Old/New Testament
Lovprisning af den ideelle konge
72 En sang til Salomon.[a]
Gud, hjælp kongen at regere, som du ville have gjort,
lær ham at være retfærdig som dig.
2 Må han lede dit folk på den rette måde
og være villig til at hjælpe de hjælpeløse.
3 Da skal bjergene forkynde fred for folket
og højene genlyde af retfærdighed.
4 Da skal han forsvare de svage,
komme de magtesløse til hjælp
og uskadeliggøre alle tyrannerne.
5 Da vil folket give dig[b] ære fra slægt til slægt,
så længe solen og månen skinner på jorden.
6 Hans retfærdige styre vil bringe velsignelse
som regnen, der væder jorden.
7 Under hans ledelse vil retfærdigheden vokse sig stærk,
freden vil herske, så længe månen hersker på nattehimlen.
8 Hans rige skal strække sig fra hav til hav,
fra Eufratfloden til verdens ende.
9 Fjerne nationer vil bøje sig for ham,
hans fjender falde næsegrus i støvet.
10 Kongerne fra Tarshish og de fjerne lande skal svare ham skat,
Sabas og Sebas regenter vil komme med deres gaver.
11 Alle konger vil underordne sig ham,
alle folkeslag vil love ham troskab.
12 Han redder hver fattig, som råber om hjælp
og fører de hjælpeløses sag.
13 Han har medlidenhed med de svage
og redder de magtesløse fra overgreb.
14 Han frier dem fra vold og tyranni,
for i hans øjne har de stor værdi.
15 Kongen længe leve!
Han belønnes med guld fra Saba.
Folk vil bede for ham uafbrudt
og velsigne ham dagen lang.
16 Der bliver overflod af korn i landet,
det bølger hen over bakker og dale.
Frugttræerne skal trives som i Libanons plantager,
kornet vokse tæt som græsset på marken.
17 Hans navn skal være kendt for evigt,
så længe solen bliver i sin bane.
Alle folkeslag skal velsignes gennem ham
og se ham som den, der er velsignet af Gud.
18 Lovet være Herren, Israels Gud,
for kun han kan gøre sådanne undere.
19 Han er værdig til al vor lovsang for evigt.
Må hans herlighed fylde al jorden.
Amen, amen.
20 Her slutter Davids, Isajs søns, bønner.[c]
Gud er retfærdig og god
73 En sang af Asaf.
Gud er god mod sit folk,
mod dem, hvis hjerte er rent.
2 Men jeg var på nippet til at miste min tro,
jeg var kommet snublende nær til afgrunden.
3 For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse,
de har jo fremgang på trods af deres ondskab.
4 Alt går så glat og sorgløst for dem,
de er raske og strutter af sundhed.
5 De bekymrer sig ikke om noget som helst,
eller plages af problemer som os andre.
6 Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod,
de omgiver sig med vold, som var det en kappe.
7 Ondskaben vælter ud af deres indre,
deres tanker er fyldt med nedrige planer.
8 Deres tale er ondskabsfuld og hånlig,
de er fyldt med foragt og trusler mod andre.
9 De gør oprør mod Gud i Himlen
og opfører sig, som om de ejede hele jorden.
10 Derfor bøjer folket sig for dem
og giver dem alt, hvad de forlanger.[d]
11 „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de.
„Den Højeste Gud aner ingenting.”
12 Sikken et grusomt hovmod.
Deres velstand øges,
uden at de anstrenger sig for det.
13 Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst.
Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv.
14 Det giver mig kun problemer dagen lang,
og jeg pines fra morgen til aften.”
15 Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan,
ville jeg være en forræder mod dit folk.
16 Jeg har prøvet at forstå det,
men det er bestemt ikke let.
17 Så gik jeg ind i dit tempel, Gud,
og du forklarede mig de ondes endeligt.
18 Jeg indså, at de er ude på et skråplan,
du vil straffe dem med døden engang.
19 På et øjeblik er det forbi med dem,
de vil opleve en frygtelig afslutning på livet.
20 Deres liv er som en drøm,
der forsvinder, når man vågner.
Når du griber ind, Herre,
bliver det enden på deres drømmeliv.
21 Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet,
hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.
22 Dengang var jeg dum og uvidende,
som et dyr, der intet forstår.
23 Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
Du holder fast ved min højre hånd.
24 Du rådgiver mig på livets vej,
og til sidst går jeg ind til herligheden.
25 Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud,
ingen andre i verden kan jeg stole på.
26 Kroppen kan svigte og livsmodet synke,
men du er min tilflugt og tryghed for evigt.
27 Alle, der vender dig ryggen, går til grunde,
du udrydder dem, der gør oprør imod dig.
28 At leve i Guds nærhed er min lykke!
Jeg har valgt at stole på Herren, min Gud,
og vidne om alle hans velgerninger.
Paulus’ sorg over jødernes vantro
9 1-2 Jeg bærer på en stor sorg og har en stadig smerte i mit hjerte. Jeg lyver ikke, for jeg tilhører Kristus. Helligånden bekræfter over for min samvittighed, at jeg taler sandt, når jeg siger, 3 at jeg er parat til selv at gå fortabt, hvis det kunne redde mine jødiske landsmænd fra fortabelsen. 4 Det drejer sig jo om israelitterne, der blev udvalgt til at være Guds eget folk, og de har oplevet hans mægtige undere. Det var dem, han oprettede sine pagter med. Det var dem, der modtog Guds lov, tempeltjenesten og løfterne om velsignelse. 5 De udgør Abrahams slægt, og ud af den slægt kom Messias. Lovet være Gud til evig tid, han som er Herre over alle ting. Amen.[a]
Velsignelsen fås ved tro på Guds løfter
6 Når nu flertallet af jøder ikke oplevede den velsignelse, som Gud havde lovet skulle komme gennem Abrahams slægt, betyder det så, at man ikke kan stole på Guds løfter? Nej, for det er ikke alle jøder, der hører med til det sande Guds folk.[b] 7 Det er jo heller ikke alle Abrahams efterkommere, der får del i Guds løfte til Abrahams slægt, men kun dem, der nedstammer fra hans søn Isak. 8 Det betyder, at man ikke bliver et Guds barn blot ved, at man nedstammer fra Abraham,[c] men ved, at man tror på, hvad Gud har lovet. 9 Guds løfte vedrørende Isak lød jo sådan: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn.”[d]
Er Gud uretfærdig?
10-12 Gud gav også et løfte til Rebekka, som blev gift med vores stamfar Isak. Da hun ventede tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste kommer til at tjene den yngste.”[e] Det blev sagt, før Jakob og Esau blev født, så de havde endnu ikke udført hverken gode eller onde bedrifter. Det viser, at Guds beslutninger står fast. Udvælgelsen bygger ikke på vores anstrengelser, men på Gud, som kalder. 13 Gud har jo selv sagt: „Jeg foretrak Jakob frem for Esau.”[f]
14 Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde! 15 Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.”[g]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.