Chronological
Jobs rigdom og gudfrygtighed
1 En mand ved navn Job boede i området Utz.[a] Han var en retskaffen og gudfrygtig mand, der gjorde sit bedste for ikke at synde imod Gud. 2-3 Han havde syv sønner og tre døtre, og han var meget rig. Han ejede 7000 får, 3000 kameler, 500 par okser, 500 hunæsler samt et stort antal tjenestefolk, så han var den rigeste mand i området øst for Israel.
4 Jobs sønner elskede at holde fest på omgang hos hinanden. De inviterede altid deres tre søstre med, og der blev spist og drukket i flere dage. 5 Hver gang en sådan fest var forbi, sendte Job bud efter dem, for at de kunne gennemgå en renselsesceremoni. Han stod op tidligt om morgenen og bragte et brændoffer for hver af dem for at bede Gud om tilgivelse, hvis de i festens kådhed var kommet til at synde mod Gud og i tankerne havde forbandet ham.
Gud tillader Satan at sætte Job på prøve
6 En dag, da englene[b] trådte frem for Herren, var også Satan[c] iblandt dem.
7 „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
8 „Nå, det har du,” fortsatte Herren. „Lagde du mærke til min tjener Job? Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd.”
9 „Det er da klart,” indvendte Satan. 10 „Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet! 11 Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
12 Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.”
Så gik Satan bort fra Herren.
13 Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror. 14-15 Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: „Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne[d] os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
16 Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: „Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”
17 Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: „Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
18 Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: „Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus. 19 Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”
20 Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. 21 „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!”
22 På trods af denne tragedie syndede Job ikke. Han anklagede ikke Gud for det, der var sket.
Job sættes på en endnu strengere prøve
2 Kort tid efter trådte englene igen frem for Herren, og Satan var iblandt dem.
2 „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
3 „Lagde du mærke til min tjener Job?” spurgte Herren. „Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd. Han har bevaret sin gudhengivenhed, selvom du udfordrede mig til at lade dig skade ham uden grund.”
4 „Han har endnu ikke mærket noget på sin egen krop,”[e] svarede Satan. „Mennesker vil gøre alt for at bevare livet. 5 Hvis du rammer ham på hans egen krop, skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
6 „Gør, hvad du vil, Satan,” svarede Herren. „Men du må ikke tage livet af ham.”
7 Derpå gik Satan sin vej og sørgede for, at Job blev plaget af ondartede bylder fra top til tå. 8 Den stakkels Job satte sig ud på askedyngen og skrabede sine bylder med et potteskår.
9 Da sagde hans kone til ham: „Holder du stadig fast ved din gudhengivenhed? Forband dog Gud og dø!”
10 Men Job svarede: „Sikke noget snak! Skal vi kun tage imod det behagelige fra Gud, og ikke det ubehagelige?”
På trods af alle sine lidelser anklagede Job ikke Gud med et eneste ord.
Jobs tre venner
11 Da Jobs tre venner hørte om de tragedier, der havde ramt ham, aftalte de med hinanden, at de ville tage hen for at trøste og opmuntre ham. De tre venner var Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Zofar fra Na’amat. 12 Da de kom til Job, kunne de næsten ikke genkende ham, så frygtelig så han ud. De brast i gråd, rev flænger i deres tøj og kastede støv op i luften. 13 Så satte de sig på jorden ved siden af ham uden at sige et ord, for de kunne se, at han havde store smerter. I syv dage, dag og nat,[f] sad de og led sammen i tavshed.
Job ønsker, han aldrig var blevet født
3 1-2 Til sidst brød Job tavsheden:
3 „Forbandet være den nat, jeg blev født,
det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
4 Lad den nat forblive i det skjulte,
blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5 ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
og skyerne dække den.
6 Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7 Lad den blive til trøstesløs tomhed,
en nat, hvor ingen glæder sig.
8 Lad troldmændene forbande den,
de, som tør vække Livjatan.[g]
9 Lad dens morgenstjerne formørkes,
lad den forgæves vente på daggry,
lad den aldrig få morgenrøden at se.
10 For den hindrede ikke min fødsel,
skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11 Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
eller udåndede, så snart jeg var født?
12 Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13 Jeg ville hellere have været død,
så jeg kunne sove i fred i min grav,
14 blandt konger og jordens herskere,
der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15 blandt fyrster, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
16 Var jeg dog bare et dødfødt barn,
som aldrig havde set dagens lys.
17 I døden bliver de gudløse stille,
dér kan de trætte hvile ud.
18 Dér har selv fangerne fred,
hører ikke længere vagternes råben.
19 Dér deler de fattige skæbne med de rige,
slaven er sin herres lige.
20 Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
der lever i smerte og elendighed?
21 De søger uden held efter døden,
som var den en sjælden skat.
22 De råber højt af glæde,
når de endelig når deres grav.
23 Hvorfor lader Gud mig leve,
når jeg er uden fremtid og håb?
24 Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
kun jamren kommer over mine læber.
25 Det, jeg frygtede allermest, er sket,
mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26 Jeg er rastløs og uden ro,
dybt begravet i min smerte.”
Elifaz’ første tale til Job
4 Da svarede Elifaz:
2 „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3 Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4 Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5 Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6 Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7 Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8 Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9 Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20 der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
5 Beklag dig bare, så meget du vil,
der er ingen, der hører dit råb.
Tror du, englene vil tale din sag?
2 Vrede kan tage livet af en tåbe,
deres bitterhed kan koste dem livet.
3 En tåbe kan klare sig godt for en tid,
men pludselig ligger alt i ruiner.
4 Hans familie er prisgivet andres begær,
der er ingen til at forsvare dem i retten.
5 De sultne kommer og stjæler hans høst,
de lader intet tilbage på marken,
begærlige folk overtager hans ejendele.
6 Ingen bliver straffet uden grund,
ulykker kommer ikke af sig selv.
7 Nej, årsagen findes i mennesket selv,
der kommer jo kun røg, hvor der er ild.
8 Derfor må du bekende din synd for Gud
og lade ham være din dommer.
9 Hans visdom og storhed er grænseløs,
hans undere kan man ikke tælle.
10 Han sender regn på jorden
og vander både haver og marker.
11 Han rejser de ydmyge op
og bringer de forliste i sikkerhed.
12 Men de listige spænder han ben for,
så der intet kommer ud af deres onde planer.
13 Han fanger de kloge i deres egen snedighed,
så deres kunstfærdige planer går i vasken.
14 De famler sig frem som i blinde,
de kan ikke finde vej selv ved højlys dag.
15 Men de magtesløse redder han fra de stærkes kløer,
han frelser dem fra de magtfuldes intriger.
16 Han giver de svage nyt håb
og standser uretfærdigheden imod dem.
17 Det er en velsignelse at blive irettesat af Gud!
Vær taknemmelig, når den Almægtige straffer dig!
18 For selv om han slår og sårer,
så forbinder han også og helbreder.
19 Gang på gang beskytter han dig,
både seks og syv gange redder han dig.
20 Under hungersnød redder han dig fra sultedøden,
under krig redder han dig fra sværdets hug.
21 Han beskytter dig mod ondskabsfuld sladder
og redder dig fra voldelige overfald.
22 Du kan le ad ulykker så vel som hungersnød,
selv de vilde dyr behøver du ikke at frygte.
23 Markens sten skader ikke din plov,
du kan passe din jord i fred for vilde dyr.
24 Du kan bo i tryghed i dit hus
uden frygt for at miste dine ejendele.
25 Dine efterkommere bliver mange,
så frodige som det grønne græs.
26 Som korn, der modnes, før det høstes,
skal du nå en moden alder, før du dør.
27 Jeg har talt ud fra min egen erfaring,
så hør efter og følg mit råd.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.