Old/New Testament
Bildads tredje tale til Job
25 Hertil svarede Bildad:
2 „Gud har al magt og autoritet.
I himlen hersker der fred.
3 Hvem kan tælle himlens hære?
Hvem står udenfor hans rækkevidde?
4 Hvordan kan nogen hævde sin uskyld overfor Gud?
Hvordan kan et menneske påstå at være uden synd?
5 Selv månen er ikke pletfri,
og stjernerne er ikke uden fejl.
6 Hvad så med et ubetydeligt menneske som dig?
Hvordan kan du hævde at være uden skyld?”
Jobs niende tale: Et svar til Bildad
26 Job svarede på følgende måde:
2 „Hvor har du været til megen hjælp,
trøstet og støttet mig arme stakkel!
3 Du har virkelig åbenbaret din store visdom
og forklaret det hele for den tåbe, jeg er!
4 Hvordan har du fået din vældige visdom?
Hvorfra kommer alle de kloge ord?
5 De dødes ånder skælver af frygt
i deres opholdssted under havet.
6 Dødsriget ligger åbent for Gud,
intet dernede er skjult for ham.
7 Gud udspændte himmelbuen over horisonten,
hængte jordkloden op i det tomme rum.
8 Vandet binder han i de mørke skyer,
de bryder ikke sammen under vægten.
9 Han skjuler fuldmånen bag sine skyer,
breder et slør ud over den.
10 Han markerer horisonten, hvor havet ender,
og stedet, hvor dagen bryder frem af natten.
11 Himlens søjler ryster og bæver,
de vakler, når han viser sin vrede.
12 Med sin magt bragte han havet til ro,
da han i sin visdom knuste Rahab.[a]
13 Ved et pust fra ham klarede himlen op,
han gennemborede den flygtende slange.
14 Det er kun små eksempler på hans styrke,
et svagt ekko af hans almagt,
for hvem kan fatte hans fulde styrke?”
Job hævder fortsat sin uskyld
27 Job fortsatte:
2 „Jeg sværger ved den levende, almægtige Gud,
som har gjort mig uret og forbitret mit liv,
3 at så længe jeg lever her på jorden,
så længe jeg endnu trækker vejret,
4 skal intet ondt ord komme over mine læber,
ingen løgn skal udgå fra min mund!
5 Jeg vil aldrig give jer ret i jeres beskyldninger,
til min dødsdag vil jeg hævde min uskyld.
6 Jeg er uden skyld, og det holder jeg fast ved.
Min samvittighed er ren, og det har den altid været.
De gudløse straffes
7 Må mine fjender blive straffet som de gudløse, de er,
mine modstandere dele skæbne med de onde.
8 Hvad håb er der for de onde,
når Gud gør ende på deres liv?
9 Mon Gud hører deres skrig,
når de råber om hjælp?
10 De oplever ikke glæden ved at kende den Almægtige,
de kommer ikke dagligt til ham i bøn.
11 Lad mig fortælle jer om Guds kraft
og indvi jer i den Almægtiges tanker.
12 Ja, egentlig burde I vide det i forvejen,
men hvorfor kommer I så med jeres tomme ord?
13 Hør her hvilken skæbne, der venter de onde,
hvilken straf de får fra den Almægtige:
14 Uanset hvor mange børn, de har,
vil de fleste dø i krig eller sulte ihjel.
15 De overlevende bliver bragt i graven af sygdom,
end ikke deres enker vil begræde dem.
16 Selv om de gudløse kan have penge som skidt
og kostbare klæder i kassevis,
17 bliver det de retskafne, som overtager rigdommen,
de retsindige, som går rundt i de kostbare klæder.
18 De gudløses huse er som skrøbelige spindelvæv,
som læskure, en hyrde har flikket sammen på marken.
19 De kan være stenrige, når de går i seng om aftenen,
og vågne ludfattige om morgenen.
20 Pludselig rammes de af forfærdelige rædsler,
ulykken kommer over dem som en hvirvelvind.
21 De mister alt, hvad de ejer,
som havde en storm blæst dem ud i ørkenen.
22 Ulykken jager dem som en orkan,
mens de kæmper for ikke at blive knust.
23 Den slår kløerne i dem
og blæser dem langt bort fra deres hjem.
Kong Agrippa begynder at forfølge menigheden i Jerusalem
12 I mellemtiden var Kong Herodes Agrippa[a] begyndt at forfølge og mishandle nogle fra menigheden i Jerusalem, 2 og han lod Jakob, Johannes’ bror, halshugge. 3-4 Da kongen mærkede, at det faldt i god jord hos de jødiske ledere, lod han også Peter arrestere og sætte i fængsel, og han gav fire vagthold på hver fire soldater ordre til at bevogte fængslets døre. Det skete under påskehøjtiden, og kongen havde til hensigt at få ham dømt af Det jødiske Råd, så snart påsken var forbi. 5 Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.
Peter sættes på fri fod ved en engels hjælp
6 Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren. 7 Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: „Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder. 8 „Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: „Tag din kappe på og følg efter mig!” 9 Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete. 10 De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.
11 Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. „Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. „Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”
12 Efter at have sundet sig gik han hen til Marias hus, hende, der er mor til Johannes Markus. En masse mennesker var samlet til bøn dér. 13 Han bankede på døren til portrummet, og en pige, som hed Rhode, gik ud for at høre, hvem det var. 14 Hun genkendte med det samme Peters stemme og blev så glædeligt overrasket, at hun helt glemte at lukke op og i stedet løb tilbage til de andre, for at fortælle dem, at Peter stod udenfor. 15 „Du er ikke rigtig klog!” sagde de, men hun blev ved med at påstå, at det var Peter, der stod udenfor. Til sidst sagde de: „Det må være hans skytsengel!” 16 Imens stod Peter og bankede og bankede. Da de endelig fik lukket op og så, at det virkelig var ham, blev de ude af sig selv af forbavselse. 17 Men Peter gjorde tegn til, at de skulle være stille, og han fortalte dem, hvordan Herren havde befriet ham fra fængslet. „Fortæl det til Jakob[b] og de andre ledere,” sagde han. Derefter rejste han væk til et andet sted.[c]
18 Ved daggry blev der stor opstandelse blandt de soldater, der havde stået vagt. Ingen anede, hvor Peter var blevet af. 19 Da kongen sendte bud efter ham, og man ikke kunne finde ham, kom vagterne i forhør og blev derefter henrettet. Efter den historie forlod kong Herodes Judæa og tog ophold i Cæsarea.
Herodes bliver straffet
20 Nogen tid efter ankom en delegation fra Tyrus og Sidon til Cæsarea. Herodes havde haft et meget spændt forhold til de to byer, men de kom nu for at bede om fred, for de fik deres fødevarer fra det område, Herodes regerede over. Det lykkedes for delegationen at komme på venskabelig fod med Blastus, kongens kammertjener, og de fik ham til at hjælpe sig. 21 Et møde med kongen blev aftalt, og på den fastsatte dag iklædte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig på tronen og holdt en tale til dem. 22 Da han var færdig, hyldede folket ham og råbte: „Det er en gud og ikke et menneske, der taler!” 23 I samme øjeblik ramte Herrens engel ham med en sygdom, fordi han tog imod menneskers tilbedelse i stedet for at give Gud æren. Han blev ædt op af orme og døde.
Barnabas og Saul vender tilbage til Antiokia
24 Men de kristne havde fremgang, og Guds ord nåede ud til flere og flere mennesker. 25 Da Barnabas og Saul havde fuldført deres opgave i Jerusalem, tog de Johannes Markus med sig og vendte tilbage til Antiokia.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.