Chronological

Nehemias’ bøn for Jerusalem

1 ^1-2 Denne beretning er skrevet af Nehemias, søn af Hakalja.

Jeg arbejdede som mundskænk for kong Artaxerxes af Persien i det kongelige palads i Susa. I kislev^[a] måned i hans 20. regeringsår fik jeg besøg af en af mine slægtninge ved navn Hanani og nogle andre mænd, der lige var kommet fra Juda. Jeg spurgte dem, hvordan det gik med alle de judæere, der var vendt tilbage fra eksilet, og hvordan det stod til i Jerusalem.

³ „Det går rigtig dårligt,” svarede de. „Folk lever i stor nød og elendighed. Jerusalems mur ligger stadig i ruiner, og de nedbrændte porte er ikke blevet istandsat.”

⁴ Da jeg hørte det, satte jeg mig ned og græd og sørgede i flere dage, mens jeg fastede og bad til Himlens Gud.

⁵ „Herre, du store og almægtige Gud!” bad jeg. „Vi ved, at du er en Gud, der holder dine pagtsløfter og er trofast over for dem, der elsker dig og adlyder dine befalinger. ^6-7 Hør nu din tjeners bøn, lyt til, hvad jeg har på hjerte. Se i nåde til mig, mens jeg dag og nat går i forbøn for dit folk Israel! Jeg erkender, at Israels folk har syndet imod dig, ja også jeg og min familie har syndet ved ikke at adlyde de befalinger, love og forskrifter, som du gav os gennem din tjener Moses. ⁸ Opfyld nu det løfte du i sin tid gav Moses. Du sagde godt nok, at hvis vi var troløse over for dig, ville du sprede os blandt folkene. ⁹ Men du sagde også, at hvis vi erkendte vores synder og lovede at adlyde dine befalinger, ville du føre os tilbage til Jerusalem—det sted, du har udvalgt til din bolig—om du så skulle hente os fra verdens fjerneste afkroge.

¹⁰ Herre, vi er dine tjenere—det folk, du befriede ved din vældige magt. ¹¹ Hør nu min bøn! Lyt til dem, som ønsker at ære dig! Vær med mig, når jeg træder frem for kongen for at bede ham gøre mig en tjeneste. Gør ham venligt stemt over for min anmodning.”

Nehemias rejser til Jerusalem

2 En dag i nisan^[b] måned i kong Artaxerxes’ 20. regeringsår skulle jeg bringe vin ind til kongen. Jeg havde aldrig tidligere set sørgmodig ud, når jeg stod foran ham. Da jeg rakte ham vinen, ² udbrød han: „Hvorfor ser du så bedrøvet ud, Nehemias? Du er jo ikke syg, så der må være noget andet, der piner dig.” Jeg blev helt bange, ³ men jeg tog mod til mig og svarede: „Deres Majestæt længe leve! Ja, det piner mig, at den by, hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner, og at portene er nedbrændt.”

⁴ „Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte kongen.

Da sendte jeg en bøn op til Gud i Himlen ⁵ og svarede: „Hvis det behager Deres Majestæt at vise godhed imod mig, så lad mig rejse til Juda og genopbygge mine forfædres by.”

⁶ Kongen kastede et blik på dronningen, der sad ved hans side, og spurgte så: „Hvor lang tid vil det tage? Hvornår kan du være tilbage?” Jeg gav ham en omtrentlig tidsramme, og han gav mig lov at rejse.

⁷ „Hvis det behager Deres Majestæt, så lad mig få breve med til guvernørerne i området vest for Eufratfloden, så de kan give mig lov til at rejse gennem deres område på vej til Juda,” fortsatte jeg. ⁸ „Lad mig også få et brev med til Asaf, der har ansvar for de kongelige skove, så han kan give mig bjælker til nye porte i bymuren og til genopbygningen af tempelborgen og til det hus, hvor jeg skal bo.” Kongen gav mig alt, hvad jeg bad om, for Herren var med mig.

⁹ Kongen gav mig desuden officerer og ryttere med til beskyttelse på rejsen. Da vi nåede frem til provinserne vest for Eufratfloden, afleverede jeg kongens breve til de forskellige guvernører og rejste videre uden problemer. ¹⁰ Men da horonitten Sanballat og den ammonitiske embedsmand Tobija hørte om det, blev de vrede over, at nogen ønskede at hjælpe israelitterne.

Nehemias inspicerer muren omkring Jerusalem

^11-12 Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre dage, foretog jeg om natten en inspektion sammen med nogle få mænd uden at sige til nogen, hvad Gud havde lagt mig på hjerte angående Jerusalem. Vi havde kun et æsel, som jeg red på, mens de andre gik. ¹³ Først red jeg ud gennem Dalporten i retning af Sjakalbrønden og nåede til Møgporten, mens jeg undersøgte den nedrevne murs beskaffenhed og resterne af de brændte porte. ^14-15 Derfra fortsatte vi til Kildeporten og Kongedammen, men der var der ikke plads til, at mit æsel kunne komme videre. Så drejede jeg af og red op gennem Kedrondalen, mens jeg inspicerede murene, hvorefter vi vendte hjem gennem Dalporten.

¹⁶ Ingen af de lokale embedsmænd vidste, hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde foretaget mig. Jeg havde nemlig ikke sagt noget til nogen, hverken judæere, præster, embedsmænd eller de andre ledere, selvom det var dem, som ville få ansvar for genopbygningen.

¹⁷ Men nu sagde jeg: „I ved alt om den tragedie, der har ramt vores by. I ved, at murene ligger i ruiner, og at portene er brændt. Men lad os nu i fællesskab genopbygge Jerusalems mure, så ingen længere skal gøre nar af os.”

¹⁸ Så fortalte jeg dem, hvordan Gud havde været med mig, og hvad kongen havde sagt. „Lad os begynde med det samme!” udbrød de ivrigt. Derefter gik de i gang med at forberede arbejdet.

¹⁹ Da Sanballat, Tobija og araberen Geshem hørte om planen, gjorde de nar af os: „Hvad er I ude på? Gør I oprør imod kongen?”

²⁰ „Himlens Gud vil hjælpe os,” svarede jeg. „Vi er hans tjenere, og nu går vi i gang med at genopbygge muren. Men I har ingen rettigheder i Jerusalem, for det er ikke jeres by og har aldrig været det.”

Genopbygningen af muren påbegyndes

3 Så gik de forskellige arbejdshold i gang. Ypperstepræsten Eljashib og de andre præster genopbyggede Fåreporten, satte portfløjene på plads og indviede den. Desuden reparerede de muren hen til Meatårnet, som de indviede, og videre til Hananeltårnet. ² Ved siden af dem arbejdede et hold fra Jeriko, og ved siden af dem igen et hold under ledelse af Zakkur, en søn af Imri.

³ Fiskeporten blev bygget af Sena’as sønner. Rammen blev konstrueret af store bjælker, som portfløjene blev sat fast i. Desuden lavede de bolte og tværstænger. ⁴ Ved siden af dem var der et arbejdshold under ledelse af Meremot, en søn af Urija, som var søn af Hakkotz. Næste hold blev ledt af Meshullam, en søn af Berekja, som var søn af Meshezabel, og det næste igen var under ledelse af Zadok, en søn af Ba’ana. ⁵ Dernæst fulgte folkene fra byen Tekoa, som måtte gøre arbejdet uden deres ledere, for de havde nægtet at tage del i byggeriet.

⁶ Den Gamle Port blev repareret af Jojada, en søn af Pasea, og Meshullam, en søn af Besodeja. De konstruerede en ramme af bjælker, satte portfløjene i rammen og sikrede porten med bolte og tværstænger. ⁷ Ved siden af dem arbejdede Melatja fra Gibeon og Jadon fra Meronot som ledere af et arbejdshold fra byerne Gibeon og Mitzpa, frem til det hus, som blev brugt af guvernøren vest for Eufratfloden. ⁸ Næste hold var under ledelse af guldsmeden Uzziel, en søn af Harhaja. Derfra og hen til hvor det brede stykke af muren begynder, arbejdede et hold under ledelse af Hananja, en af salveblanderne.

⁹ Den næste sektion blev bygget af et hold under ledelse af Refaja, en søn af Hur. Han var leder for den ene halvdel af Jerusalems distrikt. ¹⁰ Jedaja, søn af Harumaf, genopbyggede det stykke af muren, der lå ud for hans eget hus. Ved siden af ham arbejdede Hattush, en søn af Hashabneja. ¹¹ Dernæst var der Malkija, en søn af Harim, og Hasshub, en søn af Pahat-Moab. De arbejdede på stykket til og med Ovntårnet. ¹² Shallum, en søn af Hallohesh, arbejdede på det næste stykke sammen med sine døtre. Han var leder for den anden halvdel af Jerusalems distrikt.

¹³ Folkene fra Zanoa genopbyggede Dalporten under ledelse af Hanun. De konstruerede en ramme af bjælker, satte portfløjene i rammen og sikrede porten med bolte og tværstænger. De reparerede også 450 m af muren helt hen til Møgporten.

¹⁴ Møgporten tog Malkija, en søn af Rekab, sig af. Han var leder for Bet-Kerem distriktet. Han genopbyggede porten og satte portfløjene i med deres bolte og tværstænger.

¹⁵ Shallun, en søn af Kol-Hoze, der var leder for Mitzpa distriktet, genopbyggede Kildeporten, lavede taget over den og satte portfløjene på plads med deres bolte og tværstænger. Derefter reparerede han muren fra Shela-dammen til paladsets have og trappen, der fører op til Davidsbyen. ¹⁶ Ved siden af ham arbejdede Nehemias, en søn af Azbuk, der var leder for halvdelen af Bet-Zur distriktet. Han genopbyggede muren hen til Davids gravsted, den kunstigt anlagte dam og heltenes hus. ¹⁷ Derefter fulgte et arbejdshold af levitter under ledelse af Rehum, en søn af Bani. Efter dem arbejdede Hashabja, der var leder for den ene halvdel af Keila distriktet. Han havde ansvar for genopbygningen af sit eget område. ¹⁸ Derefter kom Binnuj, en søn af Henadad, der var leder for den anden halvdel af Keila distriktet, sammen med sine folk.

¹⁹ Det næste arbejdshold var under ledelse af Ezer, en søn af Jeshua, der var leder for selve byen Mitzpa. De arbejdede også på strækningen over for våbenarsenalet, hvor muren drejer skarpt, så der dannes et hjørne. ²⁰ Så fulgte Baruk, en søn af Zabbaj, der byggede fra hjørnet til ypperstepræsten Eljashibs hus. ²¹ Meremot, en søn af Urija, der var søn af Hakkotz, byggede det stykke af muren, der gik fra indgangen til Eljashibs hus og hen til enden af det. ²² Præsterne fra Jerusalems opland byggede den næste strækning. ²³ Binjamin, Hasshub og Azarja, en søn af Ma’aseja, der var søn af Ananja, reparerede stykket ud for deres egne huse. ²⁴ Binnuj, en søn af Henadad, byggede stykket fra Azarjas hus til hjørnet, ^25-26 hvorfra Palal, en søn af Uzaj, fortsatte til fundamentet under paladsets øvre tårn ved vagthusene. Derefter fulgte Pedaja, en søn af Parosh, som sammen med tempeltjenerne fra Ofelhøjen byggede i østlig retning til Vandporten og tårnet, hvorfra tempelområdet blev overvåget. ²⁷ Den næste strækning fra tårnet, hvorfra templet blev overvåget og hele vejen langs Ofelhøjen, blev bygget af endnu et arbejdshold fra Tekoa. ²⁸ En gruppe præster byggede strækningen over for deres huse på den anden side af Hesteporten.

²⁹ Zadok, en søn af Immer, genopbyggede også muren ud for sit eget hus, og efter ham fulgte Shemaja, en søn af Shekanja, der til daglig stod vagt ved østporten. ³⁰ Så fulgte Hananja, en søn af Shelemja; Hanun, den sjette søn af Zalaf; Meshullam, en søn af Berekja, der byggede stykket ud for sit eget hus. ³¹ Guldsmeden Malkija byggede muren helt hen til huset over for Mønstringsporten, som blev brugt af tempeltjenerne og købmændene, og videre til hjørnet med tagrummet. ³² Endelig arbejdede guldsmedene og købmændene på det sidste stykke hen til Fåreporten.

Nehemias møder modstand

³³ Da Sanballat blev klar over, at vi var i gang med at genopbygge muren, blev han rasende og gav sig til at håne judæerne, ³⁴ mens hans landsmænd og Samarias officerer hørte på det. „Hvad i alverden bilder de elendige judæere sig ind?” sagde han. „Tror de, at de kan bygge muren op på en enkelt dag, hvis bare de ofrer til deres Gud? De kan da ikke bygge noget af de forbrændte murbrokker, de graver frem fra ruindyngerne.”

³⁵ Tobija, der stod ved siden af ham, bemærkede: „Lad dem bygge, så meget de vil! Den mur braser sammen, bare en ræv springer op på den!”

³⁶ Da bad jeg: „Herre, hør hvordan de gør nar af os! Lad dem selv blive gjort til nar. Lad dem få lov at prøve, hvordan det er at blive ført i eksil i et fremmed land. ³⁷ Herre, se ikke igennem fingre med deres synd. Tilgiv dem ikke, for de har hånet dem, der bygger på muren.”

³⁸ Så fortsatte vi med at arbejde på muren hele vejen rundt om byen. Den var allerede oppe i halv højde, for der var en god arbejdsmoral, og alle arbejdede hårdt.

4 Men da Sanballat og Tobija så, at arbejdet på muren skred godt frem, og at de gabende huller blev repareret, blev de urolige og sendte bud om det til araberne, ammonitterne og ashdoditterne. ² De dannede en sammensværgelse og lagde planer om at angribe Jerusalem for at sætte en stopper for arbejdet. ³ Men vi bad til vores Gud og satte vagtposter ved muren nat og dag.

⁴ Judæerne klagede over, at de, der skulle bære materialerne, var udmattede, og at der var så mange murbrokker, at de ikke kunne komme frem. ⁵ Samtidig planlagde vores fjender et overraskelsesangreb og sagde: „Før de når at se sig om, står vi midt i byen. Så slår vi dem ihjel og sætter en stopper for arbejdet!” ⁶ Men de arbejdere, der boede i de omliggende landsbyer, røbede deres planer og sagde gang på gang: „Fjenderne gør sig klar til at angribe os fra alle sider.”

⁷ Derfor opstillede jeg folkene familie for familie bevæbnet med sværd, spyd og buer bag ved muren på de steder, hvor den var lavest. ⁸ Da jeg så, hvor bange de var, sammenkaldte jeg lederne og folket og holdt en lille tale til dem: „I skal ikke være bange!” sagde jeg. „Husk på, at den almægtige Gud er med os! Så vær ved godt mod og kæmp for jeres slægtninge, sønner, døtre, koner og hjem!”

⁹ Da vores fjender blev klar over, at vi var blevet advaret, og at Gud havde forpurret deres planer om et overraskelsesangreb, vendte vi tilbage til arbejdet på muren. ¹⁰ Men fra da af arbejdede vi altid i to hold. Mens halvdelen af folket var i gang, stod den anden halvdel sammen med lederne bag ved dem og holdt vagt i fuld rustning, bevæbnet med spyd, skjolde og buer. ¹¹ De, der slæbte sten, var også bevæbnet. De brugte den ene hånd til at bære sten og holdt spyddet i den anden. ¹² De, der byggede på muren, havde deres sværd i bæltet, mens de arbejdede. Hornblæseren holdt sig hele tiden tæt ved mig, parat til at blæse alarm.

¹³ „Det er et omfattende projekt, vi er i gang med,” forklarede jeg folket og deres ledere, „og vi er spredt ud over et stort område. ¹⁴ Så snart der bliver blæst alarm, skal I straks samle jer der, hvor lyden kommer fra. Så vil vores Gud kæmpe for os!”

¹⁵ Således arbejdede vi fra daggry til solnedgang, mens halvdelen altid stod vagt. ¹⁶ Jeg gav ordre til, at alle, der boede uden for muren, skulle overnatte inde i byen, så de og deres tjenestefolk kunne deltage i arbejdet om dagen og holde vagt om natten. ¹⁷ Både jeg selv og mine folk sov med tøjet på, og vi gik aldrig nogen steder ubevæbnet.^[c]

Nehemias taler de fattiges sag

5 Kort efter begyndte nogle mænd og deres koner at klage over, at deres rige landsmænd udnyttede dem. ² Nogle sagde: „Vi har ingen penge, så vi må give vores børn i pant for at få mad.” ³ Andre sagde: „Vi har pantsat vores marker, vingårde og huse for at kunne købe korn under hungersnøden.” ⁴ Andre igen sagde: „Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at kunne betale skat til kongen.”

⁵ „Hører vi ikke til samme folk?” protesterede de. „Er vores børn ikke lige så gode som deres? Det er uretfærdigt, at vi skal sælge vores børn som slaver for at kunne overleve. Vi har allerede solgt flere af vores døtre, og vi har ingen mulighed for at købe dem fri, for vores marker og vingårde tilhører pantelånerne.”

⁶ Da jeg hørte det, blev jeg vred, ⁷ og efter at have tænkt over sagen sagde jeg til de rige og fornemme: „Det er forkert af jer at tage pant og renter af jeres landsmænd, når I låner dem penge.” Så sammenkaldte jeg til et folkemøde og henvendte mig til de rige: ⁸ „Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at frikøbe vores landsmænd, der levede som slaver hos et fremmed folk,” sagde jeg. „Men nu gør I jeres egne landsmænd til slaver! Hvor mange gange skal vi købe dem fri?” Der var dødstille. Ingen vidste, hvad de skulle svare. ⁹ Så fortsatte jeg: „I kan ikke være bekendt at opføre jer på den måde! Har I slet ingen ærefrygt for Gud? Er det ikke nok, at vi har fjender, der udefra prøver at komme os til livs? ¹⁰ Jeg og mine folk har også lånt vores nødstedte landsmænd penge og korn, men uden at kræve renter. Hold op med at tage pant og renter. ¹¹ Giv dem deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage og refunder dem, hvad I har taget i renter i form af penge, korn, vin og olie.”

¹² „Vi vil gøre, som du siger,” svarede de. „Vi giver dem deres ejendom tilbage og holder op med at kræve renter.” I præsternes påhør fik jeg dem så til at sværge på, at de ville gøre, som de havde sagt. ¹³ Og mens jeg rystede min kappefold sagde jeg: „De som ikke holder, hvad de har lovet, vil Gud ryste ud fra deres hus og hjem.” „Amen!” råbte hele forsamlingen og takkede Gud. Så gik de i gang med at gøre deres ord til handling.

¹⁴ I den forbindelse skal det nævnes, at i alle de 12 år, jeg var guvernør over Juda—fra kong Artaxerxes’ 20. til hans 32. regeringsår—modtog hverken jeg selv eller mine embedsmænd nogen løn eller andre ydelser fra Israels folk. ¹⁵ Denne praksis stod i skærende kontrast til, hvad folket var vant til fra de tidligere guvernører, der havde udnyttet dem ved at kræve mad og vin foruden 40 sølvstykker om dagen. Desuden plejede embedsmændene også at udnytte folket. Men fordi jeg ønskede at adlyde Gud, brød jeg med den praksis. ¹⁶ I stedet koncentrerede jeg mig om arbejdet på muren og nægtede at skaffe mig fast ejendom. Og alle mine embedsmænd tog del i arbejdet på lige fod med andre. ¹⁷ Jeg forsørgede ellers 150 judæiske embedsmænd foruden fremmede, der kom på besøg. ¹⁸ Det daglige forbrug udgjorde en okse, seks førsteklasses får og et stort antal fjerkræ. Desuden købte jeg hver tiende dag en ny forsyning vin. Alligevel undlod jeg at afkræve folket den skat, jeg havde krav på, for de havde det svært nok i forvejen.

¹⁹ Min Gud, glem ikke, hvad jeg har gjort for dit folk, men velsign mig for det!