Chronological
Et kald til omvendelse
4 Åh, mit folk, Israel, vend tilbage til mig. Hvis I skiller jer af med jeres væmmelige afguder, hvis I holder op med at gå jeres egne veje, 2 hvis I sværger på, at I fra nu af vil handle retfærdigt og ærligt, så vil I blive redskab til, at min velsignelse når ud til folkeslagene, og de vil glæde sig over mig.
3 Hør, hvad Herren siger til Judas befolkning og Jerusalems indbyggere: Pløj dybt i jeres hårde og golde hjerter. Det nytter ikke at så imellem tidsler. 4 Forny jeres pagt med mig, og lad hjerterne blive omskåret. Ellers vil min vrede fortære jer med en uudslukkelig ild på grund af alle jeres synder.”
Dommen over Jerusalem og Juda
5 Herren fortsatte: „Advar Jerusalem og hele Juda og sig til folk, at de skal blæse alarm ud over landet. Råb til dem: ‚Løb for livet! Flygt ind i de befæstede byer!’ 6 Hejs alarmflaget på Zions bjerg. Skynd jer at flygte. Udsæt det ikke. Jeg, Herren, sender en hær imod jer fra nord. 7 En løve kommer frem fra sin hule, en frygtelig folkedræber gør sig klar til kamp. Jeres land bliver lagt øde, og byerne bliver til forladte ruiner. 8 Klæd jer i sørgetøj og bryd sammen i gråd, for min voldsomme vrede rammer jer. 9 Når det sker, vil konger og embedsmænd stå magtesløse, præster og profeter stivne af skræk.”
10 „Jamen, Herre,” protesterede jeg, „har du så ikke narret folket ved at love Jerusalem fred og fremgang? Nu har vi fået kniven på struben.”
11-12 Herren fortsatte: „Der kommer en dag, hvor jeg sender en svidende ørkenvind ind over dem. Det bliver ikke en behagelig brise, men en brølende orkan. Det er min straf over folket.”
13 Da vil fjenden fare ind over vores land som en stormvind. Hans stridsvogne er som en tornado og hans heste hurtigere end ørne. Så er det ude med os.
14 Åh, Jerusalem, rens dit hjerte for ondskab, så du kan blive reddet. Hvor længe vil du blive ved med dine ondsindede planer?
15 Fra Dan og fra Efraims bjerge vil der komme sendebud med melding om, at katastrofen er på vej. 16 De vil råbe til folk: „Fjenden er nær!” De vil sige til Jerusalems indbyggere: „Fjenden kommer fra et fjernt land for at belejre Jerusalem og angribe alle Judas byer. 17 De vil sætte vagtposter hele vejen rundt om Jerusalem, så ingen kan gå ud eller ind.”
„Det sker, fordi I har gjort oprør imod mig,” siger Herren. 18 „I må tage konsekvensen af jeres ondskab og synd. Det er en hård straf, men det er, hvad I fortjener. Smerten bliver ikke til at bære.”
19 Da udbrød jeg: „Jeg mærker allerede smerten i mit hjerte. Der raser en kamp i mit indre—og jeg kan ikke tie stille med det. Jeg kan allerede høre fjenden blæse til angreb, og skrigene fra kampen skærer mig i hjertet. 20 Ødelæggelsen ruller ind over landet og efterlader det i ruiner. På et øjeblik er alle vores hjem jævnet med jorden. 21 Hvor længe skal kampen rase? Hvor længe skal jeg høre på de frygtelige kampråb?”
22 Herren svarede: „Det sker, fordi mit folk har opført sig tåbeligt. De har vendt mig ryggen. De opfører sig som uartige børn, der ikke har andet i hovedet end at udtænke ondskabsfulde planer. De forstår ikke, hvad det vil sige at gøre det gode.”
23 Derefter så jeg hele landet for mit indre blik. Det var øde og tomt. Jeg så op mod himlen. Den var sort. 24 Jeg så mod bjergene og højene. De rystede og skælvede. 25 Der var ingen mennesker at se nogen steder, og fuglene var borte. 26 Det frugtbare land var forvandlet til en ødemark, og byerne lå i ruiner på grund af Herrens glødende vrede.
27 „Jeg gør landet øde—dog ikke helt,” siger Herren. 28 „Det er derfor, jorden sørger, og himlen er klædt i sort. Jeg har nu åbenbaret min plan, og min beslutning står fast, den er ikke til at ændre.”
29 Derefter så jeg for mig byernes indbyggere flygte i rædsel over larmen fra den fremstormende hær. Folk gemte sig i krattet og i bjergenes kløfter. Byerne lå øde og forladte. 30 Jerusalem, du er fortabt. Hvorfor klæder du dig ud i det fineste skrud, tager smykker på og maler dig med øjensminke? Det nytter ikke noget, for dine forbundsfæller foragter dig og ønsker kun at slå dig ihjel.
31 Jeg hører et hjerteskærende skrig som fra en kvinde, der føder for første gang. Det er Jerusalem, der skriger i sin nød, gisper efter vejret og trygler om nåde foran sine bødler.
Ondskaben i Jerusalem
5 Herren fortsatte: „Gå en tur gennem Jerusalems gader og torve og se jer godt omkring. Hvis I kan finde bare én, der er ærlig og søger sandheden, vil jeg skåne byen. 2 Selv når de sværger ved den levende Gud, lyver de.”
3 „Åh, Herre,” udbrød jeg. „Jeg ved, at du søger efter mennesker, der taler sandhed. Du forsøgte at få dem til at være ærlige ved at straffe dem hårdt, men intet hjalp. Du truede dem med udslettelse, og alligevel nægtede de at omvende sig fra deres synd. De er stivnakkede og ubøjelige. De nægter at lægge kursen om.”
4 Men så sagde jeg til mig selv: „Deres tåbelighed må skyldes, at de ikke ved, hvad Herren forventer af dem. De stakkels uvidende mennesker kender slet ikke Guds love. 5 Derfor må jeg hellere gå til deres ledere, til dem, der har magt og indflydelse. De ved, hvad Herren forventer, og de kender Guds love.”
Men ak, de havde alle gjort oprør mod Herren og nægtet at adlyde ham. 6 Derfor bliver de angrebet af en løve fra skoven, ulve fra ørkenen skal overfalde dem, leoparder vil ligge på lur ved deres byer, så alle, der vover sig udenfor, bliver revet i stykker. Det er straffen for deres oprør og mangfoldige synder.
7 Herren fortsatte: „Hvordan skulle jeg kunne tilgive dig, Jerusalem? Alle dine indbyggere har vendt sig fra mig og dyrker afguder, som ikke kan hjælpe dem. Jeg gav mit folk alt, hvad de havde brug for, men alligevel var de utro overfor mig og hengav sig til alle mulige afguder. 8 De er som fede, brunstige hingste, der vrinsker af begær efter naboens hoppe. 9 Bør de ikke få deres velfortjente straf? Skulle jeg lade være at straffe et folk, der opfører sig sådan? 10 Gå I blot hen og ødelæg Judas vingård, dog ikke fuldstændigt. Hug grenene af, for de hører ikke mig til. 11 Israels og Judas folk har svigtet mig totalt. 12 De beskylder mig for at lyve, når de siger: ‚Herren vil ikke straffe os. Der sker ikke noget. Vi behøver ikke at frygte for hungersnød og krig. 13 Profeterne taler tomme ord. Gud har ikke talt til dem. Lad deres trusler ramme dem selv.’ ”
14 Derfor sagde Herren, den Almægtige, til mig: „Fordi de siger sådan, vil jeg gøre det profetiske ord i din mund til en ild, der vil fortære mit folk, som var det pindebrænde.”
15 Derefter gav Herren mig følgende budskab: „Hør efter, mit folk, jeg sender et fremmed folk imod jer. Det er en stormagt, som har eksisteret meget længe, og de taler et sprog, I ikke forstår. 16 Deres krigere er stærke og frygtløse, og deres våben er dødsensfarlige. 17 De vil stjæle jeres høst og jeres mad. De vil slå jeres børn ihjel og stjæle jeres kvæg. De vil ødelægge jeres vingårde og frugthaver. Jeres befæstede byer, som I sætter jeres lid til, vil de lægge i ruiner. 18 Men jeg vil dog ikke tillade, at I bliver udslettet totalt.”
19 Herren sagde derefter til mig: „Når folket spørger, hvordan Herren, deres Gud, kan være så hård imod dem, skal du svare: ‚Fordi I forkastede ham og dyrkede fremmede guder i jeres eget land. Nu bliver I slaver for et fremmed folk i et fremmed land.’
20 Sig til Judas folk, Jakobs efterkommere: 21 ‚Hør her! I er et tåbeligt folk. I har øjne, men ser dog intet. I har ører, men hører dog intet. 22 Har I da slet ingen ærefrygt for mig? siger Herren. I burde ryste af skræk i min nærhed. Det var jo mig, der skabte strandbredden som en grænse for havet, en grænse, det ikke kan overskride. Bølgerne kan bruse så meget de vil, det gør ingen forskel. De kan tordne og drøne, men ikke overskride den grænse, jeg har sat.’
23 Men mit folk har oprørske hjerter. De har vendt sig fra mig og går deres egne veje. 24 De siger ikke længere: ‚Lad os ære Herren, der sender os regn i rette tid, både forår og efterår, så vi får en god høst.’ 25 Nu er jeres mange synder årsag til, at I hverken får regn eller høst, for jeg tager mine velsignelser fra jer.
26 Iblandt mit folk er der onde folk, der sætter fælder for andre mennesker som fuglefængere, der venter på deres bytte. 27 Som fuglefængeren fylder sit bur med fugle, sådan fylder de deres huse med de rigdomme, de har røvet eller bedraget sig til. 28 De er fede, forfinede og fulde af ondskab. De nægter at hjælpe de forældreløse og de svage til at få deres ret. 29 Skulle jeg så bare lade stå til? siger Herren. Skulle jeg ikke straffe et folk, der handler så ondsindet? 30 Det er jo hårrejsende, hvad der sker af uret i Judas land. 31 Profeterne lyver for at være til behag, og præsterne laver deres egne regler. Sådan vil folket åbenbart have det. Men hvad vil I gøre, når straffen rammer jer?
Sidste advarsel til Jerusalem
6 Flygt fra Jerusalem, benjaminitter! Blæs alarm i Tekoa, send advarselssignal fra Bet-ha-Kerem. En mægtig hær er på vej fra nord, parat til at angribe mit folk. 2 Jeg tilintetgør Jerusalem, den smukke og forfinede by. 3 Hære vil omringe byen, og de militære ledere vil slå deres kommandotelte op rundt omkring den. Hver især vil de angribe den del af byen, de har fået tildelt. 4 De gør sig parat til kamp for at slå til ved middagstid, men tiden går, og det bliver for sent. 5 ‚Okay,’ siger de, ‚så lad os angribe i nat og ødelægge fæstningsværkerne.’
6 Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg siger til fjenden: ‚Fæld træer og byg angrebsramper. Riv Jerusalems mure ned.’ Byen må tage sin straf, for den er fordærvet i bund og grund, 7 en uudtømmelig kilde af ondskab. I gaderne lyder voldsmændenes råb. Der er slagsmål og ødelæggelse overalt.
8 Lyt til min advarsel, Jerusalem! Ellers vender jeg ryggen til dig og udsletter dig totalt. 9 Som drueplukkeren, der går vinstokkene efter for at samle de sidste druer, sådan vil ingen af mit folk blive sparet,” siger Herren, den Almægtige.
10 Fortvivlet klagede jeg min nød: „Hvorfor er der ingen, der vil lytte til min advarsel? Alle folks ører er tilstoppede, de hører intet, de nægter at lade sig tale til fornuft, de afviser Herrens advarsel. 11 Jeg er så fuld af Herrens vrede, at jeg er ved at sprænges.”
Herren svarede: „Godt, så udøs din vrede over børnene, som leger på gaden, og alle de unge, der morer sig. Straffen rammer både mænd og kvinder, unge og gamle. 12 Fremmede mennesker vil overtage deres huse, marker og koner. Jeg vil straffe alle landets indbyggere, siger Herren. 13 Både små og store lyver og bedrager. Selv profeterne og præsterne lyver. 14 De ser stort på folkets synd. ‚Det er helt i orden!’ forsikrer de, selvom det aldeles ikke er i orden. 15 Mon de skammer sig over de frygtelige synder, der begås i byen? Nej, de ved ikke, hvad det er at rødme af skam. Derfor skal de falde i kampen, når de rammes af min vrede og straf, siger Herren.
16 Jeg siger jer: I står ved en korsvej. Tænk over hvilken vej, I skal vælge. Spørg efter den rigtige vej, som jeg viste jer for længe siden. Hvis I følger den, vil I finde hvile for sjælen. Men I svarer: ‚Nej, den vej ønsker vi ikke at gå.’
17 Jeg sendte mine profeter for at advare jer, men I ville ikke høre på dem.
18-19 Så hør nu dommen over mit folk. Lad hele verden høre og bevidne det. Jeg bringer ulykke over mit folk. Det er konsekvensen af deres synd, fordi de forkastede mine love og nægtede at lytte til mig. 20 Det hjælper ikke, at I brænder kostbar og vellugtende røgelse fra Saba eller andre fjerne lande. Jeg kan ikke tage imod jeres ofringer, jeg glæder mig ikke over dem. 21 Jeg sender en mægtig hær imod mit folk, så både fædre og sønner falder, naboer og venner går i døden sammen. 22 Hæren skal komme fra nord, en stormagt fra jordens fjerneste egne. 23 Krigerne er fuldt bevæbnede, grusomme og ubarmhjertige. Larmen fra hestenes hove lyder som det oprørte hav. Bølge efter bølge vil skylle ind over Jerusalem.”
24 Da udbrød jeg: „Vi har hørt om de grusomme hære, og vi lammes af frygt. Vi fyldes af angst som en kvinde, der skal føde. 25 Gå ikke uden for de befæstede byer. Hold jer fra landevejene, for bevæbnede fjender vil sprede rædsel overalt. 26 Klæd dig i sæk, Jerusalem! Sæt dig i asken og sørg, som havde du mistet dit eneste barn. For pludselig er fjendens hære over os.”
27 Herren fortsatte: „Jeremias, jeg vil hjælpe dig til at vurdere kvaliteten af mit folk, som man vurderer ædle metaller. Læg mærke til deres opførsel. 28 Er de ikke alle oprørske, fordærvede og fulde af løgn og bedrag? De burde være ægte som guld og sølv, men er kun som jern og bronze. 29 Blæsebælgen arbejder for fuld kraft, ilden bliver varmere og varmere, men det hjælper intet. Deres ondskab kan ikke smeltes væk. 30 Mit folk er som slagger, der bare smides væk, og derfor må jeg smide dem væk.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.