Chronological

Ishmaels oprør og Gedaljas død

41 Men allerede samme år i den syvende måned kom Ishmael til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. Ishmael var af kongelig herkomst og en af den tidligere konges betroede embedsmænd. Gedalja inviterede dem til spisning dér i Mitzpa. ² Under måltidet sprang Ishmael og hans mænd pludselig op, trak deres sværd og dræbte Gedalja. ³ Derefter løb de ud og dræbte samtlige judæiske embedsmænd og babyloniske soldater i guvernørens hovedkvarter.

⁴ Næste dag, før nogen vidste noget om mordet på Gedalja, ⁵ var en gruppe på 80 mænd fra Sikem, Shilo og Samaria på vej til Jerusalem med korn og røgelse for at ofre til Herren. De havde raget skægget af, revet flænger i tøjet og skåret sig i huden for at vise deres sorg over Jerusalems fald. ⁶ Da de nærmede sig Mitzpa, kom Ishmael dem grædende i møde og sagde: „Kom og se, hvad der er sket med Gedalja.”

⁷ Men så snart de var kommet ind i byen, begyndte Ishmael og hans mænd at slå dem ihjel og kaste ligene i et vandreservoir. ⁸ Ti af dem undgik døden ved at love at give ham deres forråd af hvede, byg, olivenolie og honning, som de havde skjult i nærheden af byen. ⁹ Det vandreservoir, som Ishmael kastede de 70 mænd ned i, havde kong Asa ladet bygge, dengang han befæstede Mitzpa i krigen mod kong Basha af Israel.

¹⁰ Ishmael tog så resten af byens indbyggere til fange, både kongens døtre og alle dem, som Nebuzaradan havde overladt i Gedaljas varetægt i Mitzpa, og flygtede til ammonitternes land.

¹¹ Men da Johanan og de øvrige officerer hørte, hvad Ishmael havde gjort, ¹² samlede de alle deres mænd og satte efter ham, og de indhentede ham ved dammen nær Gibeon. ^13-14 Så snart Ishmaels fanger fra Mitzpa fik øje på Johanan og hans mænd, jublede de af glæde og sluttede sig til ham. ¹⁵ Ishmael undslap med nød og næppe sammen med otte af sine mænd og nåede i sikkerhed i Ammon.

^16-17 Johanan og hans mænd tog nu alle dem, de havde befriet, soldater, kvinder, børn og hoffolk, og førte dem til landsbyen Gidrot-Kimham ved Betlehem. De havde nemlig planer om at tage til Egypten, ¹⁸ for de var bange for, hvordan babylonierne ville reagere på budskabet om Gedaljas død. Gedalja var jo blevet indsat som guvernør af selveste den babyloniske konge.

Jeremias advarer folket imod at flygte til Egypten

42 Johanan, Jezanja, de øvrige officerer og et stort antal civile ledere kom nu hen til mig og sagde: ² „Gå i forbøn for os hos Herren din Gud, for som du ser, er der ikke mange tilbage af os mere. ³ Bed Herren, din Gud, om at vise os, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal tage hen.”

⁴ Jeg gav dem følgende svar: „Godt, jeg vil bede til Herren for jer, og alt, hvad han siger til mig, vil jeg fortælle jer i alle detaljer.”

⁵ „Vi lover højtideligt ind for Herrens ansigt, at vi vil adlyde alt, hvad han beder dig om at sige til os,” sagde de. ⁶ „Uanset om vi bryder os om det eller ej, vil vi adlyde Herren, din Gud, som vi nu rådspørger gennem dig. For hvis vi gør, hvad han siger, vil det gå os godt.”

⁷ Ti dage senere svarede Herren på min bøn, ⁸ og jeg kaldte så Johanan, officererne og de øvrige ledere sammen.

⁹ Derpå sagde jeg til dem: „I bad mig spørge Herren, Israels Gud, til råds, og her er hans svar:

¹⁰ Bliv boende her i landet. Hvis I gør det, vil jeg velsigne jer og give jer fremgang. Det gør mig ondt at se de lidelser, I har været igennem, selv om jeg var nødt til at straffe jer. ¹¹ I behøver ikke frygte den babyloniske konge, for jeg vil beskytte jer, så han ikke kan gøre jer noget ondt. ¹² Jeg vil være barmhjertig imod jer og sørge for, at han også er barmhjertig. I kan trygt blive boende i landet.

^13-14 Men hvis I nægter at blive boende i landet, som Herren, jeres Gud, har sagt, og hvis I absolut vil til Egypten, fordi I tror jer sikre for krig og hungersnød dernede, ¹⁵ så hør, hvad Herren siger til den rest af judæere, som er tilbage: Hvis I rejser til Egypten, ¹⁶ vil al den krig og hungersnød I frygter her, følge jer, så I mister livet dernede. ¹⁷ Det er den skæbne, der venter hver eneste af jer: Hvis I slår jer ned i Egypten, vil I dø som ofre for krig, hungersnød og sygdom. Det bliver min straf for jeres ulydighed.

¹⁸ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: På samme måde som jeg i min vrede straffede Jerusalems indbyggere, vil jeg straffe jer, så snart I ankommer til Egypten. I vil blive afskyet og hadet, forbandet og hånet, og I kommer aldrig hjem til jeres land igen.”

¹⁹ Derefter sagde jeg til dem: „I er en rest af Judas folk, og Herren har advaret jer imod at tage til Egypten. Hvis I vælger ikke at lytte til Herren, ²⁰ kommer I til at bøde med jeres liv. Det var jer selv, der bad mig søge Herren om råd, og I lovede at adlyde ham, lige meget hvad det var, han sagde. ²¹ I dag har jeg så givet jer Herrens svar, men I er åbenbart alligevel ikke villige til at gøre, som han siger. ²² Derfor skal I vide, at hvis I gør alvor af at rejse til det land, som I ønsker at flygte til, vil I blive ramt af krig, hungersnød og sygdom.”

En stor del af judæerne søger alligevel tilflugt i Egypten

43 Da jeg havde givet dem Herrens svar, ^2-3 sagde Jezanja,^[a] Johanan og de andre overmodige mænd til mig: „Du lyver! Herren har ikke sagt, at vi ikke må rejse til Egypten og bosætte os der. Det er Baruk, Nerijas søn, der står bag den idé. Det er ham, der har overtalt dig til at sige sådan, så vi kan blive slået ihjel af babylonierne eller gjort til slaver i Babylonien.”

⁴ Johanan, officererne og de øvrige ledere nægtede altså at adlyde Herrens befaling om at blive i Juda. ⁵ Johanan og de andre officerer samlede en stor gruppe judæere og begav sig af sted til Egypten. Deriblandt var alle de judæere, der netop var vendt hjem fra nabolandene, som de i sin tid var flygtet til. ⁶ Også kongens døtre og alle de andre, som Nebuzaradan havde overladt i Gedaljas varetægt i Mitzpa, blev taget med, både mænd, kvinder og børn. De tvang også Baruk og mig til at tage med. ⁷ De nægtede altså at adlyde Herren og nåede inden længe frem til byen Takpankes i Egypten.

⁸ Mens vi var i Takpankes, sagde Herren til mig: ⁹ „Kald Judas mænd sammen. Tag så i deres påsyn nogle store sten og grav dem ned i brolægningen ved indgangen til Faraos palads her i Takpankes. ¹⁰ Derefter skal du sige til judæerne: Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Kong Nebukadnezar af Babylon er min tjener, og jeg vil bringe ham her til Egypten. Han vil rejse sin trone på brolægningen og udspænde sin tronhimmel over de sten, der er gravet ned her. ¹¹ Når han kommer, vil han rasere Egypten. Nogle vil blive dræbt i kampen, andre vil blive taget til fange, og andre vil dø af sygdom. Alle vil få den skæbne, som er bestemt for dem. ¹² Nebukadnezar vil sætte ild til de egyptiske guders templer og enten brænde afgudsbillederne eller tage dem med sig. Som hyrden, der piller lus af sin kappe, vil den babyloniske konge pille Egypten ren og drage bort som sejrherre. ¹³ Han vil knuse de hellige obelisker i Heliopolis og brænde Egyptens gudetempler.”

Guds dom over afgudsdyrkelsen blandt judæerne i Egypten

44 Herren gav mig derefter følgende budskab om de judæere, der havde slået sig ned i byerne Migdol, Takpankes og Memfis i det nordlige Egypten og i området Patros i det sydlige Egypten:

² Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: „I ved, hvad jeg gjorde ved Jerusalem og Judas byer. De ligger nu i ruiner og er folketomme. ³ Jeg måtte straffe befolkningen for deres ondskab, for de provokerede mig med deres afgudsdyrkelse. De dyrkede fremmede guder, som hverken de eller I eller jeres forfædre før kendte til. ⁴ Gang på gang sendte jeg mine tjenere, profeterne, til dem for at advare dem: ‚Hold dog op med jeres afskyelige afgudsdyrkelse. I ved jo, at jeg hader det.’ ⁵ Men de ville ikke høre efter, og de omvendte sig ikke fra deres ondskab. De blev ved med at ofre røgelse til de fremmede guder. ⁶ Da kogte min vrede over, og min glødende harme faldt som ild ned over Judas byer og Jerusalems gader, så de nu er øde tomter.

⁷ Og nu spørger Herren, den Almægtige, Israels Gud, jer: Hvorfor vil I ødelægge jer selv? Hvorfor vil I være årsag til, at samtlige mænd, kvinder, børn og spædbørn må lade livet? ⁸ Her i Egypten, hvor I har slået jer ned, har I igen provokeret mig til vrede ved at lave nye afguder og ofre røgelse til dem. Derved har I fældet dommen over jer selv: I vil blive udryddet, og over hele verden vil man håne og forbande jer. ⁹ Har I glemt jeres forfædres ondskab? Har I glemt alle de synder, som Judas konger og dronninger begik? Har I glemt jeres egne synder og jeres koners synder i Juda og Jerusalem? ¹⁰ Indtil i dag har mit folk ikke angret eller vist mig respekt. I har ikke adlydt de love og forskrifter, jeg gav jer og jeres forfædre.

¹¹ Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: Jeg har besluttet at udrydde jer. ¹² Jeg vil tilintetgøre den rest af Juda, der absolut ville flygte til Egypten. De skal alle sammen dø her enten i krig eller af sult, og de vil blive hånet, foragtet og forbandet. ¹³ De kommer til at opleve den samme straf her, som ramte Jerusalem: krig, sult og epidemier. ¹⁴ I flygtede herned i håbet om engang at vende tilbage, men kun en ganske lille rest får lov at vende tilbage. Det store flertal skal dø i Egypten.”

¹⁵ En stor gruppe judæere fra både det nordlige og sydlige Egypten hørte mit budskab. Selv om det var kvinderne, der brændte røgelse for de egyptiske afguder, var mændene udmærket godt klar over det. Forsamlingen gav mig nu følgende svar: ¹⁶ „Vi vil ikke høre på de budskaber, du påstår, at Herren har givet dig. ¹⁷ Vi har lovet at brænde røgelse for Himlens Dronning og give hende drikofre, og det vil vi blive ved med. Det er jo ikke andet end det, vores forfædre og konger og ledere gjorde før i tiden i Judas byer og Jerusalems gader.^[b] Dengang led vi ingen nød. Vi havde masser at spise, og vi havde lykken med os. ¹⁸ Men da vi holdt op med at brænde røgelse og bringe drikofre til Himlens Dronning, gik alting galt for os, og vi blev plaget af krig og sult.”

¹⁹ Kvinderne tilføjede: „Tror du for øvrigt, at vi dyrker Himlens Dronning, udgyder drikofre til hende og bager kager til hendes ære uden at vores mænd ved det?”

²⁰ Da sagde jeg til den store forsamling af mænd og kvinder: ²¹ „Herren så til med afsky, dengang jeres forfædre og konger og ledere brændte røgelse for afguderne i Judas byer og Jerusalems gader. ²² Det var jo netop, fordi Herren ikke længere kunne holde ud at se på jeres ondskab og jeres afskyelige afgudsdyrkelse, at han ødelagde landet, så det i dag er et forbandet land med folketomme ruinbyer. ²³ Kan I da ikke forstå, at netop jeres afgudsdyrkelse og jeres oprør imod Herren og hans love og forordninger var årsag til jeres ulykke? ²⁴ Hør nu, hvad Herren siger til alle jer judæere, som har slået jer ned i Egypten. ²⁵ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: I er alle sammen fast besluttede på at fortsætte med at brænde røgelse og give drikofre til Himlens Dronning, både mænd og kvinder. Så gør da, hvad I har lovet hende! ²⁶ Men hør Herrens ord, alle I judæere, der har slået jer ned i Egypten: Jeg sværger ved mit eget mægtige navn, at ingen af jer længere får mulighed for at påkalde mig og sige: ‚Så sandt Herren lever!’ ²⁷ Jeg skal sørge for, at I rammes af ulykke, så I alle omkommer som ofre for krig og sult her i Egypten. ²⁸ Det bliver kun en lille rest, der undslipper min vrede og vender tilbage til Judas land. Til den tid vil alle de judæere, som kom til Egypten for at bosætte sig her, erkende, hvem der havde ret, jer eller mig. ²⁹ Og nu vil jeg give jer et tegn på, at jeg mener mine trusler om straf alvorligt: ³⁰ Jeg vil udlevere Egyptens konge, Hofra, til hans fjender på samme måde, som jeg udleverede kong Zidkija af Juda til kong Nebukadnezar af Babylon.”

Et budskab til Baruk

45 I kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår fik jeg et budskab fra Herren, som var henvendt til Baruk, der efter mit diktat nedskrev alt, hvad Herren sagde til mig:

² Hør, hvad Herren, Israels Gud, har at sige til dig, Baruk: ³ „Du beklager dig over dine problemer og lidelser. Du har ingen ro på dig og bliver træt og nedtrykt over de mange domsbudskaber. ⁴ Lad mig fortælle dig noget, siger Herren: Jeg har lov til at rive det ned, jeg selv har bygget op, og rykke det op, jeg selv har plantet. Og det kan jeg gøre overalt på jorden. ⁵ Du vil gerne opleve fremgang og lykke lige meget hvad, men det kan du godt opgive, for jeg vil dømme ondskaben, hvor end den findes i verden. Men jeg lover dig, at lige meget hvor du kommer hen, vil jeg redde dig fra døden.”