Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Old/New Testament

Each day includes a passage from both the Old Testament and New Testament.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 49-50

Rigdom set i dødens perspektiv

49 Til korlederen: En sang af Koras slægt.

Hør her, alle folkeslag,
    lyt til mig, alle folk på jorden,
        høj og lav, rig og fattig.
Jeg taler med visdom,
    og mine tanker er fulde af indsigt.
Jeg har lyttet til mange ordsprog
    og giver min indsigt videre med sang og musik.

Jeg har intet at frygte i vanskelige tider,
    selv om bedragere omringer mig på alle sider.
De stoler på deres rigdom,
    praler af alt det, de ejer.
Men ingen kan betale sig fra at skulle dø,
    for Gud bestemmer, hvornår livet er slut.
Gud har sat prisen så højt,
    at den slags aldrig kan lade sig gøre.
10 Ellers kunne den rige jo leve evigt
    og aldrig opleve død og grav.
11 Alle ved, at selv vise folk dør.
    De ender i graven akkurat som tåberne
        og efterlader deres rigdom til andre.
12 Selv om de er kendt og ejer både gods og guld,
    bliver graven deres hjem til slut,
        og de vender aldrig tilbage derfra.
13 Selv de rige lever ikke evigt.
    De dør ligesom dyrene og forsvinder.
14 Sådan går det med de selvsikre,
    dem, der tror, de kan klare alt.
15 Som får bliver de gennet ned i dødsriget.
    Det er døden, der driver dem af sted.
Næste morgen går mennesker hen over deres grav,
    mens de selv rådner op i deres nye bolig.
16 Men Gud har magt til at redde mit liv,
    han kan rive mig ud af dødens kløer.

17 Derfor skal du ikke blive modløs,
    hvis nogle bliver styrtende rige,
18 for i døden tager de intet med sig,
    deres velstand må de lade tilbage.
19 Om end de er selvsikre hele livet,
    og folk berømmer dem for deres succes,
20 så ender de dog hos deres forfædre
    og ser aldrig dagens lys igen.
21 De, der stoler på deres rigdom, er uden forstand,
    for det går dem som dyrene, de skal alle dø.

Sand tilbedelse

50 En sang af Asaf.

Herren, den almægtige Gud,
    kalder menneskene sammen fra alle verdenshjørner.
Hans herlighed stråler omkring ham,
    han kommer fra Zion, det skønneste sted.
Vor Gud er på vej,
    og det sker ikke lydløst.
Foran ham går en fortærende ild,
    omkring ham raser et voldsomt uvejr.
Himmel og jord er hans vidner,
    når han sætter sig for at dømme sit folk.
„Lad hele mit folk komme sammen,
    dem, som med ofre har bekræftet min pagt.”
Gud er en retfærdig dommer,
    det bevidner den himmelske verden.

„Mit folk, hør hvad jeg har at sige.
    Israel, jeg anklager jer, for jeg er jeres Gud.
Jeg bebrejder jer ikke alle jeres ofre,
    som I til stadighed bringer til mit alter.
Men det er ikke tyre fra jeres huse
    og bukke fra jeres stalde, jeg har brug for.

10 Jeg ejer alle de dyr, der lever i skoven,
    og alle dem, der græsser på de tusindvis af høje.
11 Jeg har tal på alle bjergenes fugle,
    selv jordens insekter er mine.
12 Hvis jeg blev sulten,
    ville jeg ikke bede jer om noget,
for jorden er min med alt,
    hvad den indeholder.
13 Jeg spiser ikke kødet fra de tyre, I ofrer,
    jeg drikker ikke blodet fra de geder, I giver mig.
14 Kom hellere med en lovsang som takoffer,
    og opfyld jeres løfter til den almægtige Gud.
15 Råb til mig, når I har problemer,
    så jeg kan gribe ind, og I kan give mig ære.

16 Men til de ugudelige siger jeg:
Hvorfor opremser I mine bud
    og påstår, at I overholder min pagt?
17 I nægter jo at lade jer vejlede
    og blæser på, hvad jeg siger.
18 Når I ser en tyv, slutter I jer til ham.
    I godtager dem, der lever i utroskab.
19 Jeres mund udspyr onde ord,
    jeres tale er løgn og bedrag.
20 I sidder og bagtaler jeres egen familie
    og lægger onde planer imod dem.
21 Når I ter jer sådan, skal jeg så bare se på?
    I tror måske, jeg er ligeglad?
Nej, nu kan det være nok, nu bliver I straffet,
    jeg er nødt til at stille jer for retten.
22 Tænk over mine ord, I, der har glemt jeres Gud,
    ellers vil jeg gøre det af med jer,
        og der er intet, der kan redde jer.
23 Lovsang er et offer, som ærer mig.
    Jeg vil frelse alle, der adlyder mig.”

Romerne 1

Indledende hilsen—Jesus som Guds Søn

Kære medkristne i Rom!

Dette brev er fra Paulus, som er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Det var Gud, der udvalgte mig til at sprede det glædelige budskab, som han for længe siden talte om gennem sine profeter, og som er nedskrevet i de hellige Skrifter. 3-4 Profeterne forudsagde, at der skulle komme en Frelser, og det er Jesus, Guds Søn og vores Herre. Hvad hans menneskelighed angår, nedstammer han fra Kong David, men hvad hans hellige åndsnatur angår, blev han ved opstandelsen fra de døde anerkendt som Guds magtfulde Søn. Det er ham, der har givet os nåde og kraft til at være hans apostle og hjælpe folk fra alle folkeslag til at leve i tillidsfuld lydighed over for Gud. Det gælder også jer i Rom, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre. I skal vide, at Gud elsker jer, og at I er kaldet til at leve for ham.

Paulus ønsker at besøge de kristne i Rom

Først af alt takker jeg Gud for alt, hvad han har gjort for jer gennem Jesus Kristus. Jeres tro er jo blevet kendt i hele verden! Gud er mit vidne på, at jeg tit tænker på jer og beder for jer, alt imens jeg sætter hele mit liv ind på at forkynde budskabet om hans Søn. 10 Og jeg beder til stadighed om, at Gud snart vil gøre det muligt for mig at komme og besøge jer. 11 Jeg længes efter at se jer, for at jeg kan udruste jer med Åndens gaver, så I kan blive styrket i jeres tro, 12 eller snarere, at vi kan opmuntre og styrke hinanden gennem vores fælles tro.

13 I skal vide, kære venner, at jeg tit har tænkt på at besøge jer, så jeg kunne være til hjælp for jer ligesom for de andre menigheder. Men der er altid kommet noget i vejen. 14-15 Jeg længes efter at forkynde budskabet om Jesus også i Rom, for det er min opgave at forkynde det for alle mennesker, uanset om de er veluddannede eller uuddannede, om de bliver set op til eller set ned på.

Kristendommens kerne

16 Jeg skammer mig bestemt ikke over at fortælle budskabet om Jesus, for det indeholder en guddommelig kraft, som er i stand til at give evigt liv til alle, der tror på ham. Budskabet kom først til jøderne, men nu når det ud til alle mennesker. 17 Kernen i budskabet er, at vi bliver accepteret af Gud og erklæret skyldfri bare ved at overgive os til ham i tro og leve i den tro. Der står jo også i Skriften: „Den retskafne får livet ved sin tro.”[a]

Ugudelige mennesker vil blive straffet for deres ondskab

18 Guds straf hænger over hovedet på de mennesker, der undertrykker sandheden ved deres ugudelighed og uretfærdighed. 19-20 De kan ikke undskylde sig med, at de ikke kender noget til Gud, for han har sat sine tydelige spor i skaberværket. Godt nok kan man ikke direkte se eller måle den evige Gud, men den verden, han har skabt, viser hans guddommelige magt. 21 De kender altså noget til Gud, men de viser ham hverken respekt eller taknemmelighed. Tværtimod har deres tåbelige tanker ført dem ud i et tomt og håbløst liv. 22 De tror, de er så kloge, men i virkeligheden er de det modsatte. 23 I stedet for at tilbede den evige og mægtige Gud dyrker de alle mulige slags hjemmelavede afguder, der forestiller mennesker, fugle, slanger eller andre dyr.

24 Derfor har Gud ladet dem følge deres egne lyster, selvom de ødelægger sig selv gennem de skamløse ting, de gør med hinanden. 25 De vil hellere tro på en løgn end på sandheden om Gud, og de tilbeder det skabte i stedet for Skaberen, som fortjener evig tilbedelse. 26 Derfor har Gud ladet dem følge deres skamløse lyster. Kvinder har imod naturens orden et seksuelt forhold til andre kvinder i stedet for til mænd. 27 På samme måde har mænd et forhold til andre mænd, og på den måde tilfredsstiller de deres lyster. Men resultatet af deres fejltagelse rammer dem selv.

28 Fordi de ikke sætter pris på at lære Gud bedre at kende, har han overladt dem til deres egen forfejlede tankegang og umoralske livsførelse. 29 De er ondskabsfulde, selviske, jaloux, voldelige, stridslystne, uhæderlige, skadefro og fulde af løgn. 30 De taler ondt om andre mennesker og hader Gud. De er arrogante og overlegne. De er i oprør mod forældre, praler af deres bedrifter og finder altid på nye ondskabsfuldheder. 31 De er tåbelige, illoyale, afstumpede og ubarmhjertige. 32 De ved godt, hvad Gud ønsker, de skal gøre, og at han har ret til at straffe den slags med døden. Alligevel lever de på den måde og bekræfter hinanden i deres umoralske livsstil.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.