Old/New Testament
Tillidsfuld bøn om hjælp
57 Til korlederen: En sang af David, dengang han flygtede fra Saul ind i en hule.
2 Åh, min Gud, vær mig nådig og barmhjertig,
for jeg tyer til dig i min nød.
Jeg søger ly under dine vinger,
indtil stormen er drevet over.
3 Jeg råber til den almægtige Gud,
for han fører mig igennem til sejr.
4 Han sender mig hjælp fra Himlen,
han frelser mig fra alle mine fjender.
Han er trofast og god imod mig.
5 Jeg er omringet af blodtørstige løver,
de er klar til at springe på mig.
Deres tænder er spyd og pile,
deres tunge er et skarpt sværd.
6 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
7 Mine fjender satte en fælde for mig,
derfor er jeg dybt bekymret.
De gravede en faldgrube på min vej,
men de kommer selv til at falde i den.
8 Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
jeg vil synge og spille til din ære.
9 Jeg vil gribe min harpe og lyre,
når befrielsens sol står op.[a]
10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
jeg vil synge din pris for de fremmede.
11 Din trofasthed fylder universet,
din godhed når til skyerne.
12 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
Dom over onde magthavere
58 Til korlederen: En sang af David.
2 Mon I fyrster ved, hvad der er ret og rigtigt?
Mon I behandler folk retfærdigt?
3 Nej, I har kun ondskab i tanke,
I giver volden frit løb i landet.
4 I har været onde fra fødslen af,
fra barnsben har I været fulde af løgn.
5 I udspyr slangegift og vil ikke lytte til Gud.
I ligner en døv kobra,
6 der ikke kan høre slangetæmmeren,
lige meget hvor højt han spiller.
7 Knus kæberne på de grusomme løver, Herre.
Bræk alle deres skarpe tænder, Gud.
8 Lad dem forsvinde som vand i ørkenen,
lad dem visne som græs i tørtiden.
9 Lad dem blive til slim som sneglen,
lad dem ende som dødfødte fostre,
der aldrig får lyset at se.
10 Gud vil feje de onde af vejen,
hurtigere end brændet kan få gryden i kog.[b]
11 De gudfrygtige glæder sig, når retten sejrer.
De får lov at vade i de gudløses blod.
12 Da skal folk udbryde:
„Ja, de gudfrygtige bliver belønnet til sidst.
Der er en Gud, som sørger for retfærdighed på jorden.”
Tilflugt hos Herren
59 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at Sauls soldater omringede hans hus for at dræbe ham.
2 Min Gud, red mig fra de grusomme fjender,
beskyt mig mod dem, som vil slå mig ihjel.
3 Fri mig for disse forbrydere,
red mig fra de frygtelige mordere.
4 De ligger i baghold og lurer på mig,
farlige mænd venter på mig derude,
på trods af at jeg intet ondt har gjort.
5 De er parat til at slå en uskyldig ihjel.
Herre, grib ind og kom mig til hjælp.
6 Almægtige Herre, Israels Gud,
gå i krig mod de onde mennesker.
Spar ikke de grusomme forbrydere.
7 De snuser rundt i byen om natten,
de knurrer som bidske hunde.
8 Forbandelser strømmer ud af munden på dem,
de slår om sig med frygtelige trusler.
„Hvem skulle opdage os?” siger de.
9 Men du ler blot ad dem, Herre,
du ser på de ugudelige med foragt.
10 Herre, du giver mig styrke, og jeg stoler på dig.
Jeg kan altid søge tilflugt hos dig.
11 Du elsker mig, Gud, og kommer mig til hjælp.
Du giver mig sejr over alle mine fjender.
12 Slå dem ikke ihjel med det samme,
for så glemmer folk, hvad der skete.
Lad dem først vandre hjemløse rundt,
for du er den Almægtige, som beskytter os.
13 De taler stolte og syndige ord.
Straf dem på grund af deres overmod,
for alle deres løgne og forbandelser.
14 Udryd dem i din vrede,
gør det fuldstændigt af med dem.
Da vil alle i hele verden kunne se og forstå,
at du har magten i Israel.
15 De snuser rundt i byen om natten,
de knurrer som bidske hunde.
16 De går rundt og leder efter føde,
knurrer, hvis de ikke får nok.
17 Men jeg vil altid lovprise din magt,
hver morgen vil jeg synge om din trofaste kærlighed.
For du er min tilflugt,
min hjælp på nødens dag.
18 Du giver mig styrke, og jeg synger din pris.
Jeg søger tilflugt hos dig, min trofaste Gud.
Abraham som et forbillede på tro
4 Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? 2 Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. 3 Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”[a]
4 Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave. 5 Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro. 6 I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:
7 „Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet ud.
8 Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld.”[b]
9 Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro, 10 og det skete, før han blev omskåret. 11 Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro. 12 Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.
13 Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. 14 Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. 15 Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.
16 Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. 17 Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”[c] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. 18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. 20 Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. 21 Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.
22 Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, 23 som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. 24 Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. 25 Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.