Chronological
Job beklager sig over for Gud
17 Mit livsmod er brudt,
mine dage er talte,
og graven venter mig.
2 Jeg er omgivet af folk,
som blot gør nar ad mig.
3 Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud.
Ingen anden kan løse mit problem,
4 for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det.
Derfor bør de ikke hovere over mig.
5 Når nogen lader sin ven i stikken,
rammer straffen hans egne børn.
6 Du har gjort mig berygtet,
én man håner og spytter i ansigtet.
7 Mit blik er sløret af tårer,
jeg er ikke andet end skind og ben.
8 Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke
og oprørte over de gudløses fremgang.
9 Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd,
de, som har rene motiver, får ny styrke.
Job er frustreret over sine venner
10 Men hvad jer angår, mine venner,
finder jeg ingen visdom i jeres ord.
11 Mit livsløb er snart forbi,
og mine ønsker blev ikke opfyldt.
12 I siger, at lyset er ved at bryde frem,
men jeg ser ikke andet end mørke.
13 Jeg ser frem til at blive lagt i graven,
hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke.
14 Forrådnelsen bliver som en far for mig,
ormene som en mor eller søster.
15 Hvad mener I om sådan et håb?
Hvem kan få øje på min lykke?
16 Er der håb tilbage, når man ligger i graven?
Har man stadig et håb, når man bliver til støv?”
Bildads anden tale til Job
18 Nu gik Bildad igen i rette med Job:
2 „Hold nu op med al din snak, Job!
Kom til fornuft, så vi kan tale sammen.
3 Hvad regner du os egentlig for?
En flok dumme, umælende får?
4 Du opnår intet ved at pine og plage dig selv.
Verden går videre, uanset hvad du gør.
5 Synd fører nu engang til straf,
og de ondes livslys slukkes.
6 Mørket indhyller deres bolig,
og de får et ulykkelig endeligt.
7 Deres faste skridt bliver usikre,
de snubler over deres egne ben.
8 Deres fødder fører dem til fald,
de er ude på gyngende grund.
9 De går lige i fælden og sidder fast i saksen,
får en løkke om foden og kan ikke komme fri.
10 En skjult snor er spændt ud over vejen,
et reb ligger parat som en løkke.
11 Rædselen kommer imod dem fra alle sider,
angsten er lige i hælene på dem.
12 Deres livskraft udtæres,
undergangen ligger på lur efter dem,
13 sygdom æder dem langsomt op,
døden har lagt sin klamme hånd på dem.
14 De trækkes ud af deres trygge bolig
og føres frem til den frygtelige død.
15 Ild og svovl regner ned over dem,
deres ejendom bliver omdannet til aske.
16 De er som et træ med udtørrede rødder,
hvor alle grenene er ved at visne.
17 Ingen mindes dem, når de er borte,
deres navne går hurtigt i glemmebogen.
18 De udslettes fra jordens overflade,
skubbes fra lyset ind i mørket.
19 De efterlader sig ingen arvinger,
deres slægt uddør med dem.
20 Alle, som hører om deres ulykke,
gribes af gru og forfærdelse.
21 Ja, sådan går det onde mennesker,
dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”
Jobs sjette tale: Et svar til Bildad
19 Job gav følgende svar:
2 „Hvor længe bliver I ved med at håne mig?
Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?
3 I anklager mig nu for tiende gang,
mishandler mig uden barmhjertighed.
4 Hvis jeg har gjort noget forkert,
så er det mit problem og ikke jeres.
5 I mener, at I er bedre end mig,
og at mine lidelser er straf for min synd.
6 Forstår I ikke, at Gud gør mig uret
ved at sende disse ulykker over mig?
7 Jeg råber om hjælp, men får intet svar.
Jeg skriger højt, men ingen griber ind.
8 Gud har spærret vejen for mig,
han har indhyllet mit liv i mørke.
9 Han har berøvet mig min ære,
ødelagt mit gode omdømme.
10 Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt.
Han har taget ethvert håb fra mig.
11 Hans vrede blussede op imod mig,
han behandlede mig som en fjende.
12 Han sender en hær af ulykker imod mig,
de omringer mit hus og falder over mig.
13 Mine slægtninge har slået hånden af mig,
mine bekendte vil ikke kendes ved mig.
14 Min familie har vendt mig ryggen,
mine nærmeste venner ignorerer mig.
15 Mine gæster ser på mig som en fremmed,
mine tjenestepiger gør intet for mig.
16 Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,
ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.
17 Min kone føler afsky ved min ånde,
mine brødre kan ikke udholde stanken.
18 Selv børnene regner mig ikke for noget.
Når jeg rejser mig op, håner de mig.
19 Mine bedste venner viser mig afsky,
de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
20 Jeg er ikke andet end skind og ben,
med nød og næppe undgik jeg døden.
21 Vis dog lidt barmhjertighed, venner!
Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
22 Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?
Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?
23 Ak, gid mine ord blev skrevet ned,
gid nogen ville optegne dem i en bog.
24 Gid nogen ville mejsle dem i sten,
indridse dem i en klippe for evigt.
25 Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,
engang skal han stå frem på jorden.
26 Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,
får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
27 Jeg skal se ham med mine egne øjne.
Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
28 Hvor vover I da at anklage mig
og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?
29 Pas på, at I ikke selv bliver straffet,
bliver ramt af Guds vrede og dom.”
Zofars anden tale til Job
20 Derefter tog Zofar til genmæle:
2 „Jeg bliver nødt til at sætte dig på plads,
for det, du siger, er oprørende.
3 Det er nemt nok at anklage os,
men jeg ved, hvordan jeg skal svare dig.
4 Ved du ikke, at fra tidernes morgen,
så længe der har været mennesker til,
5 har de gudløses triumf været kort,
og deres glæde kun varet et øjeblik?
6 Selv om deres selvglæde når til himlen,
og de går med næsen i sky,
7 bliver de kastet bort som affald,
og deres venner spørger, hvor de blev af.
8 De forsvinder som en drøm, når man vågner,
fordufter, som var det hele et synsbedrag.
9 Deres venner ser dem ikke mere,
aldrig vender de tilbage til deres hjemby.
10 Børnene må levere tilbage, hvad deres fædre har stjålet,
for de svage skal have det igen, som blev taget fra dem.
11 De gudløse dør og bliver lagt i graven,
selv om de stadig var unge og stærke.
12 De elsker smagen af synd,
nyder den i fulde drag,
13 lader den smelte langsomt på tungen,
synker den med stort velbehag.
14 Men i maven giver den voldsomme smerter,
som var det slangegift, de havde slugt.
15 Gud sørger for, at de kaster den op,
den velstand de guffede i sig, kommer op igen.
16 Men giften har gjort sin virkning,
de går til som bidt af en slange.
17 De kan ikke længere skumme fløden
eller nyde en overflod af honning.
18 De må aflevere deres uretmæssige bytte,
får ikke glæde af det, de har ranet.
19 For de knuste ubarmhjertigt de hjælpeløse,
overtog huse, som ikke var deres.
20 Altid skrabede de til sig,
men intet af det får de gavn af.
21 De stjal, hvad de kunne få fat i,
men den slags rigdom varer ikke ved.
22 Midt i velstanden rammes de af ulykken,
katastroferne regner ned over dem.
23 Mens de sidder i fred og spiser,
rammes de af Guds vrede,
han lader slagene hagle ned over dem.
24 De prøver at flygte for sværdet,
men bliver ramt i ryggen af en pil.
25 Når de trækker pilen ud,
drypper spidsen af galde.
Dødens rædsler står malet i deres ansigter,
26 deres skatte ender i glemslens mørke.
Guds ild fortærer dem,
opbrænder alle deres ejendele.
27 Himlens magter straffer dem for deres synd,
jorden vidner imod dem.
28 Guds vrede regner ned over dem,
deres huse skylles væk af en flodbølge.
29 Sådan er de gudløses skæbne.
Det er Gud selv, der straffer dem.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.