Chronological
Folkets oprør og det fremtidige håb om genoprettelse
20 På den tiende dag i den femte måned i det syvende år af vores eksil kom nogle af Israels ledere til mig for at spørge Herren til råds. Da de havde sat sig, 2 kom Herrens ord til mig: 3 „Du menneske, sig til Israels ledere: ‚Hvor vover I at komme og spørge mig om noget? Jeg forsikrer jer, at jeg ikke har i sinde at lade mig udspørge af jer.’ 4 Du menneske, jeg ønsker, at du skal minde dem om al den synd, Israels folk har begået lige fra forfædrenes tid og indtil i dag. 5-6 Sig til dem: Da jeg udvalgte Israels folk og åbenbarede mig for dem i Egypten, lovede jeg dem højt og helligt, at jeg ville være deres Gud og føre dem ud af Egypten til det land, jeg ville give dem, det dejligste land i verden, et land, der ‚flyder med mælk og honning’.
7 Dengang sagde jeg til dem: Skil jer af med de modbydelige afguder, som I er begyndt at tilbede her i Egypten, for jeg er Herren, jeres Gud. 8 Men de hørte ikke efter og gjorde oprør imod mig. De skilte sig ikke af med deres afskyelige afguder, men blev ved med at tilbede de mange egyptiske afgudsbilleder. Det var lige før, jeg lod min vrede gå ud over dem, mens de endnu var i Egypten. 9-10 Men jeg holdt igen, for at egypterne ikke skulle få anledning til at håne Israels Gud og hævde, at jeg ikke var i stand til at redde mit folk. Derfor førte jeg dem ud af Egypten og videre ud i ørkenen. 11 Der gav jeg dem mine love og forordninger, og de, der overholder alle disse love, vil få livet derved.[a]
12 Jeg gav dem sabbatsdagen som et tegn på forholdet mellem mig og dem og for at minde dem om, at de er mit folk, og at jeg er Herren, der gør dem hellige.
13 Men Israels folk gjorde oprør imod mig under ørkenvandringen. De adlød ikke mine love, og de forkastede alle mine befalinger, selv om de, som overholder dem, får livet derved. Sabbatsdagen overholdt de heller ikke. Det var lige før, jeg i min vrede udryddede dem derude i ørkenen. 14 Men jeg holdt igen af hensyn til mit omdømme blandt de folk, som havde set, hvordan jeg førte dem ud af Egypten. 15 Dog svor jeg på, at de, der havde gjort oprør, ikke ville få lov til at komme ind i det land, jeg havde udvalgt til dem, det dejligste land i verden, et land, der ‚flyder med mælk og honning’. 16 De havde jo hverken fulgt mine love eller overholdt mine sabbatter. Tværtimod, de havde kun plads for afguder i deres hjerter. 17 Alligevel skånede jeg dem, så mit folk ikke blev udryddet i ørkenen.
18 Så sagde jeg til deres børn, mens de endnu var i ørkenen: I må ikke gå i jeres fædres fodspor eller dyrke deres afguder, 19 for jeg er Herren, jeres Gud. Adlyd mine love og pas på at overholde mine bud. 20 Hold sabbatten hellig, for den er et tegn på pagten mellem mig og jer, og det skal hjælpe jer til at huske på, at jeg er Herren, jeres Gud.
21 Men børnene gjorde også oprør imod mig. De forkastede mine love, selv om de, som holder mine bud, får livet derved. Mine sabbatsdage overholdt de heller ikke. Da var det igen lige før, jeg i min vrede udryddede dem i ødemarken. 22 Dog holdt jeg igen af hensyn til mit omdømme blandt de folkeslag, som havde set, hvordan jeg førte mit folk ud af Egypten.
23-24 Mens de endnu var i ørkenen, lovede jeg højt og helligt, at jeg ville sprede dem blandt verdens nationer, fordi de havde forkastet mine love og forordninger. Sabbatten holdt de ikke hellig, og de blev ved med at dyrke deres forfædres afguder. 25 Derefter lod jeg dem sejle deres egen sø og følge skikke og love, som i sidste ende ville ødelægge livet for dem. 26 Jeg lod dem vanære sig selv med deres afgudsofre. Det endte med, at de brændte deres førstefødte børn som en offergave til deres afguder. Jeg håbede, at de derved ville føle rædsel og lede ved de ting, de gjorde, og komme til erkendelse af, at jeg er den sande Gud.
27-28 Du menneske, sig til Israels folk: Jeres forfædre har gang på gang gjort sig skyldige i blasfemi og forræderi imod mig, også efter at jeg førte dem ind i det land, jeg lovede dem. På hver høj og under hvert skyggefuldt træ dyrkede de deres afguder med røgelse og drikofre. 29 Da spurgte jeg dem: ‚Hvad er det for en høj, I går hen til?’ og derfra stammer navnet ‚offerhøj’.[b]
30 Hør nu, hvad Gud Herren siger til jer, Israels ledere: Hvor længe vil I fortsætte med at være utro over for mig og dyrke de afskyelige afguder? 31 Så længe I bliver ved med jeres afgudsdyrkelse og tilmed ofrer jeres egne børn til dem, kan I ikke forvente, at jeg skal høre på jeres bønner eller hjælpe jer på nogen måde. 32 I vil gerne være som alle andre folkeslag på jorden og dyrke guder af træ og sten, men det vil jeg ikke acceptere. 33 Så sandt jeg lever, siger Herren: Jeg ønsker at være jeres konge, og jeg vil demonstrere min vældige magt og vrede på jer. 34 Jeg vil også demonstrere min magt ved at straffe de ugudelige folkeslag, I bliver spredt iblandt, og føre jer hjem igen.
35 Men først måtte jeg sende jer ud i en ørken af fremmede folkeslag, for at jeg personligt kunne holde dom over jer, 36 akkurat som dengang jeg personligt straffede jeres forfædre i den bogstavelige ørken efter at have ført dem ud af Egypten. 37 Jeg afsagde min dom over jer, som når hyrden skiller fårene fra gederne, og jeg vil føre de lydige tilbage ind under min pagts bestemmelser. 38 Men jeg vil skille mig af med de ulydige og oprørske iblandt jer. De bliver fjernet fra jordens overflade i det land, hvor de lever som fremmede, og ingen af dem får lov til at komme tilbage til Israels land. Da vil I forstå, at jeg er Herren.
39 Israels folk, hør, hvad Gud Herren har at sige til jer: I, der lever i oprør, kan bare fortsætte med at dyrke jeres afskyelige afguder. Men engang vil mit folk igen adlyde mig og ikke længere bringe skam over mit hellige navn med deres modbydelige afguderi. 40 På mit hellige bjerg i Jerusalem skal hele Israel engang tilbede og tjene mig, siger Herren. Dér vil jeg tage imod jer og jeres ofre og gaver. 41 Ja, når jeg fører jer hjem fra eksilet i de fremmede lande, skal I være som et vellugtende røgelsesoffer, der bringes for at ære mig, og folkeslagene skal se, at jeg er en hellig Gud. 42 Når jeg fører jer hjem til det land, jeg lovede jeres forfædre, skal I indse, at jeg er Herren. 43 Da skal I med afsky se tilbage på fortidens synder og føle lede ved jer selv over al den ondskab, I har begået. 44 Og når jeg for mit navns æres skyld velsigner jer på trods af jeres ondskab og afskyelige handlinger, vil I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.”
Dom over et land mod syd
21 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, vend dig mod syd og profetér imod sydlandets skov af mennesker. 3 Profetér imod dem og sig: Hør Herrens ord: Jeg vil antænde en brand iblandt jer, så både de grønne og de udtørrede træer[c] bliver fortæret af ilden. Ilden kan ikke slukkes, og hele landet bliver berørt, fra syd til nord. 4 Alle vil kunne se, at det er mig, Herren, som har sendt ilden, og den kan ikke slukkes.”
5 „Åh, Herre, min Gud,” udbrød jeg. „Folk beklager sig over, at jeg altid taler i gåder.”
Profeti om Nebukadnezars angreb på Juda
6 Herren sagde til mig: 7 „Du menneske, vend dig imod Jerusalem og profetér imod Israel og imod templet. 8 Sig til Israels folk: Hør, hvad Herren siger: Nu angriber jeg jer. Jeg trækker mit sværd og udrydder både de retskafne og de onde. 9 Jeg skåner ingen, men svinger sværdet mod alle fra syd til nord for at straffe mit folk. 10 Da vil alle forstå, at det er mig, Herren, der har trukket sværdet, og jeg stikker det ikke tilbage i skeden.
11 Du menneske, i folkets påhør skal du sukke af sorg med sønderknust hjerte. 12 Og når de spørger dig, hvorfor du sørger, skal du svare: ‚Fordi Herren har givet mig dårlige nyheder om noget, der snart vil ske. Når det går i opfyldelse, vil alle tabe modet og ryste af skræk. Ja, ulykken er på vej! Det sker snart, siger Herren!’ ”
13 Herren sagde til mig: 14-16 „Sig til dem: Sværdet er pudset, så det blinker i lyset. Det er slebet skarpt og klar til at dræbe. Mit folks konge giver ingen glæde, og sværdet vil hugge alle ned.[d] Nu er sværdet parat til at slagte. Det lægges i bøddelens hænder. 17 Begynd at sukke og jamre, du menneske, for sværdet er rettet mod mit folk, og alle Israels ledere bliver slået ned. Vis bare din store fortvivlelse. 18 Mit folk bliver hårdt prøvet, og det er slut med Judas kongerige, for sværdet rammer alle, siger Herren. 19 Profetér, du menneske, og slå hænderne sammen som tegn på start. Sværdet vil slå til igen og igen. Det er et dræbende sværd, og mange vil miste livet. 20 Folk vil blive grebet af rædsel, for ved hver eneste port er der et draget sværd, der blinker i lyset. 21 Du sværd, hug ned til højre og venstre, hvor du end kommer frem. 22 Nu er tiden inde, og jeg udøser min vrede over jer. Jeg, Herren, har talt.”
23 Herren sagde til mig: 24-25 „Du menneske, tegn et landkort og markér de to ruter, som Babylons konges sværd kan følge, den ene mod Jerusalem i Juda, og den anden mod ammonitternes hovedstad Rabba. Tegn et vejskilt dér, hvor vejen fra Babylon deler sig i to i retning af de to byer. 26 Dér standser Babylons konge og tager varsler for at se, hvor han først skal tage hen. Han ryster pilene ud på jorden, rådspørger sine guder og undersøger offerdyrets lever. 27 Resultatet peger på Jerusalem. Så begynder han sin belejring af byen. Rambukkene bliver gjort klar uden for portene, man bygger angrebsramper, kaster volde op mod murene og venter på kampråbet. 28 Jerusalems indbyggere tror, det er en fejltagelse. De har jo indgået en pagt med Babylons konge. Men han minder dem om deres oprør og tager dem til fange på grund af deres synd.
29 Gud Herren siger: Fordi I fortsatte med at synde åbenlyst, og alle jeres handlinger afslører jeres ondskab, skal I nu føres i eksil.
30 Og du kong Zidkija, Israels ugudelige leder, nu er tiden inde, hvor du må tage din straf. 31 Tag din kongekrone af, siger Herren, for dit herredømme er forbi. Nu får de svage oprejsning, og de stolte blive kastet i støvet. 32 Landet vil ligge i ruiner, indtil den rette hersker kommer, som jeg vil overdrage magten til.[e]
33 Du menneske, profetér også imod ammonitterne, som har hånet mit folk.
Hør, hvad jeg har at sige til dem: Sværdet er pudset og slebet, klar til at dræbe. Det blinker i lyset. 34 Mens jeres seere fortæller jer om deres falske syner, og sandsigerne spår jer løgn, skal sværdet, når tiden er inde, ramme jer lige så hårdt som alle andre syndere. 35 I kan godt opgive kampen med det samme, for I bliver slået i jeres eget land. 36 Jeg vil udgyde min vrede over jer som en ild, der fortærer jer. Jeg overgiver jer i voldsmænds hænder, folk, der er trænede i at dræbe og ødelægge. 37 I bliver tilintetgjort i flammerne, og jeres blod vil blive udgydt over hele landet. Ingen vil herefter huske jer. Jeg, Herren, har talt.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.