Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Old/New Testament

Each day includes a passage from both the Old Testament and New Testament.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 4-6

At stole på Herren

Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.

Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp,
    for du er en god Gud.
Du har hjulpet mig før,
    når jeg var trængt op i en krog.
Vær nådig imod mig
    og lyt til min bøn!
I oprørske mennesker,
    hvor længe vil I krænke min ære?
Hvor længe vil I stræbe efter falskhed
    og foretrække løgn og bedrag?
I må forstå, at Herren velsigner dem,
    der trofast følger ham.
Han hører mit råb om hjælp,
    han svarer, hver gang jeg kalder.

Bliver I oprørte over noget, da synd ikke.
    Tænk jer om, forhast jer ikke.
Bring hellere ofre til Herrens ære
    og sæt jeres lid til ham.

Mange klager: „Hvorfor hjælper Gud os ikke?”
    Herre, se i nåde til os.
Mit hjerte glæder sig mere over dig
    end over en rig høst af korn og vin.
Jeg kan roligt lægge mig til at sove,
    for du, Herre, beskytter mig.

Beskyttet under Herrens nåde

Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.

Herre, hør min bøn,
    lyt til mine dybe suk.
Min Konge og min Gud, hør mit råb om hjælp,
    for til dig vil jeg klage min nød.
Om morgenen løfter jeg min røst til dig,
    jeg lægger min sag frem for dig og venter.

Gud, du hader grusomheder
    og kan ikke acceptere ondskab.
Oprørere får ikke adgang til dig,
    for du hader de onde.
Du tilintetgør dem, der lyver,
    du afskyr vold og bedrageri.

Men jeg kan gå ind i dit tempel
    på grund af din trofaste nåde
        og tilbede dig i ærefrygt.
Herre, led mig ad den rette vej,
    så mine fjender ikke fælder mig.
Vis mig den vej, jeg skal gå,
    og fortæl mig, hvad jeg skal gøre.
10 Mine fjender lyver konstant,
    de er kun ude på at gøre fortræd.
Deres strube stinker som en åben grav,
    deres tunge er belagt med smiger.
11 Drag dem til ansvar, oh, Gud,
    fang dem i deres egne fælder.
Straf dem for deres trodsighed,
    for det er dig, de gør oprør imod.
12 Men lad alle, som stoler på dig, juble.
    Lad dem råbe af fryd til hver en tid.
Du beskytter dem, der følger dig trofast,
    så de altid er fyldt med glæde.
13 Du velsigner jo de gudfrygtige, Herre,
    dækker dem med din nådes skjold.

Bøn under lidelse

Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.

Herre, straf mig ikke i vrede,
    irettesæt mig ikke i harme.
Vær barmhjertig, Herre, for jeg er svag.
    Helbred mig, Herre, jeg ryster over det hele.
Jeg er fortvivlet og fuld af frygt.
    Hvor længe skal jeg lide, Herre?
Hør mit råb og red mig,
    vær mig nådig og hjælp mig.
I graven kan ingen tilbede dig,
    de døde lovsynger dig ikke.
Jeg er udmattet af smerte,
    jeg græder hver eneste nat,
        min pude er gennemblødt af tårer.
Sorgen slører mit blik
    på grund af mine mange fjender.
Gå væk fra mig, I onde mennesker,
    for Herren har hørt min gråd.
10 Han har hørt mit suk,
    og han vil svare på min bøn.
11 Alle mine fjender bliver ydmyget,
    de gribes af rædsel og flygter.

Apostelenes gerninger 17:16-34

Paulus i Athen

16 Mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han mere og mere opbragt over alle de afgudsbilleder, han så rundt omkring i byen. 17 I synagogen om sabbatten debatterede han med de jøder og grækere, som kom der, og på ugens andre dage talte han med de mennesker, han traf på torvet.

18 På et tidspunkt faldt Paulus i snak med en gruppe filosoffer, både epikuræere og stoikere. Nogle sagde: „Sikke dog et snakkehoved!” Andre sagde: „Han vil vist have os til at tro på nogle nye, fremmede guder.” De kendte jo intet til Jesus, og det med opstandelsen fra de døde kunne de slet ikke forholde sig til. 19 De besluttede så at tage ham med hen til byens højeste rådsforsamling, Areopagos. „Vi vil gerne høre noget mere om den nye lære, som du kommer med,” sagde de. 20 „Det lyder jo temmelig fremmed for os, men vi vil gerne vide, hvad det hele går ud på.” 21 Det var nemlig sådan, at både byens indfødte borgere og tilflytterne fik meget tid til at gå med at fortælle og høre sidste nyt.

22 Så stod Paulus frem midt i Areopagos forsamlingen og sagde: „Højtærede mænd her i Athen! Jeg har lagt mærke til, at I er meget interesserede i åndelige spørgsmål. 23 Da jeg spadserede gennem byen, så jeg de mange religiøse symboler, som I bruger i jeres gudsdyrkelse. Der var blandt andet et alter med inskriptionen: ‚For en ukendt gud’. Den Gud, som I dyrker uden at kende, ham vil jeg gerne fortælle jer om. 24 Der er en Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den. Han er Herre over både himlen og jorden. Han bor ikke i menneskeskabte templer. 25 Han har heller ikke brug for, at mennesker skal sørge for hans fornødenheder. Tværtimod, det er ham, der giver menneskene liv og ånde og alt andet. 26 Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkeslagene ud over hele jorden. Han har fastsat, hvor længe hvert folkeslag skal bestå, og hvor dets grænser skal gå. 27 Han skabte menneskene med en længsel efter Gud, så de i deres famlen måske kunne finde ham. Han er nemlig ikke ret langt borte fra en eneste af os, 28 for han giver os liv, bevægelse og eksistens, ligesom en af jeres egne digtere har sagt: ‚Vi tilhører også hans slægt.’ 29 Når vi er i slægt med Gud, så ligner vi ham, og så skal vi ikke tænke på Gud som et billede i guld, sølv eller sten, et billede, der er formet ud fra menneskelig tankegang og kunstnerisk dygtighed. 30 Nok har Gud båret over med tidligere tiders uvidenhed, men nu befaler han, at alle mennesker, hvor de end er, skal vende om til ham. 31 Han har nemlig fastsat en dag, hvor han vil afsige sin retfærdige dom over alle mennesker i hele verden. Det vil han gøre sammen med en bestemt mand, som han har udvalgt til den opgave, og for at hjælpe alle mennesker til at tro det, har han oprejst ham fra de døde.”

32 Da forsamlingen hørte, at nogen skulle være genopstået fra de døde, gav nogle sig til at le, mens andre sagde: „Det vil vi høre mere om en anden gang.” 33 Så forlod Paulus dem, 34 men der var nogle få mænd, der sluttede sig til ham og kom til tro, blandt andre Dionysios, som selv var medlem af Areopagos forsamlingen. Desuden var der en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.