Chronological
Herrens tjener og Israels genoprettelse
49 Hør efter, I fremmede folkeslag, lyt til mig, I fjerne lande. Herren udvalgte mig i min mors liv. Fra fødslen kaldte han mig ved navn. 2 Han gav mine ord gennemslagskraft og holdt hånden over mig. Han gjorde mig til en spids pil, som han opbevarede i sit kogger. 3 Han sagde til mig: „Israel skal være min tjener, som jeg vil åbenbare min herlighed igennem.”
4 Jeg følte, at min tjeneste havde været forgæves, for jeg havde slidt hårdt i det uden mærkbare resultater. Men det er Gud selv, som må vurdere mit arbejde.
5 Men nu har Herren talt igen, han, som fra min fødsel udrustede mig til den opgave at føre Israels folk tilbage til ham. Fra ham kommer min styrke, og i hans øjne er jeg agtet. 6 Herren siger: „Det er for lidt for dig som min tjener at føre Israels folk hjem og genoprette Jakobs stammer. Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så min frelse kan nå ud til jordens fjerneste egne.”
7 Herren, Israels hellige Gud og Befrier, siger til det folk, som er foragtet og vraget af mennesker, som holdes nede af verdens herskere: „Konger vil rejse sig i ærefrygt, og fyrster vil bøje sig i støvet for jer, fordi Herren, den trofaste Gud, Israels Hellige, har udvalgt jer.”
8 Herren sagde til mig: „I nådens time bønhørte jeg dig. Jeg hjalp dig, da du havde brug for frelse. Jeg vil hjælpe dig og bruge dig til at genoprette pagten med mit folk, så deres land kan blive genopbygget, og de øde steder blive opdyrket igen. 9 Til dem, der er fanget i mørket, skal du sige: ‚Kom ud i friheden.’ Jeg vil lede dem, som en hyrde leder sine får. På vejen hjem vil de finde græs langs vejene og på de øde skråninger. 10 De skal hverken sulte eller tørste eller plages af den bagende sol og den brændende ørkenvind, for Herren har omsorg for dem og fører dem til friske kilder. 11 Jeg udjævner højene og fylder dalene op, så der bliver en farbar vej for mit folk. 12 Se, nogle kommer langvejsfra. De kommer fra nord og fra vest, ja helt fra Aswan i syd.”[a]
13 Syng af glæde, I himle! Råb af fryd, du jord! Bryd ud i jubelsang, I bjerge! For Herren trøster sit folk, han er barmhjertig mod de magtesløse.
Jerusalem skal genopbygges
14 Jerusalem klager sin nød og siger: „Herren har svigtet mig. Han har helt glemt mig.”
15 Men Herren svarer: „Aldrig i livet! Kan en mor glemme sit spædbarn? Kan hun holde op med at elske det barn, hun har født? Selv om hun kunne, så kan jeg aldrig svigte dig! 16 Se, jeg har skrevet dit navn i min hånd, og jeg ser hele tiden dine nedbrudte mure for mine øjne. 17 Snart kommer dine børn[b] tilbage, mens de, der ødelagde dig, går deres vej. 18 Se dig omkring. Ser du ikke, hvordan de gør sig klar og er på vej? Så sandt jeg lever, siger Herren, skal du glæde dig over dine nye indbyggere, som en brud glæder sig over sine smykker. 19 Du lå hærget og folketom hen med ruinhobe og stendynger. Men snart kniber det med pladsen til dine beboere. Fjenderne, der ødelagde dig, er borte. 20 Du skal høre dem, som blev født i eksil, sige: ‚Her er for lidt plads. Ryk sammen, så jeg også kan være her.’ 21 Så vil du tænke ved dig selv: ‚Hvor kommer alle de mennesker fra? De fleste af mine børn blev jo dræbt, og resten blev ført i eksil, så jeg sad helt alene tilbage. Hvem fødte alle de mennesker? Hvem opfostrede dem for mig?’ ”
22 Herren, den Almægtige siger: „Se, jeg giver signal til folkeslagene om at komme med dine sønner i favnen og dine døtre på skuldrene. 23 De, der før var konger og dronninger, bliver nu dine tjenere og barnepiger. De vil endog kaste sig til jorden og kysse støvet for dine fødder. Da vil du indse, at jeg er Herren, og at de, som venter tålmodigt på, at jeg griber ind, aldrig bliver skuffet.”
24 Kan man tage bytte fra en krigshelt? Kan fanger slippe væk fra en stærk kriger?
25 Hør, hvad Herren svarer: „Ja, byttet skal tages fra krigshelten, og fanger skal befries fra den stærke kriger. Jeg vil kæmpe mod dem, som undertrykker dig. Jeg vil redde og befri dine børn. 26 Jeg vil fodre dine fjender med deres eget kød, og de skal beruse sig i deres eget blod. Så vil hele verden forstå, at jeg, Herren, er din Frelser og Befrier, Israels mægtige Gud.”
Israels synd og Guds almagt
50 Hør, hvad Herren siger: „Var det, fordi jeg manglede penge, at jeg solgte jer som slaver og lod et fremmed folk føre jer bort? Eller er det min skyld, at vi er blevet skilt, mit folk? Nej, det var jeres mange synder, som gjorde, at I blev solgt. Jeres ulydighed var skyld i, at vi måtte skilles. 2 Hvorfor var der ingen i huset, når jeg kom hjem? Hvorfor var der ingen, der svarede, når jeg kom til døren og kaldte?
Har jeg ikke magt nok til at føre jer hjem igen? Med et ord kan jeg tørlægge havene og gøre floder til ørken, så fiskene dør af tørst og ligger rådne overalt. 3 Jeg er den, der klæder universet i mørke og lægger et dække over jorden om natten.”
Herrens lydige tjener
4 Gud Herren lærer mig, hvad jeg skal sige, så mine ord kan styrke de trætte. Hver morgen vækker han mig og giver mig indsigt i sin vilje. 5 Gud Herren har givet mig åbne ører, jeg lytter til ham og adlyder hans ord. Jeg kommer ikke med indvendinger eller dårlige undskyldninger. 6 Jeg er blevet pisket, revet i skægget, spyttet i ansigtet, ja, hånet på alle måder. 7 Men Gud Herren er med mig og hjælper mig. Han skuffer mig ikke. Derfor bliver jeg ved med at gøre hans vilje, for jeg ved, at det er umagen værd. 8 Han, som står bag mig, er nær. Hvis nogen vil anklage mig eller modsige mig, så lad dem blot komme an. 9 Hvem tør dømme mig skyldig, når Gud Herren står bag mig? De vil gå til som gammelt tøj, der bliver ædt op af møl.
10 Hvis nogen iblandt jer har ærefrygt for Herren, så hør, hvad hans tjener siger. Når det ser sort ud, og I ikke kan få øje på nogle lyspunkter, så stol på Herren og bed ham om hjælp. 11 Men de, som planlægger ødelæggelse, skal rammes af deres egne onde planer. De skal rammes af de pinsler, de har tiltænkt andre. Det vil Herren selv sørge for.
Befrielsen er på vej
51 Herren siger: „Hør efter, I, som søger Herren og ønsker at gøre hans vilje. Tænk på det stenbrud, I stammer fra—den klippegrund, I blev hugget løs fra. 2 Tænk på jeres forfar Abraham og på Sara, jeres stammor. Abraham havde ingen børn, da jeg kaldte ham. Men jeg velsignede ham og gjorde ham til et stort folk.”
3 Herren vil velsigne det ødelagte Jerusalem og gøre ødemarken til en dejlig have. Der bliver fryd og glæde, lovsang og strengespil.
4 Herren siger: „Hør efter, mit folk, lyt til mig, for jeg vil undervise jer. Min retfærdighed bringer lys til folkeslagene. 5 Snart vil jeg befri jer, retfærdighedens sejr er nær. Jeg tager herredømmet over folkeslagene. Fjerne lande venter på, at jeg skal gribe ind. 6 Se op mod himlen. Se ud over jorden. Himlen skal engang forsvinde som røg, jorden skal slides op som et stykke tøj, og menneskene på den skal dø som fluer. Men den frelse, jeg bringer, gælder for evigt, min retfærdighed vil aldrig få ende.
7 Lyt til mig, I, som ved, hvad retfærdighed er, og som har min lov i jeres hjerter: Vær ikke bange for menneskers hån og spottende ord. 8 For de er som gamle klude, der ædes op af møl, som uld, der fortæres af insekter. Men min retfærdighed varer evigt, min frelse gælder fra slægt til slægt.”
9 Vågn op, Herre, og vis din magt. Rejs dig og ifør dig al din kraft som i ældgamle dage, da du fældede Egyptens uhyre og gennemborede Nilens drage. 10 Var det ikke dig, der skabte en vej gennem havet, som dit befriede folk kunne gå på?
11 Herrens befriede folk skal vende hjem. De går med jubel mod Zion. De fyldes med fryd og varig glæde. Lidelse og jammer er forbi.
12 Herren siger: „Jeg er den, der trøster jer. Hvorfor er I da så bange for dødelige mennesker, der visner som græsset og snart er borte? 13 Hvordan kan I glemme jeres Skaber, som udspændte himmelhvælvingen og grundlagde jorden. Hvorfor vil I stadig leve i frygt for jeres vrede undertrykkere? 14 Snart skal I befries fra jeres lænker. I skal ikke dø i fangenskabet, og I kommer ikke til at sulte. 15 Jeg er Herren, jeres Gud, den Almægtige. Jeg bestemmer over havets brusende bølger. 16 Jeg er den, der har lagt mine ord i din mund og holdt min beskyttende hånd over dig. Det var mig, som udspændte himmelhvælvingen og grundlagde jorden. Og jeg er den, som siger til Israel: Du er mit folk!”
Lidelsens bæger
17 Vågn op, Jerusalem, rejs dig op! Du har drukket nok af Herrens vredes bæger. Du har tømt det til sidste dråbe. 18 Ingen af de sønner, du fødte, tog dig ved hånden og kom dig til hjælp. 19 Katastrofen ramte dig i dobbelt mål, og der var ingen til at trøste dig. Landet blev ødelagt af krigen, og folket sultede. 20 Dine børn lå hjælpeløse i gaderne, som antiloper fanget i en fælde. Det var Herrens vrede, som ramte dem. 21 Men hør nu efter, du, som ligger hjælpeløs og er segnet om, dog ikke på grund af vin. 22 Herren har omsorg for sit folk. Han siger: „Se, nu tager jeg lidelsens bæger ud af din hånd. Jeg vil ikke længere være vred på dig. 23 I stedet rækker jeg det til dine plageånder, som tvang dig til at lægge dig på maven i støvet, så de kunne trampe hen over dig.”
Herrens folk skal vende hjem
52 Vågn op, Jerusalem! Vågn op og iklæd dig Herrens kraft! Zion, du hellige by, tag festtøjet på! For de gudløse skal ikke længere have lov at slippe ind gennem dine porte. 2 Rejs dig fra dine ydmygelser, Jerusalem! Ryst støvet af dig, Zions fangne datter, og befri dig for lænken om din hals! 3 For Herren siger: „I blev solgt til fangenskab uden betaling, og uden penge skal I købes tilbage. 4 For længe siden rejste I frivilligt ned til Egypten for at bo der som fremmede. Men senere førte assyrerne jer bort som slaver uden betaling. 5 Og hvad ser jeg nu? Et andet folk har taget mit folk som slaver uden betaling. Folkets ledere praler af deres overlegenhed, og jeg bliver vanæret dagen lang. 6 Men mit folk skal få at se, hvem jeg virkelig er, og erfare min magt. Til den tid vil de forstå, at det er mig, Herren, som har talt til dem.”
7 Hvor bliver det skønt at høre sendebudet komme løbende hen over bjergene med det glædelige budskab om fred og frelse. Til Jerusalems indbyggere råber han: „Din Gud har vist sin kongemagt!” 8 Vægterne råber og synger af glæde, for med egne øjne ser de Herrens folk vende hjem til Zion. 9 Bryd ud i jubelsang, Jerusalems ruiner! For Herren har hjulpet sit folk og sat Jerusalems indbyggere i frihed. 10 Herren har vist sin vældige magt for øjnene af alle folkeslagene. Hele jorden vil få at vide, hvordan Gud har frelst sit folk.
11 Læg Babylon bag jer, drag bort fra den urene by! Rør ikke ved noget urent, men rens jer, så I kan bære Herrens tempelkar tilbage til Jerusalem. 12 Forlad byen i ro og orden, ikke som nogle, der flygter for livet. Nej, Herren selv, Israels Gud, vil gå foran jer, og han vil slutte op bag jer med sin beskyttelse.
Herrens lidende tjener
13 Herren siger: „Se, det skal lykkes for min tjener. Han bliver ophøjet, får ære og pris. 14-15 Mange var målløse ved synet af ham, så umenneskelig ussel og mishandlet så han ud. Men de skal forundres over ham i hans herlighed. Selv konger vil tabe både næse og mund ved synet af ham. For de skal få noget at se, som ingen havde fortalt dem. De skal erfare, hvad de aldrig havde drømt om.”
53 Hvem troede på budskabet? Hvem blev Herrens magt åbenbaret for?
2 Herren lod ham spire frem som en ny plante, som et rodskud op af den udtørrede jord. Han var ikke noget flot syn, ingen særlig skønhed. Der var ikke noget ved hans udseende, som gjorde ham attraktiv. 3 Han blev hadet og forkastet, hans liv var fuldt af sorg og smerte. Vi så til den anden side, når han gik forbi, vi regnede ham ikke for noget. 4 Vi troede, at hans lidelser var Guds straf. Men det var vores sygdomme han tog på sig, vores lidelser han bar. 5 Han blev gennemboret for vores synder og lemlæstet for vores overtrædelser. Straffen ramte ham, for at vi kunne gå fri. Ved hans sår blev vi helbredt. 6 Vi var som får, der var faret vild, vi gik hver vores egen vej. Men Herren lod ham bære den straf, som vi skulle have haft.
7 Han blev pint og mishandlet, men var tavs som et lam, der føres til slagtning, som et får, der lader sig klippe uden at klynke. 8 Han blev ydmyget, dømt og ført bort. Efterkommere har han ingen af, for hans liv på jorden endte brat. Han tog straffen for folkets skyld. 9 Man ville begrave ham sammen med forbrydere, men han fik en gravplads blandt de rige, for han havde ikke gjort noget forkert og aldrig bedraget nogen.
10 Det var Herrens plan, at han skulle lide. Men når han har bragt det offer, som soner andres synd og skyld, vil han få talrige efterkommere og et langt liv, og Herrens plan skal lykkes gennem ham. 11 Når han ser, hvad der kommer ud af hans lidelse, glæder han sig og føler, at det var det hele værd. Herren siger: „Min retfærdige tjener vil få frikendt mange, fordi han har sonet deres synd. 12 Jeg vil belønne ham med ære og magt fordi han frivilligt gav sit liv. Han blev regnet som en synder, men han tog straffen for mange menneskers synd og gik i forbøn for de oprørske.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.