Old/New Testament
Bøn om hjælp mod fjenderne
7 En sang David sang til Herren på grund af benjaminitten Kush.
2 Min Herre og Gud, jeg stoler på dig,
red mig fra alle mine forfølgere.
3 Lad dem ikke sønderrive mig som løver,
slæbe mig bort, uden at nogen kommer til hjælp.
4 Herre, hvis jeg havde forbrudt mig,
hvis jeg virkelig var skyldig,
5 hvis jeg havde svigtet mine venner
eller uden grund udplyndret mine fjender,
6 kunne de med god ret sønderrive mig
og trampe mig ned i støvet.
7 Grib ind mod mine fjenders raseri, Herre!
Giv dem den straf, de fortjener.
8 Lad folkene samles foran dig.
Tag plads på din høje trone.
9 Det er dig, Herre, der dømmer folkeslagene.
Frikend mig, for jeg er uskyldig.
Jeg har ikke gjort noget forkert.
10 Herre, gør en ende på de gudløses ondskab,
men hjælp dem, der er uden skyld.
For du er god og retfærdig, du kender hjertets dyb,
du vejer vore motiver og inderste tanker.
11 Den almægtige Gud er mit skjold,
han redder dem, der handler ret.
12 Gud er en retfærdig dommer,
han dømmer de gudløse dag efter dag.
13 Hvis de ikke omvender sig,
hvæsser han sværdet og spænder buen.
14 Han affyrer sine dødbringende våben,
sender de brændende pile af sted.
15 De gudløse undfanger uret,
er svangre med ondskab og føder løgn.
16 De sætter fælder for andre, men bliver selv fanget.
De graver faldgruber, men falder selv i dem.
17 Deres onde planer giver bagslag,
deres rænker rammer dem selv.
18 Jeg priser Herren, for han er god.
Jeg vil lovsynge den almægtige Gud.
Guds storhed og menneskets værdighed
8 Til korlederen: Brug strengeinstrumenter.[a] En sang af David.
2 Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
Universets vidundere viser din storhed.
3 Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed[b]
for at lukke munden på dine modstandere.
4 Når jeg ser op mod himlen, dine hænders værk,
månen og stjernerne, som du har skabt,
5 hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
6 Du skabte det kun lidt ringere end det guddommelige,[c]
gav det kongelig ære og værdighed.
7 Du gav mennesket ansvar for dit skaberværk,
det blev sat som hersker over alle ting,
8 over får og kvæg og vilde dyr,
9 fugle, fisk og alt havets liv.
10 Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
Herren dømmer de onde og hjælper de undertrykte
9 Til korlederen: Synges til melodien „En søns død.” En sang af David.
2 Jeg vil prise dig, Herre, af hele mit hjerte,
fortælle om dine undere dag efter dag.
3 Jeg fryder mig over dig og synger lovsange til dig,
for du er den almægtige Gud.
4 Mine fjender vendte om og flygtede,
du jog dem på flugt og fældede dem.
5 Du skaffede mig oprejsning
og afsagde en retfærdig dom.
6 Du gik i rette med folkeslagene,
du udryddede de onde mennesker,
så deres navne er glemt for altid.
7 Mine fjender blev fuldstændig knust,
deres byer blev lagt i ruiner,
man husker dem ikke mere.
8 Herren regerer i evighed,
han sidder som dommer på sin trone.
9 Han er fair, når han dømmer folkene,
han regerer verden med retfærdighed.
10 De undertrykte søger tilflugt hos Herren,
han hjælper dem i modgang og trængsel.
11 De, som kender dig, Herre, stoler på dig,
du skuffer ikke dem, der søger din hjælp.
12 Syng af fryd for Herren, som troner på Zion,
lad verden høre om hans store undere.
13 Han husker og hævner uret og drab,
han glemmer ikke de svages råb.
14 Vær mig nådig, Herre,
for mine fjender er ude efter mig.
Herre, riv mig ud af dødens gab.
15 Så vil jeg prise dig på Jerusalems torve,
og fryde mig over, at du frelste mig.
16 Fjenderne ender i deres egen faldgrube,
de bliver fanget i deres egne fælder.
17 Herren er kendt for sin retfærdighed,
de onde indfanges af deres egen ondskab.
18 De ugudelige ender i den evige død,
det gælder alle, som gør oprør mod Gud.
19 Men de ydmyge bliver ikke ladt i stikken,
de undertryktes håb bliver ikke gjort til skamme.
20 Herre, lad ikke de onde sejre,
men udmål den straf, de fortjener.
21 Lad dem frygte og bæve,
så de indser, at de kun er mennesker.
Menigheden i Korinth grundlægges
18 Derefter forlod Paulus Athen og rejste videre til Korinth. 2-3 Dér traf han en jøde, som hed Akvila. Hans kone hed Priskilla. Deres arbejde var at sy telte, ligesom Paulus gjorde, så han fik lov til at bo hos dem og arbejde sammen med dem. Akvila stammede oprindelig fra Pontus, men han og hans kone var netop ankommet fra Italien, for kejser Claudius havde givet ordre til, at alle jøder skulle forvises fra Rom. 4 Hver sabbat var Paulus i synagogen, hvor han debatterede med og søgte at overbevise både jøder og grækere. 5 Da Silas og Timoteus kom ned til Korinth fra Makedonien, var Paulus helt opslugt af at forkynde Guds ord og søge at overbevise jøderne om, at Jesus virkelig var den ventede Messias. 6 Men da jøderne hånende afviste ham, rystede Paulus symbolsk[a] støvet af sin kappe og sagde: „Det er jeres egen skyld, hvis I går fortabt. Jeg kan ikke tage ansvaret for det. Fra nu af vil jeg forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag.”
7 Han flyttede så sin undervisning fra synagogen over til et hus, som lå lige ved siden af og tilhørte Titius Justus, en græker som var gået over til jødedommen, men nu var kristen. 8 Synagogeforstanderen Krispus og hele hans husstand kom også til tro på Herren. Mange af byens indbyggere kom for at lytte til Paulus, og mange kom til tro, hvorefter de blev døbt.[b]
9-10 En nat havde Paulus et syn, i hvilket Herren sagde til ham: „Du skal ikke være bange, for jeg vil beskytte dig, så ingen gør dig fortræd. Fortsæt med at tale og giv ikke op, for jeg har et stort folk i denne by.” 11 Så blev Paulus i Korinth i halvandet år og underviste i Guds ord.
12 Mens Gallio var guvernør i den romerske provins Akaja,[c] gennemførte jøderne en samlet aktion mod Paulus og fik ham slæbt hen til guvernøren. 13 Dér kom de frem med følgende anklage: „Manden her overtaler folk til at dyrke Gud på en måde, som er imod vores lov.” 14 Men da Paulus skulle til at forsvare sig, vendte Gallio sig til jøderne og sagde: „Hør engang, I jøder, havde der været tale om en grov forbrydelse eller anden lovovertrædelse, så ville jeg godt have hørt på jer. 15 Men når det drejer sig om ordstrid og magtkampe inden for jeres egen religion, så må I klare det selv. Den slags sager vil jeg ikke dømme i.” 16 Så jog han dem væk fra domstolen.
17 Alle[d] greb nu fat i synagogeforstanderen, Sostenes, og slog løs på ham lige uden for domstolen, men det tog Gallio sig ikke af.
Paulus rejser tilbage til Antiokia via Efesos og Jerusalem
18 Efter den hændelse blev Paulus endnu en tid i Korinth, før han besluttede at tage tilbage til provinsen Syrien sammen med Priskilla og Akvila. Så tog de afsked med menigheden og kom ned til havnebyen Kenkrea. Her lod Paulus sit hår klippe, da tiden for hans naziræerløfte var udløbet.[e] 19 De gik om bord i et fragtskib og ankom til Efesos, hvor Paulus efterlod Akvila og Priskilla. Mens skibet lossede i havnen, havde Paulus tid til at aflægge et besøg i synagogen for at debattere med jøderne der. 20 De bad ham blive nogle dage, men det kunne han ikke. 21 Da han tog afsked med dem, sagde han: „Om Gud vil, kommer jeg tilbage til jer.” Derefter sejlede han videre med skibet sydpå langs kysten.
22 Da de ankom til Cæsarea, fortsatte Paulus rejsen til fods mod Jerusalem. Efter at have aflagt et kort besøg i menigheden dér, tog han videre til Antiokia. 23 Dér blev han et godt stykke tid, og da han igen rejste ud, tog han til den frygiske del af provinsen Galatien, hvor han tog rundt og styrkede disciplene i troen.
Apollos
24 På den tid kom en jøde ved navn Apollos fra Alexandria i Egypten til Efesos. Han var en veltalende mand og var godt kendt med Skrifterne. 25 Hjemme i Alexandria havde han lært om Jesus, og nu talte han begejstret om det og underviste korrekt ud fra det, han vidste, selv om den eneste dåb, han havde hørt om, var Johannes’ dåb. 26 Da han frimodigt stod og talte om Jesus i synagogen, inviterede Priskilla og Akvila ham med hjem og gav ham yderligere undervisning. 27 Apollos ville gerne rejse over til Akaja, og menighedens ledelse opmuntrede ham til at gøre det. De skrev til de kristne menigheder dér og bad dem tage godt imod ham. Og da han kom derover, blev han ved Guds nåde til stor hjælp for de troende der. 28 Når der var offentlig debat, tilbageviste han med stor kraft alle de jødiske argumenter, idet han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus var den lovede Messias.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.