Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Old/New Testament

Each day includes a passage from both the Old Testament and New Testament.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 10-12

Det stolte menneske

10 Hvorfor er du så langt væk, Herre,
    når jeg har allermest brug for dig?
De gudløse undertrykker frækt de svage,
    fanger dem med listige intriger.
De praler af deres onde planer,
    roser de grådige, men håner Herren.
De er stolte og regner ikke med Gud.
    De mener, han slet ikke eksisterer.
De ser ud til at klare sig godt.
    De ænser ikke straffen, der venter dem.
        De blæser på deres modstandere.
„Intet kan slå os ud,” siger de.
    „Vi klarer alle problemer.”
De har munden fuld af forbandelser, løgn og trusler,
    deres ord skaber altid ødelæggelse.
De ligger på lur i mørket og myrder de uskyldige,
    de venter altid på et hjælpeløst bytte.
Som løver kryber de sammen, klar til spring,
    venter på at kaste sig over de svage.
Som jægere fanger de deres ofre i fælden
    og slæber dem bort i deres net.
10 De svage overmandes og segner,
    falder under de gudløses magt.
11 „Gud opdager det ikke,” siger de onde,
    „han vil aldrig få noget at vide.”

12 Grib ind, Herre! Løft din hånd og slå dem ned.
    Glem ikke de svage og undertrykte.
13 Skal de onde have lov at håne dig
    og sige: „Han vil ikke kræve os til regnskab.”?
14 Herre, du ser hver eneste ond handling.
    Du ser det og straffer dem.
De nødstedte regner med dig, Gud,
    for du er den, der hjælper de svage.
15 Sæt en stopper for de ondes adfærd,
    drag dem til ansvar for alle deres forbrydelser.

16 Herre, du er konge for evigt og altid.
    De gudløse skal ikke bo i dit land.
17 Herre, du ved, hvad de undertrykte længes efter.
    Du hører deres suk og trøster dem.
18 Du forsvarer de sårbare og svage,
    så ingen skal terrorisere dem længere.

Tilflugt hos Herren

11 Til korlederen: En sang af David.

Jeg stoler på Herren og søger hans hjælp.
    Hvorfor siger I: „Flygt op i bjergene som en fugl,
for de gudløse har spændt deres bue og lagt pilen til rette.
    De gemmer sig i mørket for at ramme de retskafne.
Hvad kan en gudfrygtig gøre, når al lov og ret er borte?”

Herren sidder i sit hellige tempel.
    Han regerer fra sin trone i Himlen.
        Han overvåger hvert menneske på jorden.
Han gennemskuer både de gode og de gudløse.
    Han hader dem, som elsker vold.
Han lader gloende kul regne ned over de onde,
    straffer dem med rygende svovl og en brændende vind.
Herren er god og elsker dem, der adlyder ham,
    de, som gør det gode, skal se hans ansigt.

Bøn om hjælp i en gudløs tid

12 Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.

Herre, kom os til hjælp.
Der er ingen tilbage, som adlyder dig.
    Man kan ikke opdrive et ærligt menneske.
Alle bedrager hinanden,
    de er fulde af løgn og falskhed.
Herre, gør en ende på al deres smiger,
    sæt en stopper for de pralende ord.
De siger hovmodigt: „Vore ord giver os magt,
    og vi siger, hvad der passer os!”
Men Herren svarer:
„Fordi de svage og forfulgte råber til mig,
    vil jeg nu gribe ind og forsvare dem.”

Herrens løfter er sande,
    hans ord er som det fineste sølv,
        forædlet syv gange i ilden.
8-9 Herre, selvom ondskaben sidder i højsædet,
    og alle gør, hvad der passer dem,
så ved vi, at du altid beskytter os
    og bevarer os fra den slags mennesker.

Apostelenes gerninger 19:1-20

En stærk menighed grundlægges i Efesos

19 Mens Apollos opholdt sig i Korinth, rejste Paulus videre fra Galatien gennem det indre højland og kom ned til Efesos. Der traf han en flok disciple og spurgte dem: „Fik I Helligånden, dengang I kom til tro?”

„Vi har ikke engang hørt, at der findes en hellig Ånd,” svarede de.

„Hvilken dåb blev I da døbt med?” spurgte han.

„Johannes Døbers dåb,” svarede de.

„Johannes døbte dem, der havde taget afstand fra deres synd, og han sagde til folk, at de skulle tro på én, som kom bagefter ham, det vil sige Jesus.” Så snart de hørte det, lod de sig døbe til at tilhøre Herren Jesus. Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. Der var omkring 12 mænd i alt.

I de følgende tre måneder kom Paulus til stadighed i synagogen, hvor han frimodigt debatterede med jøderne og talte overbevisende om Guds rige. Men nogle af dem nægtede hårdnakket at tage imod budskabet, og de talte offentligt imod dem, som blev kaldt „Vejen”. Så forlod Paulus synagogen og tog gruppen af disciple med sig over i Tyrannos’ forelæsningssal, hvor de holdt daglige samtaler. 10 Det fortsatte de næste to år, så alle indbyggere i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik anledning til at høre Herrens ord.

11 Gud udførte usædvanlige undere gennem Paulus’ tjeneste 12 med det resultat, at folk kappedes om at få fat i de arbejdsforklæder eller tøjstykker, som Paulus havde brugt. Når tøjstykkerne derefter blev lagt på syge mennesker, blev de syge helbredt, mens andre blev befriet fra onde ånder.

13 Nogle jødiske eksorcister, som rejste fra by til by, brugte også Jesu navn, når de prøvede at uddrive onde ånder. De sagde: „Jeg befaler jer at forsvinde i kraft af den Jesus, som Paulus forkynder!” 14 Der var blandt andet syv sønner af den jødiske ypperstepræst Skeuas, som prøvede det. 15 Men da de gjorde det, svarede den onde ånd: „Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men I—hvem er I?” 16 Manden, der havde den onde ånd i sig, fór løs på dem og mishandlede dem, så de til sidst måtte flygte ud af huset, forslåede og med tøjet revet af.

17 Den historie blev hurtigt kendt blandt både jøder og grækere i Efesos. Alle blev grebet af ærefrygt, og de var fulde af lovord om Herren Jesus og hans magt. 18 Som følge af den hændelse kom mange af de nye troende og fortalte åbent om de hemmelige ting, de før havde været involveret i, 19 og en hel del kom med deres okkulte bøger, som så blev brændt på et stort bål. Man optegnede bøgernes værdi og fandt ud af, at det svarede til 50.000 sølvstykker. 20 Som følge af Herrens magt fik budskabet flere og flere tilhængere.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.