Chronological
Et profetisk syn om Babyloniens fald
13 Esajas så Babyloniens ødelæggelse i et syn, hvor Herren sagde:
2 „Løft signalet til angreb på toppen af en høj! Lad kommandoråbet lyde! Giv tegn til hæren om at marchere mod Babylon og jævne de riges paladser med jorden! 3 Jeg har udvalgt disse hære til at straffe dem, der har fremkaldt min vrede. Jeg har kaldt mine helte til denne opgave, og de vil juble, når jeg sejrer.
4 Hør larmen fra bjergene! Lyt til hærene under fremmarch! Det er krigslarm fra mange folkeslags hære. Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg mønstrer min hær. 5 De kommer langvejsfra, og de er mit redskab imod dig, Babylon. De er udtryk for min vrede, og de skal ødelægge hele landet.
6 Skrig af rædsel, for Herrens time er kommet. Den Almægtige vil knuse jer. 7-8 Jeres arme er lammet af frygt, og selv de modigste mænd ryster af skræk. Frygt og smerte sætter ind som veerne hos en kvinde, der skal føde. I stirrer hjælpeløse på hinanden, hede om ørerne. 9 Se, Herrens dag kommer, Herrens frygtelige vredesdag. Landet skal ødelægges, og alle syndere med det. 10 Der ses ingen stjerner på himlen, solen er formørket, månen skinner ikke.
11 Jeg, Herren, straffer verden for dens ondskab og de ugudelige for deres synd. Jeg knuser de stoltes overlegenhed og tyrannernes hovmod. 12 Når dommen er fuldbyrdet, er der ikke mange tilbage. Til den tid er mennesker sjældnere end det fineste guld. 13 I min vrede ryster jeg himlen, og jorden skal rokkes fra sin plads. Jeg, Herren den Almægtige, viser min vrede.
14 Som skræmte gazeller, som forvildede får, der er kommet bort fra deres hyrde, flygter enhver hjem til sit eget land. 15 Enhver, der bliver taget til fange, bliver gennemboret af sværdet. 16 Deres småbørn knuses for øjnene af dem, deres hjem bliver plyndret og deres kvinder voldtaget.
17 Jeg vækker nemlig medernes vrede imod det babyloniske rige. De kan ikke købe sig fri med guld og sølv. 18 Medernes pile rammer de unge, de har ingen medynk med børnene.
19 Det går Babylon, den herlige storby, den kaldæiske kulturs stolthed og pryd, som det gik Sodoma og Gomorra, dengang Herren sendte ild fra himlen. 20 Aldrig igen skal Babylon genopbygges og blive beboet. Selv nomaderne undgår at slå lejr der. Ingen hyrder søger nattely på det sted. 21 Kun ørkenens vilde dyr bor der, ugler tuder fra de forladte huse. Strudse slår sig ned, og vilde geder springer rundt på ruinerne. 22 I de tomme borge og fine paladser lyder ekkoet af hyæners og sjakalers hyl. Babylons dage er talte, dommens time er nær.”
Israels genoprettelse
14 Herren vil forbarme sig over Israels folk. De vil igen blive hans udvalgte folk. Han lader dem bosætte sig i deres eget land, og folk fra andre nationer vil slutte sig til dem og blive en del af Israels folk. 2 Fremmede folk skal føre dem hjem, og Israels folk vil bruge nogle af de fremmede som slaver i deres land. Deres fangevogtere bliver taget til fange, og deres undertrykkere bliver undertrykt.
En spottesang om Babylons konge
3 Når Herren befrier sit folk fra deres sorg og lidelse og det hårde slavearbejde, de blev udsat for, 4 vil de håne Babylons konge med sang:
„Så er tyrannen færdig!
Hans raseri er forbi!
5 Herren har knækket den ondes scepter
og brudt den gudløses herskerstav,
6 han, som jagtede andre folkeslag,
slog dem i sindssygt raseri
med skånselsløse stokkeslag.
7 Nu er der stilhed, nu er der fred.
Hele jorden bryder ud i sang.
8 Selv cypresserne glæder sig.
Libanons cedertræer synger:
‚Du havde tænkt at fælde os!
Men det var dig selv, der faldt!’
9 Hele dødsriget er på tæerne
for at møde dig, når du ankommer.
Hensovne dødninge rejser sig op,
tidligere stormænd, konger og herskere.
10 Som med én mund hilser de dig:
‚Også du blev afmægtig.
Nu er du som os!’
11 Din herlighed endte i dødsriget,
harpernes klang forstummede.
Dit leje er redt med råddenskab,
dit tæppe er larver og orme.
12 Tænk, at du faldt fra himlen,
du strålende morgenstjerne,
at du blev kastet til jorden,
du store verdenserobrer.
13 Du sagde til dig selv:
‚Jeg vil stige op til himlen,
rejse min trone højt over stjernerne,
indtage min plads blandt guderne
på bjerget i det yderste nord.
14 Jeg vil stige op til de øverste himle,
komme på højde med den almægtige Gud.’
15 I stedet blev du styrtet i dødsriget,
i dets allerdybeste afgrund.
16 De, der ser dig der, vil undre sig:
‚Er det ham, for hvem jorden bævede,
og verdens riger rystede?
17 Er det ham, som lagde verdens lande øde,
som jævnede storbyer med jorden
og aldrig satte krigsfanger fri?’
18 Alle jordens andre konger
hviler værdigt i deres grave,
19 mens dit lig ligger henslængt,
nedtrampet som en knækket gren
mellem andre, der blev dræbt af sværdet,
et kadaver kastet i et hul
og dækket med sten.
20 Du får ingen kongelig begravelse,
fordi du hærgede dit eget land
og bragte død over dit eget folk.
Din slægt skal uddø
på grund af din ondskab.
21 Dine sønner skal dræbes
som straf for din synd.
De skal ikke herske over jorden
og fylde verden med byer.”
22 „Jeg vil rejse mig imod Babyloniens folk,” siger Herren, den Almægtige. „Jeg vil udrydde dem og deres børn, så der ingen efterkommere bliver. 23 Jeg gør Babylon til en sumpet ødemark, et hjemsted for ugler. Jeg fejer byen væk med ødelæggelsens kost.”
Profeti om Assyriens fald
24 Herren, den Almægtige, har svoret: „De tanker, jeg tænker, bliver altid ført ud i livet. De planer, jeg lægger, kommer altid til at ske. 25 Jeg vil knuse den assyriske hær i mit land, nedtrampe dem på mine bjerge. Undertrykkerens åg skal fjernes fra mit folk, de skal fritages fra byrden på deres skuldre. 26 Sådan er min plan for hele jorden, min magt omfatter alle folkeslag. 27 Hvem kan modsætte sig mine planer? Hvem kan gøre modstand, når jeg går til angreb?”
Profeti om filistrenes land
28 Følgende budskab kom i det år, kong Ahaz døde:[a]
29 Glæd dig ikke for tidligt, Filisterland, fordi kæppen, som slog dig, er knækket. Var kæppen en slange, så kommer der nu en giftig øgle i dens sted. 30 Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser. Men din rest vil jeg dræbe med sult, de tiloversblevne slår jeg ihjel. 31 Skrig højt i byerne, filistre, klag i portene, lad angsten gribe jer, for I er dømt. En vældig støvsky nærmer sig fra nord, en hær af ivrige krigere. 32 Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt.
Guds dom over Moab
15 Guds budskab om Moab:[b] På én nat bliver Ar i Moab angrebet og udslettet. På én nat bliver Kir[c] jævnet med jorden. 2 Dibons indbyggere går op på offerhøjen og græder. I Nebo og Medeba jamrer man: Alle har barberet hår og skæg af i fortvivlelse. 3 I gaderne går folk klædt i sæk og aske, og fra byernes torvepladser og husenes tage høres klage og gråd. 4 Skrigene fra Heshbon og Elale kan høres helt til Jahatz. Selv de stærkeste krigere har mistet modet og ryster af skræk.
5 Mit hjerte græder over Moab, befolkningen flygter til Zoar og Eglat-Shelishija. Grædende begiver de sig op ad vejen til Luhitpasset, deres jamren høres langs vejen til Horonajim. 6 Selv Nimris bæk er udtørret, de græsklædte strækninger er afsvedet, alle planter er væk. 7 De fortvivlede flygtninge slæber deres få ejendele over Poppelbækken. 8 Klageråb lyder over hele landet, fra Eglajim til Be’er-Elim. 9 Bækken ved Dimon er allerede rød af blod, men der kommer mere. Forude venter løverne på de overlevende.
16 I, som er ledere blandt flygtningene i Sela,[d] send vædderlam gennem ørkenen til Jerusalem som en gave til Judas konge med følgende bøn: 2 „Vores opskræmte folk er ved Arnonflodens vadesteder som flaksende fugle og hjemløse fugleunger. 3 Hjælp os, giv os ly for vores fjender. Vær med til at skjule de flygtende, og udlever os ikke til vores fjender. 4 Tillad vores hjemløse flygtninge at bo iblandt jer, og skjul dem for fjenden.”
Når undertrykkelsen og ødelæggelsen er forbi, når den fjende, som trampede på os, er forsvundet, 5 vil der komme en ny konge fra Davids slægt, en oprigtig og barmhjertig konge, som altid vil handle retfærdigt.
6 Moab var kendt for sin stolthed, sit store hovmod og tomme praleri. 7 Men nu jamrer Moabs befolkning, og mange jamrer over, hvad der er sket med dem. Fortvivlet sørger de over tabet af Kir-Haresets rosinkager,[e] 8 over Heshbons afsvedne vinmarker og Sibmas forladte vinstokke, hvis druer kunne få landenes herskere til at gå i gulvet.[f] Den vin var kendt helt ud til Jazer, langt ind i ørkenen og hinsides havet. 9 Derfor græder jeg, som Jazer græder over Sibmas vinmarker. Mine tårer flyder ved tanken om Heshbon og Elale, for deres frugthøst og afgrøder blev ødelagt under fjendens sejrsråb. 10 Glæden er borte, fryden forstummet. Høstfolkenes festlige sang høres ikke mere i vinmarkerne. Ingen træder druer i persekarrene. De muntre råb er ophørt.
11 Mit hjerte skælver af sorg over Moab, som strengene på den sørgmodige harpe. Min sorg over Kir-Heres er stor. 12 Moabs folk opsøger deres helligdomme og mødes på offerhøjene for at bønfalde deres afguder, men det nytter intet. 13 Det er, hvad Herren tidligere har sagt om Moab, 14 men nu tilføjer han: „Om nøjagtig tre år er Moabs storhedstid forbi, og kun en ganske lille rest bliver tilbage i landet.”
Guds dom over Aram og Nordriget
17 Guds budskab om Damaskus: „Se, Damaskus vil forsvinde. Byen bliver en ruindynge. 2 Aroers byer[g] bliver forladte, så fåreflokkene kan græsse frit i gaderne. Ingen vil forstyrre dem. 3 Nordrigets befæstede byer bliver også ødelagt, og Damaskus’ magt får ende. De få, som er tilbage i Aram, vil dele skæbne med Nordriget,” erklærer Herren, den Almægtige.
4 „Da vil Nordrigets tidligere herlighed høre en tåget fortid til, for hungersnød sætter ind. 5 Landet vil ligge øde hen som Refaimdalens stubmarker, efter at kornet er høstet. 6 Kun enkelte indbyggere bliver tilbage, ligesom de få oliven, der endnu sidder på et oliventræ efter høsten, et par stykker i toppen og nogle enkelte på de yderste grene,” siger Herren, Israels Gud.
7 Engang vil de erkende, at Herren er deres Skaber, og de vil vende tilbage til Israels hellige Gud. 8 Da vil de ikke længere bede afguderne om hjælp, dyrke deres menneskeskabte guder, tilbede og ofre til Asherapælene eller brænde røgelse på deres afgudsaltre.
9 Dine prægtige byer vil blive lagt i ruiner som en fældet skov på en bakketop,[h] akkurat som byerne blev lagt i ruiner, dengang israelitterne først indtog landet. Alt skal ligge øde hen. 10 Hvorfor? Fordi du har forladt den Gud, som kan frelse dig, og ikke ænser Klippen, hvor du kunne have søgt tilflugt. Du kan plante de bedste vinsorter,[i] 11 og selv om de skulle spire og blomstre, når du planter dem, så kommer du aldrig til at plukke druer fra dem. Du vil kun høste sorg og bitter smerte.
12 Hør larmen fra folkeslagenes hære. De larmer som havets oprørte bølger. 13 Men Gud truer ad dem, så de flygter langt bort. De jages som avner af bjergvinden, som tidselfrø for slettens hvirvelvind. 14 Aftenen er mættet af frygt, men før morgenen kommer, er fjenden borte. Sådan går det dem, der vil plyndre og gå på rov hos os.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.