Old/New Testament
Lovprisning af Guds nåde og hjælp
40 Til korlederen: En sang af David.
2 Jeg satte al min lid til Herren,
og han bøjede sig og hørte mit råb.
3 Han løftede mig op fra afgrunden,
op af den mudrede sump.
Han stillede mig på et sikkert sted,
gav mig fast grund under fødderne.
4 Han gav mig en ny sang at synge,
en lovsang til ære for Gud.
Mange skal høre, hvad Herren har gjort,
og med ærefrygt sætte deres lid til ham.
5 Lykkelige er de mennesker,
som sætter deres lid til Herren
og ikke søger hjælp hos de stolte og selvsikre,
hos dem, der bygger deres liv på en løgn.
6 Mange mirakler har du gjort for os, Herre.
Du har gennemført dine underfulde planer.
Ingen var i stand til at hindre dem.[a]
Jeg ville gerne fortælle om alle dine undere,
men de er for mange til at tælles.
7 Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
men du har givet mig ører til at høre med.
Brændofre og syndofre har du ikke behag i.
8 Da sagde jeg: „Se, jeg er parat!
Der står skrevet om mig i bogrullen,
9 og jeg ønsker at gøre din vilje, Gud.
Din lov er skrevet i mit hjerte.”
10 I dit folks forsamling
har jeg fortalt om din godhed.
Jeg har ikke holdt munden lukket,
det ved du, Herre.
11 Din godhed har jeg ikke holdt hemmelig,
jeg har fortalt om din frelse.
Din trofasthed, nåde og sandhed
har jeg forkyndt for folkets forsamling.
12 Måtte din barmhjertighed vare ved, Herre.
Må din kærlighed og trofasthed altid omslutte mig,
13 for jeg har mange problemer, jeg ikke kan overskue.
De tårner sig op omkring mig.
Mine synder overvælder mig,
så jeg ikke kan se andet end dem.
De er utallige som hårene på mit hoved,
og alt mit mod er forsvundet.
Bøn om hjælp(A)
14 Herre, vær mig nådig og frels mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
15 Lad dem, som vil slå mig ihjel,
blive forlegne og flove.
Lad dem, som ønsker at gøre mig fortræd,
blive tvunget til at trække sig tilbage.
16 Lad dem, som håner mig,
selv blive ydmyget og hånet.
17 Må alle, som søger hjælp hos dig,
opleve glæde og lykke.
Må de, som oplever din hjælp,
dag efter dag sige: „Herren er stor!”
18 Jeg er svag og værgeløs,
men du har ikke glemt mig, Herre!
Du er den, der redder og befrier mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
Bøn under sygdom
41 Til korlederen: En sang af David.
2 Gud velsigner dem, der tager sig af de fattige,
han hjælper dem, når de selv får problemer.
3 Han beskytter dem og holder dem i live,
han velsigner dem i landet
og redder dem fra fjendens angreb.
4 Når de er syge, tager han sig af dem
og helbreder dem fra alle deres sygdomme.
5 „Herre,” bad jeg, „jeg har syndet imod dig,
men vær nådig og helbred mig.”
6 Fjenderne siger med skadefryd: „Gid han snart må dø
og hans navn blive glemt for altid!”
7 Når de kommer og besøger mig,
tager de en venlig maske på,
men de tror på de negative rygter,
som de selv går rundt og spreder.
8 Dem, der hader mig, tænker det værste
og håber, at jeg snart er død og borte.
9 „Det er en alvorlig sygdom,” hvisker de til hinanden.
„Han kommer sig aldrig igen.”
10 Selv min nære ven, som jeg stolede på,
og som jeg spiste sammen med,
bekæmper mig.
11 Herre, vær nådig og helbred mig,
så jeg kan gengælde dem, hvad de har gjort imod mig.
12 Du har ikke ladet fjenden sejre over mig.
Derfor ved jeg, at du holder af mig.
13 Du har bevaret mig, fordi jeg var oprigtig,
og du vil altid lade mig leve i din nærhed.
14 Lovet være Herren, Israels Gud,
fra evighed og til evighed.
Amen, amen.
Bøn i eksil
42 Til korlederen: En visdomssang[b] af Koras slægt.
2 Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
3 Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
Skibbrud under sejladsen til Rom
27 Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. 2 Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.
3 Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. 4 Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. 5 Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.
6 Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. 7-8 I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. 9 På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,[a] og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. 10 „Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” 11 Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. 12 Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.[b] Dér kunne de så afvente, at det blev forår.
13 Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. 14 Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. 15 Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. 16 En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. 17 Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.[c] På den måde drev skibet af sted for vinden. 18 Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. 19 Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.
20 Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. 21 Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. 22 Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. 23 I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: 24 ‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ 25 Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. 26 Men vi kommer til at strande på en ø.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.