M’Cheyne Bible Reading Plan

Levitbyerne

35 Mens israelitterne stadig lå i lejr på Moabs sletter langs Jordanfloden over for Jeriko, sagde Herren til Moses:

² „Sig til folket, at de skal overdrage nogle af deres byer med omliggende græsmarker til levitterne. ³ Der skal levitterne bo og deres husdyr græsse. ⁴ I skal afmåle et område rundt om byerne, som skal være levitternes græsmarker. Afmål 450 m fra bymuren udad, ⁵ og 900 m langs hver af de fire sider af byen, mod øst, mod syd, mod vest og mod nord.

^6-7 Levitterne skal i alt tildeles 48 byer med omliggende græsmarker. Heraf skal de seks være tilflugtsbyer, hvor personer, der uforsætligt er kommet til at slå et andet menneske ihjel, kan søge asyl. ⁸ Levitbyerne skal ligge jævnt fordelt ud over hele landet, således at de store stammer skal afstå mange byer til levitterne, og de mindre stammer færre.”

Tilflugtsbyerne

⁹ Herren sagde videre til Moses: ^10-11 „Sig til folket: Når I kommer ind i landet, skal I udpege nogle byer til at være tilflugtsbyer. En person, som er skyldig i uagtsomt manddrab, kan flygte til sådan en by, ¹² så vedkommende undgår at blive dræbt af blodhævnere, endnu inden der er afsagt dom i sagen. ^13-14 Der skal ligge tre tilflugtsbyer i Kana’ans land og tre i området øst for Jordanfloden. ¹⁵ Både israelitterne, de fremmede iblandt jer og folk på gennemrejse skal kunne søge tilflugt i disse byer.

^16-18 Hvis en person slår et andet menneske ihjel ved at gøre brug af våben af jern, sten eller træ, er der ikke tale om uagtsomt manddrab; det må formodes at være mord, og derfor skal den skyldige lide døden: ¹⁹ Den myrdedes nærmeste slægtning har ansvaret for at hævne mordet, og han skal slå morderen ihjel. ^20-21 Det samme gælder, hvis en person af had til en anden forsætligt skubber til ham, kaster noget imod ham eller slår ham, så han dør.

^22-23 Men hvis der er tale om et uheld, hvor en person uforvarende kommer til at skubbe til en anden eller ramme ham med en sten eller noget andet, så han dør, ²⁴ skal domstolen afgøre, hvorvidt der er tale om uagtsomt manddrab eller mord, og om den skyldige skal udleveres til blodhævneren eller ej. ²⁵ Hvis domstolen så har afsagt kendelse om uagtsomt manddrab, skal drabsmanden beskyttes mod blodhævneren og bringes tilbage til den tilflugtsby, han var flygtet til. Der skal han blive boende, indtil den fungerende ypperstepræst er død.

²⁶ Hvis drabsmanden forlader tilflugtsbyen, ²⁷ har blodhævneren ret til at slå ham ihjel uden at gøre sig skyldig i mord, ²⁸ for manden burde være blevet i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død. Først efter ypperstepræstens død kan han vende tilbage til sit hjem. ²⁹ Denne lov skal gælde fra slægt til slægt i det land, hvor I kommer til at bo.

³⁰ Enhver morder skal henrettes, medmindre der er mangel på vidneudsagn. Der skal mindst to vidneudsagn til for at dømme en person til døden. ³¹ Men hvis han dømmes skyldig i mord, skal han henrettes. Han kan ikke frigives mod, at der betales løsepenge for ham. ³² En flygtning, der bor i en tilflugtsby, kan heller ikke løskøbes, så han kan forlade tilflugtsbyen og vende tilbage til sit hjem før ypperstepræstens død. ^33-34 I må ikke gøre det land, som I skal ind og bo i, urent, for jeg, Herren, bor i jeres midte. Hvis et menneske udgyder et andet menneskes blod, bliver landet urent, og der kan kun skaffes soning ved at den skyldige dør.”

Bøn om Israels redning og hævn over fjenden

79 En sang af Asaf.

27 Til den tid vil Herren gribe sit skarpe sværd og straffe Livjatan, den lynhurtige slange, der vrider og snor sig, ja, han vil tilintetgøre dragen i havet. ² Da skal I tænke på Israel som en dejlig vinmark. ³ Jeg, Herren, passer på den, vander den hver eneste dag, vogter den dag og nat, så ingen kan skade den. ⁴ Min vrede mod Israel er ovre. Bliver den angrebet af tjørn og tidsler, går jeg i krig mod dem og brænder dem op. ⁵ Jeg skåner kun dem, som overgiver sig og slutter fred med mig. ⁶ Engang vil Israel slå rod og blomstre og fylde verden med frugt.

⁷ Har Herren straffet Israel på samme måde, som han straffede deres fjender? ⁸ Nej, fjenderne tilintetgjorde han, men Israel sendte han i eksil langt borte. De blev fejet bort fra deres land ved hans vældige åndepust, som var det en ørkenstorm. ⁹ Israels straf vil være afsonet og deres synd slettet ud, når de har knust afgudsaltrenes sten og nedbrudt Asherapælene og røgelsesaltrene. ¹⁰ Den befæstede by ligger forladt, dens huse er tomme, den ligner en ødemark. Kalve går og græsser dér. De lægger sig og tygger drøv på træernes blade. ¹¹ Folket blev som de tørre grene, kvinderne brækker af træerne for at bruge dem til brændsel. Det var et folk uden forståelse. Derfor viste deres skaber dem ingen barmhjertighed.

¹² Men engang i fremtiden vil Herren samle dem sammen igen lige fra Eufratfloden og til Egyptens bæk og bringe dem tilbage.^{[a] 13} Til den tid vil signalet lyde fra det store vædderhorn, og da vil Herren kalde sit folk tilbage fra eksilet i Assyrien og Egypten. De skal vende hjem til Jerusalem og tilbede ham på hans hellige bjerg.

Troens sejr over verden

5 Alle, som tror, at Jesus er den lovede Messias, er Guds børn. Hvis vi elsker ham, som vi er børn af, må vi også elske de andre børn, han har. ² Vi ved, at vi elsker Guds børn, hvis vi elsker Gud og adlyder hans befalinger. ³ Vi viser vores kærlighed til Gud ved at adlyde hans befalinger, og det er ikke nogen tung byrde. ⁴ For alt, hvad der er født af Gud, sejrer over verden. Det er altså gennem vores tro, at verden bliver besejret.

Evigt liv fås ved troen på Guds Søn, der kom til jorden i menneskeskikkelse

⁵ Kun de, der tror, at Jesus er Guds Søn, kan sejre over verden. ⁶ Jesus Kristus kom gennem vand og blod.^[a] Ikke alene måtte han fødes som et menneske gennem vandet, men han måtte også dø som et menneske, så hans blod blev udgydt. Helligånden bekræftede det også med sit vidnesbyrd, og Ånden taler jo altid sandt. ⁷ Der er altså tre, der vidner om, at Guds Søn blev menneske: ⁸ Helligånden, vandet og blodet. De tre afgiver det samme vidnesbyrd. ⁹ Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, bør vi i langt højere grad tage imod Guds eget vidnesbyrd. Og dette er altså det vidnesbyrd, Gud selv har givet om sin Søn. ¹⁰ De, der er kommet til tro på Guds Søn, ved i deres hjerte, at det er sandt. Men de, der ikke tror på, at Jesus er Guds Søn, mener åbenbart, at Gud lyver. De tror jo ikke på det vidnesbyrd, Gud har aflagt om sin egen Søn.

¹¹ Gud har også sagt, at han giver os evigt liv, og at vi får det gennem hans Søn. ¹² De, der har Sønnen, har livet, men de, der ikke har Sønnen, har heller ikke livet. ¹³ Jeg har skrevet det her til jer, som tror på Guds Søn, for at I skal vide, at I har evigt liv.

Om at bede efter Guds vilje

¹⁴ Vi har den tillid til ham, at han svarer os, når vi beder, lige meget hvad det drejer sig om, så længe det er i overensstemmelse med hans vilje. ¹⁵ Hvis vi altså ved, at han svarer os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi får,^[b] hvad vi har bedt om.

Om synd og oprør, liv og død

¹⁶ Hvis I ser en kristen begå en synd, som ikke fører til døden, så skal I bede til Gud for ham, og Gud vil give ham livet, hvis han da ikke er en af dem, der synder med døden til følge. Der er en synd, som fører til død, og det er ikke angående den, I skal bede. ¹⁷ Enhver oprørsk handling er synd, men ikke alle former for synd ender med død.

Afsluttende resume

¹⁸ Vi ved, at de, som er Guds børn, ikke lever i synd, men Guds Søn^[c] beskytter dem, så den Onde ikke kan gøre dem noget.

¹⁹ Vi ved, at vi tilhører Gud, men hele verden er i den Ondes magt.

²⁰ Vi ved, at Guds Søn er kommet og har givet os indsigt, så vi kan lære den sande Gud at kende. Ja, vi tilhører Sandheden, Jesus Kristus, Guds Søn. Han er den sande Gud, og hos ham er det evige liv.

²¹ Mine kære børn, vær på vagt over for alle former for afgudsdyrkelse.