Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Old/New Testament

Each day includes a passage from both the Old Testament and New Testament.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 54-56

Bøn om hjælp mod fjenden

54 1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang folkene fra Zif kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.

Kom mig til hjælp, almægtige Gud,
    jeg ved, du har magt til at redde mig.
Hør min bøn, oh, Gud,
    og lyt til mine ord.
Fremmede folkeslag rejser sig imod mig,
    voldsmænd vil mig til livs,
        de regner slet ikke med dig.
Men du er min redning, Gud,
    du er den, der holder mig i live.
Lad fjenderne blive straffet for deres ondskab.
    Gør det af med dem, Herre,
        for du er trofast imod mig.
Så vil jeg ofre til dig med glæde,
    jeg vil lovprise dig, Gud, for du er god.
Du udfrier mig fra alle mine problemer,
    og jeg ser mine fjender blive besejret.

Om at blive forrådt af sine venner

55 Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.

Hør min bøn, Gud,
    lyt til mit råb om hjælp.
        Hør mig og svar mig.
Jeg er ude af mig selv
    og ryster af skræk.
Mine fjender gør mig bange
    med deres voldsomme trusler.
De er rasende på mig
    og klar til angreb.
Mit hjerte banker helt vildt,
    dødsangsten overmander mig.
Jeg er grebet af skræk og rædsel,
    jeg er lammet af frygt.
Jeg ville ønske, jeg havde vinger som en fugl,
    så jeg kunne flygte og finde fred.
Jeg ville flyve langt bort,
    slå mig ned i ødemarken og blive der.
Jeg ville skyndsomst søge ly
    for det voldsomme uvejr.
10 Skab forvirring hos dem, Herre,
    og forstyr deres planer.
Der er oprør og ufred i byen.
11     Der går vagter på bymuren dag og nat,
        men den virkelige fare kommer indefra.
12 Der er vold og mord overalt,
    trusler og bedrageri breder sig uhæmmet.
13 Hvis det var en fremmed, der rasede imod mig,
    kunne jeg bedre holde det ud.
Hvis jeg blev hånet af mine fjender,
    kunne jeg løbe væk fra dem.
14 Men det var dig, som jeg troede var min ven,
    du var min følgesvend og min fortrolige.
15 Vi delte hinandens hemmeligheder,
    vi fulgtes ad i festoptoget til Guds hus.

16 Gid du ville sende dem i døden, Gud,
    for ondskaben har fyldt deres sind.

17 Jeg vil råbe til min Gud,
    og Herren vil redde mig.
18 Morgen, middag og aften vil jeg klage min nød,
    og han vil høre min bøn.
19 Han vil redde mig fra mine angribere,
    selv om der er mange, der kæmper imod mig.
20 Gud, som hersker fra fortids dage,
    vil høre mig og ydmyge dem.
De nægter jo at forandre sig,
    de frygter ikke Gud.
21 Min ven forrådte mig,
    han brød sit løfte.
22 Hans tale var glat som olie,
    men han havde bagtanker om oprør.
Hans ord var bløde som smør,
    men de blev snart til skarpe dolke.
23 Kast din byrde på Herren,
    så vil han bære den for dig.
Han lader ikke de gudfrygtige bukke under.
    Aldrig i evighed.
24 Gud, send de onde bedragere i afgrunden,
    mordere og løgnere skal dø i deres ungdom.
Men jeg sætter min lid til dig.

Tillid til Gud

56 Til korlederen: En sang af David, dengang han blev taget til fange af filistrene i Gat.[a] Synges til melodien „Den tavse due i det fjerne.”

Åh, min Gud, vær mig nådig!
Mine fjender er efter mig,
    de plager mig dagen lang.
De er ude efter mig hele tiden,
    de kappes om at få mig ned med nakken.
Men når jeg er bange,
    sætter jeg min lid til dig.
Jeg stoler på dit ord,
    der er ingen grund til frygt.
        Hvad kan mennesker gøre mig?
De er ude på at gøre mig fortræd,
    de lægger onde planer imod mig.
De udspionerer mig hele tiden,
    overvåger mine skridt for at slå mig ihjel.
Lad ikke forbryderne gå fri, Herre.
    Lad dem mærke din vrede og straf.
Du kender alle mine problemer
    og skriver dem ned i din dagbog,
        du gemmer mine tårer i din lædersæk.
10 Når jeg råber om hjælp, må fjenderne flygte,
    for jeg ved, at du står ved min side, Gud.
11 Jeg stoler på dine løfter, min Herre og Gud,
    jeg priser dig, for du holder ord.
12 Der er ingen grund til at frygte.
    Hvad kan mennesker gøre mig?
13 De løfter, jeg har givet dig, Gud,
    vil jeg opfylde med lovprisningsofre.[b]
14 Du frelser mig fra døden
    og redder mine fødder fra at snuble,
        så jeg kan tjene dig hele mit liv.

Romerne 3

Gud er retfærdig og vil dømme al ondskab

„Jamen, er omskærelsen da til ingen nytte? Har vi jøder da slet ingen fortrin?” er der måske nogle af jer, der vil spørge. Jo, vi har mange fortrin. Først og fremmest var det os, der fik Guds ord betroet. Ganske vist var mange jøder ikke lydige mod det, Gud sagde til dem, men deres manglende trofasthed betyder ikke, at Gud holder op med at være trofast. Gud står ved sit ord, om så alle andre svigter. Som David sagde til Gud: „Du anklager mig med rette, din dom er retfærdig.”[a]

„Jamen, hvis nu vores synder får folk til at kunne se Guds godhed, er det så ikke uretfærdigt af ham at straffe os?” Sikke noget sludder! Selvfølgelig ikke! Hvordan skulle Gud kunne være en retfærdig dommer, hvis han ikke straffer alt det onde? „Jamen, hvis nu mine små løgne sætter Guds sandhed i relief og dermed ophøjer ham, så burde han vel ikke se på mig som en synder?” Hvis det var rigtigt, kunne man lige så godt sige: „Lad os gøre det onde, for så kan folk lettere se det gode.” Der er ligefrem nogle, der ondskabsfuldt påstår, at vi siger sådan. De vil få deres velfortjente straf.

Også jøderne er under Guds dom

„Hvad så?” spørger du måske. „Er vi jøder da ikke bedre end andre mennesker?” Nej, for jeg har jo allerede gjort rede for, at alle mennesker, både jøder og ikke-jøder, er under syndens magt. 10 Det fremgår også af følgende citater fra Skrifterne:[b]

„Ingen gør Guds vilje,
    ikke en eneste.
11 Ingen er forstandig,
    ingen søger Gud.
12 Alle er kommet på afveje,
    fordærvede af synd.
Ingen gør det gode,
    ikke én eneste.”
13 „Deres strube stinker som en åben grav,
    deres tunge er belagt med smiger.”
„Deres ord dræber som slangegift.”
14 „De har munden fuld af forbandelser og trusler.”
15 „De kommer hurtigt ind i slagsmål og vold.
16     Der er ødelæggelse og elendighed i deres kølvand.
17         De kender ikke fredens vej.”
18 „De har ingen respekt for Gud.”

19 Vi ved, at Skriften[c] henvender sig til dem, der tror på den. Når Skriften på den måde udtaler dom over jøderne, forstår vi, at hele verden er under Guds dom, også jøderne. Ingen kan undskylde sig. 20 Der er nemlig ingen mennesker, der kan blive accepteret af Gud ved at prøve at overholde Guds lov. Den afslører kun, at vi ikke kan overholde den.

Hvordan bliver man accepteret af Gud?

21-22 Gud har nu åbenbaret en ny måde, hvorpå vi kan blive accepteret af ham, og den er allerede omtalt i Toraen[d] og de Profetiske Bøger. Det sker ikke ved at overholde den jødiske lov, men ved at tro på Jesus Kristus, og det gælder alle mennesker, uanset deres baggrund. 23 Alle har jo svigtet og lever ikke op til Guds ideal.[e] 24 Men vi bliver erklæret skyldfri på grund af Guds nåde. Det er en gave til os. Gaven består i, at Jesus Kristus påtog sig den straf, vi skulle have haft. 25-26 Gud sendte Kristus, for at han ved sin død skulle tage straffen for alle menneskers synder. Før Kristus døde, var Gud på grund af sin barmhjertighed villig til at udskyde straffen for de synder, som blev begået i fortiden. Nu, da Kristus er kommet, bliver alle, som tror på ham, erklæret skyldfri på trods af deres synd.[f] Det er ikke i strid med Guds retfærdighed at gøre sådan, for Kristus har taget straffen for alle menneskers oprør og synd.

27 Hvad har vi så at rose os af? Ingenting, for Gud accepterer os ikke på grund af vores gode gerninger, men på grund af vores tro. 28 Et menneske bliver accepteret af Gud ved at tro på Kristus og ikke ved at skulle leve op til det, som den jødiske lov forlanger.

29 Eller er Gud måske kun Gud for os jøder? Er han ikke også Gud for alle de andre folkeslag? Jo, det er han. 30 For der er kun én Gud, og han accepterer alle mennesker som skyldfri, hvis de tror på Jesus, hvad enten de er jøder eller ej.

31 Betyder vores tro så, at vi bare skal smide Guds lov væk? Nej, bestemt ikke, vi skal opfylde[g] den.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.