Chronological
Profetier imod Egypten
46 Her følger en række budskaber angående fremmede nationer, som jeg modtog fra Herren.
2 Det første budskab omhandler Egypten og kom i kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår, under slaget ved Karkemish ved Eufratfloden, hvor kong Neko af Egypten blev besejret af kong Nebukadnezar af Babylonien. 3 Herren sagde: „Grib I blot jeres skjolde og gør jer klar til kamp. 4 Spænd for stridsvognene og lad ryttersoldaterne bestige deres heste. Stil op med hjelm, brynje og slebne spyd. 5 Jamen, hvad ser jeg? siger Herren. Nu flygter egypterne pludselig i rædsel og styrter af sted uden at se sig tilbage. De er slået og flygter over hals og hoved. 6 Men selv de hurtigste når ikke at undslippe, og de stærkeste må bukke under for overmagten. Alle krigerne snubler og falder, deroppe mod nord ved Eufratfloden.
7 Hvem rejste sig som Nilen, når den går over sine bredder? 8 Egypterne havde i tanke at oversvømme jorden som en flodbølge og løbe befæstede byer over ende. 9 Pisk I blot på jeres heste og kør fremad til angreb. Lad rytterne galopere alt, hvad de kan. Lad bare fodfolket strømme frem i tætte rækker med deres skjolde og buer, både dem fra Egypten og lejesoldaterne fra Kush, Libyen og Lydien. 10 Nu er dagen nemlig kommet, hvor Herren, den Almægtige, kræver sine fjender til regnskab. Sværdet skal æde sig mæt i kød og drikke sig beruset i blod. Herren, den Almægtige, har gjort klar til et slagtoffer ved Eufratfloden i landet mod nord. 11 Gå blot til Gilead, Egyptens jomfru, og søg efter lægende salver. Men dine sår kan ikke læges. 12 Nationerne vil høre om dit ydmygende nederlag, dit dødsskrig vil nå til jordens ender. Dine helte faldt over hinandens ben og styrtede til jorden, alle som én!”
13 Derefter modtog jeg følgende budskab angående kong Nebukadnezars plan om at angribe Egypten: 14 Herren sagde til mig: „Råb det ud over hele Egypten, forkynd det i Migdol, Memfis og Takpankes. Gør jer klar til kamp, for fjenden raserer rundt omkring jer. 15 Hvorfor bliver jeres hær besejret? Fordi den ikke kan holde stand mod Herren. 16 Jeres krigere snubler og falder over hinanden i et forsøg på at flygte. De råber: ‚Kom, lad os skynde os hjem til vores eget land, så vi undgår at blive sablet ned!’ 17 Giv Farao tilnavnet: ‚Pralhalsen, der faldt, da det virkelig gjaldt.’ ”
18 „Så sandt jeg lever,” siger Herren, den Almægtige Konge, „en fjende skal rykke frem mod Egypten. Han er frygtindgydende som Tabors bjerg, som Karmel ved havet. 19 Pak jeres ejendele, egyptere, og gør jer klar til at gå i eksil. Memfis bliver jævnet med jorden og brændt af, så byen bliver en folketom ruin. 20 Egypten er som en smuk kvie, der angribes af en bremse fra nord. 21 Hendes berygtede lejesoldater springer for livet som skræmte fedekalve. De giver op og flygter, for det er en katastrofal dag for Egypten, straffens time er kommet. 22 Egypten flygter som en hvæsende slange, når fjendens hær marcherer frem. De kommer som skovhuggere med hævede økser og slår alt ned. 23 Egyptens folk er som en uigennemtrængelig urskov, men fjenden vil hugge det hele ned, for de er flere end en græshoppesværm, det er umuligt at tælle dem. 24 Egypten bliver ydmyget og underlagt landet mod nord.”
25 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: „Jeg straffer Amon, Thebens gud, og alle Egyptens andre guder. Jeg nedkæmper Farao og hans embedsmænd samt alle dem, der stolede på ham. 26 Jeg udleverer dem til deres fjender, til kong Nebukadnezar og hans hær. Men senere vil landet rejse sig igen og få fremgang.”
Et løfte om håb for Israels folk
27 Herren fortsatte: „Du skal ikke være bange, min tjener Israel, for jeg vil befri jer fra de fjerne lande, hvor I lever i fangenskab, og føre jer hjem til jeres eget land. Der vil I opleve tryghed og fremgang, så I kan leve uden at skulle frygte de fremmede nationer. 28 Frygt ikke, min tjener Jakob, siger Herren, for jeg er med dig, Jeg vil rasere de nationer, jeg spredte dig iblandt, men jeg vil ikke rasere dig. Jeg straffer dig, men ikke mere end højst nødvendigt.”
Profeti imod filistrene
47 Det følgende budskab om filistrene i Gaza modtog jeg, før byen blev erobret af egypterhæren.
2 Herren siger: „En flodbølge fra nord vil oversvømme filistrenes land, og den vil ødelægge byerne med alle deres indbyggere. Folk vil skrige af rædsel, og alle i landet vil græde. 3 Hør hestenes trampen og vognhjulenes rumlen, mens de suser fremad. Forældre vil springe for livet uden at få deres hjælpeløse børn med. 4 Nu er timen kommet, hvor filistrene og deres forbundsfæller fra Tyrus og Sidon skal udryddes. Ja, Herren udrydder filistrene, den sidste rest af indvandrerne fra Kreta. 5 Gazas indbyggere rager håret af i sorg. Ashkalons folk er stumme af rædsel. Resten af det tidligere så mægtige folk snitter sig i huden af bar fortvivlelse.
6 Det hjælper ikke, at de råber til mig om at standse fjendens nedslagtninger, 7 for det er mig, der har sendt dem. Jeg har beordret dem til at slå ned på Ashkalon, ja, alle dem, der bor langs havet.”
Profeti imod Moab
48 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger om Moab:
„Byen Nebo er dømt, og den bliver snart jævnet med jorden. Samme skæbne venter byen Kirjatajim. Dens fæstninger bliver indtaget og ødelagt. 2 Moabs storhedstid er forbi. I Heshbon lægges der planer om at udslette landet. ‚Kom,’ siger man, ‚lad os udrydde det folk!’ Byen Madmen bliver løbet over ende af den fremstormende hær. 3 Der høres fortvivlede råb i Horonajim: ‚Åh, hvilken forfærdelig ødelæggelse!’ 4 Moab vil blive lagt i ruiner, og børnene vil skrige af skræk. 5 Flygtningene går grædende op over Luhits bakker. På vejen fra Horonajim hører de rædselsskrigene fra byen nedenfor. 6 Flygt for livet. Løb som et vildæsel i ørkenen.[a] 7 I stolede på jeres egen styrke og rigdom. Derfor skal I dø, og jeres gud, Kemosh, skal føres i eksil sammen med sine præster og stormænd.
8 Alle dalenes byer og landsbyerne i højlandet skal ødelægges, siger Herren. 9 Rejs en gravsten for Moab,[b] for alle landets byer skal ligge øde og ubeboede hen. 10 Forbandet være de, som nægter at udføre Herrens befaling og ikke deltager i blodbadet.
11 Moabs befolkning har altid levet uforstyrret, som vin, der får lov at bundfælde sig uden at blive hældt fra fad til fad. Moab har aldrig været i eksil, men har kunnet nyde en stabil tilværelse. 12 Men nu er tiden kommet, siger Herren, hvor jeg sender soldater, der skal hælde vinen ud på jorden. De vælter beholderne omkuld og knuser dem. 13 Moab bliver skuffet over, at Kemosh ikke kan hjælpe, ligesom Israel blev skuffet over guldkalven i Betel.[c]
14 Moabs indbyggere plejer at prale med deres heltebedrifter i krig. 15 Men nu skal Moab ødelægges. Ødelæggeren er på vej for at slagte alle landets øvede krigere, siger Herren, den almægtige Konge. 16 Moabs undergang er uhyggeligt nær.
17 I, som er Moabs venner, sørg og græd over landets skæbne. Se, den stærke herskerstav, det prægtige scepter, ligger knust i støvet. 18 Kom ned fra hæderspladsen og sæt jer i støvet, Dibons indbyggere.[d] De, der kommer for at knuse Moab, vil også bryde igennem jeres fæstninger og rasere jeres by. 19 Aroers indbyggere står frygtsomme langs vejen og råber til de flygtende fra Moab: ‚Hvad er der sket?’ 20 Svaret lyder: ‚Græd og sørg! Moab blev ydmyget og ligger i ruiner. Råb det ud langs Arnonflodens bredder, at Moab er gået til grunde.’
21-24 Alle højslettens byer ligger i ruiner, både Holon, Jahatz, Mefa’at, Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim, Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet-Meon, Kerijot og Botzra, for Herrens dom har ramt samtlige Moabs byer.
25 Moabs storhedstid er forbi, hendes[e] styrke er brudt, hendes arme er brækket. 26 Fordi hun har sat sig op mod mig, Herren, skal hun tømme min vredes bæger. Hun raver beruset omkring, til hun falder og roder rundt i sit eget bræk. Hun vil blive hånet af alle, der ser det. 27 Var det ikke dig, der hånligt rystede på hovedet af Israel som af en gemen tyv?
28 Moabs folk, flygt fra jeres byer og slå jer ned i bjerghulerne som duer, der bygger rede i klippespalterne. 29 Det er velkendt, hvor utrolig indbildsk, overmodig, selvsikker og overlegen Moab er. 30 Jeg kender jeres indbildskhed, siger Herren. Men jeres pral er tomme ord, for der er ingen basis for jeres selvsikkerhed. 31 Jeg må græde over Moab og sørge over befolkningen i Kir-Heres.
32 Jeg sørger over Jazer og ikke mindst over ødelæggelsen af Sibmas vingårde. For vinen fra Sibma var så udsøgt, at den nåede længere end til Jazer, ja, helt til den anden side af havet.[f] Men nu bliver både vinplanter og figentræer fuldstændigt ødelagte. 33 Der er ingen glæde mere i Moabs frugtplantager. Vinpersen står ubrugt. Ingen træder druer i takt med den glade sang. 34 I stedet høres rædselsskrig over hele landet, fra Heshbon helt over til Elale og Jahatz, fra Zoar til Horonajim og Eglat-Shelishija. Selv Nimris bæk er udtørret.
35 Jeg gør ende på Moab, siger Herren, for de bringer ofre på afgudsaltrene og brænder røgelse for deres falske guder. 36 Jeg sørger over Moab og Kir-Heres’ folk som en fløjtespiller, der udtrykker sin sorg over de tabte rigdomme med en klagesang. 37 Alle indbyggerne vil i fortvivlelse rage hår og skæg af, skære rifter i hænderne og klæde sig i sæk og aske. 38 På alle de flade tage og på torvene i Moab vil der lyde gråd og klage, for jeg knuser Moab som en ubrugelig lerskål. 39 Ja, Moab vil blive fuldstændigt knust, ydmyget ved fjendernes hån, et afskrækkende eksempel for alle dets naboer.
40 Fjenden kredser over Moabs land som en ørn, siger Herren, klar til at slå ned på dem. 41 Byerne vil falde, og fæstningerne blive brudt ned. Selv den tapreste kriger ryster af skræk som en fødende kvinde. 42 Moab er færdig som nation, for hun satte sig op mod Herren. 43 Moabs indbyggere kan se frem til frygt, fælder og fangenskab, siger Herren. 44 De, som flygter på grund af frygt, vil gå i fælden, og de, som slipper fri af fælden, vil senere blive fanget. Nu er dommens time kommet for Moabs land, siger Herren. 45 De, der flygter mod Heshbon, vil miste alt håb, for den prægtige Sihons by står i flammer. Fra Heshbon spreder ødelæggelsen sig ud over hele landet, og Moabs stærkeste byer bliver lagt i ruiner.
46 Stakkels Moab, det er ude med dig. Det folk, som tilbad Kemosh, skal udryddes, deres sønner og døtre føres bort som slaver. 47 Men engang i fremtiden vil jeg genrejse Moabs folk,” siger Herren. Det var domsprofetien over Moab.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.