M’Cheyne Bible Reading Plan
Ruten fra Egypten til Jordanfloden
33 Her følger en beskrivelse af israelitternes rejserute fra det tidspunkt, Moses og Aron førte dem ud af Egypten. 2 På Herrens befaling havde Moses nedskrevet navnene på alle de steder, hvor de slog lejr på vejen til Kana’an.
3-4 Efter den første påske i Egypten brød de i sejrsrus op fra Ramses for øjnene af de forfærdede egyptere, der var i færd med at begrave deres førstefødte, som Herren havde slået ihjel natten forinden, da han havde fuldendt dommen over de egyptiske guder.
5-7 Første gang, israelitterne slog lejr, var i Sukkot, dernæst i Etam på grænsen til ørkenen og i Pi-ha-Hirot ved Migdols bjerg nær Ba’al-Zefon. 8 Derfra gik de gennem Det Røde Hav og tre dagsrejser ind i Etams ørken, hvor de slog lejr ved Mara. 9 Fra Mara kom de til Elim med de 12 kilder og 70 palmetræer. Dér blev de et stykke tid.
10 Efter Elim slog de lejr ved Det Røde Hav 11 og fortsatte ind i Sins ørken, 12 hvor de slog lejr ved Dofka 13 og senere ved Alush. 14 Fra Alush tog de til Refidim, hvor der intet vand var.
15-37 Fra Refidim rejste de ind i Sinai ørken og videre gennem „De Grådiges Grav”, Hatzerot, Ritma, Rimmon-Peretz, Libna, Rissa, Kehelata, Har-Shefer, Harada, Mahelot, Tahat, Tara, Mitka, Hashmona, Moserot, Bene-Ja’akan, Hor-ha-Gidgad, Jotbata, Abrona, Etzjon-Geber, Kadesh i Zins ørken og endte ved Hors bjerg nær grænsen til Edom.
38-39 Mens de lå i lejr ved foden af Hors bjerg, gik præsten Aron på Herrens befaling op på bjerget, hvor han døde 123 år gammel. Hans dødsdag var den første dag i den femte måned, 40 år efter at israelitterne havde forladt Egypten.
40 På det tidspunkt hørte Arads konge i det sydlige Kana’an, at israelitterne var på vej, 41-48 og efter at han var besejret, fortsatte de fra Hors bjerg til Zalmona, Punon, Obot, Ijje-ha-Abarim nær grænsen til Moabs land, Dibon-Gad, Almon-Diblatajim og Abarimbjergene nær Nebos bjerg, indtil de endelig nåede frem til Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. 49 På Moabs sletter slog de lejr flere steder på strækningen mellem Bet-ha-Jeshimot og Abel-Shittim.
50-51 Det var, mens de lå i lejr øst for Jordanfloden, at Herren gav folket denne besked gennem Moses: „Efter at I er kommet over Jordanfloden og ind i Kana’ans land, 52 skal I jage folkene på flugt foran jer og ødelægge deres udskårne og støbte afgudsbilleder og offerhøjene, hvor de dyrker deres afguder. 53 For jeg har givet jer landet, og derfor skal I tage det i besiddelse og bosætte jer i det. 54 Landet skal I dele imellem jer ved lodkastning og i forhold til de enkelte stammers størrelse, så de største stammer får et større område end de mindre stammer. 55 Men hvis I undlader at jage folkene bort, vil de af dem, som bliver tilbage, blive som en torn i øjet og et spyd i siden på jer, for de vil ikke lade jer være i fred. 56 Så ender det med, at jeg jager jer bort fra landet i stedet for dem.”
Israels Gud—historiens Gud
78 En visdomssang af Asaf.
Mit folk, lyt til min belæring,
hør nøje efter, hvad jeg siger.
2 Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.
3 Det er vore forfædres historier,
som er fortalt gennem mange generationer.
4 Vi vil fortælle dem til vore børn,
som igen skal give dem videre til nye generationer.
De skal også høre om Herrens magt,
om de forunderlige ting, han har gjort.
5 Han gav sine love til Jakobs slægt,
åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.
Han befalede vore forfædre
at undervise deres børn derom,
6 så den næste generation ville vide besked,
så selv de børn, som endnu ikke var født,
til sin tid kunne belære deres børn,
7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud,
huske hans vældige gerninger
og adlyde hans befalinger,
8 så de ikke bliver som deres forfædre,
der var stædige og oprørske,
som ikke vendte deres hjerte til Gud,
men var troløse og ulydige mod ham.
9 Efraims krigere var udrustet med buer,
men flygtede alligevel i kampens hede.
10 De overholdt ikke pagten med Gud,
og de nægtede at følge hans lov.
11 De glemte, hvad Gud havde gjort,
alle de store undere, han havde udført.
12 Han gjorde mirakler for deres forfædre,
da de kom fra Zoans slette i Egypten.
13 Han delte havet og førte dem igennem,
vandet stod som en vold på begge sider.
14 Om dagen ledte han dem ved en sky,
om natten var der en søjle af ild.
15 Han kløvede ørkenens klipper
og skaffede masser af vand.
16 En kilde sprang frem fra klippen,
så vandet flød som en flod.
17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud,
de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.
18 De provokerede Gud med vilje,
forlangte deres egyptiske livretter.
19 De fornærmede Gud ved at sige:
„Kan Gud dække bord i ørkenen?
20 Han slog ganske vist på klippen,
så vandet strømmede ud.
Men kan han give os brød?
Kan han skaffe kød til sit folk?”
21 Da Gud hørte det, blev han vred.
Hans vrede blussede op imod Israel,
22 for de havde ikke tillid til deres Gud.
De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.
23 Men han gav befaling til skyerne
og åbnede himlens sluser.
24 Han lod det regne ned over dem med manna,
han gav dem brød fra himlen at spise.
25 Han gav dem englemad,
så de havde rigeligt at spise.
26 Han lod østenvinden fare hen over himlen,
styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,
27 lod kød hagle ned over dem,
fugle så talrige som sandkornene på stranden.
28 Han lod dem falde ned midt i lejren,
de lå rundt omkring imellem teltene.
29 Folket spiste sig overmætte,
Gud tilfredsstillede deres grådighed.
30 Men mens de endnu havde munden fuld,
blev deres grådighed straffet.
31 De blev ramt af Herrens vrede,
han dræbte deres stærkeste mænd,
gjorde det af med de bedste krigere.
32 Alligevel blev de ved med at synde,
til trods for hans mægtige undere.
33 Derfor dræbte han folk i deres bedste alder,
de blev alle grebet af rædsel.
34 Når han dræbte en stor del af dem,
søgte resten tilbage til ham.
De angrede og vendte sig igen til Gud.
35 Så huskede de, at Gud var deres redning,
den almægtige Gud var deres befrier.
36 Men de dyrkede kun Gud med deres ord,
deres lovprisning var ikke andet end løgn.
37 Deres hjerter var langt fra Gud,
de holdt ikke fast ved hans pagt.
En lovsang til Herren
25 Almægtige Gud, du er min Gud.
Jeg vil synge din pris og ære dit navn.
Underfulde ting har du gjort,
udført dine planer fra fortids dage.
2 Byer har du lagt i ruiner,
jævnet fæstningsværker med jorden.
Fjendens paladser er sunket i grus
for aldrig mere at genopbygges.
3 Mægtige nationer skal lovprise dig,
ondskabens byer skal ryste af skræk,
4 for du frelser dem, som stoler på dig,
du hjælper de svage i deres nød.
Du giver dem læ for stormen og skygge for heden,
du værner dem mod den ondskab og vold,
der pisker imod dem som regn mod en mur.
5 Som kølende skyer i ørkenens hede
dæmper du voldsmænds voldsomme vrede.
En fest for alverdens folk
6 På Zions bjerg vil Herren holde fest for alverdens folkeslag, et gilde med lækre retter og udsøgte vine. 7 Til den tid vil han fjerne det tæppe af frygt, som indhyller alle folkeslag, 8 for han vil tilintetgøre døden for evigt. Gud Herren vil tørre tårerne bort fra hver kind og fjerne forhånelsen af sit folk overalt på jorden. Det er Herren, der har talt.
9 Da skal hele folket udbryde: „Han er vores Gud! Vi satte vores lid til ham, og han frelste os. Han er den Herre, som vi ventede på med længsel. Lad os juble og glæde os, fordi han har frelst os.”
10 Herrens velsignelse hviler over Zions bjerg, men moabitterne bliver trampet ned som halm i en mødding. 11 De kæmper for at holde sig oven vande, men trods deres dygtighed ydmyger Herren dem for deres stoltheds og indbildskheds skyld. 12 Deres tårnhøje mure nedbryder han, så de synker i grus og bliver til støv.
Guds børn lever ikke i synd
3 Tænk, hvor højt Gud Fader elsker os! Vi må kaldes hans børn, og det er vi! De, der tilhører denne verden, forstår os ikke, fordi de ikke forstår, hvem Jesus[a] er. 2 Elskede venner, vi er Guds børn allerede her og nu, og vi kan ikke forestille os, hvor herligt det vil blive i fremtiden engang. Vi ved dog så meget, at når Jesus kommer igen, skal vi blive ligesom ham, for til den tid får vi ham at se, som han er i al sin herlighed. 3 Enhver, der lever i den forventning, må rense sig for at blive ligesom ham, der er renheden selv.
4 Enhver, der lever i synd, lever i oprør mod Gud. Al synd er nemlig oprør mod Gud. 5 I ved, at Jesus blev født ind i denne verden for at tage vores synd på sig,[b] men at han aldrig selv begik nogen synd. 6 Den, der holder fast ved ham,[c] lever ikke i synd. Den, der lever i synd, har ikke virkelig mødt ham og har ikke virkelig forstået, hvem han er.
7 Lad ingen føre jer på vildspor, kære børn! De, der følger Guds vilje, ligesom Jesus gjorde, er dem, der hører ham til. 8 De, der lever i synd, følger Djævelens vilje, for Djævelen har levet i oprør mod Gud fra begyndelsen af. Husk, at Guds Søn kom til jorden for at gøre ende på Djævelens gerninger. 9 De, der er født af Gud, lever ikke i synd, for de har noget af Guds natur i sig. De kan ikke få sig selv til at synde, for de er født af Gud. 10 Men de, der ikke lever efter Guds vilje og ikke elsker andre kristne, er ikke født af Gud. På den måde kan man skelne mellem, hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn.
Vis jeres kærlighed i handling, som Jesus gjorde
11 Det er altså ikke et budskab, som er nyt for jer, for I har altid vidst, at: Vi skal elske hinanden. 12 Lad os ikke være som Kain, der fulgte den Ondes vilje og myrdede sin bror. Hvorfor gjorde han det? Han hadede ham, fordi hans egne handlinger var onde, men Abels var gode. 13 Derfor skal I ikke undre jer over, at verden hader jer.
14 Vi ved, at vi, som elsker andre kristne, er gået over fra døden til livet. Men et menneske, der ikke viser kærlighed, befinder sig i dødens mørke. 15 Hvis I, som tilhører samme åndelige familie, hader hinanden, er I jo ikke bedre end mordere, og I ved, at mordere ikke har del i det evige liv. 16 Vi har lært, hvad kærlighed virkelig er, ved at se Jesus ofre sit liv for os. Derfor bør vi også være parate til at ofre livet for vores medkristne.
17 Hvis en kristen, der har rigeligt med penge, ser en anden kristen lide nød, men nægter at hjælpe, hvordan kan Guds kærlighed så være i sådan en person? 18 Mine kære børn, lad os ikke nøjes med at sige, at vi elsker hinanden, lad os vise det i praksis. 19 Derved kan vi vide, at vi hører Sandheden til, og så kan vi stå foran Gud med god samvittighed. 20 Selvom vores hjerte måske vil fordømme os, så ved vi, at Gud er større end vores hjerte, og at han kender det hele.
21 Elskede venner, hvis vores hjerte ikke fordømmer os, kan vi være frimodige over for Gud 22 og tro på, at vi får det, vi beder om, fordi vi følger hans befalinger og gør det, der glæder ham. 23 Hans befaling er, at vi skal tro på hans Søn, Jesus Kristus, og at vi skal elske hinanden. 24 De, der følger hans befalinger, holder sig nær til ham, og han holder sig nær til dem. Hvordan kan vi vide, at Gud er os nær? Det kan vi gennem den Ånd, han har givet os.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.