Chronological
1 Mika fra byen Moreshet modtog en række profetiske budskaber fra Herren på den tid, hvor henholdsvis Jotam, Ahaz og Hizkija regerede i Juda. Gud viste ham, hvad der skulle ske med Samaria og Jerusalem.
Dom over Nordriget og Sydriget
2 Hør godt efter, alle folkeslag.
Lyt til mig, alle jordens beboere.
Herren, den Almægtige, dømmer sit folk,
tordner mod dem fra sin trone i Himlen.
3 Han forlader sin himmelske bolig,
træder ned på bjergenes tinder.
4 De smelter som voks under hans vrede,
som ved en syndflod skylles højene væk.
5 For Israels folk har vendt sig fra Herren,
Judas folk har syndet mod deres Gud.
Hvem gik forrest i Israels frafald?
Var det ikke Samaria?
Hvem førte an i Judas afgudsdyrkelse?
Var det ikke Jerusalem?
6 Derfor bliver Samaria til en ruinhob,
et sted, hvor der plantes vinstokke.
Herren smider husenes sten ned i dalen,
så fundamenterne ligger blottede tilbage.
7 Alle stenstøtter skal smadres,
alle afgudsbilleder brændes.
De afskyelige afguder
skal blive til affald.
Byens rigdom kom fra gaver til dens afguder,
nu bliver rigdommen givet til andre folks guder.
8 Derfor vil jeg sørge og klage,
gå barfodet omkring uden kjortel.
Jeg vil hyle som en sjakal
og skrige som en struds.
9 For Samaria er dødeligt såret,
og Juda vil få samme skæbne.
Ulykken banker på mit eget folks port,
snart når den frem til Jerusalem.
10 Fortæl det ikke til filistrene i Gat,
vis dem ikke jeres sorg.
Kast støv på hovedet,
Bet-Leafras borgere.[a]
11 Shafirs folk bliver ydmyget,
i laser bliver de ført i eksil.
Za’anan bliver belejret,
så ingen kan komme ud.
Bet-Etzel er klædt i sorg,
for ulykken standsede ikke der.
12 Marots indbyggere håber på det bedste,
men det er forgæves.
Herrens straf er på vej,
den nærmer sig Jerusalems port.
13 Spænd hestene for vognen og flygt,
I folk fra Lakish.
Det var jer, der indførte Israels afguder,
og derved førte I Jerusalem til fald.
14 Tag afsked med Moreshet-Gat,
for den bliver overtaget af nye ejere.
Akzib har intet haft af værdi,
som Judas[b] konger kunne bruge.
15 Maresha bliver erobret af fjenden,
Judas ledere søger tilflugt i Adullams hule.
16 Judas land, græd over dine indbyggere,
klip dig skaldet som en grib,
for de bliver taget fra dig
og ført bort som fanger.
Straffen for undertrykkelse
2 Ve jer, der misbruger jeres magt
og undertrykker de svage.
Om natten udtænker I onde planer
og fører dem ud i livet, så snart det bliver lyst.
2 I begærer jeres nabos hus og marker
og overtager dem uden at have skrupler.
I tilraner jer andre folks ejendom,
som er gået i arv fra deres forfædre.
3 Derfor siger jeg, Herren:
„Også jeg har udtænkt en plan
som straf for al jeres ondskab.
Jeg vil lægge et tungt åg på jeres skuldre,
og så er det jer, der kommer ned med nakken.”
4 Når det sker, vil jeres fjender håne jer
ved at synge en klagesang for jer:
„Åh, vi er helt knust,
for Guds folk har mistet sit land.
Herren har selv taget det fra os
og delt det ud til ugudelige folkeslag.”
5 I, der har undertrykt andre,
får ikke arvelod blandt Guds folk.
6 „Hold op med dine dommedagsprædikener,” siger folk.
„Det kunne Gud da aldrig få sig selv til at gøre!”
7 Har Herren ikke været tålmodig med jer, Israels folk?
Er det hans skyld, at han bliver nødt til at straffe jer?
For de, der gør det gode,
er det godt at høre profetens ord.
8 Herren siger: „I, som er mit folk,
er nu blevet mine fjender.
I kræver den fattiges kappe som betaling for et lån
og river tøjet af folk, der går fredeligt på gaden.
9 I smider enker ud af deres hjem
og fratager faderløse børn deres værdighed.
10 I har gjort landet urent med jeres synd,
derfor kommer ulykken over jer.
I bliver sendt bort fra det land, jeg gav jer,
et land, hvor der skulle være ro og fred.
11 For I vil kun høre på løgneprofeter,
der lover jer fest og glade dage.
Et løfte om genoprettelse
12 Engang vil jeg kalde Israels folk sammen,
for jeg vil samle den tiloversblevne rest.
Jeg vil lede dem som en mægtig fåreflok
på vej til en frodig græsmark.
Der bliver et mylder af glade mennesker.
13 Jeg nedbryder fangenskabets port
og fører mit folk hjem til deres eget land.
Kongen selv går foran dem,
Herren vil lede dem hjem.”
Ledernes ondskab
3 Hør efter, Israels folks ledere.
Burde I ikke vide, hvad der er ret og rigtigt?
2 Men I hader det gode
og elsker det onde.
I flår huden af mit folk
og kødet af deres knogler.
3 I hakker dem i småstykker, som var de kød til en suppegryde,
og derefter tager I bare for jer af retterne.
4 Når I så råber til Herren om hjælp,
vil han ikke høre på jer.
Han vender ryggen til
på grund af al jeres ondskab.
5 Hør efter, I falske profeter,
som fører Herrens folk på afveje.
I profeterer fred og ingen fare
for dem, som betaler jer godt.
Men I lover krig og ulykke til dem,
som ikke har råd til at betale.
6 Engang vil jeres syner holde op,
jeres trolddomskunster vil høre fortiden til.
Det er ude med jer,
og natten vil sænke sig over jer.
7 Når det viser sig, at jeres ord var løgn,
ord, der ikke kom fra Gud,
vil I holde jer for munden
og skjule jeres ansigt i skam.
8 Men jeg er fyldt med Herrens Ånd og kraft
og viger ikke tilbage for at udpege Israels synd.
9 Hør efter, Israels folks ledere.
I, som hader retfærdighed og fordrejer sandheden.
10 I bygger jeres magt og rigdom,
på mord, ondskab og korruption.
11 Dommerne tager imod bestikkelse,
præsterne kræver betaling for at undervise,
og profeterne vil have penge for at spå.
Samtidig hævder I, at Herren er med jer,
og at intet ondt vil ramme jer.
12 Derfor bliver Zion lagt øde som en pløjemark,
Jerusalem bliver til en hob af ruiner,
tempelbjerget bliver dækket af tjørnekrat.
Det kommende fredsrige
4 Men det skal ske i de sidste dage,
at Herrens tempelbjerg bliver verdens knudepunkt.
Alverdens folkeslag vil strømme derhen.
2 „Lad os rejse til Herrens bjerg,” vil de sige.
„Lad os tage hen til Israels Guds bolig,
så vi kan lære hans vilje at kende
og følge hans vejledninger,
for den sande lære kommer fra Zion,
Herrens ord udgår fra Jerusalem.”
3 Herren vil afgøre folkenes stridigheder
og være dommer for fjerne stormagter.
Da vil de smede deres sværd om til plovskær
og omdanne deres spyd til vingårdsknive.
Landene vil holde op med at bekrige hinanden,
og alt militær bliver overflødigt.
4 Til den tid kan man nyde freden i sin have,
for der er ikke længere noget at frygte.
Dette er et budskab fra Herren, den Almægtige.
5 Folkeslagene følger hver deres gud,
men vi vil for evigt følge Herren, vores Gud.
6 „Til den tid,” siger Herren,
„vil jeg samle mit adspredte, forslåede folk
og læge dem, jeg var nødt til at straffe.
7 Jeg vil begynde forfra med den rest, der er tilbage,
og samle mit adspredte folk til en stærk nation.
Da vil jeg være deres konge
og regere fra Zions bjerg for evigt.
8 Kong David vogtede over Jerusalem
fra udkigstårnet på Ofelhøjens palads.
Engang skal Davids rige genoprettes,
og Jerusalem, kongens by, få sin værdighed igen.”
9 Jeg hører i min ånd de høje skrig
som fra en fødende kvinde.
Jerusalem, din konge er væk,
din øverste leder er forsvundet.
10 Jerusalems indbyggere har grund til at stønne,
som om de alle vred sig i veer.
I bliver ført bort fra byen
og må overnatte under åben himmel.
I bliver ført langt bort til Babylon,
men engang vil jeg bringe jer hjem igen.
Herren selv vil komme til det land
og befri jer fra jeres fjenders hånd.
11 Jeg ser i min ånd mange nationer,
der samler sig imod Jerusalem.
De ønsker at få ram på den hellige by
og fuldstændigt udslette den.
12 Men de kender ikke Herrens planer,
de forstår ikke hans tanker.
Det er nemlig Herren, der har samlet dem,
som man samler kornet på tærskepladsen.
13 Jerusalems indbyggere, tærsk dem,
som en okse tærsker korn.
Jeg giver jer horn af jern og klove af bronze,
så I kan knuse mange nationer.
Deres rigdomme skal overgives til Herren, jeres Gud,
deres skatte tilhører Kongen over hele jorden.
14 Jeg ser i min ånd Jerusalems indbyggere samle sig i klynger,
for fjenderne har belejret byen.
De vil tage kongens scepter fra ham
og slå ham i ansigtet med det.
Fredsfyrsten fra Betlehem
5 Du Betlehem-Efrat,
du er kun en lille landsby i Juda,
men fra dig skal en hersker udgå,
som skal lede Israels folk på mine vegne.
Hans oprindelse fortaber sig i fortiden.
2 Derfor vil Gud give folket i deres fjenders hænder,
indtil den fastsatte tid er inde.[c]
Resten af Judas folk[d] skal vende hjem,
fulgt af de øvrige blandt Israels folk.
3 Han vil lede sit folk i den almægtige Guds navn,
som en hyrde vogter sine får.
Da skal de bo trygt,
for hans herredømme omfatter hele jorden.
4 Han er den, der bringer fred.
Når assyrerne[e] angriber vores land
og prøver at indtage vores fæstninger,
indsætter vi syv fyrster imod dem,
mere end nok til at slå dem.[f]
5 De vil overmande assyrerne
og herske over dem med hård hånd.
Ja, vores konge vil redde os fra assyrerne,
hvis de prøver at invadere vores land.
6 Den overlevende rest af Israels folk,
som spredes blandt mange folkeslag,
vil være som regnen, der får græsset til at vokse,
som duggen, der kommer ned fra himlen.
Det kommer fra Herren
og afhænger ikke af menneskers vilje.
7 De vil leve midt iblandt andre folkeslag
og blive et stærkt og frygtet folk,
som en løve blandt skovens dyr,
som en ungløve blandt flokke af får.
Når de går på rov, slår de alt ned.
Når de sønderriver et bytte, er der ingen redning.
8 De overvinder deres uvenner
og rydder deres fjender af vejen.
Dommen over de ulydige
9 „Når dommen rammer jer,” siger Herren,
„vil jeg gøre det af med alle jeres heste
og tilintetgøre alle jeres stridsvogne.
10 Jeg vil ødelægge jeres byer
og nedbryde jeres fæstninger.
11 Jeg river alle amuletter ud af jeres hænder
og gør op med enhver form for spådomskunst.
12 Jeg ødelægger jeres afgudsbilleder,
slår alle jeres gudestatuer i stykker.
Aldrig mere skal I tilbede de guder,
som I selv har skabt.
13 Jeg vil rykke jeres Asherapæle op
og lægge jeres byer i ruiner.
14 I min vrede vil jeg straffe ethvert folk,
som ikke adlyder mig.”
Guds anklage imod Israels folk
6 Hør, hvad Herren siger til Israels folk:
„Kom og forsvar jer med bjergene som vidner,
lad højene høre, hvad I har at sige.”
2 Ja, lad bjergene høre Herrens anklage,
jordens grundvold skal lytte med,
for han vil anklage sit folk,
han kræver Israel til regnskab.
3 „Mit folk, hvad har jeg gjort jer?
Hvorfor er I blevet trætte af mig? Svar mig!
4 Det var jo mig, der førte jer ud af Egypten
og befriede jer fra slaveriet.
Jeg gav jer både Moses, Aron og Mirjam som ledere.
5 Mit folk, husk på, at kong Balak af Moab ville forbande jer,
men jeg fik Bileam, Beors søn, til at velsigne jer.
Husk alle miraklerne på vejen mellem Shittim og Gilgal,
hvordan jeg i min nåde gav jer sejr.”
6 „Hvilke ofre ønsker Gud, vi skal bringe ham?” spørger I.
„Hvad kan vi give til den højhellige Gud?
Måske kan vi give ham et brændoffer,
de bedste kalve vi ejer?
7 Vil han tage imod 1000 væddere,
eller måske et hav af olivenolie?
Skal vi ofre vores førstefødte sønner,
som bod for alle vores synder?”
8 Nej, menneske, du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren forlanger af dig:
Du skal gøre det rette i trofast kærlighed,
og altid være villig til at vandre med Herren.
Dommen over den sociale uret
9 Herren råber til Jerusalem,
og den, der er vis, lytter til hans ord.
Hør på dommen
og tænk over, hvem der afsiger den:
10 „I snyder stadig, når I sælger jeres varer,
I bliver rige ved at bedrage andre.
11 I ændrer på vægten med god samvittighed
og bruger falske lodder uden at blinke.
12 Byens rigmænd er voldelige,
alle indbyggerne er fulde af løgn, snyd og bedrag.
13 Derfor vil jeg sende en hær imod jer,
så I kan forstå konsekvensen af jeres synd.
14 Der bliver mangel på mad,
så sulten gnaver i maven.
I vil prøve at redde jeres ejendele,
men det skal ikke lykkes jer.
Og skulle det lykkes jer at redde noget,
bliver det taget af fjenden.
15 I skal så, men I når ikke at høste.
I presser jeres oliven, men når ikke at bruge olien.
I presser saften af druerne, men når ikke at drikke vinen.
16 I fulgte jo kong Omris gudløse skikke,
efterlignede kong Ahabs ondskab.
Byens ødelæggelse bliver frygtelig at se på.
Indbyggerne bliver udsat for spot,
ja, hele folket vil blive hånet.”
Syndens håbløshed
7 Sikken en elendighed!
Det er som i en frugtplantage, når høsten er forbi,
eller i en vinmark, når alle druer er plukket.
Der er ingen figner til at stille ens sult,
ikke en eneste klase vindruer er tilbage.
2 Guds tjenere er forsvundet fra jordens overflade.
Der findes ikke et eneste retskaffent menneske.
Alle ligger på lur som røvere,
og man sætter fælder for hinanden.
3 Der er kun en ting, de er gode til,
nemlig at være onde.
Øvrigheden er korrupt,
dommerne tager imod bestikkelse.
Den stærke gennemfører sine onde planer.
Alle er de enige om at bøje retten.
4 De bedste af dem er som tornebuske,
de mest ærlige som tjørnekrat.
Men straffen fra Gud er på vej,
de rædsler, som profeterne har advaret om.
5 Stol ikke på nogen,
tro end ikke din bedste ven.
Du må hellere sætte lås for munden,
selv når du er sammen med din kone.
6 En søn vil foragte sin far,
en datter gøre oprør imod sin mor
og en svigerdatter imod sin svigermor.
Man får sin egen familie til fjender.
Håbet om udfrielse
7 Men jeg vil spejde efter Herren.
Jeg venter på, at Gud vil redde mig,
for jeg er sikker på, at han hører min bøn.
8 Du skal ikke hovere over mig, min fjende,
for selv om jeg falder, rejser jeg mig igen.
Når mørket omslutter mig,
vil Herren være mit lys.
9 Jeg accepterer min straf,
for jeg har syndet imod Herren.
Han vil forsvare mig mod fjenderne
og straffe dem for det, de har gjort.
Til sidst vil han føre mig fra mørket ud i lyset,
så jeg ser, hvor god og retfærdig han er.
10 Da vil fjenderne se Guds magt,
og deres hån vil blive gjort til skamme.
De spottede mig jo ved at sige:
„Hvorfor hjælper Herren, din Gud, dig ikke?”
Da er det min tur til at se på,
at min fjende trampes ned i mudderet.
Israels genopbygning
11 En dag skal Jerusalem genopbygges,
og da bliver skellet mellem folkene fjernet.
12 Folk fra alverdens lande skal komme til jeres land,
fra stormagter som Assyrien og Egypten,
fra hele strækningen mellem Egypten og Eufratfloden,
ja fra fjerne lande og verdensdele.
13 Men landet skal først lægges øde
på grund af befolkningens ondskab.
Fremtidens herlighed for Guds folk
14 Herre, tag dig af dit udvalgte folk,
som hyrden vogter sin hjord.
Lad dem nyde skovens frodighed i fred,
og glæde sig midt i en frugthave.
Lad dem boltre sig på Bashans og Gileads græsgange,
som de gjorde i gamle dage.
15 „Ja,” siger Herren, „jeg vil gøre undere for mit folk
som dengang, jeg førte jer ud af Egypten.”
16 Hele verden vil se dine undere
og med skam erkende deres afmagt.
17 De vil komme krybende ud af deres fæstninger,
de kravler hen ad jorden og æder støv som slanger.
Skælvende af frygt vil de nærme sig Herren, vores Gud,
for hans magt vil fylde dem med ærefrygt.
18 Der findes ingen Gud som dig,
du tilgiver den rest, der er tilbage af dit ejendomsfolk.
Du kan ikke være vred for evigt,
men elsker at vise din trofaste kærlighed.
19 Du vil igen se i nåde til os
og tilgive os alle vores synder,
ja, kaste dem i havets dyb.
20 Du viser din trofasthed mod Abraham
og opfylder dit løfte til Jakob.
De løfter, du gav vores forfædre, står fast.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.