Chronological
14 Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
2 Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
3 Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
4 Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
5 Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
6 Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
7 Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
8 Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
9 skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
10 Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
11 Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
12 sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
13 Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
14 Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15 Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
16 Da ville du overvåge mine skridt,
men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17 Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
18 Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
19 som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
20 Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
21 Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22 Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
Elifaz’ anden tale til Job
15 Elifaz tog nu til genmæle:
2 „Har man hørt mage til opblæst snak?
Du kendes da ellers som en fornuftig mand.
3 Du burde tænke dig bedre om
og ikke bruge den slags tomme ord.
4 Du undergraver fromhed
og viser ingen respekt for Gud.
5 Du kommer med snedige udtalelser
for at dække over dine overtrædelser.
6 Jeg er ikke ude på at dømme dig,
du dømmer dig selv med dine ord.
7 Var du det første menneske i verden?
Blev du født, før jorden blev skabt?
8 Var du til stede, da Gud planlagde det hele?
Fik du monopol på alverdens visdom?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved?
Tror du virkelig, du er klogere end os?
10 Vores viden stammer fra de gamle vismænd,
der er langt ældre end din far.
11 Er Guds trøst da ikke nok for dig?
Er andres venlige ord til ingen nytte?
12 Hvorfor hidser du dig sådan op
og sender os lynende blikke?
13 Husk lige, at det er Gud, du er vred på,
det er ham, du anklager med dine ord.
14 Tror du virkelig, nogen kan være helt uskyldig?
Kan et menneske være fuldstændig fejlfrit?
15 Ikke engang englene er uden synd.
Selv de himmelske væsener kan svigte Gud.
16 Hvor meget mere skyld har da ikke et menneske,
der tørster efter synd som var det vand.
17 Hør lige her, så skal jeg sige dig noget,
lad mig fortælle dig, hvad jeg selv har hørt,
18 hvad de gamle vismænd har fortalt,
det, de lærte af deres forfædre,
19 af dem, til hvem Gud gav dette land,
før de blev påvirket af fremmede folk.
20 De onde må lide alle deres dage,
de grusomme bliver selv grusomt behandlet.
21 Syndere må leve i evig angst,
selv i fredstid bliver de overfaldet.
22 De tør ikke gå ud om natten
af frygt for at blive myrdet.
23 De ved, at det vil gå galt til sidst,
at de ender som føde for gribbene.
24 Gru og rædsel omringer dem
som en hær, der venter på at angribe.
25 De har jo gjort oprør mod Gud,
trodset den Almægtige.
26 Stædigt satte de sig op mod Gud,
gik til angreb med sværd og skjold.
27 De ragede til sig på alle måder,
maven blev tyk og kinderne fede.
28 De kommer til at bo i ødelagte byer,
i forladte huse, der er ved at falde sammen.
29 Deres rigdom smuldrer og forgår,
de efterlader sig intet af værdi.
30 De undslipper ikke dødens mørke,
men fortæres af flammer, når Gud ånder på dem.
31 Fordi de stoler på den bedrageriske rigdom,
bliver hele deres liv et tomt bedrag.
32 De er som et frugttræ, der ikke blomstrer
og derfor bliver fældet i utide.
33 De er som en vinstok, der skæres ned, før druerne er modne,
som et oliventræ, der mister blomsterne og ikke giver frugt.
34 De gudløses liv bærer ikke frugt.
De, der har svindlet sig til rigdom, vil miste det hele.
35 De undfanger onde planer, som modnes i deres indre,
indtil de fødes som løgn og bedrag.”
Jobs femte tale: Et svar til Elifaz
16 Job svarede på følgende måde:
2 „Den slags har jeg hørt så tit.
I er nogle kønne trøstere!
3 Er der ingen ende på din elendige tale?
Kunne du ikke finde på noget bedre at sige?
4 Hvis I var i mit sted, og jeg var i jeres,
ville jeg være fristet til at tale på samme måde.
Jeg kunne have holdt en prædiken for jer
og rystet på hovedet af jer.
5 Men jeg vil hellere være andre til opmuntring,
prøve at trøste folk i deres sorg.
6 Jeg kan ikke trøste mig selv ved at tale,
men at tie giver mig heller ingen lindring.
7 Gud har mast mig ned i jorden,
han har udryddet hele min familie.
8 Min elendige tilstand ses som hans straf,
det, han har gjort, som bevis på min skyld.
9 Hans vrede river og rusker i mig.
Han skærer tænder imod mig af raseri.
Hans anklagende øjne gennemborer mig.
10 Folk ser på mig med foragtende blikke,
spottende slår de mig i ansigtet,
alle rotter sig sammen imod mig.
11 Gud har givet mig i gudløses vold,
kastet mig i kløerne på onde mennesker.
12 Jeg levede i fred, indtil han knuste mig.
Han greb mig i nakken og slog mig fordærvet.
Han stillede mig op som en skydeskive,
13 og hans pile kom imod mig fra alle sider.
De gennemborede mine nyrer,[a]
min galde flød ud på jorden.
14 Han huggede mig sønder og sammen,
han slog mig som en kriger, der er gået amok.
15 Jeg sidder klædt i sæk og aske.
Min stolthed ligger knust i støvet.
16 Mit ansigt er rødt af gråd,
jeg har sørgerande under øjnene.
17 Men jeg ved, at jeg er uskyldig,
og at min bøn er oprigtig.
18 Mit blod skal råbe fra jorden,
min bøn om retfærdighed blive ved at runge.
19 Allerede nu har jeg et vidne i Himlen,
en forsvarer, der taler min sag i det høje.
20 Han er min ven og går i forbøn for mig,
for jeg kommer til Gud med tårer i øjnene.
21 Han bønfalder Gud på mine vegne,
som et menneske forsvarer sin ven.
22 Jeg har ikke mange år igen,
og når jeg først er gået bort,
er der ingen vej tilbage.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.