Chronological

Joash sætter templet i stand

12 ^1-2 Joash blev konge over Judas rige i kong Jehu af Israels syvende regeringsår. Han var syv år gammel på det tidspunkt, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ³ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ⁴ Dog udryddede han ikke offerstederne på højene rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at brænde ofre der.

^5-6 En dag sagde kong Joash til præsterne: „Tempelbygningen trænger til en gennemgribende restaurering. De penge, som folk bringer til Herrens hus som frivillige gaver eller som indløsning for det førstefødte, der tilhører Herren, skal I derfor bruge til at bekoste istandsættelsen af templet.”

⁷ Men i kong Joash’ 23. regeringsår var præsterne endnu ikke begyndt på arbejdet. ⁸ Derfor kaldte han Jojada og de øvrige præster sammen. „Hvorfor har I ikke sørget for restaureringen af templet?” spurgte han. „Nu er det slut med at bruge midlerne på jer selv og jeres egne formål. Fra nu af skal alle pengene gå til templet.”

⁹ Men præsterne bad om at blive fritaget for ansvaret for restaureringen. Til gengæld gik de med til ikke længere at modtage penge direkte fra folket. ¹⁰ Jojada borede derefter et hul i låget på en stor kiste og placerede kisten til højre for alteret, når man går ind i templet, og de præster, der fungerede som dørvogtere, sørgede for, at alle de guld- og sølvstykker, som folk kom med, blev lagt i denne kiste. ¹¹ Hver gang kisten var fuld, blev pengene lagt i poser og vejet af statssekretæren og ypperstepræsten i fællesskab. ¹² Derefter blev pengene overdraget til arbejdsformændene, som udbetalte løn til træskærerne, bygningshåndværkerne, ¹³ murerne og stenhuggerne. Nogle af pengene blev brugt til materialerne af træ og sten. Samtlige reparationsudgifter blev betalt med disse penge. ^14-15 Men pengene blev ikke brugt til indkøb af sølvbaljer, vægesakse, stænkeskåle, trompeter eller andre guld- og sølvgenstande. ¹⁶ Man krævede ikke af arbejdsformændene, at de fremlagde regnskab for forvaltningen af pengene, for det var helt igennem ærlige mennesker. ¹⁷ Men de penge, som kom ind gennem skyldofre og forsoningsofre, blev ikke lagt i kisten. Dem kunne præsterne bruge til deres egne behov.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda

¹⁸ På det tidspunkt gik kong Hazael af Aram til angreb på filisterbyen Gat, og det lykkedes ham at erobre byen, hvorefter han marcherede mod Jerusalem. ¹⁹ Da tog kong Joash alle de hellige tempelredskaber, som var blevet skænket af ham selv og hans forfædre, Joshafat, Joram og Ahazja, dem der før ham havde været konger i Juda, og sendte dem sammen med alt det guld, der fandtes i templets skatkammer og i det kongelige palads, til kong Hazael. Det var nok til, at den aramæiske konge afblæste angrebet på Jerusalem.

²⁰ Resten af Joash’ livshistorie og de bedrifter han udførte, er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²¹ Der blev begået forræderi imod ham, idet nogle af hans egne embedsmænd myrdede ham, engang han opholdt sig i Jerusalems fæstningsbygning, som ligger ved vejen ned til Silla. ²² Attentatmændene var Jozakar, Shimats søn, og Jozabad, Shomers søn. Kongen blev begravet i Davidsbyen, og hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.

Afgudsdyrkelsen fortsætter i Nordriget, mens Jehus søn er konge

13 I kong Joash af Judas 23. regeringsår blev Joahaz, Jehus søn, konge i Israel. Han herskede i Samaria i 17 år. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i Jeroboams spor, kongen der oprindelig havde lokket Israel til afgudsdyrkelse. ³ Derfor lå Herrens vrede over Israels folk, så han tillod kong Hazael af Aram og hans søn, Ben-Hadad, at gå til angreb på dem gang på gang.

⁴ Til sidst var kong Joahaz trængt så meget op i en krog, at han bad Herren om hjælp, og Herren hørte hans bøn. Han kunne jo se, hvor hårdt Arams konge pressede dem. ⁵ Derfor sendte Herren dem en leder, der befriede Israel fra det aramæiske tyranni. Derefter var der fred og tryghed i Israel som før.

⁶ Alligevel fortsatte folket deres afgudsdyrkelse og fulgte således Jeroboams onde eksempel, og de blev ved med at tilbede gudinden Ashera i Samaria. ⁷ På grund af de mange angreb fra Aram var Joahaz’ hær til sidst nede på 50 ryttere, ti stridsvogne og 10.000 fodfolk, for Arams konge havde tilintetgjort resten af hæren og trådt dem ned som støv under sine fødder.

⁸ Resten af Joahaz’ livshistorie og hans bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

⁹ Joahaz døde og blev begravet i Samaria, hvorefter hans søn Joash blev konge.

Kong Joash af Israel

¹⁰ Joash, søn af Joahaz, blev konge over Israel i kong Joash af Judas 37. regeringsår, og han regerede ud fra Samaria i 16 år. ¹¹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fortsatte i Jeroboams spor og opmuntrede folket til at dyrke afguder. ¹² Resten af Joash’ historie og hans bedrifter, blandt andet hans krige mod kong Amatzja af Juda, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ¹³ Joash døde og blev begravet i Samaria sammen med Israels øvrige konger. Efter ham blev hans søn Jeroboam konge over Israel.

Elisas død

¹⁴ Profeten Elisa blev alvorligt syg, og da han lå på sit dødsleje, fik han besøg af kong Joash, som bøjede sig grædende over ham:

„Mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”

¹⁵ „Skaf mig en flitsbue og nogle pile,” befalede Elisa. Det gjorde kongen så.

¹⁶ Derefter bad Elisa kongen om at spænde buen, mens han lagde sine egne hænder oven på kongens.

¹⁷ „Luk det vindue op, der vender mod øst,” fortsatte Elisa. Det gjorde man så.

„Skyd!” kommanderede Elisa, og kongen sendte pilen ud gennem vinduet i østlig retning.

Da sagde Elisa til kongen: „Det var Herrens pil, som skal bringe sejr over Aram. Ved Afek skal du påføre dem det afgørende nederlag. ¹⁸ Tag nu de andre pile og slå dem ned i gulvet.”

Kongen tog pilene og slog dem ned i gulvet tre gange. ¹⁹ „Det var ærgerligt,” udbrød profeten. „Hvorfor slog du dem ikke mod gulvet fem eller seks gange? Havde du gjort det, kunne du have slået aramæerne definitivt. Men nu vil du kun besejre dem tre gange.”

²⁰ Derefter døde Elisa og blev begravet.

På den tid skete det ikke sjældent om foråret, at moabitiske røverbander strejfede rundt i landet. ²¹ Engang under en fredelig begravelse blev følget overrasket af en sådan røverbande, og i panik smed man liget ned i Elisas grav og flygtede for røverne. Men så snart liget kom i berøring med Elisas knogler, kom den døde til live og sprang op.

Israel vinder delvis sejr over aramæerne, som Elisa forudsagde

²² Kong Hazael af Aram havde tyranniseret Israel under hele kong Joahaz’ regeringsperiode. ²³ Men Herren viste nåde imod Israels folk på grund af den pagt, han havde sluttet med Abraham, Isak og Jakob. Han ville ikke helt udslette dem, og endnu ville han ikke sende dem i landflygtighed.

²⁴ Da kong Hazael af Aram døde, blev hans søn Ben-Hadad konge i hans sted, ²⁵ og tre gange besejrede kong Joash af Israel Ben-Hadad. Det lykkedes ham også at erobre de israelitiske byer tilbage, som Ben-Hadad havde taget fra hans far, kong Joahaz.

Joash og Jojada sætter templet i stand^(A)

24 Joash var syv år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ³ Jojada udvalgte to koner til kongen, og de fødte ham sønner og døtre.

⁴ Nogen tid senere besluttede Joash at sætte Herrens hus i stand, ⁵ og derfor sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Tag rundt til alle Judas byer for at indsamle den årlige tempelskat fra alle israelitter, så jeres Guds hus kan blive restaureret. Skynd jer af sted!” Men levitterne skyndte sig overhovedet ikke.

⁶ Senere kaldte han ypperstepræsten Jojada til sig og spurgte: „Hvorfor sørger du ikke for, at levitterne opkræver den tempelskat i Jerusalem og Judas byer, som Herrens tjener Moses bestemte skulle indsamles hvert år til åbenbaringsteltet?”

⁷ Den onde Ataljas folk var nemlig brudt ind i Guds hus og havde stjålet de hellige redskaber for at bruge dem til deres afgudsdyrkelse. ⁸ Men nu befalede kongen, at levitterne skulle lave en stor indsamlingskiste og anbringe den uden for porten ind til Herrens hus. ⁹ Derpå sendte han en ordre ud i hele landet, om at folk skulle komme med den skat til Herren, som Guds tjener Moses i sin tid i ørkenen havde forordnet skulle betales hvert år. ¹⁰ Alle lederne og folket syntes godt om forslaget, og de kom og lagde deres guld- og sølvstykker i kisten. ¹¹ Hver aften bar levitterne kisten indenfor, og den blev bevogtet af kongens mænd. Når kisten var fuld, kom statssekretæren og ypperstepræstens repræsentant og tømte kisten for penge, hvorefter den blev bragt tilbage på sin plads. På den måde blev der indsamlet en stor sum penge.

¹² Kongen og Jojada gav pengene videre til arbejdsformændene, som udbetalte løn til stenhuggerne, tømrerne og metalarbejderne, der udførte restaureringsarbejdet. ¹³ Alle sled hårdt i det, og snart var restaureringen fuldført. ¹⁴ Efter at alle udgifter var betalt, blev de tiloversblevne guld- og sølvstykker overgivet til kongen og Jojada, som besluttede at smelte dem om til skåle og diverse redskaber af guld og sølv til brug under offerhandlingerne i Herrens hus.

Så længe Jojada levede, gennemførte man de regelmæssige ofre i templet. ¹⁵ Han blev meget gammel—130 år—før han døde. ¹⁶ På grund af sin store indsats for Israels folk, for Gud og for templet fik han en ærefuld begravelse i det kongelige gravsted i Davidsbyen.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda^(B)

^17-18 Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. ¹⁹ Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem.

²⁰ Da kom Guds Ånd over Zekarja, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!”

²¹ Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zekarja af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zekarja, så han blev stenet til døde i forgården til templet. ²² Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab—ved at dræbe hans søn! Zekarjas sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!”

²³ Ved årsskiftet gik den aramæiske hær til angreb på Juda og Jerusalem. Efter at have dræbt alle lederne sendte de et mægtigt krigsbytte tilbage til deres konge i Damaskus. ²⁴ Selv om aramæerne kom med en lille hær, lykkedes det dem at besejre den langt større judæiske hær, for det var Herren, der gav dem sejren. Judæerne havde jo vendt sig fra deres forfædres Gud. På den måde brugte Gud aramæerne til at straffe Joash.

²⁵ Da aramæerne trak sig tilbage, efterlod de Joash alvorligt såret. Da besluttede nogle af hans embedsmænd at slå ham ihjel som straf, fordi han havde dræbt ypperstepræsten Jojadas søn. De snigmyrdede ham i hans seng, hvorefter han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige gravsted. ²⁶ Attentatmændene var Zabad,^[a] søn af Shimat fra Ammon, og Jozabad, søn af Shimrit fra Moab. ²⁷ Beretningen om Joash’ sønner, de mange profetier imod ham og yderligere detaljer om templets restaurering er nedskrevet i kommentaren til Kongernes Bog.

Hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.