Chronological
Jerusalem i sorg
1 Ak ja, den travle by er nu folketom.
Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
2 Byen jamrer og græder natten lang.
Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
Alle de gamle venner har svigtet hende.
3 Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
4 Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.
5 Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.
Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.
Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.
6 Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.
Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
7 Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun[a] har mistet.
Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
8 Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.
Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
9 Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
„Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”
10 Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.
11 Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
12 Mon der findes en større smerte end min?
Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.
13 Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.
Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.
Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.
14 Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.
Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.
Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.
15 På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.
Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.
Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
16 Resultatet er en stadig strøm af tårer.
Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”
17 Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.
18 „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19 Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20 Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.
De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21 Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.
Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
22 Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
Straf dem, som du har straffet mig!
Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”
Guds dom over Jerusalem
2 Ak, som en sort og truende tordensky lå Herrens vrede over Jerusalem.
Israels himmelske herlighed ligger knust i støvet.
End ikke Herrens eget tempel blev forskånet for hans vrede.
2 Befolkningen i Juda blev nådesløst jaget fra hus og hjem.
Herren nedbrød i sin vrede hver eneste befæstet by.
Han ødelagde hele kongeriget til skam for dets ledere.
3 Den samlede israelitiske hær blev løbet over ende.
Herren trak sin beskyttende hånd væk, da fjenden angreb.
Hans vrede hærgede landet som en fortærende ild.
4 Eliten blandt landets ungdom blev dræbt.
Herren blev vores fjende og gjorde det af med os.
Han udgød sin vrede over Jerusalems indbyggere.
5 Fjenderne viste sig at være sendt af Herren.
De ødelagde alle paladser og fæstninger i landet
og skabte sorg og smerte overalt i Juda.
6 Grundlaget for at holde sabbat og højtid forsvandt,
da Herren nedrev sit tempel, som var det et skur.
Han forstødte i vrede både konger og præster.
7 Han forkastede sit alter, forlod sit tempel,
lod fjenderne nedbryde palads og bymur.
De jublede i templet som på en højtidsdag.
8 Intet i Jerusalem undgik ødelæggelsens svøbe.
Herren havde besluttet, at bymuren skulle falde.
Alle fæstningsværker og tårne blev lagt i ruiner.
9 Jerusalems portslåer blev smadret og portene splintret.
Kongen og landets ledere blev ført bort til et fremmed land.
Toraen bliver glemt og profetisk åbenbaring er forbi.
10 Klædt i sæk og med aske på hovedet
sidder de tilbageblevne ledere tavse på jorden.
De unge kvinder går nedbøjede omkring.
11 Lidelsen er ikke til at bære, mine tårer er brugt op.
Mit hjerte er knust ved at se mit folks smerte.
Børn og spædbørn dør af sult midt på gaden.
12 „Mad! Vand!” klager de små og besvimer.
De falder om som sårede soldater i byens gader.
Langsomt dør de i armene på deres mødre.
13 Nøden og pinen i byen er ufattelig.
Åh, Jerusalem, din trøstesløse sorg er uden sidestykke.
Det er umuligt at lindre din grænseløse smerte.
14 Ordene I hørte fra jeres såkaldte profeter, var falske.
Hvis de havde påtalt jeres synd i stedet for at lyve,
havde I måske kunnet undgå denne frygtelige skæbne.
15 På vejen uden for byen går folk nu forbi og råber hånligt:
„Er det den by, man kaldte verdens skønneste?
Den skulle ellers have bragt glæde til hele jorden.”
16 Raseriet står malet i deres ansigter, mens de håner dig:
„Endelig kom Jerusalem ned med nakken!
Det har vi set frem til meget længe.”
17 Så fik Herren til sidst gjort alvor af sin trussel.
Han gennemførte uden skånsel den straf, han havde lovet.
Han gav fjenderne sejr og lod dem tage æren for det.
18 Tårerne skal strømme som en flod dag og nat.
Græd øjnene ud af hovedet, Jerusalem, råb til Herren.
Lad selv dine nedbrudte mure hulke af gråd.
19 Udgyd dine tårer for Herren natten igennem.
Løft hænderne og bønfald ham om at redde dine indbyggere,
som er ved at dø af sult i dine gader.
20 „Vær nådig, Herre,” råber Jerusalem. „Stands denne frygtelige straf.
Skal mødre virkelig spise deres egne børn, som sad på deres skød?
Skal præster og profeter myrdes i dit hellige tempel?
21 Yngre så vel som ældre ligger døde i gadens snavs.
Både unge mænd og piger blev hugget ned af sværdet.
Herre, du slog dem i din vrede og uden barmhjertighed.
22 Ødelæggeren skabte rædsel overalt, så alle måtte smage din vrede.
Du inviterede mine fjender til at komme, som var det en festdag.
Fjenden dræbte alle mine kære, som var født og opvokset hos mig.”
Straf, smerte og håbløshed
3 Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor.
2 „Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke.
3 Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang.
4 Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser.
5 Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider.
6 Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven.
7 Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri.
8 Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner.
9 Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer.
10 En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig.
11 Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker.
12 Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive.
13 Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte.
14 Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang.
15 Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte.
16 Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden.
17 Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til.
18 Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.
Herrens trofasthed, nåde og almagt
19 Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte.
20 Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
21 Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved:
22 Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op.
23 Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.
24 „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.”
25 Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar.
26 Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind.
27 I ungdommen må man lære at bære sit åg.[b]
28 Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed.
29 Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning.
30 Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser.
31 Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt.
32 Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed.
33 Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.
34 Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger?
35 Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt?
36 Mon Herren ikke ser, når et menneske fratages sine rettigheder?
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.