Chronological

³⁷ Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.
³⁸     Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren.
³⁹         Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder.

⁴⁰ Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde.
⁴¹     Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.
⁴²         Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.
⁴³ På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.
⁴⁴     Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.
⁴⁵         Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.
⁴⁶ Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.
⁴⁷     Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.
⁴⁸         Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.
⁴⁹ Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
⁵⁰     Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
⁵¹         Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
⁵² Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
⁵³     Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.
⁵⁴         Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!”

⁵⁵ Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.
⁵⁶     Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner.
⁵⁷         Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!”
⁵⁸ Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
⁵⁹     Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender for deres ondskab imod mig.
⁶⁰         Vend dig mod mine fjender, alle dem, der vendte sig mod mig.
⁶¹ Øgenavne brugte de imod mig, Herre, du kender deres ondskabsfulde tanker.
⁶²     De håner mig dagen lang og lægger hele tiden nye planer imod mig.
⁶³         Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften er jeg skydeskive for deres spot.
⁶⁴ Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem for alt det onde, de har gjort.
⁶⁵     Gør dem ude af sig selv af rædsel, udøs din forbandelse over dem.
⁶⁶         Forfølg dem i din vrede og udslet dem. Udryd dem fra jordens overflade.

4 Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres herlighed.
    Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne.
² Byens befolkning var deres vægt værd i guld,
    men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk.
³ De vilde sjakaler giver deres unger die,
    men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse.
⁴ Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen.
    Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give.
⁵ Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult.
    De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen.
⁶ Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere?
    De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb.
⁷ Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed,
    deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt.
⁸ Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden,
    for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod.
⁹ Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult,
    fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen.
¹⁰ Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor,
    som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve?
¹¹ Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede.
    Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden.
¹² Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem.
    Ingen af jordens konger troede, det var muligt.
¹³ Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet.
    De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by.
¹⁴ Overalt i byen raver folk rundt i blinde.
    De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene.
¹⁵ „Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!”
    Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!”
¹⁶ Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til,
    for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde.
¹⁷ Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves.
    Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
¹⁸ Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi.
    Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
¹⁹ Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe.
    De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
²⁰ Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde,
    han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
²¹ Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt.
    Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen.
²² Åh, Jerusalem, din straf var hård, men en dag bliver du genoprettet.
    Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.

5 Herre, tænk på, hvor meget vi har lidt.
    Glem ikke al den foragt, vi har måttet tåle.
² Det land, du gav os, er fyldt med fremmede,
    udlændinge overtog vores ejendom.
³ Vi er forældreløse, vore fædre er døde,
    og vore mødre sidder tilbage som enker.
⁴ Selv vandet, vi drikker, må vi købe,
    og vi betaler for brændsel i dyre domme.
⁵ Vi træller under vore fjenders tyranni,
    vi er trætte af slid og slæb, og åget trykker os.
⁶ Vi har måttet underlægge os Egypten og Assyrien
    for at have mad at spise.
⁷ Vore forfædre syndede, men nu er de døde,
    så det er os, der må bære straffen.
⁸ Et slavefolk er blevet herrer over os,
    og der er ingen til at redde os.
⁹ Vi må hente vores føde langvejsfra
    og risikere at blive overfaldet på vejen.
¹⁰ Vores hud er blevet mørk af solen,
    og sulten brænder i os.
¹¹ I Jerusalem voldtager de vore kvinder,
    og vore unge piger krænkes i Judas byer.
¹² Vore ledere henrettede de ved hængning,
    gamle folk viste de ikke medynk.
¹³ Vore unge mænd må nu trække kværnen,
    vore drenge segner under byrder af brænde.
¹⁴ De gamle forsvandt fra byens torve,
    de unges muntre musik er forstummet.
¹⁵ Vi har alle mistet vores livsglæde,
    den lystige dans er afløst af sorg.
¹⁶ Vi har intet mere at være stolte af.
    Vi har syndet og har det elendigt.
¹⁷ Vore hjerter er fyldt med sorg,
    vi kan dårligt se ud af øjnene for tårer.
¹⁸ Vi græder over Zions bjerg, hvor templet lå,
    nu strejfer sjakaler om i ruinerne.
¹⁹ Herre, du er dog for evigt den samme.
    Dit herredømme varer fra slægt til slægt.
²⁰ Vil du for evigt glemme os?
    Hvor længe skal vi vente på din frelse?
²¹ Drag os tilbage til dig, så vi omvender os.
    Giv os en ny chance, så alt bliver som før.
²² Eller har du fuldstændig forkastet os?
    Er din vrede som en bundløs afgrund?