Chronological

² „Den eneste trøst, I kan give mig,
    er, hvis I tier stille og lytter til mine ord.
³ Gid I ville finde jer i at høre på mig.
    Bagefter kan I altid håne mig igen!

⁴ Det er Gud og ikke mennesker, jeg beklager mig til.
    Er det mærkeligt, at jeg er så utilfreds?
⁵ Prøv engang at se på mig!
    Er det ikke et chokerende syn?
⁶ Når jeg tænker over det, fyldes jeg med rædsel,
    så jeg ryster over hele kroppen.

⁷ Hvorfor klarer de gudløse sig godt her i livet?
    Hvorfor lever de længe og bliver rige?
⁸ De ser deres børn vokse op og etablere sig,
    de kan glæde sig over samværet med familien.
⁹ De lever trygt i deres sikre hjem,
    og Guds straf når dem ikke.
¹⁰ Deres tyre avler uden problemer,
    deres køer aborterer ikke.
¹¹ Deres småbørn løber frit omkring,
    boltrer sig på marken som uskyldige lam.
¹² De gudløse danser og synger og morer sig
    til trommer, harper og fløjter.
¹³ De lever lykkeligt til deres dages ende
    og får en nem og smertefri død,
¹⁴ selv om de siger: ‚Hold dig væk, Gud,
    vi vil ikke have noget med dig at gøre.’
¹⁵ ‚Hvorfor skulle vi adlyde den såkaldt almægtige?’
    ‚Hvad nytter det at bede til ham?’ spørger de.
¹⁶ ‚Enhver er sin egen lykkes smed!’ ser det ud til.
    Men sådan vil jeg ikke tænke.

¹⁷ De onde bliver sjældent ramt af ulykke,
    de har ingen større problemer,
    og de bliver ikke tromlet ned af Guds vrede.
¹⁸ De er ikke som avner og strå,
    der blæses bort af vinden.
¹⁹ ‚Så straffer Gud deres børn,’ siger I.
    Men burde de gudløse ikke selv blive straffet?
²⁰ Lad dem selv opleve deres ulykke
    og smage den Almægtiges vrede.
²¹ Når de først er døde, er det ikke deres sag,
    hvad der sker med de efterladte.

²² Men hvem kan belære Gud?
    Hvem kan dømme den højeste dommer?
²³ Nogle mennesker dør på lykkens tinde,
    helt trygge og ganske uden sorger.
²⁴ Mad og drikke har de i overflod,
    og de har altid været sunde og raske.
²⁵ Andre mennesker dør, før de har smagt livets goder,
    og de er helt opslugt af bitterhed.
²⁶ Begge slags mennesker lægges i graven,
    hvor de bliver ædt af de samme orme.

²⁷ Nuvel, jeg ved godt, hvad I vil svare,
    hvilke indvendinger I vil komme med.
²⁸ I har hørt om nogle rige, gudløse folk,
    som også blev ramt af ulykker.
²⁹ Men prøv at spørge dem, der er vidt berejste,
    hør, hvad de siger om deres erfaringer:
³⁰ De gudløse skånes, når ulykken kommer,
    de finder altid en udvej.
³¹ Ingen retsforfølger dem,
    ingen tør kræve dem til regnskab.
³² Når de dør og føres til graven,
    står der æresvagt ved gravstedet.
³³ De har et stort begravelsesfølge
    og bliver lagt til hvile i fred.
³⁴ Jeres trøst er intet værd.
    Jeres snak er ikke andet end bedrag.”

² „Hvad gavn har Gud af et menneske?
    Hvad kan de kloge gøre for ham?
³ Hvad ville det gavne den Almægtige,
    hvis du var uskyldig og fejlfri?

⁴ Straffer han dig måske for din fromhed?
    Ville han dømme dig, hvis du var uskyldig?
⁵ Nej, det må være på grund af din ondskab.
    Du må have begået utallige synder.
⁶ Måske du udnyttede en ven, som lånte penge af dig?
    Måske tog du alle hans ejendele i pant?
⁷ Måske du nægtede den tørstende vand
    eller undlod at give den sultende mad?
⁸ Selv om du var umådelig rig
    og havde stor magt og indflydelse,
⁹ afslog du måske at hjælpe enker i nød
    og tog håbet fra forældreløse børn?
¹⁰ Det må være derfor, du er fanget i en fælde
    og nu må svede angstens sved.
¹¹ Derfor er du fange i et mørkt hul
    og sidder i problemer til halsen.

¹² Bor Gud ikke i den højeste himmel?
    Se på stjernerne og erkend hans storhed.
¹³ Alligevel siger du: ‚Hvad ved Gud?
    Han kan ikke se gennem de tætte skyer.
¹⁴ Når han vandrer rundt på himmelbuen,
    skjuler skyerne os for hans blik.’
¹⁵ Er du på vej tilbage til de gamle traditioner,
    som nogle af vores ugudelige forfædre fulgte?
¹⁶ Husk på, at de blev revet bort i utide,
    og deres livsgrundlag smuldrede under dem.
¹⁷ De sagde til den almægtige Gud:
    ‚Lad os være i fred! Hvad kan du gøre for os!’
¹⁸ Og dog var det ham, der gav dem velstand!

Men sådan vil jeg ikke tænke.

¹⁹ De retskafne glæder sig, når de onde bliver straffet,
    de uskyldige jubler og siger:
²⁰ ‚Nu er det ude med vores fjender!
    Alt, hvad de ejede, gik op i røg!’

²¹ Slut nu fred med Gud,
    lad dig forsone med ham,
        så du igen kan blive lykkelig.
²² Hør på ham, når han vejleder dig,
    og ret dig efter, hvad han siger.
²³ Vend dog om til Gud og ydmyg dig,
    gør op med enhver synd i dit liv.
²⁴ Opgiv din pengegriskhed,
    skaf dig af med dit dyrebare guld,
²⁵ så den Almægtige selv bliver dit guld,
    så du værdsætter ham mere end alt dit sølv.
²⁶ Så vil du kunne glæde dig over ham
    og se ham frimodigt i øjnene.
²⁷ Så hører han dig, når du beder,
    og du kan takke ham for, at svaret kommer.
²⁸ Hvad end du tager dig for, vil lykkes for dig,
    og du kan se frem til lysere tider.
²⁹ De stolte og hovmodige piller han ned,
    men de ydmyge giver han oprejsning.
³⁰ Gud redder den uskyldige.
    Rens dig selv, så du kan blive reddet.”^[a]

² „Jeg må stadig klage i min håbløshed,
    for Guds hårde straf får mig til at stønne.

³ Kunne jeg dog bare få Gud i tale,
    træde frem for hans trone,
⁴ forklare ham mit syn på sagen,
    og fremlægge mine argumenter,
⁵ så kunne jeg få at vide, hvad han mener,
    og prøve at forstå hans svar.
⁶ Ville den almægtige Gud bare tromle mig ned?
    Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige.
⁷ Med ham som dommer får man en fair behandling,
    og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig.

⁸ Men går jeg mod øst, finder jeg ham ikke.
    Går jeg mod vest, er han heller ikke der.
⁹ Mod nord kan jeg ikke få øje på ham,
    mod syd kan jeg ikke finde hans spor.

¹⁰ Men han kender mit liv og mine gerninger,
    jeg ville bestå hans prøve med glans.
¹¹ Trofast har jeg fulgt i hans fodspor,
    vandret den vej, han har anvist.
¹² Jeg har ikke overtrådt hans befalinger,
    men bevaret hans ord i mit hjerte.

¹³ Men hvem kan standse Gud?
    Han fører det igennem, han har sat sig for.
¹⁴ Han handler med mig efter sin plan,
    og hvem ved, hvad han mere har i sinde?
¹⁵ Er det så sært, at jeg frygter ham,
    at jeg gruer ved tanken om, hvad han kan gøre?
¹⁶ Gud har taget alt modet fra mig,
    den Almægtige gør mig bange.
¹⁷ Men jeg kan ikke bare holde min mund,
    fordi jeg sidder i et mørkt fangehul.