Chronological
Jehu bliver konge over Nordriget
9 I mellemtiden havde Elisa kaldt en af profeteleverne til sig. „Gør dig klar til at tage til Ramot-Gilead,” sagde han, „og tag den her flaske med olivenolie med dig. 2 Når du kommer frem, skal du opsøge Jehu, søn af Joshafat og sønnesøn af Nimshi. Tag ham afsides fra de andre 3 og hæld olivenolien over hans hoved. Fortæl ham, at Herren har udvalgt ham til at være konge over Israel—og løb så for livet.”
4 Profeteleven gjorde, som Elisa havde sagt. Da han kom til Ramot-Gilead, 5 fandt han Jehu siddende uden for huset i selskab med flere andre officerer fra hæren.
„Hr. officer,” sagde han, „jeg har en besked til Dem.”
„Hvem af os?” spurgte Jehu.
„Dem, herre.”
6 Så rejste Jehu sig og fulgte ham ind i huset. Den unge mand hældte straks olivenolien over Jehus hoved og sagde: „Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg salver dig hermed til konge over mit folk Israel. 7 Du skal udrydde Ahabs slægt og således hævne de mord på profeterne og andre mennesker, som Jezabel har på samvittigheden. 8 Hele Ahabs slægt skal du udrydde—hver eneste mandsperson, der er tilbage, uden undtagelse, 9 for jeg vil tilintetgøre Ahabs slægt, som jeg tilintetgjorde Jeroboams slægt og Bashas slægt. 10 Hundene skal æde Jezabels lig i Jizre’el, og ingen skal begrave hende.’ ” Efter at have afleveret sit budskab åbnede profeteleven døren og løb bort.
11 Da Jehu kom tilbage til de andre officerer, spurgte en af dem: „Hvad ville den idiot? Er der noget på færde?”
„Åh, I ved jo hvordan den slags fyre snakker,” svarede Jehu.
12 „Kom nu,” svarede de. „Hvad sagde han?”
Så fortalte han dem, hvad profeteleven havde sagt, og at han var blevet salvet til konge over Israel. 13 Straks smed officererne deres kapper på trappen og stillede Jehu derop, mens de blæste i hornene og råbte: „Længe leve kong Jehu.”
Jehu slår Joram og Ahazja ihjel
14-15 Jehu begyndte nu at tænke på, hvordan han kunne overrumple kong Joram af Israel. Kongen var stadig på rekreation i Jizre’el, efter at han var blevet såret ved Ramot-Gilead i slaget mod kong Hazael af Aram. Jehu sagde nu til sine medofficerer: „Hvis I vil have mig til konge, må I for alt i verden love mig ikke at lade nogen slippe til Jizre’el og fortælle kong Joram, hvad der er sket her i dag.” 16 Så sprang Jehu op i sin vogn og kørte fra Ramot-Gilead til Jizre’el for at finde den sårede kong Joram, som på det tidspunkt havde besøg af kong Ahazja af Juda.
17 Da udkigsposten i vagttårnet ved Jizre’el fik øje på Jehu og hans følge, meldte han: „En stor flok mennesker er i sigte.”
„Send straks en rytter af sted, så vi kan få at vide, om det er venner eller fjender, der kommer,” befalede kong Joram. 18 Straks blev en ryttersoldat sendt af sted.
„Kongen vil vide, om du er ven eller fjende,” sagde soldaten til Jehu. „Har du fredelige hensigter?”
Jehu svarede: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.” Soldaten drejede så hesten omkring og sluttede sig til Jehus følge.
Udkigsposten meldte nu tilbage til kongen, at rytteren ikke kom tilbage. 19 Da sendte kongen endnu en rytter af sted. Også han forlangte i kongens navn at få at vide af Jehu, om han var ven eller fjende.
Og Jehu svarede som før: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.”
20 „Heller ikke den anden rytter kommer tilbage,” meldte udkigsposten til kongen. „Det må være Jehu, der er på vej. Han kører i fuld fart.”
21 „Hurtigt, gør vognen klar!” befalede kong Joram. Derefter kørte han og kong Ahazja af Juda af sted i hver sin vogn for at møde Jehu, og de mødte ham ved Nabots mark.
22 „Er der fred ved fronten, Jehu?” spurgte kong Joram.
Jehu svarede: „Hvordan skulle der kunne være fred, så længe din mors trolddomskunster og afgudsdyrkelse stadig florerer i landet?”
23 Da vendte Joram vognen med det samme og flygtede, mens han råbte til kong Ahazja: „Det er mytteri, Ahazja!” 24 Jehu greb hurtigt sin bue, spændte den til bristepunktet og ramte kong Joram i ryggen. Pilen borede sig ind mellem skulderbladene og videre ind i hjertet. Øjeblikkeligt segnede Joram om i sin stridsvogn, død på stedet.
25 Jehu befalede sin næstkommanderende, Bidkar, at smide liget ud af vognen dér på Nabots mark og sagde til ham: „Kan du huske, dengang vi red side om side i Ahabs livvagt, og vi hørte den profeti, der blev udtalt over Ahabs slægt? Herren sagde: 26 ‚På Nabots jord vil jeg straffe ham for mordene på Nabot og hans sønner.’ Kast ham derfor ud på marken. Så bliver Herrens ord opfyldt nu.”
27 Da kong Ahazja af Juda så, hvad der skete, flygtede han i sin vogn i retning mod Bet-ha-Gan, men Jehu og hans folk satte efter ham, idet Jehu råbte: „Han skal ikke få lov at slippe.” Så skød de efter ham og sårede ham på vej op mod Gurpasset nær byen Jibleam. Det lykkedes ham at nå frem til Megiddo, men der døde han. 28 Hans folk kørte ham derefter til Jerusalem, hvor han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. 29 Således døde kong Ahazja. Han blev konge over Juda i kong Joram af Israels 11. regeringsår.
Jezabels skæbne
30 Jehu kørte videre til Jizre’el, hvor Ahab havde bygget sit kongelige palads. Da Jezabel hørte, at han var kommet, pyntede hun sig, lagde øjenskygge på og ordnede sit hår. Fra paladsets vindue holdt hun øje med, hvad der gik for sig i gaderne, 31 og da Jehu kørte ind gennem byens port, råbte hun ned til ham: „Kommer du med fred, du, der har myrdet din egen herre, som Zimri gjorde?”
32 Jehu kiggede op og fik øje på Jezabel i vinduet. Så råbte han op mod paladsets mure: „Hvem af jer deroppe holder med mig?” Straks kiggede to-tre hoffolk ud af et vindue.
33 „Smid hende herned,” råbte Jehu til dem.
Så smed de hende ud ad vinduet, og hendes blod sprøjtede op på slotsmuren og på de heste, der trampede hen over hende. 34 Jehu gik så ind i paladset, og da han havde spist og drukket, sagde han til hoffolkene: „I må hellere gå ud og begrave den forbandede kvinde. Hun er trods alt af kongelig herkomst.” 35 Men da de gik ud for at begrave hende, fandt de kun hendes kranium og hendes hænder og fødder, 36 og da de fortalte det til Jehu, udbrød han: „Det stemmer med, hvad Herren sagde, for han fortalte profeten Elias, at hundene skulle æde hendes krop i Jizre’el, 37 og hun vil komme ud som ekskrementer på marken uden for Jizre’el. Dermed er der ingen, som kan udpege hendes grav og sige: ‚Der ligger Jezabel.’ ”
Jehu udrydder Ahabs slægt
10 Jehu skrev nu et brev til Samarias byråd og til værgerne for Ahabs 70 sønner, som alle boede der. I brevet stod der: 2 „I har kongens sønner hos jer og råder over stridsvogne og heste. I bor i en befæstet by og har masser af våben. Når I får det her brev, 3 så udvælg den bedst egnede af Ahabs sønner til jeres konge og gør jer klar til at forsvare ham.”
4 Brevet skabte panik i byrådet. „Hvis to konger ikke var i stand til at besejre Jehu, hvordan skulle vi kunne gøre det?” sagde de til hinanden. 5 Så sendte hofmarskalen, borgmesteren, byrådet og værgerne følgende brev tilbage til Jehu:
„Jehu, vi har valgt at underkaste os dig, og vi vil gøre, hvad som helst du siger. Vi ønsker ingen af Ahabs sønner som konge.”
6 Jehu svarede tilbage: „Hvis I holder med mig og vælger at adlyde mig, så bring Ahabs sønners hoveder til Jizre’el i morgen ved denne tid.”
Alle 70 prinser var i pleje hos byens ledende mænd, som havde taget sig af dem, siden de var små. 7 Da Jehus brev nåede frem, slog man samtlige prinser ihjel, læssede hovederne op i nogle kurve og bragte dem til Jehu i Jizre’el. 8 Jehu fik nu bud om, at prinsernes hoveder var ankommet, og han forlangte, at man lagde dem i to dynger ved byporten og lod dem ligge der til næste morgen.
9 Næste morgen gik han ud for at tale til folkemængden, der havde samlet sig på torvet ved byporten. „Det er ikke jeres skyld, at det her er sket,” begyndte han. „Jeg tager ansvaret for at have dræbt kongen. Men hvorfor blev hans sønner dræbt? 10 Jo, det skete på Herrens ord, og hvad han siger, må nødvendigvis gå i opfyldelse. Allerede gennem sin tjener Elias forudsagde han nemlig, at Ahabs slægt skulle totalt udryddes.”
11 Derefter dræbte Jehu resten af Ahabs slægt som boede i Jizre’el, også hans mest betroede embedsmænd, hans personlige venner og hans afgudspræster. Til sidst var alle hans nærmeste udryddet.
12 Derefter satte Jehu og hans soldater kursen mod Samaria, og mens de gjorde ophold ved hyrdernes mødested, 13 traf de på nogle af kong Ahazja af Judas slægtninge.
„Hvem er I?” spurgte han dem. De svarede: „Vi er kong Ahazjas slægtninge. Vi er på vej til Samaria for at besøge kong Ahabs og Jezabels familie.”
14 „Grib dem,” beordrede Jehu, og hans soldater slæbte dem ud til cisternen, hvor de alle blev dræbt—42 i alt.
15 Efter episoden ved hyrdernes mødested kom Jonadab, Rekabs søn, Jehu i møde. De hilste på hinanden, og Jehu spurgte: „Er du lige så loyal over for mig, som jeg er over for dig?”
„Ja,” svarede Jonadab.
„Så giv mig din hånd,” sagde Jehu og hjalp ham op i sin stridsvogn. 16 Så tilføjede han: „Følg nu med og se, hvor ivrig jeg er efter at handle på Herrens ord.” Derpå kørte Jonadab med Jehu til Samaria. 17 Da de kom til byen, dræbte Jehu de sidste af Ahabs slægtninge, sådan som Herren havde sagt gennem Elias, at det ville ske.
Jehu slår ba’aldyrkerne ihjel
18 Jehu kaldte nu byens indbyggere sammen og sagde: „Jeg ønsker at dyrke Ba’al endnu mere end Ahab gjorde. 19 Kald nu alle Ba’als profeter og præster sammen og enhver, der dyrker Ba’al. Sørg endelig for, at alle møder op, for nu skal vi holde en stor offerfest til ære for Ba’al. Hvis nogen udebliver, er de dødsens.”
Jehus plan var at lokke alle ba’aldyrkere i en fælde. 20-21 Over hele Israel gik der bud om, at alle, der dyrkede Ba’al, skulle troppe op, og de kom i massevis og fyldte ba’alstemplet til bristepunktet. 22 Til præsten, der havde ansvar for templets garderobe, sagde Jehu: „Giv dem alle den særlige dragt, som bruges ved ofringer til Ba’al.” Og alle dragterne blev taget frem og delt ud.
23 Så gik Jehu og Jonadab ind i ba’alstemplet og sagde til alle de tilstedeværende: „Er I nu sikre på, at der kun er ba’aldyrkere herinde? Vi vil ikke have nogen her, som dyrker Herren.”
24 Så satte Jehu gang i ofringsceremonierne. Jehu havde i forvejen befalet 80 af sine soldater at omringe bygningen. Han havde advaret dem strengt og sagt til dem: „Lader I nogen undslippe, skal I selv miste livet.”
25 Da Jehu var færdig med brændofferet, gik han udenfor til sine officerer og soldater. „Så er det nu. Ind med jer,” sagde han. „Slå dem ihjel. Ikke en eneste må slippe væk.”
Da gik de ind og slog hele forsamlingen ihjel, hvorefter de trak ligene udenfor. De trængte frem til alteret, 26 slæbte den hellige søjle, der blev brugt i frugtbarhedskulten, udenfor og brændte den. 27 Således blev både ba’alssøjlen og hele tempelbygningen ødelagt. Tempelruinen blev derefter brugt som et offentligt toilet, og sådan er det stadig. 28 Jehu slettede på den måde ethvert spor af ba’aldyrkelsen i Israel.
29 Men guldkalvene i Betel og Dan, som Jeroboam havde opstillet, lod han stå, og han lod folket fortsætte med at bringe ofre der.
30 Herren sagde nu til Jehu: „Du har gjort vel i at udføre det, jeg bød dig, nemlig at udrydde Ahabs slægt. Derfor vil jeg sørge for, at dine efterkommere i fire generationer bliver konger i Israel.”
31 Men Jehu adlød ikke Guds lov fuldstændigt, for han fortsatte med at lade folket tilbede de guldkalve, som Jeroboam havde opstillet.
Jehus død
32-33 Mens Jehu var konge, begyndte Herren for alvor at reducere Israels kongerige. Kong Hazael af Aram erobrede store landområder øst for Jordanfloden, inklusive Gilead området og Gads, Rubens og Manasses landområder. Han erobrede faktisk hele området øst for Jordanfloden fra Aroer ved Arnonfloden i syd til Bashan mod nord.
34 Jehus øvrige bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog. 35 Da han døde, blev han begravet i Samaria, og hans søn Joahaz blev konge i hans sted. 36 Jehu regerede Israel fra Samaria i 28 år.
Atalja overtager magten i Juda
11 Dengang Atalja, som var mor til kong Ahazja af Juda, hørte, at hendes søn var død, satte hun sig for at udrydde samtlige medlemmer af kongefamilien. 2 Men Ahazjas søster, Josheba, fjernede i al hemmelighed Ahazjas yngste søn, Joash, som kun var et spædbarn, fra de øvrige prinser, som skulle dræbes. Josheba gemte både ham og hans amme i et soveværelse. 3 Drengen blev derefter holdt skjult på tempelområdet i de seks år, Atalja regerede i Juda.
Joash udråbes til konge
4 I Ataljas syvende regeringsår indkaldte præsten Jojada de ledende officerer fra paladsgarden og den kongelige livvagt til et møde i templet, og efter at de højtideligt havde lovet Jojada fuld troskab, førte han kronprinsen, Joash, frem for dem 5 og gav dem følgende instrukser: „Næste sabbat når I møder til tjeneste, skal en tredjedel af jer holde vagt ved det kongelige palads. 6 En anden tredjedel skal holde vagt ved Sur-porten, mens den sidste tredjedel skal holde vagt ved livvagtens barak. 7 De andre to grupper, som egentlig ikke skulle gøre tjeneste på næste sabbat, skal stille sig op ved indgangen til templet for at beskytte kongen. 8 På den dag skal I alle fungere som kongens livvagt og holde jeres våben parate. Dræb enhver, der sætter sig op imod jer. Slip ikke kongen af syne på noget tidspunkt.”
9 Officererne fulgte nøje Jojadas instrukser. De kom samtidig med det skiftehold, som normalt skulle begynde tjeneste på sabbatten, og sluttede sig til det skiftehold, der var færdig med tjenesten. 10 Derpå udrustede Jojada officererne med de spyd og skjolde, som havde tilhørt kong David og blev opbevaret i templets våbenhus. 11 De bevæbnede vagter tog opstilling i en lang række fra forgårdens sydside frem til alteret foran indgangen og videre til nordsiden. På den måde forhindrede de folk i at nærme sig tempelindgangen, hvor kongen ville komme til syne.
12 Da alt var klar, førte Jojada prinsen ud og satte kongekronen på hans hoved. Han gav ham også en kopi af lovbogen, hvorefter han salvede ham til konge. Folket klappede og råbte: „Længe leve kong Joash.”
Ataljas død
13 Da dronning Atalja hørte støjen fra menneskemængden, skyndte hun sig over til templet. 14 Dér fik hun øje på den nykronede konge, der stod ved søjlen foran tempelindgangen, som det var skik ved en kroningsceremoni. De ledende officerer og en række trompetblæsere stod ved siden af kongen. De blæste i deres trompeter, mens folket jublede.
Atalja rev i vrede og fortvivlelse sit tøj i stykker og skreg: „Det er højforræderi!”
15 „Før hende uden for templet!” råbte Jojada til officererne for livvagten. „Dræb hende ikke på tempelområdet, men slå enhver ned, der forsøger at komme hende til undsætning.” 16 Så greb de hende og førte hende ud gennem den port, som hestene bruger til at komme ind på paladsets område. Der slog de hende ihjel.
Jojadas reformer
17 Jojada fik kongen og hele folket til at indgå en troskabspagt med Herren: Både kongen og folket skulle altid tilhøre Herren og være hans folk. Han sørgede også for, at folket lovede deres konge troskab. 18 Derefter gik hele forsamlingen i samlet trop til ba’alstemplet og rev det ned. De ødelagde altrene og afgudsbillederne og dræbte ba’alspræsten Mattan foran alteret, og Jojada satte vagter ved Herrens tempel. 19-20 Dernæst førte han sammen med officererne, livvagten og hele folket den unge konge ud af templet, forbi vagtstuen og ind i paladset, hvor kongen satte sig på tronen.
Alle var glade og lykkelige, og livet i byen gik sin daglige, stille gang efter Ataljas død.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.