Old/New Testament
Elifaz’ tredje tale til Job
22 Elifaz gav straks svar på tiltale:
2 „Hvad gavn har Gud af et menneske?
Hvad kan de kloge gøre for ham?
3 Hvad ville det gavne den Almægtige,
hvis du var uskyldig og fejlfri?
4 Straffer han dig måske for din fromhed?
Ville han dømme dig, hvis du var uskyldig?
5 Nej, det må være på grund af din ondskab.
Du må have begået utallige synder.
6 Måske du udnyttede en ven, som lånte penge af dig?
Måske tog du alle hans ejendele i pant?
7 Måske du nægtede den tørstende vand
eller undlod at give den sultende mad?
8 Selv om du var umådelig rig
og havde stor magt og indflydelse,
9 afslog du måske at hjælpe enker i nød
og tog håbet fra forældreløse børn?
10 Det må være derfor, du er fanget i en fælde
og nu må svede angstens sved.
11 Derfor er du fange i et mørkt hul
og sidder i problemer til halsen.
12 Bor Gud ikke i den højeste himmel?
Se på stjernerne og erkend hans storhed.
13 Alligevel siger du: ‚Hvad ved Gud?
Han kan ikke se gennem de tætte skyer.
14 Når han vandrer rundt på himmelbuen,
skjuler skyerne os for hans blik.’
15 Er du på vej tilbage til de gamle traditioner,
som nogle af vores ugudelige forfædre fulgte?
16 Husk på, at de blev revet bort i utide,
og deres livsgrundlag smuldrede under dem.
17 De sagde til den almægtige Gud:
‚Lad os være i fred! Hvad kan du gøre for os!’
18 Og dog var det ham, der gav dem velstand!
Men sådan vil jeg ikke tænke.
19 De retskafne glæder sig, når de onde bliver straffet,
de uskyldige jubler og siger:
20 ‚Nu er det ude med vores fjender!
Alt, hvad de ejede, gik op i røg!’
21 Slut nu fred med Gud,
lad dig forsone med ham,
så du igen kan blive lykkelig.
22 Hør på ham, når han vejleder dig,
og ret dig efter, hvad han siger.
23 Vend dog om til Gud og ydmyg dig,
gør op med enhver synd i dit liv.
24 Opgiv din pengegriskhed,
skaf dig af med dit dyrebare guld,
25 så den Almægtige selv bliver dit guld,
så du værdsætter ham mere end alt dit sølv.
26 Så vil du kunne glæde dig over ham
og se ham frimodigt i øjnene.
27 Så hører han dig, når du beder,
og du kan takke ham for, at svaret kommer.
28 Hvad end du tager dig for, vil lykkes for dig,
og du kan se frem til lysere tider.
29 De stolte og hovmodige piller han ned,
men de ydmyge giver han oprejsning.
30 Gud redder den uskyldige.
Rens dig selv, så du kan blive reddet.”[a]
Jobs ottende tale: Et svar til Elifaz
23 Hertil svarede Job:
2 „Jeg må stadig klage i min håbløshed,
for Guds hårde straf får mig til at stønne.
3 Kunne jeg dog bare få Gud i tale,
træde frem for hans trone,
4 forklare ham mit syn på sagen,
og fremlægge mine argumenter,
5 så kunne jeg få at vide, hvad han mener,
og prøve at forstå hans svar.
6 Ville den almægtige Gud bare tromle mig ned?
Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige.
7 Med ham som dommer får man en fair behandling,
og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig.
8 Men går jeg mod øst, finder jeg ham ikke.
Går jeg mod vest, er han heller ikke der.
9 Mod nord kan jeg ikke få øje på ham,
mod syd kan jeg ikke finde hans spor.
10 Men han kender mit liv og mine gerninger,
jeg ville bestå hans prøve med glans.
11 Trofast har jeg fulgt i hans fodspor,
vandret den vej, han har anvist.
12 Jeg har ikke overtrådt hans befalinger,
men bevaret hans ord i mit hjerte.
13 Men hvem kan standse Gud?
Han fører det igennem, han har sat sig for.
14 Han handler med mig efter sin plan,
og hvem ved, hvad han mere har i sinde?
15 Er det så sært, at jeg frygter ham,
at jeg gruer ved tanken om, hvad han kan gøre?
16 Gud har taget alt modet fra mig,
den Almægtige gør mig bange.
17 Men jeg kan ikke bare holde min mund,
fordi jeg sidder i et mørkt fangehul.
24 Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige?
Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
2 De onde flytter markskel
og har stjålne fåreflokke på græs.
3 De fører forældreløses æsler bort
og tager enkens eneste trækdyr i pant.
4 De tramper på de svages rettigheder
og tvinger dem bort fra deres ejendom.
5 De stakkels mennesker må vandre rundt
som vildæsler i ørkenen,
altid på jagt efter lidt mad,
så deres børn kan få noget at spise.
6 De samler det spildte korn på de riges marker
og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
7 Om natten ligger de og ryster af kulde,
fordi de hverken har tøj eller tæpper.
8 Gennemblødt af byger i bjergene
søger de ly mellem klipperne.
9 Faderløse børn rives fra moderens bryst,
den fattiges børn kræves i pant for hans gæld.
10 De går halvnøgne omkring, mens de arbejder
de bærer neg for andre, men er altid sultne.
11 De må presse oliven og druer,
men får ikke lov til at slukke deres tørst.
12 Inde fra byen høres de døendes skrig,
de sårede råber om hjælp,
men Gud straffer ikke de skyldige.
13 De onde er fjender af lyset,
de kender ikke Gud
og adlyder ikke hans bud.
14 Mordere står op inden daggry,
slår hjælpeløse mennesker ihjel.
De arbejder i ly af mørket.
15 Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt,
for så kan de undgå at blive set.
De skjuler deres ansigt bag en maske.
16 Tyve begår indbrud om natten,
men om dagen holder de sig inden døre.
De bryder sig ikke om at være i lyset.
17 For dem alle er natten deres arbejdsdag
og mørket deres forbundsfælle.
18 Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen,
deres vingårde og marker ligger øde hen.
19 Som varmen får sneen til at smelte,
og tørken får vandet til at fordampe,
sådan opsluges de onde af døden.
20 De glemmes af alle, selv deres egen mor,
de ædes op af orme og forsvinder.
Som et træ til sidst falder om,
vil ondskaben til sidst brydes ned.
21 De mishandler enker og barnløse kvinder,
der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig.
22 Gud vil straffe dem på trods af deres magt,
selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet.
23 Gud lader dem leve en tid i fred,
men han holder øje med dem.
24 Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige,
som alle andre må de ned med nakken til sidst.
De skæres ned som kornet
og visner som græsset.
25 Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt?
Er der nogen, der vil modsige mig?”
Apostlene i Jerusalem accepterer, at Messias ikke kun kom for jødernes skyld
11 Det varede ikke længe før apostlene og menighederne rundt omkring i Judæa hørte, at en gruppe ikke-jøder havde taget imod Guds ord. 2 Da Peter vendte tilbage til Jerusalem, måtte han stå skoleret for menighedens ledere dér. 3 „Du har besøgt en ikke-jødisk familie, og du har oven i købet spist sammen med dem!” lød anklagen. 4 Peter fortalte dem så fra ende til anden, hvad der var sket: 5 „En dag, mens jeg var i bøn i Joppe, havde jeg et syn,” forklarede han. „Noget blev sænket ned fra himlen. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner, og den dalede ned foran mig. 6 Jeg stirrede på den og så alle mulige slags pattedyr, rovdyr, krybdyr og fugle. 7 Så hørte jeg en stemme sige: ‚Rejs dig, Peter, slagt og spis.’ 8 ‚Ikke tale om, Herre!’ svarede jeg. ‚Sådan nogle urene dyr har jeg aldrig spist.’ 9 Men stemmen talte igen: ‚Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.’ 10 Det skete tre gange, og så forsvandt det hele op i himlen.
11 I det samme stod der tre mænd uden for huset, hvor jeg opholdt mig. De var kommet fra Cæsarea for at hente mig. 12 Helligånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre indvendinger. De seks mænd, der står her, fulgte også med, og vi tog så op til mandens hus. 13 Da vi ankom, fortalte han os, hvordan en engel pludselig havde stået foran ham og havde sagt til ham: ‚Send bud til Joppe efter en, der hedder Simon Peter. 14 Han vil fortælle dig, hvordan du selv og hele din husstand kan blive frelst.’
15 Men så snart jeg begyndte at tale til dem, faldt Helligånden på dem, akkurat som det skete for os i begyndelsen. 16 Så kom jeg i tanke om, hvad Herren havde sagt: ‚Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligåndens kraft!’ 17 Gud gav altså de her ikke-jøder den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus, Messias. Hvem er da jeg, at jeg skulle stille mig i vejen for Gud?”
18 Da de hørte den beretning, blev de først helt stille. Derefter begyndte de at lovprise Gud og sagde til hinanden: „Så er det altså Guds ønske, at det ikke kun er jøderne, der skal vende om fra deres synd og modtage det evige liv.”
Den første store menighed blandt de græsktalende folkeslag
19 De Jesus-troende, der var flygtet fra Jerusalem under den store forfølgelse efter Stefanus’ død, nåede så langt som til Fønikien, Cypern og Antiokia. Overalt fortalte de budskabet om Jesus, dog kun til jøderne. 20 Men nogle af dem, der oprindeligt kom fra Cypern eller Kyrene, var græsktalende, og da de kom til Antiokia, begyndte de at tale til grækerne om Herren Jesus, 21 og Herrens kraft var med dem, så et stort antal kom til tro.
22 Menigheden i Jerusalem hørte, hvad der var sket i Antiokia, og derfor sendte de Barnabas derhen. 23 Da han så, hvad Gud i sin nåde havde gjort, blev han meget glad og opmuntrede dem alle til helhjertet at holde fast ved troen på Herren. 24 Barnabas var et godt menneske, fuld af Helligånd og tro. Ved hans indsats kom mange mennesker til tro på Jesus.
25 Nogen tid efter rejste Barnabas videre til Tarsos for at opsøge Saul. 26 Da han havde fundet ham, tog han ham med tilbage til Antiokia. I et helt år arbejdede de sammen i menigheden og underviste en stor gruppe mennesker. Det var her i Antiokia, at disciplene for første gang blev kaldt „de kristne”.[a]
27 Mens de var dér, kom nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. 28 En af dem ved navn Agabos rejste sig ved et møde og forudsagde ved Helligånden, at der ville komme en stor hungersnød over hele verden (det skete, mens Claudius var kejser i Rom). 29 Disciplene besluttede da at sende hjælp til deres medkristne i Judæa. Enhver skulle give så meget, de havde råd til. 30 Derefter blev Barnabas og Saul sendt af sted for at overbringe den indsamlede gave til lederne i menigheden i Jerusalem.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.