Chronological

Kong Ahaz af Juda^(A)

28 Ahaz var 20 år^[a] gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. I modsætning til sin forfar David gjorde han ikke, hvad der var ret i Herrens øjne. ² Han var ikke bedre end Israels onde konger, for han støbte afgudsbilleder og dyrkede Ba’al. ³ Han gik endda ud til offerstedet i Hinnoms dal for at ofre sine egne børn på bålet.^[b] Derved fulgte han de afskyelige skikke, som fandtes hos de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at lade israelitterne bosætte sig der. ⁴ Han bragte slagtofre og røgelsesofre til afguderne på offerstederne rundt omkring i landet, både på højene og under de store træer.

⁵ Derfor tillod hans Gud, Herren, at den aramæiske konge besejrede ham og deporterede et stort antal judæere til Damaskus. Samtidig gjorde Israels hær et stort indhug i hans tropper. ⁶ På en enkelt dag dræbte kong Peka af Israel 120.000 af hans dygtigste krigere, fordi de havde vendt sig fra Herren, deres fædres Gud. ⁷ En soldat fra Efraim ved navn Zikri dræbte Ahaz’ søn Ma’aseja, hofchefen Azrikam og Elkana, der var nummer to i landets styre efter kongen. ⁸ Den israelitiske hær tog desuden 200.000 judæiske kvinder og børn til fange og slæbte et mægtigt krigsbytte med sig til Samaria.

⁹ Men profeten Oded, som boede i Samaria, gik den hjemvendende hær i møde uden for byen med følgende budskab: „Herren, jeres fædres Gud, ønskede at straffe Judas folk, og derfor lod han jer sejre over dem. Men I gik for langt i jeres hensynsløse nedslagtning, som råber til himlen. ¹⁰ Nu vil I tilmed gøre disse mennesker fra Juda og Jerusalem til slaver. Ved I da ikke, at I selv har syndet lige så groft imod Herren, jeres Gud? ¹¹ Gør derfor som jeg siger og send fangerne hjem, så Herren ikke skal straffe jer. De hører trods alt til det samme folk som jer.”

¹² Oded fik støtte fra flere af Efraims ledende mænd, blandt andet Azarja, søn af Johanan; Berekja, søn af Meshillemot; Hizkija, søn af Shallum; og Amasa, søn af Hadlaj. De sagde nu til de hjemvendte krigere: ¹³ „I må ikke bringe jeres fanger herhen! Gør I det, vil Herrens vrede ramme os. Vi har synd nok på samvittigheden i forvejen, og Herren er allerede vred på os.”

¹⁴ Derfor efterlod officererne fangerne og krigsbyttet hos folkets ledere, så de kunne afgøre, hvad der skulle ske med dem. ¹⁵ De fire førnævnte mænd fik til opgave at fordele tøjet fra krigsbyttet til de fanger, som manglede tøj. De gav dem også sko og noget at spise og drikke. De rensede deres sår med olivenolie og skaffede æsler til dem, der ikke kunne gå selv. Så førte de dem hen til deres landsmænd i palmebyen Jeriko, hvorefter de selv vendte tilbage til Samaria.

^16-17 Omkring den tid begyndte edomitterne at plyndre i Juda og tage fanger med sig tilbage. Derfor henvendte kong Ahaz sig til assyrerkongen Tiglat-Pileser for at få hans hjælp mod alle fjenderne. ¹⁸ Filistrene havde nemlig også gjort indfald på de vestlige bakkeskråninger og i Negev mod syd. De havde allerede erobret byerne Bet-Shemesh, Ajjalon og Gederot samt Soko, Timna og Gimzo med omliggende landsbyer. ¹⁹ Det var Herrens straf, fordi kong Ahaz så troløst havde ført folket på afveje. ²⁰ Men da assyrerkongen Tiglat-Pileser ankom, blev han til større besvær end hjælp, ²¹ og det på trods af, at Ahaz gav ham en masse kostbarheder fra templet og paladset og fra ledernes hjem.

²² Midt i ulykken blev Ahaz endnu mere utro mod Herren. ²³ Han begyndte at ofre til aramæernes afguder, for han tænkte, at hvis de guder kunne hjælpe aramæerne til sejr, kunne de vel også hjælpe ham! Men Ahaz tog gruelig fejl, og med sin utroskab førte han sig selv og hele sit folk i ulykke. ²⁴ Det blev ikke bedre af, at han ødelagde alt udstyret, der blev brugt ved ofringerne i templet, hvorpå han barrikaderede tempeldøren, så ingen mere kunne bringe ofre til Herren. I stedet opstillede han afgudsaltre på hvert gadehjørne i Jerusalem. ²⁵ Det samme gjorde han i resten af Judas byer, hvorved han yderligere pådrog sig Herrens vrede.

²⁶ Resten af Ahaz’ liv og virke er beskrevet i Judas og Israels kongers krønikebog. ²⁷ Da Ahaz døde, blev han begravet i Davidsbyen i Jerusalem, men ikke i det kongelige gravsted. Hans søn Hizkija blev konge efter ham.

Kong Ahaz af Juda

16 I kong Peka af Israels 17. regeringsår blev Ahaz, Jotams søn, konge i Juda. ² Han var 20 år gammel, og han regerede i Jerusalem i 16 år.

I modsætning til sin forfar David gjorde han ikke, hvad der var ret i Herrens øjne. ³ Han var ikke bedre end Israels onde konger, ja, han gik tilmed så vidt, at han ofrede sin egen søn på bålet. Derved fulgte han de afskyelige skikke, som fandtes hos de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at lade israelitterne bosætte sig der. ⁴ Han bragte slagtofre og røgelsesofre til afguderne på offerstederne rundt omkring i landet, både på højene og under de store træer.

⁵ Kong Retzin af Aram og kong Peka af Israel gik nu til angreb på Ahaz. De belejrede Jerusalem, men de måtte opgive at indtage byen. ⁶ Samtidig tilbageerobrede Edoms konge Eilat og fordrev Judas folk fra byen, hvorefter edomitterne flyttede ind igen, og der bor de den dag i dag.

⁷ Kong Ahaz sendte bud til kong Tiglat-Pileser af Assyrien og bad ham om hjælp mod Arams og Israels konger. ⁸ Ahaz tog alt det guld og sølv, som var tilbage i templets og paladsets skatkamre, og sendte det som gave til den assyriske konge. ⁹ Assyrerkongen opfyldte hans ønske, gik til angreb på Damaskus og indtog byen. Indbyggerne blev taget til fange og bortført til Kir, og kong Retzin selv blev dræbt.

¹⁰ Kong Ahaz tog nu til Damaskus for at møde kong Tiglat-Pileser. Under sit ophold i byen bemærkede Ahaz et usædvanligt imponerende alter i et hedensk tempel, og han lavede en tegning af alteret og sendte tegningen til præsten Urija med en detaljeret beskrivelse af dets dimensioner. ^11-12 Urija sørgede straks for at bygge et alter i overensstemmelse med Ahaz’ beskrivelse. Da kongen kom tilbage fra Damaskus, stod alteret klar til indvielsen og den første offerceremoni. ¹³ Kongen foretog indvielsen ved først at ofre et brændoffer og dernæst et afgrødeoffer. Han bragte også et drikoffer og et takoffer, hvor offerdyrets blod blev stænket på alteret. ¹⁴ Så fjernede han det gamle bronzealter, der hidtil havde stået foran templet (mellem indgangen og det nye alter), og anbragte det i stedet nord for det nye alter. ¹⁵ For fremtiden skulle præsten Urija bruge det nye alter til følgende ofre: Brændofferet om morgenen, afgrødeofferet om aftenen, kongens og folkets egne brændofre og afgrødeofre, og endelig folkets drikofre. Blodet fra offerdyrene skulle stænkes på det nye alter. „Det gamle bronzealter må jeg overveje, hvad jeg skal gøre ved,” sagde kongen.

¹⁶ Præsten Urija gjorde, som kongen havde befalet. ¹⁷ Så tog kongen pladerne af rullebordene, som stod ved templets langsider, og han fjernede de store bronzebaljer fra dem. Han fjernede også bronzehavet, der hvilede oven på de 12 okser af bronze, og satte det på et fundament af sten på jorden. ¹⁸ I sit forsøg på at behage den assyriske konge fjernede Ahaz tilmed sabbatsbaldakinen i templets forgård samt den kongelige indgang til templet.

¹⁹ Resten af Ahaz’ liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁰ Da Ahaz døde, blev han begravet blandt sine forfædre i Davidsbyen. Hans søn Hizkija blev konge efter ham.

Eksilet—Guds dom over Israel

17 I kong Ahaz af Judas 12. regeringsår blev Hosea, Elas søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ni år. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, men ikke så slemt som hans forgængere på Israels trone.

³ Kong Shalmanesar af Assyrien angreb og besejrede kong Hosea, så Israel måtte betale skat til den assyriske konge. ⁴ Men Hosea gjorde oprør imod assyrerkongen, idet han henvendte sig til kong So af Egypten og bad ham om hjælp i sit forsøg på at befri Israel fra det assyriske tyranni. Samtidig nægtede Hosea at betale skat til Assyrien. Da skatten udeblev, sendte assyrerkongen bud efter Israels konge og lod ham kaste i fængsel.

⁵ Assyrerkongen drog derefter med sin hær til Israel og belejrede hovedstaden Samaria i tre år. ⁶ I kong Hoseas niende regeringsår måtte byen endelig overgive sig. Israels folk blev deporteret til Assyrien og anbragt i kolonier i byen Halach, i Gozan ved Haborfloden, og i en række mediske byer.

⁷ Nordrigets indbyggere blev sendt i eksil, fordi de dyrkede afguderne og derved syndede imod Herren, deres Gud, som havde ført dem ud af fangenskabet i Egypten. ⁸ Anført af Israels konger begyndte de at følge de samme ugudelige skikke, som blev praktiseret af de folkeslag, som Herren havde jaget ud af landet for at give plads til sit eget folk. ⁹ Israels folk trodsede deres Gud ved at gøre mange ting, som var forkert i Herrens øjne. De indrettede offerhøje rundt omkring i landet i både små og store byer, ¹⁰ og de opstillede frugtbarhedssymboler og afgudsbilleder på alle offerhøjene og under de store træer. ¹¹ De brændte afgudsofre på højene, sådan som folkene, der boede i landet før dem, havde gjort. Alle disse onde handlinger skete i oprør mod Herren, ¹² for folket tilbad disse afguder på trods af, at Herren klart havde sagt, at det måtte de ikke gøre.

¹³ Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare Israel og Juda. Budskabet var altid det samme: „Hold op med jeres afgudsdyrkelse og adlyd i stedet de love og anvisninger, som jeg gav jeres forfædre ved mine profeters medvirken.” ¹⁴ Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren, deres Gud, ville sørge for dem. ¹⁵ De forkastede hans love, den pagt han havde oprettet med deres forfædre og stentavlerne med de ti bud, som han havde givet dem. De tilbad indholdsløse afguder og endte selv i tomhed. De efterlignede de folkeslag, som Herren havde sagt, de ikke måtte efterligne. ¹⁶ De lod hånt om Herrens, deres Guds, bud ved at tilbede to gudebilleder i form af guldkalve. De opstillede søjler for Ashera, og de tilbad Ba’al, foruden solen, månen og stjernerne. ¹⁷ Ja, de ofrede tilmed deres egne børn som brændofre. De opsøgte okkulte medier og gjorde brug af trolddom. De solgte deres sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. På den måde gjorde de oprør imod Herren, ¹⁸ og han blev meget vred på Israel og sendte dem langt væk, indtil der kun var en rest tilbage i landet, nemlig Judas stamme.

¹⁹ Men også Juda nægtede at adlyde Herrens, deres Guds, bud. De fremturede i samme synd og ondskab, som Israel var begyndt på. ²⁰ Derfor forkastede Herren alle Jakobs efterkommere. Han straffede dem ved at udlevere dem til deres fjender, indtil alle var ført i landflygtighed.

²¹ Dengang Herren rev Israels rige ud af Davidslægtens hånd, valgte de Jeroboam, Nebats søn, til konge. Det var ham, der lokkede folket til synd og indførte afgudsdyrkelsen. ²² Og Israels folk fortsatte derefter ad den vej, Jeroboam havde ledt dem ind på, ²³ indtil det kom til det punkt, hvor Herren måtte forvise dem fra deres land, helt i overensstemmelse med profeternes advarsler. Det er baggrunden for Israels landflygtighed i Assyrien i dag.

Nybyggerne i Israel

²⁴ Assyriens konge sørgede for at forflytte store menneskemængder fra byerne Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim til Samarias byer, så de kunne befolke landet i stedet for israelitterne. Således overtog assyrerne Samaria og de andre byer i Israel og bosatte sig der. ²⁵ Men fordi nybyggerne ikke fra begyndelsen tilbad Herren, sendte Herren løver iblandt dem, så mange af dem blev dræbt.

²⁶ Da skyndte de sig at sende følgende budskab til den assyriske konge: „Vi nybyggere her i Israel kender ikke landets Gud, og nu har han sendt løver iblandt os, som dræber os, fordi vi ikke tilbeder ham.”

²⁷ Assyrerkongen gav derefter ordre til, at en af de bortførte præster skulle vende tilbage til Israel og lære nybyggerne at dyrke Israels Gud. ²⁸ Da rejste en præst, som oprindelig var kommet fra Samaria, tilbage til Israel og bosatte sig i Betel med det formål at forklare, hvordan man tilbeder Herren.

²⁹ Men nybyggerne opgav ikke af den grund deres afgudsdyrkelse. Hver koloni lavede billeder af deres egne guder og opstillede dem på de offersteder, som allerede fandtes i landet. ³⁰ Folk fra Babylon dyrkede deres gud Sukkot-Benot, folk fra Kuta dyrkede Nergal, folk fra Hamat dyrkede Ashima, ³¹ guderne Nibhaz og Tartak blev dyrket af avvijitterne, og folk fra Sefarvajim brændte endog deres børn som et udtryk for deres ærefrygt for guderne Adrammelek og Anammelek.

³² Samtidig ofrede de til Herren, Israels Gud. De udnævnte deres egne præster, som skulle ofre til Herren ved de offersteder, der var indrettet på bakketoppene. ³³ Men de holdt fast ved deres nationale og religiøse skikke, som de havde taget med sig hjemmefra. ³⁴ Sådan er det den dag i dag. De tilbeder ikke Herren af hjertet eller adlyder de love, han gav til Jakobs efterkommere, den Jakob hvis navn blev ændret til Israel. ^35-36 For det var med Jakobs efterkommere Herren oprettede sin pagt, da han befalede dem aldrig at tilbede eller ofre til nogen afguder. De måtte kun tilbede Herren, der havde ført dem ud af Egypten med vældig kraft og store mirakler. ³⁷ Jakobs efterkommere skulle adlyde alle Guds love og aldrig tilbede fremmede guder. ³⁸ Gud havde sagt: „Glem aldrig den pagt, jeg her har oprettet med jer, så I dyrker andre guder. ³⁹ Tilbed Herren alene. Han alene kan frelse jer fra jeres fjender.”

⁴⁰ Men Israel ville ikke høre efter. De blev ved med at ofre til afguderne. ⁴¹ Nybyggerne fra Babylon ofrede til Israels Gud samtidig med, at de ofrede til deres egne guder. Og sådan er det fortsat helt frem til i dag.