og nåde.
16 Jeg vil fortælle om din vældige magt, Herre,
forkynde om dine retfærdige handlinger.
17 Du har vist mig din storhed, lige fra jeg var barn,
og jeg fortæller stadig om dine underfulde gerninger.
18 Nu, hvor jeg er gammel og grå,
må du ikke svigte mig, Gud.
Giv mig lov at fortælle om dine undere
også til den kommende generation.
19 Din godhed når til skyerne, Gud,
du har gjort vidunderlige ting.
Hvor findes en Gud som dig?
20 Du har tilladt, at jeg lider nu, Gud,
men jeg er sikker på, at du vil hjælpe mig igen.
Træk mig tilbage fra gravens rand.
21 Kom og red mig endnu en gang,
så jeg bliver æret som før.
22 Jeg vil takke dig med harpespil,
lovprise din trofasthed, Gud.
Jeg vil spille på min lyre og lovsynge dig,
for du er Israels hellige Gud.
23 Jeg vil råbe af fryd og synge din pris.
Jeg vil takke dig, når du sætter mig fri.
24 Dagen lang vil jeg fortælle om din godhed.
Alle mine fjender bliver ydmyget og gjort til skamme.
Herren er dommer
94 Herre, du er en retfærdig dommer.
Vis din herlighed ved at dømme de skyldige.
2 Afsig din dom over menneskene,
lad de stolte få den straf, de fortjener.
3 Åh, Herre, hvor længe skal de onde hovere,
hvor længe får de lov til at gå fri?
4 De udspyr trusler til alle sider,
de bryster sig af deres evindelige ondskab.
5 Herre, de undertrykker dit udvalgte folk,
de plager dem, der tilhører dig.
6 De myrder både enker og de fremmede i landet,
de dræber de forældreløse børn.
7 De siger, at du slet ikke ser det,
at Israels Gud ikke opdager, hvad de gør.
8 Tænk jer dog om, I tåber!
Fatter I da slet ingenting?
9 Er han, som skabte øjet, ikke i stand til at se?
Er han, som skabte øret, ikke i stand til at høre?
10 Er han, som styrer verden, ikke i stand til at straffe?
Han, som giver mennesker kundskab,
har kendskab til alt.
11 Han kender menneskenes tanker,
han ved, at de er uden værdi.
12 Det er en velsignelse at blive irettesat af Herren,
for man lærer at adlyde hans lov.
13 Man slipper for en masse problemer,
og han overvinder alle ens fjender.
14 Herren vil ikke forkaste sit folk,
han lader ikke sine egne i stikken.
15 Retfærdigheden skal sejre til sidst,
de retskafne længes efter at se det ske.
16 Hvem beskyttede mig mod de onde?
Hvem skærmede mig mod forbryderne?
17 Havde Herren ikke hjulpet mig,
havde det været ude med mig.
18 Da jeg råbte til dig i min nød,
hjalp du mig, Herre, for du er trofast.
19 Når bekymringerne vælter ind over mig,
så styrker du mig og giver mig nyt mod.
20 De onde regenter gør oprør imod dig,
når de vedtager uretfærdige love.
21 De anklager retskafne mennesker
og dømmer uskyldige til døden.
22 Men Herren er min tilflugt,
min Gud vil beskytte mig.
23 Han straffer de onde på grund af deres synd,
han udrydder dem på grund af deres ondskab.
Herren, vor Gud, vil gøre det af med dem.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.