Chronological

Dommen over Jerusalem

5 „Du menneske,” fortsatte Herren. „Når belejringstiden er omme, skal du tage et skarpt sværd og bruge det som barberkniv til at rage alt dit hår og skæg af. Tag så en vægt og vej det i tre lige store portioner. ² En portion skal du brænde inden for bymuren på din tegning. En anden portion skal du hugge i småstykker med sværdet rundt om byen. Den sidste portion skal du sprede for vinden, for jeg vil jage de overlevende af mit folk bort med magt. ³ Tag lidt af det hår, der blev spredt for vinden, og bind det som kvaster på din kappe. ⁴ Tag så deraf nogle få hår og kast dem i ilden, så de brændes op. Derefter vil den rensende ild brede sig til hele Israels folk.”

⁵ Hør, hvad Gud Herren siger: „Det er, hvad der skal ske med Jerusalems befolkning. Jeg udvalgte byen til at være som et centrum for alle andre lande. ⁶ Men folket gjorde oprør imod mine love og forordninger, og de blev endnu værre end nabolandenes folk.”

⁷ Derfor siger Gud Herren: „I har nægtet at adlyde mine love og forskrifter og er blevet endnu mere ugudelige og oprørske end jeres nabofolk. I overholder ikke engang de almindelige samfundslove, som jeres nabofolk overholder.

⁸ Derfor vil jeg dømme jer og straffe jer for øjnene af alle de andre nationer. ⁹ På grund af de modbydelige synder, I har begået, vil jeg straffe jer værre, end jeg nogen sinde tidligere har gjort, og som jeg aldrig vil gøre igen. ¹⁰ Forældre vil spise deres egne børn, og børnene vil spise deres egne forældre, og den rest af befolkningen, som overlever, spreder jeg for alle vinde.”

¹¹ „Så sandt jeg lever,” siger Gud Herren, „skal I komme til at bøde, fordi I har forurenet mit tempel med jeres afguder og afskyelige ofre. Jeg vil bruge sværdet som barberkniv og meje jer ned. Jeg vil ikke lægge fingrene imellem eller vise medlidenhed. ¹² En tredjedel af jer vil dø af sult og epidemier inde i byen, en tredjedel af jer bliver dræbt i kampen mod fjenderne, og en tredjedel af jer bliver spredt for alle vinde, for jeg vil selv jage jer væk med magt. ¹³ Når dommen er udført, og jeg er færdig med at udøse min straf over dem, vil de overlevende indse, at jeg er en nidkær Gud, som er nødt til at straffe mit folks synder.

^14-15 Jeg gør jeres land øde til skræk og advarsel for jeres nabolande. Enhver, som kommer forbi og ser ødelæggelsen, vil udtale nedladende ord imod jer. I bliver et skræmmende eksempel på hvilke voldsomme konsekvenser det får, når Herren udøser sin straf over en nation.

¹⁶ Jeg sender hungersnødens grusomme pile ind over jer. Sulten vil tage til, indtil den sidste bid brød er borte, og alt er forbi. ¹⁷ I bliver angrebet af vilde dyr, som vil tage jeres børn. Sygdom og krig hærger i landet, for jeg vil kæmpe imod jer. Jeg, Herren, har talt.”

Dommen over afgudsdyrkelsen

6 Derefter sagde Herren til mig: ² „Du menneske, se ud over Israels bjergland og profetér imod landet og dets indbyggere. Du skal sige: ³ Israels bjergland, hør Gud Herrens ord. Hør efter, alle bakker og kløfter og dale. Med draget sværd kommer jeg imod jer, for jeg har besluttet at ødelægge jeres offerhøje.

^4-7 Alle jeres byer bliver styrtet i grus og brændt, og jeres offersteder bliver sløjfet. Jeres afguder bliver smadret, og ligene af deres tilbedere kommer til at ligge og flyde mellem altrene. Da skal det gå op for enhver, at jeg er Herren.

⁸ Kun enkelte af jer får lov at overleve, og den rest, der bliver tilbage, skal spredes blandt verdens nationer. ⁹ Men under eksilet vil I tænke dybt over tingene, og I vil forstå, hvor knust jeg blev over jeres troløse hjerter og lystne øjne, der higede efter de afskyelige afguder. Da vil I omsider føle lede ved al den ondskab, I har begået, ¹⁰ og I vil indse, at jeg er Herren, og at mine ord om straf og ulykke ikke var tomme ord.”

¹¹ Herren fortsatte: „Slå hænderne sammen, tramp med fødderne og råb: ‚Ak!’ af forfærdelse over alle de afskyelige ting, som Israels folk har gjort, for nu kommer konsekvenserne: krig, hungersnød og epidemier. ¹² De, der tager del i kampen, vil blive dræbt af sværdet, og de, der er langt væk, vil dø af sygdom. De overlevende rammes af hungersnøden. Sådan viser jeg min vrede og straffer dem. ¹³ Når jeres døde ligger spredt på offerhøjene og under de grønne træer mellem jeres afguder og knuste altre, hvor de engang ofrede røgelse til dem, vil I indse, at jeg alene er Herren. ¹⁴ Jeg knuser jer og ødelægger jeres byer lige fra ørkenen i syd til Ribla i nord. Så vil I indse, at jeg er Herren.”

Afslutningen nærmer sig

7 Derefter sagde Herren til mig: ² „Du menneske, nu er enden nær for Israels folk, og det gælder for hele landet, at afslutningen nærmer sig. ³ Nu er tiden kommet. Jeg udøser min vrede over jer og straffer jer for alle jeres afskyelige handlinger. ⁴ Jeg viser ingen medlidenhed, for I må tage konsekvensen af jeres ondskab, så I kan indse, at jeg er Herren.

⁵ Ulykkerne begynder at vælte ind over jer, for nu er tiden kommet. ⁶ I har løbet linen ud, og straffen hænger over hovedet på jer. ⁷ Solen er gået ned for jer, som bor i mit land. Fjenden er på vej, og I kommer snart til at høre skærende rædselsskrig på højene i stedet for glædesråb. ^8-9 Jeg vil give min vrede frit løb, så I rammes af min knusende dom for jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed og skåner ingen. I må lide straffen for jeres ondskab og afgudsdyrkelse, så I kan indse, at jeg er Herren, og at det er mig, der straffer jer. ¹⁰ Dommens dag er kommet, for jeres vold og stolthed har nået et klimaks. ¹¹ De rige og mægtige rammes af min vrede. De vil miste alt, og ingen af dem slipper med livet i behold.

¹² Tiden er inde, dagen er kommet. Den, der har gjort et godt køb, får ikke tid til at glæde sig over nyerhvervelsen, og den, der må sælge sine ejendele, får ikke tid til at mærke tabet, for min vrede rammer alt og alle. ¹³ Hvis nogen fortryder et salg, bliver der ikke tid til at lade handelen gå tilbage, for min vrede rammer hele folket og kan ikke standses. Ingen undgår straffen for deres synd.

¹⁴ Der blæses i vædderhornet og kaldes til krig, men ingen gør sig klar til kamp, for min vrede vil ramme dem alle. ¹⁵ Uden for bymuren bliver krigere dræbt i kampen, og indenfor dør man af sult og sygdom. ¹⁶ De, der undslipper, flygter op i bjergene og hænger med hovedet som skræmte duer. De sørger over deres synder. ¹⁷ Man lader hænderne synke i afmagt, og alles knæ ryster af skræk. ¹⁸ De klæder sig i sæk og aske, og rædsel står malet i deres ansigt. Deres glatbarberede hoveder viser deres fortvivlelse og skam.

¹⁹ De vil smide deres sølvmønter væk, og deres guld vil overhovedet ikke gavne dem noget. Deres kostbarheder kan ikke redde dem, for på vredens dag er de intet værd. Sølv og guld kan ikke mætte de tomme maver, og for øvrigt var det deres jagt efter rigdom, som førte dem ud på syndens skråplan. ²⁰ De var så stolte af deres smykker, men de brugte dem til at lave afguder af. Derfor vil jeg gøre det sådan, at deres sølv og guld hænger dem langt ud af halsen. ²¹ Gudløse folkeslag vil komme og overtage det, så de kan bruge det til deres egne afgudsbilleder. ²² Jeg vil ikke røre en finger, når fjenderne trænger ind i templet og røver alt af værdi.

²³ Gør fangelænkerne parat til mit folk, for Jerusalem er fyldt med vold, og landet er fuld af mordere. ²⁴ Onde folkeslag vil overtage jeres huse, og nedbryde alt det, I er så stolte over. Jeres afgudshøje vil blive ødelagt. ²⁵ Skræk og rædsel vil overmande jer. I vil søge efter fred, men ikke finde den. ²⁶ Katastroferne vil vælte ind over jer, og I vil høre de forfærdeligste rygter. I vil spørge profeterne, om de har fået et syn, og I ville ønske, at præsterne havde svar på jeres spørgsmål, eller lederne havde nogle gode råd. Men det får I intet ud af. ²⁷ Kongen sørger, og fyrsterne står rådvilde og uden håb. Hele folket er lammet af frygt og forfærdelse. Jeg giver jer, hvad I har fortjent. Nu dømmer jeg jer, som altid havde så travlt med at dømme andre. Så må I da kunne indse, at jeg er Herren.”

Folkets afgudsdyrkelse

8 På den femte dag i den sjette måned i det sjette år af vores eksil i Babylonien opholdt jeg mig i mit hus sammen med en gruppe af Judas ledere. Da kom Guds kraft over mig, ² og jeg fik igen et syn. Jeg så en skikkelse, der så ud som et menneske. Fra hofterne og nedefter så han ud som flammende ild, og fra hofterne og opefter så han ud som glødende metal. ³ Han rakte noget ligesom en hånd ud og greb mig i håret. Ånden løftede mig op i luften, så jeg svævede mellem himmel og jord, og jeg blev i synet ført til Jerusalem, til templets indre forgård, hvor der tæt ved den nordlige indgang var opstillet et stort afgudsbillede, som vakte Herrens vrede.

⁴ Pludselig fyldte Guds stråleglans stedet på samme måde, som jeg tidligere havde set den i dalen, ⁵ og han sagde til mig: „Du menneske, se mod nord!” Da jeg gjorde det, kunne jeg se det afskyelige afgudsbillede ved den nordlige indgang, tæt ved alteret. ⁶ „Ser du, hvem de bringer deres ofre til?” fortsatte han. „Ser du, hvilke afskyelige handlinger Israels folk begår? På den måde jager de mig ud af mit eget tempel. Men du vil få endnu værre ting at se.”

⁷ Så førte han mig hen til indgangen til den ydre forgård, og jeg kunne se et hul i muren.

⁸ „Gør hullet større!” beordrede han, og da jeg gjorde det, opdagede jeg en dør til en stor sal.

⁹ „Gå ind,” beordrede han, „så skal du se den ondskab, som går for sig derinde.” ¹⁰ Så gik jeg ind gennem døren.

Indenfor så jeg, at væggene var fyldt med billeder af alle mulige urene dyr og afskyelige afguder. De var mejslet ind i væggen hele vejen rundt. ¹¹ 70 af Israels ledere, deriblandt Ja’azanja, Shafans søn, stod hele vejen rundt foran billederne og tilbad dem hver med sit røgelseskar i hånden. En tyk sky af røgelse hang i luften. ¹² „Se hvordan de israelitiske ledere i hemmelighed tilbeder afguder i deres bedehuse,” sagde Herren. „De siger, at jeg ikke kan se dem, og at jeg har forladt landet og ladt dem i stikken. ¹³ Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”

¹⁴ Derefter førte han mig til den nordlige indgang til den ydre forgård, hvor der sad en flok kvinder og fejrede den årlige sørgehøjtid for afguden Tammuz.^{[a] 15} „Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”

¹⁶ Så førte han mig ind i templets indre forgård. Og der, mellem alteret og forhallen ind til selve tempelbygningen, stod omkring 25 mænd^[b] med ryggen til Herrens tempel. Med ansigtet vendt mod øst tilbad de solen!

¹⁷ „Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Ikke alene tilbeder Judas folk afguderne her lige foran mit tempel, men de fylder også hele landet med vold. Deres stinkende afgudsdyrkelse er ulidelig.^{[c] 18} Derfor får de min vrede at føle. Jeg vil ikke skåne dem eller vise nogen form for medlidenhed. Nej, om de så skriger om nåde, vender jeg det døve øre til.”