M’Cheyne Bible Reading Plan

Tre mænd gør oprør

16 Blandt israelitterne var der en mand, der hed Kora, søn af Jitzhar, der igen var søn af Kehat, som var en af Levis sønner. Kora gjorde oprør imod Moses, og han blev bakket op af Datan og Abiram, der var sønner af den Eliab, som var søn af Pallu.^[a] De var fra Rubens stamme. ² 250 andre mænd gik med i oprøret mod Moses, og de var alle sammen ansete og folkevalgte ledere.

³ Alle disse mænd gik nu til Moses og Aron og sagde: „Nu må det være nok med det præstestyre. Vi kan vel alle træde frem for Herren og ofre til ham. Hvorfor ophøjer I jer selv over Herrens folk?”

⁴ Da Moses hørte det, kastede han sig fortvivlet ned med ansigtet mod jorden, ⁵ og han sagde til Kora og hans tilhængere: „Vent til i morgen, så vil Herren vise, hvem der hører ham til, og hvem der er indviet til at træde frem for ham. ^6-7 Kora, du og dine tilhængere skal komme tilbage i morgen med hver jeres røgelseskar, tænd op i dem og brænd røgelse for Herren. Så får vi at se, hvem Herren har udvalgt som præster. I levitter er gået for vidt!”

^8-9 Moses sagde videre til Kora: „Er I levitter nu ikke længere tilfredse med den særstilling, Israels Gud har givet jer? Har han ikke udvalgt jer til på folkets vegne at hjælpe med arbejdet ved Herrens bolig? ¹⁰ Han har givet jer denne særlige tjeneste for ham. Vil I nu også være præster? ¹¹ Det er Herren selv, ikke Aron og hans sønner, du og dine tilhængere gør oprør imod.”

¹² Derefter sendte Moses bud efter Datan og Abiram, men de sendte følgende besked tilbage: „Vi kommer ikke. ¹³ Det er jo dig, der har lokket os bort fra det frugtbare Egypten, for at vi skulle dø her i ørkenen. Vil du stadig påstå, at du er Guds udvalgte leder? ¹⁴ Hvad med det vidunderlige land med frugtbare marker og vingårde, du lovede os? Hvor er det blevet af? Tror du ikke, folk har øjne i hovedet? Vi vil ikke have noget med dig at gøre mere.”

¹⁵ Da blev Moses meget vred, og han sagde til Herren: „Lad være med at anerkende deres røgelsesofre. Jeg har aldrig forurettet nogen af dem eller stjålet så meget som et æsel fra dem.”

¹⁶ Derpå sagde han til Kora: „Husk nu at komme tilbage i morgen sammen med dine tilhængere, så I kan træde frem for Herren sammen med Aron. ¹⁷ Sørg for, at alle de 250 mænd kommer med hver deres røgelseskar. Du selv og Aron skal også komme med hver jeres røgelsesoffer.”

¹⁸ Næste dags morgen kom de med deres røgelseskar med ild i. Efter at de havde lagt røgelse på, stillede de sig op sammen med Moses og Aron ved åbenbaringsteltets indgang. ¹⁹ I mellemtiden havde Kora fået en stor del af folket over på sin side, og nu stod de og ventede på, hvad der ville ske. Da viste Herrens herlighed sig for folket, ²⁰ og Herren sagde til Moses og Aron: ²¹ „Træk jer væk fra dette folk, så jeg kan komme til at udrydde dem.”

²² Men Moses og Aron kastede sig ned for Herren med ansigtet mod jorden. „Åh Gud, du som er livets ophav,” bad de, „er det nødvendigt at slå hele folket ihjel på grund af en enkelt mands synd?”

²³ Da svarede Herren: ²⁴ „Så sig til folket, at de, der befinder sig i nærheden af Koras, Datans og Abirams telte, skal fjerne sig langt væk.”

²⁵ Så skyndte Moses sig hen til Datans og Abirams telte, og folkets ledere fulgte i hælene på ham. ²⁶ „Skynd jer at komme væk fra disse onde mænds telte,” advarede han de omkringstående. „I må ikke røre nogen af deres ejendele, for så mister I livet på grund af deres synd.”

²⁷ Folket trak sig skyndsomt væk fra Koras, Datans og Abirams telte. Datan og Abiram kom ud og stillede sig foran døren til deres telte sammen med deres koner og børn.

²⁸ Da sagde Moses til folket: „Nu skal I få at se, at jeg ikke er en selvbestaltet leder iblandt jer, men at det er Herren, som har sendt mig, for at jeg skal udføre den opgave, han har givet mig. ²⁹ Hvis disse mennesker dør en naturlig død som alle andre, så har Herren ikke udvalgt mig, ³⁰ men hvis Herren griber ind og lader jorden åbne sig, så den opsluger dem sammen med deres ejendele, og de ryger direkte ned i dødsriget, så er det bevis på, at disse mænd har forhånet Herren.”

³¹ Næppe var Moses færdig med at tale, før jorden revnede under dem ³² og åbnede sig som et vældigt gab, og gabet opslugte de oprørske mænd, deres familier og deres ejendele, ³³ så de røg lige lukt ned i dødsriget. Jordens gab lukkede sig over dem, og dermed var de udryddet af folket. ³⁴ Men israelitterne flygtede skrækslagne ved lyden af deres skrig. De var bange for at lide samme skæbne.

³⁵ I det samme fór der ild ud fra Herren og opbrændte de 250 mænd, der stod med deres røgelsesofre.

Guds straf over en ond „helt”

52 ^1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang Edomitten Doeg fortalte Saul, at David havde søgt hjælp hos Ahimelek.^[a]

Menneskets ondskab

53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.^[b]

Bøn om hjælp mod fjenden

54 ^1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang folkene fra Zif kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.

Esajas’ kald til profettjeneste

6 I det år kong Uzzija døde, så jeg Herrens herlighed i et syn. Han sad på en meget høj trone, og slæbet på hans kappe fyldte hele Templet. ² Han var omgivet af serafer, som hver havde seks vinger. Med de to vinger dækkede de ansigtet, med to andre dækkede de benene, og de to sidste brugte de, når de fløj. ³ De råbte til hinanden: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den almægtige Gud! Hele jorden er fuld af hans herlighed!” ⁴ Templets dørstolper rystede ved deres høje råb, og rummet fyldtes med røg.

⁵ Da udbrød jeg: „Ak, det er ude med mig, for jeg er et syndigt menneske, som taler syndige ord og tilhører et syndigt og urent folk. Og dog har jeg nu set Herren, den Almægtige!”

⁶ Straks fløj en af seraferne hen til mig med et stykke glødende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. ⁷ Han berørte mine læber med det og sagde: „Nu, hvor dette stykke kul har berørt dine læber, er din skyld taget bort og din synd tilgivet.”

⁸ Derpå sagde Herren: „Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede straks: „Herre, det vil jeg! Send mig!”

⁹ Så fortsatte han: „Gå hen og sig til mit folk:

¹¹ „Hvor længe skal det være sådan, Herre?” spurgte jeg. Han svarede: „Indtil byerne er ødelagt og uden indbyggere. Indtil husene står tomme, og landet ligger øde hen.” ¹² Herren vil sende folket langt bort, og landet bliver folketomt. ¹³ Skulle der blive en tiendedel tilbage i landet, vil de også blive udryddet. Israel vil blive som en træstub, der står tilbage, når et stort træ er blevet fældet. Men fra den stub skal der vokse et helligt rodskud.

Afsluttende formaninger og hilsener

13 Hold fast ved den indbyrdes kærlighed. ² Forsøm ikke at byde de fremmede velkommen hos jer, for derved har nogle haft engle som gæster uden at vide af det. ³ Husk på dem, der sidder i fængsel, og føl med dem, som var I selv i fængsel. Føl smerten hos dem, der mishandles, som var det jeres egen krop, det gik ud over.

⁴ Alle bør respektere ægteskabet, og I skal være tro mod jeres ægtefælle, for Gud vil dømme dem, der er utro eller lever i seksuel synd. ⁵ Hold jer fri af pengebegær og vær tilfredse med det, I har. Gud har jo sagt: „Jeg vil aldrig svigte dig eller forlade dig.”^[a]

⁶ Derfor kan vi med frimodighed sige:

⁷ Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer. Se på, hvad de har udrettet, og efterlign deres tro. ⁸ Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja til evig tid. ⁹ Lad jer ikke rive med af forskellige, fremmede lærdomme. Det er godt for det indre menneske at hente styrke i Guds nåde og ikke i religiøse spiseregler, som alligevel ikke hjælper dem, der prøver at overholde dem.

¹⁰ Vi har et alter, som de præster, der gør tjeneste i templet, ikke har adgang til. ¹¹ Ypperstepræsten bragte på forsoningsdagen blodet fra syndofrene ind i åbenbaringsteltets allerhelligste rum, men dyrenes kroppe blev brændt uden for lejren.^{[c] 12} Jesus skabte forsoning mellem Gud og folket ved sit eget blod, da han blev dræbt uden for byen. ¹³ Lad os derfor samles med ham uden for lejren, selvom vi bliver hånet for det. ¹⁴ Der findes nemlig ikke noget sted i denne verden, som kan være vores blivende hjem. Vi ser i stedet frem til vores evige hjem i den himmelske verden.

¹⁵ Lad os på grund af, hvad Jesus har gjort, altid bringe lovprisningsofre til Gud. Lad os prise og takke Gud med vores ord. ¹⁶ Men forsøm heller ikke at gøre godt og at dele med andre, for sådanne ofre glæder Gud.

¹⁷ Adlyd jeres åndelige ledere og ret jer efter dem. De våger over jer, fordi de har ansvar for jer og en dag skal aflægge regnskab for deres tjeneste over for Gud. Hvis I adlyder lederne, vil de kunne gøre deres arbejde med glæde, i stedet for at det bliver en byrde. Det sidste ville ikke være godt for jer.

¹⁸ Bed for os, venner, for vi mener at have en god samvittighed, da vi altid søger at gøre det rigtige. ¹⁹ Netop nu har jeg særligt brug for jeres forbøn, så jeg hurtigt kan få mulighed for at besøge jer.

²⁰ Jesus, vores Herre, er den store Hyrde for fårene, og han beseglede en evig pagt med sit eget blod. Jeg beder om, at Fredens Gud, som oprejste Jesus fra de døde, ²¹ vil udruste jer med alt, hvad I har brug for for at kunne gøre hans vilje, og at han ved Kristi kraft vil fremelske alt det i os alle, som glæder ham. Æren tilhører Jesus Kristus i al evighed. Amen.

²² Kære venner, tag godt imod mine formaninger, selvom jeg har skrevet i al korthed. ²³ I skal vide, at vores medarbejder Timoteus nu er blevet løsladt, og hvis han snart kommer hertil, vil jeg tage ham med, når jeg kommer til jer. ²⁴ Hils alle jeres ledere og de andre troende. De kristne fra Italien sender hilsen til jer. ²⁵ Guds nåde være med jer alle!