Old/New Testament
De gudløses straf og de gudfrygtiges fremtid
37 En sang af David.[a]
At de onde synes at klare sig godt
må ikke få dig til at misunde dem,
2 for der kommer en dag, hvor det hele er forbi,
og de vil falme og visne som blomster.
3 Bestræb dig på at leve ærligt og sandt.
Sæt din lid til Herren og gør det gode.
4 Så vil du opleve glæden fra Herren,
og han vil give dig, hvad dit hjerte ønsker.
5 Din fremtid skal du lægge i Herrens hænder,
stol på ham, så griber han ind.
6 Bliver du udsat for falske anklager,
vil Herren selv bevise din uskyld.
7 Er der en synder, som klarer sig godt,
skal du ikke blive sur over det.
Sæt dig stille i Herrens nærhed,
vent tålmodigt, så griber han ind.
8 For selv om det ikke ser retfærdigt ud,
skal du ikke fare op i vrede.
9 De onde får deres straf engang,
men de, som adlyder Herren, har en lovende fremtid.
10 Glem ikke, at det snart er ude med de onde,
går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke.
11 Men de ydmyge har en fremtid i landet,
de skal leve i fremgang og fred.
12 Hvorfor er de onde så fulde af had?
De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige.
13 Men Herren ryster på hovedet ad dem,
for han ved, at regnskabets time kommer.
14 Intet kan åbenbart standse deres ondskab,
de griber sværdet og spænder buen.
De overfalder de svage og værgeløse
og udrydder uskyldige mennesker.
15 Men sværdet skal ramme deres egne hjerter,
og deres buer skal brækkes itu.
16 Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed
frem for at få del i forbryderes overflod,
17 for de onde vil uvægerligt få deres straf,
men Herren velsigner de retsindige.
18 Kun de gudfrygtige har et håb for fremtiden,
for Herren er hos dem og hjælper dem.
19 I vanskelige tider svigter han dem ikke,
midt i hungersnøden sørger han for dem.
20 Lovløse mennesker vil få deres straf,
for Herrens fjender vil ende i en ovn,
de vil forgå i flammer og røg.
21 Medlidenhed og gavmildhed kendetegner de gudfrygtige,
mens de gudløse låner uden at betale tilbage.
22 De, som Herren vedkender sig, får landet i eje,
mens de, som han forkaster, bliver udryddet.
23 Når vi vælger Herrens vej,
vil han lede vore skridt.
24 Når vi snubler, falder vi ikke,
for han holder os i hånden.
25 Overalt hvor jeg har færdedes i mit lange liv,
har jeg aldrig set de gudfrygtige ladt i stikken
eller deres børn tigge om brød.
26 For de er gavmilde og låner ud med glæde,
deres børn er til velsignelse for mange.
27 Pas på at holde dig fra det onde og gøre det gode,
så vil du opleve fremgang og fred.
28 For Herren er god,
han svigter aldrig dem, der tjener ham.
Han vil altid beskytte og hjælpe dem,
men den gudløses slægt skal udryddes.
29 De gudfrygtige skal arve landet
og bo der til evig tid.
30 Retsindige mennesker taler med visdom
og handler ret.
31 Guds lov er skrevet i deres hjerter,
derfor farer de aldrig vild.
32 Skurke lægger sig ofte i baghold
og prøver at få ram på de uskyldige.
33 Men Herren svigter ikke dem, der stoler på ham,
han får dem frikendt, hvis de stilles for retten.
34 Tålmodigt må du vente på Herren og vandre på hans vej.
Så vil du få landet i eje.
Du får lov at se de gudløses undergang.
35 Voldsmænd er store og stærke
som mægtige knejsende træer.
36 Men går man senere forbi deres hus, er de væk.
Det er forgæves at kigge efter dem.
37 Ydmyge og ærlige mennesker bør du lægge mærke til,
for de, der skaber fred, har en lykkelig fremtid.
38 Men gudløse oprørere skal udryddes,
de onde har ingen fremtid.
39 Herren beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af deres problemer.
40 Han hjælper dem og befrier dem,
han redder dem fra de ondes angreb,
for de søger tilflugt hos ham.
En bøn om hjælp i lidelse
38 En sang af David og en bøn til Herren om nåde.
2 Herre, straf mig ikke i vrede,
irettesæt mig ikke i harme.
3 Dine pile sidder dybt i mig,
din straffende hånd hviler tungt på mig.
4 Min krop sygner hen på grund af din vrede,
mit helbred er nedbrudt som følge af synd.
5 Min skyld vokser mig over hovedet,
min syndebyrde er ikke til at bære.
6 Mine sår er betændte og stinker
på grund af min tåbelige synd.
7 Jeg er nedtrykt og meget bedrøvet,
dagen igennem sørger jeg dybt.
8 Det føles som ild i mit indre,
hele min krop er syg af feber.
9 Jeg er lamslået og knust,
stønner i fortvivlelse og smerte.
10 Herre, du ved, hvad jeg længes efter!
Du hører alle mine suk.
11 Mit hjerte hamrer, min kraft er borte,
mine øjne har mistet deres glans.
12 Min lidelse holder slægt og venner borte,
mine kære holder sig på afstand.
13 Mine fjender stiller fælder for mig,
de, som ønsker mig død, lægger onde planer.
De har altid kun forræderi i tanke.
14 Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
som en stum, der ikke kan tale.
15 Jeg lader, som om jeg ikke hører,
undlader at svare på spørgsmål.
16 Jeg venter på, at du gør noget, Herre.
Jeg længes efter at få et svar, min Gud.
17 Lad ikke mine fjender hovere over min tilstand,
eller glæde sig over at se mig falde.
18 Jeg er på randen af et sammenbrud,
jeg lider af konstante smerter.
19 Men jeg vil bekende min synd
og angre det onde, jeg har gjort.
20 Mange er imod mig uden årsag,
mange hader mig uden grund.
21 De gengælder godt med ondt.
De er imod mig, fordi jeg ønsker at gøre det gode.
22 Herre, lad mig ikke i stikken,
hold dig ikke borte fra mig.
23 Skynd dig at gribe ind,
hjælp mig, min Herre og Frelser!
Et råb om hjælp i lidelse
39 Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2 Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5 „Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6 Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7 Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8 Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9 Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
26 Derpå sagde Agrippa til Paulus: „Du har nu mulighed for at tale din sag.” 2 Paulus løftede hånden til hilsen og begyndte: „Ærede Kong Agrippa, jeg betragter det som en velsignelse for mig, at det er over for dig, jeg i dag skal forsvare mig med hensyn til alt det, som jøderne anklager mig for, 3 for jeg ved, at du har et indgående kendskab til de traditioner og stridigheder, som optager jøderne. Derfor beder jeg dig lytte tålmodigt til mig.
4-5 Alle jøderne har kendt mig i lang tid. De har kunnet observere mit liv og min opvækst blandt mit eget folk i Jerusalem. Og hvis de ellers vil indrømme det, kan de bevidne, at jeg har levet som farisæer, altså den strengeste gruppe inden for vores religion. 6-7 Herre, konge, grunden til, at jeg i dag står her som anklaget, er, at jeg har sat min lid til det løfte, som Gud gav vores forfædre.[a] Israels 12 stammer tjener ihærdigt Gud dag og nat for at nå frem til opfyldelsen af det samme løfte. 8 Hvorfor har I så svært ved at tro på, at Gud formår at gøre de døde levende?
9 Jeg var selv engang overbevist om, at man burde gøre alt for at bekæmpe de mennesker, der troede på nazaræeren Jesus. 10 Det gjorde jeg også i Jerusalem. Med fuldmagt fra ypperstepræsterne fik jeg mange af de kristne sat i fængsel, og når der var afstemning i Rådet om, hvorvidt de skulle henrettes, stemte jeg for det. 11 Rundt omkring i synagogerne prøvede jeg ved hjælp af tortur at tvinge de kristne til at afsværge deres tro. Ja, jeg var så rasende på dem, at jeg endog forfulgte dem til fjerntliggende byer uden for landets grænser.
12 Det var med det i tanke, at jeg en dag var på vej til Damaskus med fuldmagt fra ypperstepræsterne. 13 Men så skete der noget, højtærede konge. Det var midt på dagen, og pludselig kom der et blændende lys ovenfra, som var stærkere end solens lys. Det omsluttede både mig og mine ledsagere. 14 Vi faldt alle på knæ med ansigtet mod jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‚Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver værst for dig selv, hvis du sparker imod brodden!’ 15 ‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Herren svarede: ‚Jeg er Jesus, som du forfølger. 16 Men rejs dig nu op og stå på dine ben, for jeg har åbenbaret mig for dig, fordi jeg har udvalgt dig til at være min tjener og mit vidne. Du skal fortælle mennesker om det, du har oplevet i dag, og om det, jeg i fremtiden vil vise dig, 17 når jeg redder dig ud af kløerne på dit eget folk og ud af kløerne på de andre folkeslag, som jeg vil sende dig til. 18 Jeg sender dig til dem, for at du skal åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds magt, og så de kan modtage tilgivelse for deres synd og komme med blandt dem, der er renset ved troen på mig.’
19 Fra det tidspunkt, Kong Agrippa, har jeg altid være lydig mod den åbenbaring, jeg modtog fra Gud. 20 Først forkyndte jeg for jøderne i Damaskus, så i Jerusalem og i hele det jødiske land og derefter for de ikke-jødiske folkeslag. Budskabet drejer sig om at ændre sind og vende om til Gud og derefter lade det nye liv udmønte sig i handling. 21 Det er baggrunden for, at jøderne pågreb mig på tempelpladsen, og at de er ude på at få mig slået ihjel. 22 Men Gud har hjulpet mig igen og igen, når jeg har stået frem for både høj og lav for at forkynde budskabet. Og jeg har ikke sagt andet end det, både Moses og profeterne for længst har sagt skulle ske, 23 nemlig at Messias skulle lide, at han skulle bringe lys til både jøderne og de andre folkeslag, og at han er den første til at genopstå fra de døde.”
24 Da han sagde det, brød Festus ind. „Du er fra forstanden, Paulus!” råbte han. „Den megen lærdom har gjort dig vanvittig!” 25 „Jeg er ikke spor vanvittig, højtærede Festus. Jeg taler både sandt og fornuftigt. 26 Kongen kender det alt sammen. Derfor taler jeg så frimodigt, for jeg ved, at han er godt inde i den sag. Det er jo ikke noget, der er foregået i en afkrog. 27 Kong Agrippa, tror du på profeternes ord? Det ved jeg, du gør.” 28 Agrippa svarede: „Du er lige ved at få mig overtalt til at blive en kristen.” 29 „Hvad enten det er lige ved eller langt fra,” fortsatte Paulus, „så er min bøn til Gud, at ikke alene du, men også alle, som lytter til mig her i dag, må få det, som jeg har det—bortset fra mine lænker.”
30 Så rejste kong Agrippa, Berenike, Festus og de andre prominente gæster sig og forlod salen. 31 På vej ud sagde de til hinanden: „Den mand har ikke gjort noget, han kan dømmes til døden eller fængsles for.” 32 Agrippa sagde derpå til Festus: „Han kunne være blevet sat på fri fod i dag, hvis han ikke havde appelleret sin sag til kejseren.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.