M’Cheyne Bible Reading Plan

Yderligere regler for ofringer

15 Herren sagde til Moses: ² „Giv Israels folk denne besked fra mig: Når folket engang kommer ind i det land, jeg vil give dem, ^3-5 og de ønsker at glæde mig med et ildoffer, hvad enten det er et brændoffer eller et slagtoffer, skal de udvælge offerdyret blandt deres småkvæg eller hornkvæg. Hvert eneste offer—hvad enten det drejer sig om et almindeligt offer, et løfteoffer, et frivilligt offer eller et særligt offer i forbindelse med de årlige festdage—skal bringes sammen med et afgrødeoffer. Hvis det er et lam, de ofrer, skal afgrødeofferet bestå af to liter fint mel blandet med en liter olivenolie. Desuden skal der ofres et drikoffer bestående af en liter vin.

⁶ Hvis de ofrer en vædder, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af fire liter fint mel blandet med godt en liter olivenolie ⁷ og drikofferet skal bestå af godt en liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.

^8-9 Hvis de ofrer en ung tyr, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af seks liter fint mel blandet med to liter olivenolie, ¹⁰ og drikofferet skal bestå af to liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.

^11-12 Det er reglerne for de ofre, der skal følge med, hvad enten offerdyret er en tyr, en vædder, et lam eller et gedekid— ^13-14 og reglerne er de samme for israelitter som for de fremmede, der bor iblandt dem. ^15-16 Denne lov skal gælde fremover fra slægt til slægt. Samme lov skal gælde for alle.”

¹⁷ Herren sagde også dette til Moses: ¹⁸ „Sig til Israels folk: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, ^19-21 skal I ofre en smagsprøve af landets første høst til mig ved at tage noget korn fra tærskepladsen og bage et grovbrød af det. Loven om et offer fra den første høst skal gælde fremover fra slægt til slægt.

^22-24 Hvis I eller jeres efterkommere som folk betragtet uforvarende kommer til at overtræde de love, som jeg har givet jer gennem Moses indtil nu, skal hele folket, så snart fejltagelsen er opdaget, ofre en ung tyr som brændoffer. Da vil jeg anerkende duften af brændofferet som et lifligt offer, når det ofres sammen med det sædvanlige afgrødeoffer og drikoffer samt et syndoffer bestående af en gedebuk. ²⁵ Præsten skal på den måde skaffe soning for hele folket, og da skal de blive tilgivet, fordi der var tale om en fejltagelse, som er rettet, efter at der er ofret et brændoffer og et syndoffer. ²⁶ Da skal hele folket få tilgivelse, også de fremmede, der bor iblandt jer, fordi der var tale om uforvarende, kollektiv synd.

²⁷ Hvis en enkeltperson uforvarende kommer til at overtræde lovene, skal han ofre en etårs hun-ged som syndoffer; ²⁸ og præsten skal skaffe ham soning, hvorefter han er tilgivet. ²⁹ Denne lov gælder også de fremmede, der bor iblandt jer.

^30-31 Men enhver der synder forsætligt—hvad enten han er indfødt israelit eller fremmed—skal udryddes, fordi han har vist ringeagt for mig og mine bud og med vilje overtrådt min lov. Derfor skal han bære sin straf.”

Straffen for at bryde sabbatsloven

³² En sabbatsdag, da Israels folk opholdt sig i ørkenen, blev en mand taget på fersk gerning i at gå og samle brænde. ³³ Manden blev ført til Moses og Aron og de øvrige ledere, ³⁴ som fængslede ham, indtil de kunne få en afgørelse fra Herren angående mandens forseelse.

³⁵ Da sagde Herren til Moses: „Manden skal føres uden for lejren og stenes til døde af hele folket.” ³⁶ Så førte man ham uden for lejren og henrettede ham, som Herren havde befalet.

Om kvaster på kappen

³⁷ Herren sagde til Moses: ³⁸ „Sig til Israels folk, at de fremover fra slægt til slægt skal gøre det til en vane at sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper; kvasterne skal sys i med purpurtråd. ³⁹ Hensigten med denne ordning er at minde jer selv om at følge mine befalinger. Hver gang I får øje på kvasten, skal I tænke på at adlyde mig i stedet for at adlyde jeres egne lyster og indskydelser, som I har så let ved at gøre. ⁴⁰ Når I ser kvasten, skal I rette jeres indre blik på mig, så I kommer til at ligne mig i hellighed; ⁴¹ for jeg er Herren, jeres Gud, der førte jer ud af Egyptens land—ja, jeg er Herren, jeres Gud.”

Bøn om tilgivelse

51 ^1-2 Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.

En sang om Herrens vinmark

5 Jeg vil synge en sang om min elskede ven og hans vinmark:

³ Hvad råder I mig til, Jerusalems og Judas folk? ⁴ Hvad mere kunne jeg have gjort for min vinmark? Hvorfor blev druerne sure i stedet for søde?

⁵ Hør, hvad jeg vil gøre ved min vinmark: Jeg vil fjerne stengærdet omkring den, så får og geder kan æde dens planter. ⁶ Jeg lader marken gå i forfald. Jeg hverken beskærer eller renser vinstokkene, men lader marken gro til med tjørne og tidsler og forbyder skyerne at give den væde.

⁷ Genkender I jer selv i min sang?

Et seksfoldigt veråb

⁸ Ve jer, I, der opkøber huse og marker i mængde, så andre ingen steder har at bo. ⁹ Jeg hørte Herrens ord i mine ører:

¹¹ Ve jer, I, som fylder jer med øl fra tidlig morgen og fester med vin til langt ud på natten. ¹² Til musik fra citar og harpe, pauke og fløjte skænker I op til jer selv, men Herren skænker I ikke en tanke. I ænser ikke hans hænders værk. ¹³ Han sender sit folk i eksil, for de er uden forstand. De fornemme iblandt jer vil dø af sult, og menigmand vil gå til af tørst. ¹⁴ Graven åbner sit grådige gab, dødsrigets dyb er rede til at opsluge rige som fattige, ja hele den lystige, larmende hob. ¹⁵ Mennesker ydmyges og bøjes i støvet. De stolte slår blikket ned. ¹⁶ Kun Herren, den Almægtige, står oprejst, ophøjet i sin retfærdighed og hellighed. ¹⁷ Fårene græsser mellem ruinerne, gederne gør sig til gode i de riges forladte huse.

¹⁸ Ve jer, I, som ikke vil opgive jeres synd, men holder fast ved løgn og bedrag, ¹⁹ som håner Herren og siger: „Skynd dig at gøre noget, så vi kan se, hvad du kan! Lad os se, om Israels Hellige gør alvor af sine trusler!”

²⁰ Ve jer, I, der påstår, at det rigtige er forkert, og det onde godt, at sort er hvidt, og rent er beskidt, at det sure smager sødt, og det søde surt.

²¹ Ve jer, I, der tror, at I er så kloge og skarpsindige.

²² Ve jer, I, der praler af jeres drikkeri og kappes om, hvem der kan drikke mest. ²³ I tager imod bestikkelse, frikender den skyldige og berøver den uskyldige sin ret.

Dommen kommer

²⁴ Som halm fortæres af flammer, som strå synker sammen i ilden, sådan skal det gå med jer. Jeres livsgrundlag skal rådne som rødder i jorden, jeres velstand visne som blomster, for I har forkastet Herrens befalinger, foragtet Israels Guds tale. ²⁵ Derfor kommer Guds vredes ild imod hans folk. Derfor løfter han sin hånd og slår jer, så bjergene skælver, og ligene hober sig op i gaden som snavs. Men hans vrede er ikke dermed forbi, hans hånd er stadig løftet til slag.

²⁶ Han giver signal til fjerne nationer, han fløjter ad folkeslag fra jordens ende. Straks kommer fjendehære styrtende. ²⁷ De farer frem uden at snuble eller blive trætte. De marcherer uden hvil eller søvn undervejs, ingen løsner sit bælte eller tager skoene af. ²⁸ Deres pile er spidse, deres buer spændte. Gnisterne flyver fra hestenes hove, vognene er hurtige som en hvirvelvind. ²⁹ Som løvinder på jagt kaster de sig over byttet. De griber mit folk og fører dem i fangenskab. Der er ingen redning. ³⁰ Krigslarmen over byen brager som havets brænding. Trængslens mørke ruger tungt ud over landet, himlen forsvinder bag sorte skyer.

Det kræver udholdenhed at nå målet

12 Lad da også os med udholdenhed gennemføre det løb, som ligger foran os, inspireret af den mængde af troshelte, som allerede har fuldført løbet. Lad os kaste alt det bort, som tynger os, og synden, som så let griber fat i os og får os til at snuble. ² Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som startede os på troens vandring og også vil føre os til målet. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd. ³ Tænk på al den modstand fra syndige mennesker, som Jesus måtte kæmpe imod—så vil I også kunne holde ud uden at miste håbet eller tabe modet. ⁴ I jeres kamp mod synden er I jo endnu ikke nået dertil, hvor I har mistet livet.

Gud opdrager sine børn

⁵ Husk på den formaning, hvor Skriften omtaler jer som Guds børn:

⁷ Hold ud, når I sættes i rette, for det gavner jer. Gud behandler jer som en far, der opdrager sine børn. Kan man forestille sig et barn, der aldrig bliver irettesat? ⁸ Hvis I ingen opdragelse får, så betyder det, at I slet ikke er hans børn. ⁹ Vi har alle haft jordiske fædre som irettesatte os, og vi havde respekt for dem. Hvor meget mere skal vi så ikke underordne os vores åndelige Far og få livet fra ham i eje? ¹⁰ Vores jordiske fædre har opdraget os i en kort årrække efter bedste evne, men Guds opdragelse er altid til bedste for os, og den sigter på, at vi får del i hans hellighed. ¹¹ Enhver irettesættelse er smertefuld, mens den står på, og bringer ikke umiddelbart glæde. Men på langt sigt bliver de, der tager ved lære af irettesættelsen, i stand til at gøre det rigtige og leve med fred i hjertet.

Hellighed er nødvendig for at få del i Guds velsignelse

¹² Se nu at få gang i de slappe hænder og de stive knæ! ¹³ Følg den lige vej fremad, så jeres stive led ikke forvrides, men får ny smidighed. ¹⁴ Stræb efter at holde fred med alle og at leve et helligt liv. Uden hellighed får ingen Herren at se. ¹⁵ Sørg for, at ingen glider væk fra Guds nåde. Lad ingen bitterhed få lov at spire frem i jer og sprede sin gift, så mange bliver smittet af den. ¹⁶ Pas på, at ingen af jer er utro^[b] eller ringeagter Gud, som Esau gjorde, da han solgte sin arveret for et eneste måltid mad. ¹⁷ I ved jo godt, at da han bagefter med tårer bønfaldt sin far om alligevel at få del i velsignelsen, blev han afvist. Det var for sent at få det lavet om.

Det konkrete Sinaibjerg og det åndelige Zions bjerg

¹⁸ I står jo ikke som Israels folk ved et konkret bjerg med flammende ild, mørke, sorte skyer og et voldsomt uvejr.^{[c] 19} Dengang folket hørte lyden fra vædderhornet og den vældige røst, blev de så bange, at de bad sig fri for at høre Gud tale til dem.^{[d] 20} De kunne ikke klare, at Gud havde sagt, at selv et dyr, der rørte ved bjerget, skulle stenes.^{[e] 21} Guds hellighed var så frygtindgydende, at selv Moses udbrød: „Jeg ryster af angst.”^[f]

²² Nej, I står ved „Zions bjerg”, den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, hvor tusinder af engle er samlet til fest. ²³ I står overfor Guds menighed af arveberettigede børn, indskrevet som borgere i Himlen. I står over for den Gud, som vil dømme alle mennesker, og over for vores retsindige forfædres ånder, som er nået frem til målet. ²⁴ Ja, I står over for Jesus selv, som indstiftede den nye pagt, over for Jesu blod, der har et bedre budskab om renselse og tilgivelse end Abels blod, som råbte på hævn.

²⁵ Pas på, at I ikke beder jer fri for at høre, hvad Gud taler til jer. For når Israels folk blev straffet, fordi de nægtede at adlyde, da Gud talte sit advarende ord til dem på jorden, hvor meget mere skal vi da ikke blive straffet, hvis vi vender os bort fra Gud, når han taler fra Himlen. ²⁶ Da han talte fra Sinaibjerget, rystede jorden ved hans stemme, men nu har han givet et andet løfte: „Én gang mere vil jeg ryste ikke kun jorden, men også himlen.”^{[g] 27} Udtrykket „én gang mere” betyder, at alt det, der hører den skabte verden til, vil blive fjernet ved den sidste rystelse. Kun det, der står urokkeligt fast, vil bestå.

²⁸ Da vi tilhører Guds rige, som står urokkeligt fast, så lad os tjene Gud med taknemmelighed og på en måde, der glæder ham, med ærefrygt og dyb respekt. ²⁹ For vores Gud er som en fortærende ild, når han straffer de ugudelige.