Chronological
Jesus som arvtager efter Abraham og David
1 Jesus var „søn” af både kong David og af Abraham. Her følger slægtstavlen:
2 Abraham blev far til Isak, og Isak far til Jakob. Jakob blev far til Juda og hans brødre. 3 Juda blev med Tamar far til Peretz[a] og Zerach. Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram, og 4 Ram blev far til Amminadab. Amminadab blev far til Nahshon, som blev far til Salma, 5 og Salma blev far til Boaz, hvis mor hed Rahab. Boaz blev far til Obed, hvis mor hed Ruth. Obed blev far til Isaj, 6 og Isaj far til kong David.
David blev med Urias’ kone far til Salomon. 7 Salomon blev far til Rehabeam, som blev far til Abija, og Abija blev far til Asa. 8 Asa blev far til Joshafat, som blev far til Joram. Joram blev far[b] til Uzzija, 9 som blev far til Jotam, og Jotam blev far til Ahaz. Ahaz blev far til Hizkija, 10 som blev far til Manasse, og Manasse blev far til Amon. Amon blev far til Josias, 11 som blev far til Jekonja[c] og hans brødre, der levede på den tid, da folket blev ført bort til Babylon.
12 Efter at folket var ført bort til Babylon, blev Jekonja far til Shealtiel, som blev far til Zerubbabel, 13 som igen blev far til Abiud. Abiud blev far til Eljakim, som blev far til Azor, 14 og Azor blev far til Zadok, som blev far til Akim. Akim blev far til Eliud, 15 som blev far til Eleazar, og Eleazar blev far til Mattan, som blev far til Jakob. 16 Jakob blev far til Josef, der blev gift med Maria, som var mor til Jesus, der også kaldes Messias.[d]
17 Der er altså 14 slægtled fra Abraham til kong David, og 14 fra kong Davids tid, indtil folket blev ført bort til Babylon, og 14 fra den tid, da folket kom til Babylon, indtil Messias blev født.
Jesu fødsel
18 Jesus, Messias, kom til verden på følgende måde: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun ventede et barn ved Helligåndens kraft.[e] 19 Josef var en god og retskaffen mand, som ikke ville udsætte hende for offentlig skam, så han besluttede sig til i al stilhed at hæve forlovelsen.
20 Mens han tænkte over det, havde han en drøm, hvor en engel fra Gud viste sig for ham. Englen sagde: „Josef, du er jo af kong Davids slægt, og du skal ikke være betænkelig ved at gifte dig med Maria, for det barn, hun venter, er blevet til ved Helligåndens kraft. 21 Hun skal føde en søn, og du skal kalde ham Jesus,[f] for han skal frelse sit folk fra deres synder.”
22 På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem en af sine profeter:
23 „Se, jomfruen vil blive gravid.
Hun skal føde en søn,
og han skal kaldes ‚Immanuel’.”[g]
(Det navn betyder: „Gud er med os”).
24 Da Josef vågnede, stod han op og gjorde, som englen havde sagt. Han accepterede at gifte sig med Maria, 25 men havde ikke ægteskabeligt samliv med hende, før hun havde født.[h] Maria fødte så en dreng, som fik navnet Jesus.
Jesus bliver født
2 På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. 2 Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.[a]
3 Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, 4 og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids fødeby. 5 Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.
6 Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. 7 Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset[b] var optaget.
Englene og hyrderne på marken
8 Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. 9 Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, 10 men englen beroligede dem. „Vær ikke bange!” sagde han. „Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: 11 I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. 12 Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.”
13 I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:
14 „Al ære til Gud i Himlen
og fred på jorden
til dem, der gør Guds vilje!”[c]
15 Da englene igen var vendt tilbage til Himlen, sagde hyrderne til hinanden: „Lad os gå ind til Betlehem og se, hvad der er sket, det, som Gud har fortalt os om.” 16 Så skyndte de sig ind til byen, hvor de fandt det sted, hvor Maria og Josef boede, og de fandt barnet, som lå i krybben. 17 Hyrderne fortalte nu, hvad englen havde sagt om barnet, 18 og alle, som hørte deres beretning, var forundrede. 19 Maria tog alle ordene til sig og tænkte ofte senere på, hvad der var sket den nat. 20 Hyrderne vendte glade tilbage til fårene på marken, imens de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt. Det var jo sket, som englen havde sagt.
Simeon velsigner Jesus i templet
21 Da drengen en uge senere skulle omskæres, fik han navnet Jesus. Det var det navn, englen havde givet ham, før han blev undfanget i sin mors liv.
22-24 Ifølge Toraen skal en kvinde, som har født, gennemgå en renselsesceremoni, og der skal bringes et offer i templet.[d] Endvidere står der skrevet, at enhver førstefødt søn skal tilhøre Gud.[e] Josef og Maria gik derfor op til templet i Jerusalem, da tiden var inde, for at bringe det foreskrevne renselsesoffer, dvs. et par turtelduer eller blot to unge duer. Samtidig tog de barnet med for at indvi ham til at tjene Gud.
25 I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligåndens kraft, 26 og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. 27 Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, 28 og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde:
29 „Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. 30-31 For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, 32 ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.”
33 Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. 34-35 Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: „Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.”
36 Der var på det tidspunkt i Jerusalem også en gammel profet ved navn Anna. Hun var datter af Fanuel og tilhørte Ashers stamme. Efter syv års ægteskab 37 havde hun levet som enke, og nu som 84-årig var hun altid at finde i templet. Under faste og bøn tjente hun Gud dag og nat. 38 Hun havde stået i nærheden og brød nu ud i tak til Gud. Derefter fortalte hun om barnet til alle, som længtes efter Jerusalems befrielse.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.