Old/New Testament
Gud er almægtig, men parat til at tilgive
36 Elihu fortsatte:
2 „Vær tålmodig og lad mig fortsætte lidt endnu,
for der er stadig noget, Gud ønsker, jeg skal sige.
3 Min Skaber er retfærdig og har altid ret.
Det har jeg oplevet gang på gang.
4 Hvad jeg fortæller dig, er den skinbarlige sandhed,
og jeg ved, hvad jeg taler om.
5 Gud afviser aldrig nogen, som kommer til ham.
Han er almægtig og altid til at stole på.
6 Han lader ikke den onde være ustraffet,
men hjælper de svage til at få deres ret.
7 Gud beskytter de retskafne
og giver dem ære og magt.
8 Men skulle de blive ramt af ulykker
og blive lagt i lidelsens lænker,
9 så fortæller han dem, hvad de har gjort galt,
eller hvordan de har været hovmodige.
10 Det gør han for at retlede dem,
og han siger, de skal vende sig fra det onde.
11 Hvis de hører efter og adlyder ham,
så velsigner han dem resten af livet.
12 Men hvis de nægter at lytte til ham,
så dør de uden at have forstået hvorfor.
13 Gudløse mennesker bliver bitre.
Når Gud straffer dem, beder de ikke om nåde.
14 De dør i deres bedste alder
efter at have spildt tiden i et umoralsk liv.
15 De hjælpeløses svaghed bliver deres redning.
Deres trængsler gør dem åbne for, hvad Gud har at sige.
16 Gud ønsker at bringe dig ud af dine lidelser,
at føre dig ud i frihed som på en vidtstrakt eng
og dække dit bord med udsøgte retter.
17 Men nu er du optaget af, at de skyldige skal dømmes.
Ja, du kan ikke tænke på andet end skyld og dom.
18 Lad ikke din vrede få dig til at håne Gud.
Vær ydmyg, selv om det koster din stolthed.[a]
19 Har du magt til at frelse dig selv?
Mon din råben er nok til at redde dig?
20 Lad være at længes efter dødens mørke,
tænk ikke på at blive rykket bort.
21 Pas på ikke at blive opslugt af din oprørskhed,
som du foretrækker frem for at bære din lidelse.
22 Husk på, at Gud er almægtig og ophøjet.
Hvem andre kan hjælpe og vejlede os?
23 Kan et menneske bestemme, hvad Gud skal gøre?
Hvem tør sige, at Gud er uretfærdig?
24 Lovpris ham hellere for hans skaberværk,
som mange har gjort med sang.
25 Alle mennesker har set hans storhed,
selv om det kun er på afstand.
26 Gud er større, end vi kan begribe,
hans eksistens kan ikke måles i år.
27 Han får vandet til at fordampe
og omdanner dampen til regn,
28 der falder ned i byger fra skyerne
og gavner menneskene på jorden.
29 Hvem kan fatte, hvordan skyerne spredes,
og forstå, hvordan tordenen buldrer og brager?
30 Se, han sender lyn i alle retninger
og dækker havbunden med vand.
31 Med lynene dømmer han folkene,
og med regnen giver han dem mad i mængde.
32 Han holder lynene i sine hænder
og befaler dem at ramme plet.
33 Tordenen melder hans komme,
selv kvæget kan mærke, når han er på vej.
Guds uendelige storhed
37 Det får mit hjerte til at banke voldsomt,
det hopper næsten helt op i halsen.
2 Hør efter, når Gud taler fra stormvejret,
når hans tordenrøst ruller hen over os.
3 Lynene glimter hen over himlen
og rækker helt til jordens ende.
4 Derefter kommer tordenskraldet,
hans majestætiske, tordnende røst.
Han sparer ikke på lynene,
når han lader sin røst høre.
5 Guds storslåede stemme høres i bulderet,
han gør store og ufattelige ting.
6 Han befaler sneen at falde på jorden
og sender regnskyl i tykke tove.
7 Folk må standse op midt i deres arbejde
og anerkende Guds vældige magt.
8 Dyrene søger i skjul,
de bliver i deres huler.
9 Den bidende blæst lukkes ud fra sit hus
og kommer med kulde fra nord.
10 Gud ånder på vandet,
så overfladen fryser til is.
11 Han fylder skyerne med vand,
og fra dem udspringer hans lyn.
12 Skyerne farer frem og tilbage,
de bevæger sig efter hans vilje.
De udfører hans befalinger
ud over den vide jord,
13 hvad enten lynet kommer for at straffe,
eller regnen kommer for at velsigne.
14 Tænk dig om et øjeblik, Job,
læg mærke til Guds forunderlige gerninger.
15 Ved du, hvordan han styrer naturens kræfter,
hvordan han får lynene til at glimte fra skyerne?
16 Forstår du, hvordan skyerne kan svæve i luften?
Det er den Almægtiges underværker.
17 Du, som lider under den brændende sol,
når søndenvinden bringer en hedebølge,
18 var det dig, der hjalp ham udspænde himlens bue,
så den skinner som et spejl af blankt metal?
19 Job, hvad med at dele noget af din visdom med Gud,
for vi andre ved jo ingenting!
20 Tør du sige til Gud, at du vil fortælle ham noget?
Risikerer du ikke at dø ved at træde frem for ham?
21 Når vinden har blæst skyerne væk,
og solen kommer frem i al sin skarphed,
kan intet menneske holde ud at se på dens strålende lys.
22 Mod nord kan man se et gyldent skær,
men Guds herlighed er langt mere strålende.
23 Vi kan ikke mødes på lige fod med den almægtige Gud,
for hans magt er uendelig.
Hans godhed er uden grænser,
og han kan umuligt være uretfærdig.
24 Derfor har mennesker ærefrygt for ham,
men de selvretfærdige kan Gud ikke hjælpe.”
22 Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samråd med hele menigheden at sende nogle repræsentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De mænd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas. 23 De fik følgende brev med:
Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.
Til de ikke-jødiske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.
Mange hilsener til jer alle!
24 Vi har fået at vide, at nogle folk herfra har skabt en del uro hos jer ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved jeres frelse. Det har vi imidlertid aldrig bedt dem om, 25 og vi er derfor blevet enige om at sende jer to udvalgte mænd fra menigheden her sammen med vores elskede Barnabas og Paulus, 26 som jo har vovet livet i arbejdet for vores Herre, Jesus Kristus. 27 Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan bekræfte det, som vi her skriver om.
28 Helligånden og vi har besluttet, at der ikke skal lægges nogen større byrde på jer, end det er strengt nødvendigt. 29 Det vil sige, at I skal holde jer fra at spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod. Desuden skal I holde jer fra al seksuel synd. Hvis I overholder det, handler I ret. Lev vel!
30 De fire mænd tog så af sted til Antiokia, hvor de kaldte menigheden sammen og overrakte dem brevet. 31 Da brevet var blevet oplæst, blev der glæde i hele menigheden over de opmuntrende ord. 32 Judas og Silas var profeter, og de opmuntrede og styrkede menigheden gennem flere budskaber. 33 De blev i byen et stykke tid, hvorefter de vendte tilbage til Jerusalem med hilsen og tak til dem, der havde sendt dem.[a] 35 Paulus og Barnabas opholdt sig endnu en tid i Antiokia for sammen med mange andre at undervise og forkynde Herrens ord.
Paulus rejser ud med Silas, og Barnabas tager Markus med
36 Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: „Lad os nu vende tilbage for at se, hvordan det går med menighederne i de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord.” 37 Men da Barnabas ønskede at tage Johannes Markus med, 38 gjorde Paulus indsigelser. Han mente ikke, at Markus skulle med dem nu, eftersom han var rejst tilbage, da de kom til Pamfylien, i stedet for at fortsætte i arbejdet sammen med dem.
39 De to mænds uenighed på det punkt blev så skarp, at de besluttede at tage hver sit sted hen. Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Cypern. 40 Men Paulus valgte at tage Silas med, og efter at menighedens ledere havde bedt om, at Gud i sin nåde ville være med dem, 41 tog de af sted og rejste til provinserne Syrien og Kilikien for at styrke menighederne der.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.